Analyse
Læsetid: 4 min.

Medvedevs valgkamp eller Putins spin?

Der er tegn på, at de russiske myndigheder nu forsøger at rette op på retssikkerheden ved opklare en række skandalesager. Det ligner Medvedevs valgkampagne, men er måske bare Putins spin
Er præsident Medvedev (forrest) i gang med at vriste sig fri af sin forgænger, Vladimir Putin (bagest), eller er det denne, der styrer de aktuelle begivenheder i Rusland?

Er præsident Medvedev (forrest) i gang med at vriste sig fri af sin forgænger, Vladimir Putin (bagest), eller er det denne, der styrer de aktuelle begivenheder i Rusland?

IVAN SEKRETAREV

Udland
7. juni 2011

Efter Stalins død i 1953 og Nikita Khrustjovs magtover- tagelse i Sovjetunionen kom der en periode i slutningen af 1950'erne begyndelsen af 1960'erne, som fik betegnelsen tøbrud. Khrustjov slækkede på terroren mod befolkningen, liberaliserede regimet, fordømte nogle af stalintidens forbrydelser, som han i øvrigt selv var med til at begå, liberaliserede kulturlivet en smule og, som det vigtigste, begyndte at løslade nogle af de millioner af uskyldige politiske fanger, som sad og rådnede i Sovjets rædselsfulde slavelejre Gulag.

I disse dage taler mange i Rusland om, at der måske er et nyt 'tøbrud' i gang. Måske er det et led i den kommende kamp om præsidentposten, måske en del af en gang spin, arrangeret af præsident Medvedev og premierminister Putin. Måske ikke. Men sikkert er det, at begge de herrer i den senere tid har haft travlt med noget, der ligner en optakt til valgkamp. Putin fører stadig i meningsmålingerne, men ikke meget. Og Medvedev scorer point i befolkningen på en række tiltag, der alle har forbindelse til det gennemkorrupte politi og til det lige så korrupte og gennemkontrollerede retsvæsen.

Til kamp mod politiet

Medvedevs store politireform er populær i befolkningen. Han har fyret i snesevis af politigeneraler og iværksat en omfattende modernisering af hele politiet, som skal forvandle det fra det korrupte sovjetiske undertrykkelsesapparat til et moderne politi. Det samme gælder retsvæsnet, som også er i gang med en stor omlægning med henblik på at gøre det uafhængigt og civiliseret.

På Medvedevs foranledning er der endvidere begyndt at ske ting og sager i en række skandaløse og tydeligt politisk og økonomisk motiverede restsager.

Statsanklageren har fået travlt, efter at Medvedev har beordret ham til at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af sagen om den højtstående advokat Sergej Magnitskij, der døde under mystiske omstændigheder i fængslet efter hans arrestation for skattesvig i 2008.

Forleden skete der fremskridt i anklagemyndighedens forsøg på at opklare mordet på den Putin-kritiske journalist Anna Politkovskaja. Politiet arresterede en mand i Tjetjenien, som er mistænkt for at have begået mordet. Det er fremskridt, selv om det ikke betyder, at man har fundet frem til den person, der bestilte mordet.

I april faldt der imidlertid dom i sagen om mordet på menneskerettighedsadvokaten Stanislav Markelov og den, som Politkovskaja, stærkt regimekritiske journalist Anastasija Baburova. To ultranationalistiske neonazister blev idømt strenge fængselsstraffe.

Og endelig er der kommet røre i sagen om den stenrige fængslede oligark Mikhail Khodorkovskij, tidligere ejer af olieselskabet Yukos. Khodorkovskij fik i første omgang en langvarig fængselsstraf skyldig eller uskyldig for skatteunddragelse og storsvindel. Straffen blev så forlænget i sag nummer to, som enhver russer kan se var absurd og klart politisk motiveret. Khodorkovskij blev dømt for at have stjålet olie for milliarder fra sit eget selskab. Større mængder olie end selvskabet faktisk producerede. Den samlede straf var 13 år i lejr, og den er ikke blevet nedsat, selv om anklagerens påstand om mængden af olie bliver mindre og mindre. Han har nu afsonet halvdelen af straffen og har netop søgt om benådning.

Khodorkovskij er ufarlig

Putin har tidligere sagt om Khodorkovskij, at »en tyv skal sidde i fængsel« og, som noget helt utilstedeligt, at »han har blod på hænderne«. Men forleden sagde Medvedev på direkte tv, at Khodorkovskij »ikke udgør nogen form for fare for samfundet«. Underforstået at Putins påstand om, at Khodorkovskij er en blodig tyv, ikke er korrekt. Samtidig er Rusland ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg blevet idømt en stor bøde for procedurefejl i sagen, men domstolen fandt ikke beviser for, at sagen har været politisk motiveret. Det fik straks diverse russiske menneskerettighedsorganisationer til at komme med vrede udfald imod Strasbourg.

De mener nemlig, som formentlig de fleste andre russere og det meste af verdensoffentligheden, at der er tale om en klar politisk dom imod Khodorkovskij. Og i den almindelige mening står Putin som manden bag fængslingen af den potentielle konkurrent.

Khodorkovskij-sagen har stort set været forbigået i tavshed i de statsstyrede russiske medier, men forleden skete der en brat ændring, samtidig med at Khodorkovskij ansøgte om benådning. Pludselig bragte tv-stationen NTV og flere andre medier et langt indslag om den fængslede oligark, som fik lov til frit at fremlægge sit syn på sagen. Formentlig er det også Medvedev eller hans administration, der står bag denne klart mildere linje over for oligarken.

Putin får skylden

Hvem får skylden for hele miseren? Putin. Hvem fremstår som forkæmper for kamp imod myndighedernes overgreb fra den lokale politibetjent over domstolene og helt op til regeringen? Det gør Medvedev. For, som den kendte kommentator Natalja Gevorkjan skriver i netavisen gazeta.ru, så ved den russiske befolkning uanset myndighedernes mediestyring udmærket godt, hvordan russisk politi og retsvæsen fungerer. »Vi er alle indsatte,« skriver hun.

Hvis Medvedev løslader Khodorkovskij og får opklaret en række skandalesager, så er han en sikker vinder ved præsidentvalget næste år. Spørgsmålet er, om det hele er spin, og om Putin giver ham lov. Khrustjovs tøbrud varede heller ikke længe og blev vendt til frostvejr, da Leonid Breznjev afsatte Khrustjov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Claus Oreskov

Fik min morgen vodka galt i halsen, da jeg læste Per Dalgård klumme. Den nærmest stritter i alle retninger, af frygt, had og foragt for Sovjetunionen. En mere kuldegysende koldkrigs retorik skal man lede længe efter – selv i J.P. og tante Berlingerens gemmer og pulterrum. En ting burde Dalgård lære, og mange med ham, og det er at en samtidsanalyse, altid er en samtidsanalyse. Når han vurdere russisk politi anno 2011, så har denne situation intet som helst, at gøre med politiets situation i Sovjetunionen – eller i Atlantis for den sags skyld! Når Dalgård skriver: ”.. og iværksat en omfattende modernisering af hele politiet, som skal forvandle det fra det korrupte sovjetiske undertrykkelsesapparat til et moderne politi.” Så skære han ubekymret 20 års økonomiske reformer, sociale omvæltninger og politiske tiltag bort. Det er ligesom når DF´s repræsentanter, taler om at indvandre på Nørrebro, lever i middelalderen. Vel gør de ej, de lever i Danmark år 2011, og det er den kontekst man skal forstå. Ligeledes med det russiske politi, skal man forstå, deres situation, er det absolut nødvendigt, at man anvender en nutids model, i stedet for at henvise til fortidens, virkelige eller imaginære forestillinger.
Ser man på hvad artiklen egentlig handler om, nemlig magtkampen mellem Putin og Medvedev, så virker Dalgårds koldkrigs kvababbelser, malplacerede og påklistrede. År efter år rabler manden de samme tyndslidte klichere, og hadefulde stereotyper af sig, i en meningsløs strøm, af artikler her i Information. Det ville være meget velgørende med noget rigtigt dokumentar og mindre forudfattet lirumlarum.
Angående forbryderen Khodorkovskij, som vestens kapitalister har så meget sympati for, så er fejlen ikke, at han blev buret inde. Nej fejlen er, at de andre oligarker, ikke fik samme behandling. Det er en stor fejl, som Putin kan væltes på.
Flere gange før er der i Ruslands historie indtruffet situationer med 2. politiske magtcentre. Det er hændt i afgørende øjeblikke af landets historie f.eks. i 1917 hvor ”Den Provisoriske Regering” og Sovjetterne fightede om magten og i 1991 hvor man valgte Jeltsin som præsident for Rusland, hvorved 2. forsonende politiske syn stod overfor hinanden: Gorbachev og Jeltsin. Historien har vist at den sidste misbrugte sin magt, og opløste Sovjetunionen (imod det sovjetiske folks vilje), således at han kunne komme sin modstander Gorbachev til livs! Et tandem løb, mellem 2. magtcentre, er meget opslidende og besværligt og derfor tror jeg ikke at Putin og Medvedev bare bytter plads – en af dem vil komme sejrrigt ud af denne politiske kamp, og kun en.

Claus Oreskov

uforsonede skulle der stå!