Nyhed
Læsetid: 4 min.

NATO bremser libyske oprøreres fremrykning

Oppositionsstyrkerne får ordre til trække sig tilbage, når NATO skal bombe, selv om det koster dem deres hårdt tilkæmpede terræn
Et skridt frem og et tilbage. Oprørere uden for Misrata i det vestlige Libyen klager over, at NATO beordrer dem på tilbagetog, når de har vundet terræn.

Et skridt frem og et tilbage. Oprørere uden for Misrata i det vestlige Libyen klager over, at NATO beordrer dem på tilbagetog, når de har vundet terræn.

Youssef Boudlal

Udland
8. juni 2011

DAFNIYA Den ramponerede sorte pickup med de libyske oprøreres flag kører i høj fart ned ad vejen fra frontlinjen, mens mortérgranater lander på begge sider. Krigerne på ladet klamrer sig til deres maskingeværer, stikker knytnæver i vejret og råber Allahu Akbar, Allah er stor

Årsagen til deres begejstring kan ses udstillet på motorhjelmen som trofæ: Her ligger liget af en af Gaddafis mænd med mellemgulv og camouflagebukser dækket af blod. Det er kun få minutter siden, han blev dræbt under oprørernes offensiv ved daggry. Nu fører de ham med tilbage som et bevis på en lille sejr over regimets styrker.

En vestlig fotograf springer ud på vejen.

»Ingen billeder!« råber en ung læge fra et af de lægehold, der har indrettet en felt-ambulancestation i et pakhus, ikke langt fra frontlinjen.

Fotografierne bliver slettet, jeepen foretager en U-vending, og medarbejderne på det improviserede lazaret går tilbage til deres arbejde. Den unge læge ses skyndsomt stige ind i en grå ambulance.

Nyt angreb

Midt på formiddagen indleder oprørerne på ny et angreb. Flere sort-malede jeeps drøner forbi. Nogle af dem transporterer langløbede rekylfri rifler, det kraftigste artillerivåben i oprørernes arsenal, og ved frokosttid lykkes det for oprørerne at gennembryde regimets linjer og støde frem til udkanten af byen Zintan. Skyer af sort røg bølger ud fra et nærliggende skolager, der er blevet ramt af en af de Grad raketter, som regimets soldater affyrer.

»Hvor er Apacherne (NATO's kamphelikoptere, red.)?« udbryder en ung læge, Mohamed Teeka, 27 år. Han har meldt sig til at behandle ofrene for Gaddafis beskydning. »Folk er ved at dø her,« siger han.

En såret skægget oprørssoldat bliver bragt til felthospitalet i en gammel britisk ambulance. Blodet siver ud gennem den bandage, han har fået viklet om hovedet. Mens lægerne kæmper for at redde ham, begynder det at regne med mortergranater. De slår ned på begge sider af felthospitalet.

Ud på eftermiddagen kommer der instrukser fra NATO om at trække frontlinjen tilbage 'den røde linje', som oprørerne ellers har brugt hele dagen på at presse frem.

De røde linjer er markeringer på kortet, der giver Natos luftvåben adgang til bombardere alt, som bevæger sig, på den anden side af linjen. Men linjen er også en kilde til frustration for oprørerne, der ikke har set et Natofly eller -kamphelikopter hele formiddagen. De har mistet en mand, mens 13 af dem blev såret under deres forsøget på at erobre det terræn, de nu får ordre til at forlade.

Klar til at angribe

Sraia Swehli er øverstbefalende for denne brigade af frivillige oprørere. Han er barnebarn af Ramadan al-Swehli, som blev hyldet i Misrata som den berømte kriger, der anførte oprøret mod det italienske kolonistyre og kortvarigt fik etableret, hvad byens indbyggere betegner som Libyens første demokratiske regering nogensinde. Den holdt ikke, men Swehli ønsker, at det skal lykkes denne gang. Han vil befri alle libyere fra Gaddafi hvis bare Nato ville lade ham gøre det.

Med overdreven tålmodighed forklarer Swehli den situation, som oprørerne fra Misrata står overfor:

»Vi er klar til at angribe, vi kan fint rykke frem. Gaddafis styrker er svækkede. Før havde de syv stærke stillinger foran os. Nu er de alle smadret ...«

»Vi er naturligvis taknemmelige for NATO's hjælp,« tilføjer han.

»Men Nato insisterer på, at vi skal holde os bag de røde linjer. Vi er klar til at dræbe soldaterne. Selvfølgelig hjælper NATO os, men vi er klar til at angribe, vi ønsker at gå fremad.«

NATO's embedsmænd afviser, at der skulle være røde linjer. De siger, at deres vigtigste prioritet er at ramme de rigtige mål og at sørge for, at civile ikke befinder sig i de områder, de planlægger at slå til imod.

Kommunikationslinjerne er lange. Oprørerne ved frontlinjen rapporterer til NATO's forbindelseskontor i Benghazi om de mål, de har udpeget, og hvad de selv planlægger at gøre. Benghazi rapporterer derpå til Nato.

Høj moral

Gaddafi har stadig kontrol over store dele af landet, og flere af hans styrker ser fortsat ud til have høj moral og byde al modstand trods.

»De fyre er jo gale,« siger en læge på felthospitalet. »Vi fangede en fyr forrige nat med en radio. Da det gik op for dem (de Gaddafi-loyale styrker, red.), at vi havde deres radio, begyndte de at tale med os. De sagde: 'Vi kommer snart og generobrer Misrata, og så dræber vi jer. Vi er ligeglade med NATO.«

En af de sårede, som bliver bragt tilbage fra fronten ud på eftermiddagen, er den læge, der bad fotografen om at holde op med at tage billeder. Den grå ambulance, han kørte afsted i, kommer tilbage fuld af huller. Lægen er blevet ramt i hovedet af granatsplinter og bliver i al hast overført til hospitalet i Misrata. Hans kammerater siger, at de regner med, at han overlever.

internationalt@informatino.dk

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Jongberg

Jo men det er da klart at NATO modarbejder "oprørere".

Taleban = "oprørere" , "oprørere = "fjenden" ... det må da være svært at finde ud af, hvem der skal bekæmpes.

Det er jo håbløst og pinligt at se på det her cirkus. Oprørerne har jo aldrig haft en chance hvis ikke NATO var skredet ind og selv med voldsom luftstøtte er de stadig ikke i stand til at udnytte situationen til at vinde terræn.
NATO kan jo spilde årevis på at træne disse bønder samt bombe Gadaffis tropper og stadig ikke opnå deres strategiske mål - hvad disse så end er...