Wadi Khaled, Libanon – For mange torturberetninger fremkalder en særlig form for tonedøvhed, et mentalt immunforsvar, der blokerer medfølelsens tårekanaler, så man alene forholder sig til beskrivelserne i bestandig kalkulerne af deres troværdighed.
Jeg sidder i det store modtagelsesrum i muqtar Fayed Abdallahs hus i landsbyen al-Awadeh i Libanon et par kilometer fra Wadi Khaled-grænseovergangen til Syrien. På røde madrasser langs væggene sidder et dusin syriske mænd i 'deres bedste alder', som det hedder, dvs. mellem 20 og 40 år.
De er flygtninge fra Tel Kalakh bag bakkekammen på den anden side af grænsen umiskendeligt fattige i deres billige læderjakker og udtrådte sko, tavse bortset fra de to, der fortæller deres stort set enslydende historier om dræbte og mishandlede naboer og familiemedlemmer, om huse plyndret for al løsøre af værdi og faste installationer vandaliserede om det så er wc-kummer, bliver de smadret. Jeg hører om et køleskab, der nu står 150 meter længere nede ad gaden i en alawit-nabos køkken.
»Og hvem vil give os erstatning for det? Før havde vi det mindste et hus, nu har vi intet?«
Den ene af de talende har en fætter, der fik brækket begge ben, da sikkerhedsfolkene stormede hans hus, hvorefter han blev smidt ud på gaden. Den anden fortæller, at en kvinde, han kender, fik struben snittet over, efter at hun havde optrådt på en arabisk tv-kanal med kritik af regimet.
»De scanner tv-kanalerne og identificerer dem, der deltager i protester«.
En rødhåret fyr stiller sig ud midt på gulvet og demonstrerer, hvordan han blev hængt op i en krog i sikkerhedstjenestens hovedkvarter i Homs, den større by 40 kilometer fra Tel Kalkh. De, der løslades, skriver under på, at de ikke vil deltage i flere protester.
Pludselig går døren op, og en lallende ung mand i læderjakke gør sin entre.
»Denne mand er hjerneskadet efter tortur,« siger manden, der ankom i spidsen for flygtningegruppen, en libaneser fra Saad Hariris sunnimuslimske Fremtidsparti.
Han udsøger et ar i den nyankomnes tinding, der er skjult af hans hår. Staklens talecenter er beskadiget, han hviner klynkende, som var han anskudt, da han hiver op i T-shirten og fremviser en stribe ar på ryg og torso, der kan stamme fra en pisk eller en skarp kniv og ikke ligner operationsar. Derefter viser han mig sit syriske id-kort. På billedet ser han fuldkommen normal ud.
Kvinderne tager hjem
Den stemme, der især gør mig immun, tilhører manden fra Fremtidspartiet. Smilende og velklædt er han med den udstråling af påtaget oprigtighed, der genkendes hos provinsborgmestre på genvalg. Han dirigerer dette mundtlige horrorshow som en domptør i en manege, råber opfordringer til aktørerne til at »fortælle mere« som om det onde, de beskriver, ikke er godt nok til at være sandt.
Hassan, en 24-årig skolelærer, lyder mere troværdig, da han fortæller, at han er flygtet, efter at han rev sit Baath-partikort midt over under en protestdemonstration.
»Så måtte jeg væk. De har anholdt min far og mine brødre også min lillebror, der er blind,« siger han, »jeg ved ikke, hvad der er sket med dem. Vi får ikke mange informationer, og dem, vi får, er usikre.«
Muqtaren er den lokale leder, en slags sognefoged, der varetager landsbyens kontakt til myndighederne, og Fayed Abdallah fortæller, at hvor det for et par uger siden var kvinderne, der tog turen over Katib-floden med deres børn på slæb, er det nu mændene, der »kravlende krydser grænsen«, som han siger.
De seneste dage er de natlige skudsalver og kampvognenes kanontorden døet ud, men Bashar al-Assads sikkerhedsstyrker har stadig kontrollen over Tel Kalkh, assisteret af Shahiba-militsen af bevæbnede alawitter, der indtil for få uger siden var fredelige naboer.
Nu er Syrien forgiftet af had mellem sunnier og alawitter, mindretalssekten, der sidder på regimet, mens det kristne mindretal står på en neutral, men nervøs sidelinje. De kristne har hidtil været beskyttet af Bashar al-Assads styre på grund af deres opbakning til regimet og frygter for en fremtid under et fjendtlig sunni-regime, der uundgåeligt vil komme efter alawitternes regimente, når eller hvis det falder.
Politik og smugleri
Her på den libanesiske side af Katib-floden er der gået politik i flygtningene. Muqtaren anslår, at der nu er omkring 1.000 familier, efter at 200 familier er taget over broen fra osmanner-tiden tilbage til usikkerheden i Syrien.
Hariris Fremtidsparti og de kristne falangister i Den Libanesiske Styrke, der stadig er fungerende regering, har iværksat hjælpeprogrammer i lighed med Libanesisk Røde Kors & Halvmåne. Flygtninge genhuses, hvor der er plads, eller installeres i telte som dem, der er rejst neden for al Awadeh-muqtarens hus, og fra hvis barduner vasketøj blafrer i den svage vind. Det libanesiske Højere Råd for Nødhjælp har distribueret 2.400 madrasser, 2.100 tæpper og 396 blepakker til de ca. 7.000 hjemløse syrere.
På den anden side af Libanons politiske skillelinje bl.a. hos de libanesiske Baath-politikere går bestræbelsen ud på at overbevise flygtningene om, at de roligt kan vende hjem. Officeren fra den militære efterretningstjeneste, der tjekkede pressekort ved grænseovergangen, fortalte, at »trafikken nu går den anden vej«.
Det syriske informationsministerium har sendt en repræsentant til Wadi Khaled, der lovede alle hjemvendte amnesti, hvis de ville deltage i en proregime-demonstration. Ministeren selv skal have tilbudt at modtage dem på grænsen med et tv-hold.
»Selvfølgelig tror vi ikke dem,« siger Hassan, skolelæreren, »dertil er der for meget blod.«
Når Tel Kalkh, en by med ca. 60.000 indbyggere, straffes så hårdt, hænger det ikke kun sammen med politik og religion, men med smugleri. For et år siden blev byen gennemtrawlet af regimets sikkerhedstjeneste, der slog hårdt ned på byens smuglere af især dieselbenzin, der i Syrien koster en brøkdel af, hvad prisen er i Libanon. Og som i dag er blevet endnu billigere, efter at præsidenten i forsøg på at neutralisere urolighederne sænkede prisen med 25 pct., så 20 liter diesel kun koster ca. 35 kr.
Prisnedsættelsen skete ud fra en teori om, at demonstrationernes brændstof ikke er politisk, men økonomisk, nemlig utilfredshed med styrets økonomiske liberalisering, der de senere år har medført afvikling af den gamle kommandoøkonomis gavmilde subsidier på brændstof og fødevarer.
Skaden er sket
Men det er for sent skuden kan ikke vendes med prisnedslag på brød og brændstof.
Protesterne, der startede som krav om reformer af politistaten ikke om styrets fald har nu resulteret i mere end 1.000 dræbte, heraf mange børn. Der går rygter om, at Det Muslimske Broderskabs sovende sunni-celler har organiseret sig. En kilde i Beirut, der følger udviklingen i Syrien, beskriver situationen således:
»Der er mange beviser for, at salafist-grupper i Nordlibanon nu opererer efter en plan.«
Så skaden er sket, og her i grænseområdet, hvor indbyggerne indtil for et år siden levede deres eget liv uden for regulativer og forordninger, er der krise. En libanesisk vognmand, der netop har sat mødre og børn af ved grænsebroen, fortæller, at urolighederne i Tel Kalkh lige så meget er en 'tak for sidst' for sikkerhedstjenesternes aktion mod smuglerne for et år siden.
»De greb anledningen til at gøre gamle regnskaber op,« siger han og tilføjer, at det følgelig går dårligt med hans egen forretning.
»Jeg levede af at køre syrere til Tripoli (i Libanon, red.), hvor de besøgte venner og slægtninge nu kan jeg snart lukke butikken.«
Noget peger på, at præsident Bashar snart kan følge trop.
