Læsetid: 4 min.

Modellen for Libyen-krigen har slået fejl

I dag har bombekampagnen i Libyen varet lige så længe som den i Kosovo i 1999. Men Gaddafi har langtfra givet op, og det var forkert at tro, at krigen i Libyen kunne vindes med Kosovo som model, som politikerne håbede for 78 dage siden
Koalitionen har bombet Gaddafi, Tripoli og Libyen i 78 dage i dag. Det er lige så lang tid som bombetogtet i Kosovo i 1999. Men det er fejlagtigt at bruge den indsats som model for krigen i Libyen, lyder det nu.

Koalitionen har bombet Gaddafi, Tripoli og Libyen i 78 dage i dag. Det er lige så lang tid som bombetogtet i Kosovo i 1999. Men det er fejlagtigt at bruge den indsats som model for krigen i Libyen, lyder det nu.

Zohra Bensemra

6. juni 2011

»Der venter en mission, som minder om den mission, vi havde over Kosovo i 1999,« sagde forsvarsminister Gitte Lillelund-Bech (V) til TV 2 fredag den 18. marts, dagen inden flyveforbuddet over Libyen trådte i kraft, og umiddelbart inden Folketinget skulle træffe sin beslutning. Derfor ville Danmark også »bygge meget på de erfaringer fra, da vi indsatte F-16-flyene i Kosovo,« forklarede hun videre.

Udefra lignede de to situationer hinanden. Regimet i det daværende Jugoslavien foretog over greb mod dele af sin egen befolkning, NATO satte bombefly ind for at stoppe det, og efter 78 dages massivt bombardement gav præsident Slobodan Milosevic op, uden at der blev sat landtropper ind.

I dag runder også luftbombardementet i Libyen 78 dage, men oberst Muammar Gaddafi virker endnu langt fra at give op.

På trods af de overordnede lighedspunkter var det en fejl at tro, at krigen kunne vindes efter samme model som i Kosovo, siger Shashank Joshi, der er ph.d.-studerende i International Politik ved Harvard University og tilknyttet den britiske militærtænketank Royal United Services Institute.

»Kosovo var krigen, der fik mange folk til at tro på det effektive i at bombe. Det fik mange til at tro, at man kunne nå strategiske mål alene med en luftkrig. Men de har overset, at Kosovo var en krig med begrænsede midler, der kun virkede, fordi den også havde begrænsede mål,« siger han.

Også i Frankrig, England og USA blev der fra begyndelsen draget paralleller til Kosovo, og Shashank Joshi er ikke i tvivl om, at Kosovo-krigen havde en betydning for udformningen af Libyen-krigen.

»Der var mange i forsvarsministerierne, der trak på erfaringerne fra Kosovo, og de trak på det faktum, at landkampagnerne i Irak og Afghanistan har været svære, mens luftkampagnerne har været lette og relativt billige på grund af den manglende modstand,« siger han.

Sammenligningen mellem Libyen og Kosovo er grundlæggende forkert, fordi det aldrig var et krav til Mi losevic skulle gå af. Det gjorde han først et år senere, efter at have tabt præsidentvalget. For Gaddafi derimod vil det betyde døden eller fængsling, hvis han giver op.

»Hvis du vil have din modstander til at give op, må du sørge for, at deres udvej er så attraktiv som muligt. Det har vi ikke gjort nok, og det er en af de centrale fejl i den her krig,« siger Shashank Joshi.

Hårdt pres på Milosevic

En anden væsentlig forskel er, at vi ikke har kunnet lægge samme pres på Gaddafi, som vi kunne lægge på Milosevic, påpeger Peter Viggo Jakobsen, lektor i International Politik ved Københavns Universitet. Dels endte Rusland med at slå hånden af Milosevic, dels havde USA netop besluttet at indsætte landtropper, hvis luftkrigen ikke virkede.

»Det var en kombination af pres, der gjorde, at Milosevic vidste, at han skulle slå til og indgå en fredsaftale, inden det kom til en krig, hvor han kunne miste det hele og ikke vidste, om vi ville stoppe ved grænsen til Serbien eller fortsætte,« siger han. Det er der ingen planer om i Libyen, og det gør ingen forskel, at Rusland nu også har vendt sig mod Gaddafi, for de har slet ikke samme indflydelse, som de havde i Jugoslavien, fastslår Peter Viggo Jakobsen.

Han tror ikke på, der er nogen beslutningstagere, der er så naive, så Kosovo-krigen har foranlediget dem til at tro, at Libyen kunne vindes lige så nemt.

»Enhver der har bare en smule militær indsigt kan se forskellen på de to typer operationer. Jeg tror snarere, det er det med, at det er begrænset, hvor meget krigen kan komme til at koste for Vesten. Det er dyrt at brænde bomber og benzin af, men i realitet er risikoen for tab meget lille, fordi de ikke kan skyde vores fly ned,« siger han.

Smertegrænsen

I sidste uge erklærede NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, at alliancen har besluttet at fortsætte den militære indsats i Libyen i yderligere 90 dage frem til slutningen af september.

Samtidig sagde Fogh, at krigen snart er vundet.

»Det siger han nok mere, fordi han er bekymret for knurren i baglandet end, at det er, fordi han reelt tror på det,« siger Peter Viggo Jakobsen, der ikke selv tør spå om, hvornår Gaddafi bukker under.

»Hvis vi ellers bare kan bevare tålmodighed og bliver ved med at lægge pres på ham militært, politisk og diplomatisk, så må det bryde sammen for ham på et tidspunkt,« siger han.

Shashank Joshi tror også på, at det mest sandsynlige scenarie er, at Gaddafi på et tidspunkt bliver væltet. Men det er en fejl i strategien, ikke at give modstanderen en vej ud.

»At slå nogen med en stok med stigende styrke er ikke en strategi. Du har også brug for en gulerod. Og så har du brug for en plan B,« siger han.

Lige nu mangler de krigsførende lande at svare på to ting: Hvad gør vi, hvis krigen strækker sig længere end de i alt seks måneder, der er lagt planer for. Og hvad gør vi, hvis dele af regimet vil fortsætte uden Gaddafi ved magten.

»Vi bliver nødt til at gøre os klart, hvad vores bundlinje er. Jeg mener, det bør være en begrænsning af vores målsætninger. Næste skridt er at sige til regimet, at vi er villige til at indgå kompromiser, samtidig med at vi skubber oprørerne til forhandlingsbordet. Ellers vil de kæmpe videre i evigheder. Det kan godt være, at oprørerne kæmper for en værdig sag, og de har klart den moralske overlegenhed på deres side, men det betyder ikke, at vi skal give dem en blankocheck,« siger Shashank Joshi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Marie Pedersen

Jeg køber desværre ikke præmisserne. Selvfølgelig var der ingen, der troede det ville tage 3 md. Gadaffi måtte bare ikke få lov til at handle olie uden dollars - eller noget lignende. Hvorfor skal vi altid høre på, hvordan det var en velment "fejl", når en krig trækker ud. Der er penge i krig. Derfor er der krig.

'Sejeren' i Kosovo er en myte; af det der blev forlangt af Milosevic i Rambouillet blev intet opnået ved bombningen,
Kosovo blev ikke selvstændigt og NATO fik ikke lov at patruljere i Serbien.
Bombe kampagnen og de store flygtninge strømme kunnet have været sparet ved forhandlingerne, hvis der ikke var blevet stillet bevidst urealistiske ultimatummer.
NATO's overlevelse er en trussel mod fred.

Torben K L Jensen

Selvfølgelig var men klar over at man ikke kunne
bombe Gadaffi ud af Libyen og det var jo heller ikke
det der vigtigt på det tidspunkt.Det var højeste tid at
få stoppet hans angreb på befolkningen.
I anden omgang måtte så vurdere om man kunne
bruge Kosovo-modellen i Libyen.
Det kunne man ikke,men man stopper ikke inertien
i det kæmpeapparat der nu er i gang,så man må
nødvendigvis fortsætte med presset på freak-obersten.
Hans venner kan være et meget lille sted og jeg giver dig ret i at det var dummeste man kunne
gøre dengang,var at udstede en international arrastordre på ham.Ikke at han så ville rejse ud af
landet,han føler jo han ejer landet,så han bliver til
den bitre ende.

Med de dollars Obersten har og den lette adgang til afrikanske lejesoldater varer det længe før det ikke kan betale sig for ham at kæmpe videre. Uden en egentlig trussel mod hans landtropper vil bykampene kunne trække ud længere end det amerikanske budget kan holde ;)

Janus Agerbo

Og så er der vel den helt kritiske forskel mellem libyen og serbien. man bare bombe skoler og infrastruktur i serbien fordi man hævdede at forsvare kosovo. I libyen er det lidt sværere, da man jo hævder at ville beskytte befolkningen.

Jeg håber at de, der sidder med en dårlige smag i munden, husker det næste gang der bliver bedt om at bakke op om endnu en unødvendig og kostbar krig!

Gad vide om den samme artikel bliver genoptrykt om tre måneder?

Det hele ville være overstået senest til påske så vidt jeg husker, men nu er påsken jo en årlig begivenhed, så mon ikke de travle, og nogen gange lidt glemsomme, politikere mente påsken 2012.

Men Slagterhus: Libyen har nået et nyt voldsniveau med indsættelsen af Apache- og Tigerkamphelikoptere, og hvem ved, som AFR siger med sin rustne smørsælgerstemme, måske er Gaddafi død i morgen?

I øvrigt var det kun truslen om indsættelse af landstyrker og dermed en egentlig landkrig som fik serberne til at forlade Kosovo.

Lars R. Hansen

Måske det til en start lige er nyttigt at få fastslået - at NATO ikke er i krig med Libyen - de nationer, der bidrager med styrker til den FN-sanktioneret og NATO-ledet operation 'Unified Protector', håndhæver blot resolution 1973. Det står dem frit for - at undlade at håndhæve den - når som helst det måtte falde dem ind.

Der er således ingen krig at vinde - og Emil Rottbølls påstand om politikerne håbede at vinde 'krigen i Libyen med Kosovo som model' - henstår som vanligt ganske løs, hvis ikke ligefrem meningsløs.

Der bliver bygget en stråmand - som Emil Rottbøll så lader Shashank Joshi kæmpe lystigt med - ved dels at påpege nogle at de indlysende forskelle mellem Kosovo og Libyen.

Forsvarsministerens udtalelse - har ingen meningsfuld sammenhæng med de i artiklen øvrige fremførte synspunkter - forbindelsen mellem ministerens udtalelse og Shashank Joshis ditto eksistere praktisk talt ikke.

Nuvel - en af de meste væsentlige (militære) forskelle mellem den vestlige intervention i konflikten i Kosovo og det internationale samfunds intervention i Libyen - er fraværet af en troværdig landmilitær trussel. Denne var som Peter Viggo Jakobsen så rigtigt påpeger tilstede i Kosovo - hvorfor bærende dele af Shashank Joshis argumentation mod 'air power fantasterne' - i sammenhængen falder sammen.

Til 'air power fantasternes' forsvar må det dog siges - at intensiteten af angrebet på Serbien var i en ganske anden målestok end den hidtidige kampagne over Libyen - synes at være.

Denne begrænset intervention i Libyen - forekommer mig ikke at være det mindste inspireret af kosovoaktionen - men måske mere et udtryk for en mindre sikkerhedspolitisk justering. Hvor der i en periode var en lettere tendens til - at enhver vestlig militær intervention næsten per automatik skulle følges op med en 'adoption' af landet, dets problemer og velfærd - synes Vesten her mere villig til at bruge (ganske begrænset) militær magt for at påvirke udviklingen.

Karikeret sagt - blot fordi vi bomber dem en smule, har vi ikke påtaget os ansvaret for at bringe fred og orden til landet - ejheller ansvaret for deres retsvæsen, sundhedsvæsen, socialvæsen, uddannelsesvæsen eller deres eventuelle nye regimes demokratiske beskaffenhed - vi forbeholder os retten til have (begrænset) ambitioner med vores (begrænset) militære interventioner.

Og i tilfældet Libyen - synes det såmænd at gå udmærket - og den af Emil Rottbølls uudtalte skuffelse over interventionen efter knap 80 dage ikke har ført til konfliktens afslutning - må afvises med et overbærende; jamen, kære ven dog...

Lars R. Hansen

Torben Jensen,

når man tilsyneladende ikke giver Gadaffi 'en nemt vej ud' - så skyldes det givet flere forhold - hvoraf det vigtigste muligvis er, at Gadaffi vurderes forholdvis svag - samt gennem tiderne har gjort sig så 'upopulær' hos vestmagterne at man nok gerne vil statuere et eksempel her. Ja, og så kommer al det der med international retsorden...

Asger Jensen

Godt nok har Emil Rottbøll været en af de få danske journalister (faktisk den eneste, jeg kender), der lige fra begyndelsen har sat spørgsmålstegnet ved formålet med Libyen-krigen. Men for soldaten er det jo et mål i sig selv at føre krig og hele tiden udvikle nye strategiske og taktiske koncepter. Her i Libyen-krigen gælder det om at videreudvikle den luftkrigsstrategi, som lå bag "Operation Allied Force" (Kosovo-krig). Det viser sig nu, at dette ikke rigtigt lykkedes: Man har brug for helikoptere. Alligevel er der ikke brug for en plan B. Man vil bare bombardere videre og videre og opsøge flere mål, indtil hele landets infrastruktur er ødelagt. NATO har jo allerede konstateret, at der er mål nok indtil september måned. Hvis det ikke lykkes intdil da, er man vist nødt til at angribe andre offentlige institutioner, så som universitetere og skoler (som jo Englændere er særdeles erfarene i) - altså den gamle strategi fra anden verdenskrig - for at øge pres på befolkningen, som så i sidste ende bliver målet. Altså plan A hele vejen igennem.

Michael Kongstad Nielsen

Libyen.krigen har ikke haft Kosovo som model. Ingen seriøse planlæggere af krigsindsatsen har tænkt på Kosovo, det er kun noget politikere som Gitte Lillelund-Bech siger til TV2 for at få befolkningen til at forstå og acceptere det. Kære landsmænd, det er ikke så slemt, vi gør bare ligesom i Kosovo.

De to situationer har intet med hinanden at gøre, alt er forskelligt, tidforløbet og resultatet vil også være det. Men nu bruger modstanderne af Libyenkrigen, altså modstanderne af at FN overhovedet ville beskytte Libyens civilbefolkning, de bruger nu den manglende lighed med Kosovoforløbet som argument for, at man skulle have holdt sig væk - for I kan jo ikke få det til at gå som i Kosovo.

Robert Kroll

Mon ikke Gaddafi "bagom" får løbende leverancer af våben m v fra andre autoritære regimer i regionen, som gerne ser tilløbene til demokrati knust hurtigst mulig. ???

Uden en sådanne i forhold til FN ulovlige leverancer af våben m v ville Gaddafi nok have været helt væk i dag.

Nic Pedersen

@ Robert Kroll

Det er ikke sikkert.

Flyverne har til alle tider haft det med at overvurdere egne resultater!

Selv i Kosovo kørte de serbiske styrker påfaldende uskadte over grænsen, da det var slut.

I mangel på udsigt til at standse en borgerkrig fra luften, prøver NATO at nedbryde fjendens tilhængere ved bombning af infrastuktur; dét er det samme i Libyen som det var i Kosovo.

Sammenligning er altid primitivt, men det er metoden og de erfaringer den bygger på, også.

Karsten Olesen

Libysk stats-tvs hjemmeside:

http://en.ljbc.net/online/news_hp.php

fungerer igen, efter nogle dages hacking.

Et stort antal afrikanske statsledere har kondoleret Gaddafi med tabet af hans søn.

Der er øjensynlig stadig ca. 20 ikke-afhoppede ministre - i det såkaldte "General People's Council", GPC.

De forsøger tilsyneladende at få tingene til at fungere så "normalt" som muligt.

GPC har truffet beslutning om understøttelser og pensioner til flygtninge fra oprørsområderne.

Handels- og industrikammeret har indkaldt skadesopgørelser fra ofre for bombardementerne:

http://en.ljbc.net/online/variety_hp.php

Bo S. Nielsen

Lars Hansen:

"Måske det til en start lige er nyttigt at få fastslået - at NATO ikke er i krig med Libyen..."

lol

brian fritzner

@Rasmus Knus
I øvrigt var det kun truslen om indsættelse af landstyrker og dermed en egentlig landkrig som fik serberne til at forlade Kosovo.

Hvor har du det fra?

Jens Thorning

Det der i nutidens løbende historieforfalskning, jf. George Orwells roman "1984", gør Kosovo til en dundrende succes, er den hysteriske opbakning til det, der skulle være første krig på europæisk grund i den nye verdensorden efter Murens Fald.

"Vi får markedsøkonomi og mange andre gode ting", udtalte den radikale, førhen så pacifistiske udenrigsminister Niels Helveg Petersen med et ejendommeligt ordvalg, mens statsminister Nyrup nervøst svedende belærte om, at udenrigspolitik ikke er et folkeligt anliggende, når den euro-atlantiske angrebssolidaritet står på spil.

Fjernsynet viste endeløse kolonner af kosovo-albanere, ifølge medierne på flugt for den etniske udrensning, der på intet tidspunkt fandt sted, og nok i virkeligheden på flugt for NATO's bomber, som Ekstra Bladets straks efter fyrede chefredaktør bemærkede.

Anne Marie Pedersen

Er der ikke nogen, der kan henvise til god litteratur/dokumentarer/båndede foredrag om Kosovo.

Igen og igen hører man om historieforfalskning - men det er endnu ikke lykkedes mig at sætte mig ind i emnet.

Jeg synes det er ret vigtigt at være oplyst om de aktioner, der tilsyneladende har været en del af natos militærhistorie, og som derfor er en del af baggrunden for at forstå situationen i Libyen.

Jens Thorning

Jeg kan oplyse, at jeg udelukkende bygger på hukommelsen, hvad der fremgik af medierne og den diskussion, der foregik dengang, og som, hvor utroligt det end lyder i dag, indeholdt kritik af krigen, undskyld de humanitære flyindgreb.

Henrik Funch

@ Lars Hansen

Jeg er helt enig, da jeg læste artiklen, så tænkte jeg om det var et forsvar for snart at sætte landtropper ind..
Men det er der vel heller ikke nogen der bliver overrasket over, når det sker..

"krig"-sførelse er inde i en helt ny fase, nu hvor det ikke længere er aggressive griske nationalstater, som invaderer naboerne, men et verdenspoliti, som skal gøre verden sikker, imod terrorisme i enhver form, for kapitalistisk skindemokrati.
Den pæne måde er at sige, at man prøver at udbrede frihed, sandheden nok snarere, at man bare gerne vil have kontrol med det hele, ingen dårlige eksempler nogetsteds, ingen uafklarede situationer som gør handel og turisme usikker, ingen flygtige regeringer, hvor alt kan vende på et øjeblik. forudsigelighed og kontrol, altså. Krigen har derfor mere karakter af et måske lidt ivrigt politivæsen, og siden det nu er relativt nyt må man jo eksperiemtere. Altså er det for det først nødvendigt at øve sig, så fra tid til anden må man finde et påskud for en nem lille krig, og det kan selvfølgelig ikke være lutter succes. En gang imellem må det kikse lidt.
Og det er der jo ikke noget galt i, sådan er det med alt. Nåe ja, 15000 døde i libyen, det er vel lovlig meget på nogen få uger, men man skal jo øve sig.

At gå i krig er en imperialistisk investering. Vinder sejrherrerne magten har de alle muligheder for at lave lukrative aftaler om landets rigdomme og naturalier og kan tilgodese deres egne tab på lang sigt.

Det er sgu ikke for sjov at DK bruger 2 mio. kr. om dagen på bombeeventyr, det nægter jeg at tro på! Der har som altid været pengegriske bagtanker til stede.