Læsetid: 2 min.

Er Padanien en del af Europa?

Det norditalienske separatistparti Lega Nord stiller krav til Silvio Berlusconi, som ministerpræsidenten næppe kan imødekomme. Såvel regeringens som landets fremtid står på spil
20. juni 2011

ROM Padanien er et fiktivt land. Ikke desto mindre har det i de seneste 17 år spillet en nøglerolle i italiensk politik, hvor separatistpartiet Lega Nord har leveret de afgørende stemmer til Silvio Berlusconis regeringer. Hvert år afholder partiet et stævne for at dyrke mytologien om en særlig norditaliensk identitet på Pontida-sletten ved Bergamo, hvor de norditalienske bystater i 1167 indgik et forbund mod den tysk-romerske kejser:

»Løsrivelse, løsrivelse, løsrivelse,« råbte partisoldater i middelalderrustninger, da partiformanden Umberto Bossi i sin tale ved gårsdagens stævne satte spørgsmålstegn ved Berlusconis lederskab.

Hvis ikke ministerpræsidenten imødekommer Lega Nords krav, er samarbejdet slut, truede Bossi.

»Dit lederskab, kære Berlusconi, er til diskussion ved næste valg, hvis du ikke lytter til vores krav.«

Kravene omfatter et øjeblikkeligt stop for den italienske deltagelse i krigen i Libyen, skattelettelser, føderalistiske reformer og flytning af en række ministerier fra Rom til Norditalien.

»Vi kan ikke have en regering, der regerer på Lega Nords diktat,« protesterer Roms borgmester, Gianni Alemanno.

En farlig leg

Lega Nord opstod som et protestparti mod det fattige Syditalien, der ifølge partiets officielle ideologi dræner det arbejdsomme Norditalien for ressourcer, og har i modsætning til Berlusconis parti en solid folkelig forankring. Ved valget til EU-parlamentet i 2009 opnåede Lega Nord knap 20 pct. af stemmerne i Norditalien og 10 pct. på landsplan, men alliancen med Berlusconi er begyndt at koste. På den anden side risikerer Lega Nord uden Berlusconi at blive marginaliseret i italiensk politik. Trods stigende utilfredshed over regeringssamarbejdet blandt partiets medlemmer og lokaladministratorer nøjedes Bossi således med at sende »en næstsidste advarsel« til regeringslederen, der er kommet under pres på grund af flere igangværende retssager og nederlagene ved forårets lokalvalg og forrige weekends folkeafstemning.

I denne uge skal regeringen gennem en tillidsafstemning i parlamentet, som præsident Giorgio Napolitano har krævet efter forårets regeringsrokade. Det bliver den første test af regeringsflertallets soliditet efter Lega Nords krav.

For det første møder forslaget om at flytte bl.a. industri- og landbrugsministerierne til Norditalien indædt modstand i Berlusconis parti. For det andet risikerer kravet om et stop for indsatsen i Libyen at bringe Italien på kant med partnerne i NATO. Og for det tredje får økonomiminister Giulio Tremonti svært ved at sænke skattetrykket, da ratingbureauet Moody's forleden truede med at nedgradere de italienske statsobligationer, hvilket har fået Tremonti til at annoncere et hurtigt indgreb med offentlige besparelser for 40 mia. euro.

Eurozonens leder, Jean-Claude Juncker, siger i et interview i Süddeutsche Zeitung, at bl.a. Italien risikerer at blive trukket med i faldet, hvis ratingbureauerne vurderer, at Grækenland er insolvent: »Vi leger med ilden,« advarer Juncker.

Et hypotetisk spørgsmål trænger sig på i forbindelse med gældskrisen, som ifølge flere iagttagere kan medføre en opsplitning af EU.

»Jeg tror, at vi vil opleve en reorganisering, hvor kun de rige lande bliver tilbage,« sagde den italienske økonom Loretta Napoleoni for et år siden i et interview i Information. Spørgsmålet er så, hvor en af Europas rigeste regioner, Norditalien, som Lega Nord kalder Padanien, hører hjemme?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

@Niels

Past, present, future!

Normalt kan jeg ikke klare for lange ting på youtube, men dette illustrerede foredrag blev jeg ganske opslugt af.

Og ja, det siger noget om Italien, om syd og nord og om verden i det hele taget. * * * * * *