LAHORE »De amerikanske Navy SEALs har givet den civile regering en fantastisk mulighed at ændre magtbalancen væk fra militæret og over til sig selv.«
Sådan starter journalisten Nadir Hassan en kronik i den engelsk-pakistanske avis The Express Tribune. Som mange andre eksperter i Pakistan ser han den amerikanske Navy Seal-operation, der førte til Osama bin Ladens død, som en unik mulighed for at lancere en kritik af Pakistans magtfulde sikkerhedsapparat.
Ayesha Siddiqi, en ekspert i det pakistanske militær, siger:
»Det her er første gang siden 1972, at regeringen har en mulighed for at tage kampen op med militæret og ændre den skæve civile-militære balance.«
Åbningen er opstået, fordi Osama bin Laden blev fundet i den militære forlægningsby Abbottabad. Det fik militæret til at fremstå med bukserne nede om hælene efter den amerikanske operation.
De blev beskyldt for enten at være inkompetente eller medskyldige. Og beskyldningen har fået militærskeptiske eksperter og politikere til at spørge, om militæret har kapaciteten til at beskytte landets nationale sikkerhedsinteresser.
To efterfølgende angreb mod sikkerhedsinstallationer har derefter forstærket kritikken. I en artikel på Asia Times Online afslørede journalisten Saleem Shehzad, at al-Qaeda har infiltreret det pakistanske militær. Han fortalte, at et storslået angreb mod Pakistans ældste og mest velbevogtede flådebase den 23. maj hvor kun 10 millitante oprørere trængte ind og holdt en af verdens mest magtfulde hære stangen i 16 timer var en hævnaktion udført af al-Qaeda, efter det pakistanske militær nægtede at løslade lavtrangerende marineofficerer i forhandlinger mellem de to grupper. Shehzad blev kidnappet og brutalt dræbt i sidste uge for sin inkriminerende artikel.
Hele situationen har givet anledning til et forslag, som i store dele af Pakistans nyere historie har været betragtet som nærmest blasfemisk: Måske bør hæren tage et skridt tilbage og omsider underlægges civil kontrol.
»Hvis jeg kunne henvende mig til hæren i dag ville jeg sige: Generaler, nationen er ikke på jeres side. Hvis det kun gik ud over jer, ville jeg ikke være særlig bekymret. Men denne afstand er den største sikkerhedstrussel for vores land,« siger Ejaz Haider, en journalist, der har skrevet om det pakistanske militær i over 20 år, i en kronik til den pakistanske Express Tribune.
Et af Pakistans mest respekterede nyhedsmagasiner, The Herald, har en sigende titel på forsiden af denne måneds udgave: »Falsk sikkerhed Post-bin Laden-Pakistan afslører, hvordan hærens monopol over sikkerheds- og efterretningsspørgsmål har fejlet totalt.«
Militærets magt
Det pakistanske militær æder hvert år over 30 procent af den nationale budget og har tilbragt 33 år ud af Pakistans 64-årige eksistens i førersædet som militærdiktatur. Militæret har fjernet tre statsministre fra posten, hvoraf en af dem, Zulfiqar Ali Bhutto, blev hængt.
En af militærets metoder for at holde sig ved magten har været Pakistans berygtede efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence (ISI), som er en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester og fungerer som øjne og ører for militæret. Blandt andet for at holde landets politikere i kort snor.
Så i de små 31 år, hvor (mere eller mindre) demokratisk valgte politikere har regeret Pakistan, har militæret eksisteret parallelt, delvis som et alternativ til politikerne og delvis som en vagthund for deres version af den nationale interesse.
Derfor beskrives militæret som en stat i staten, altså en separat aktør i pakistansk politik, der i demokratiske perioder kører sit eget show og under militærdiktaturet er showet.
Gentænk balancen
Ejaz Haider citerer den amerikanske professor i statskundskab Peter D. Feaver for hans bud på, hvad der skal til for at skabe ligevægt i magtbalancen mellem den civile og militære magt i Pakistan.
»Den civile-militære udfordring er at forene et militær, der er stærkt nok til at gøre hvad som helst, de civile har brug for, med et militær, der er svagt nok til kun at gøre, hvad de civile autoriserer.« Ifølge Haider er der et behov for, at regeringen begynder at formulere national sikkerhedspolitik. En rolle, som hidtil er blevet varetaget af militæret og efterretningscheferne, senest til det såkaldte Corps Commanders Meeting (korpschefernes møde, red.) kun tre dage efter Osama bin Laden blev dræbt. I samme kronik i The Express Tribune giver han desuden en længere udredning af, hvilke skridt regeringen skal tage for eksempel at centralisere alle nationale sikkerhedsmøder i forsvarsministeriet i stedet for det eksklusive møde som kun korpscheferne tager til.
En sej kamp med landets mest magtfulde institution
»Tager du kampen op med militæret, vil du som politiker højst sandsynligt tabe den første, anden, tredje, fjerde og femte gang. Og nok også den sjette gang. Men hvis du bukker dig, når du har en mulighed for at udfordre militærets dominans, så vil politikerne altid være på tabernes side,« siger Cyril Almeida, en journalist ved den pakistanske avis Dawn.
Men regeringen har bukket sig for hurtigt og alt for let, siger Almeida.
I en tale til det pakistanske parlament den 13. maj beskrev den pakistanske ministerpræsident, Yousaf Raza Gilani, alle Pakistans institutioner som »forenede og på samme side« i stedet for at bruge muligheden til at bringe militæret under kontrol.
Og da ISI's øverste chef, General Shuja Pasha, tilbød at træde tilbage ved en 10-timers maratondebat i parlamentet, hvor der blev spurgt ind til sikkerhedsetablissementets topledere, besluttede politikerne at lade ham blive på posten.
Skepsis i oppositionen
Oppositionspolitikerne har til gengæld været fremme i skoene. Lederen af Pakistans største oppositionsparti, Nawaz Sharif, har udtrykt sin mistillid til militæret.
Han mener ikke, at hærlederne er ærlige over for parlamentet, og han har ingen tillid til, at en kommission, som skal undersøge bin Ladens tilstedeværelse i landets hjerte og USA's operation, vil være saglig. For hvordan kan en institution, der skal undersøge sig selv, være uafhængig. Derfor har Sharif fået en uafhængig undersøgelseskommission etableret med bred parlamentarisk støtte.
Forklaringen på regeringens vaklende skridt ligger i dens dårlige erfaringer med at kritisere militæret, forklarer Almeida. Sidste gang regeringen forsøgte at slå sin autoritet fast, gik det galt.
I 2008 forsøgte præsident Zardari at bringe ISI under indenrigsministeriets ressortområde og kontrol. Men Zardari fik straks et opkald fra militæret, og planen gik i vasken.
Da han senere ville sende ISI's chef til Indien for at hjælpe nabolandet med at undersøge Lashkar-e-Taiba, millitantgruppen, der udførte de voldelige terrorangreb i Mumbai, blev han ringet op af militæret igen. Og forslaget blev trukket tilbage.
Alligevel mener Umer Farooq, en journalist, der har dækket historien om Pakistans »falske tryghed« i The Herald, at selv oppositionspartierne ikke går langt nok. Deres uafhængige kommission er kun et show. Umer Farooq mener ikke, den vil eller kan producere overvågning af militæret.
Internationale allierede
Det internationale samfunds støtte til militæret gør det ikke lettere at udfordre militærets magt. Alle tre militærdiktaturer i Pakistans historie har været støttet af USA, mens demokratiske regeringer har fået en kold skulder. Den tidligere ministerpræsident Benazir Bhutto påpegede engang, at amerikanernes bistand til Pakistan havde det med at stoppe, når en demokratisk regering fik magten.
Den nuværende regering er den første demokratiske regering, der stadig modtager store dollarsummer i bistand. Men den amerikanske kongres overvejer at vedligeholde bistand til militæret og skære bistanden til økonomien.
Debat der stikker dybere
Hashim bin Rashid, journalist ved avisen Pakistan Today, forklarer, at militærets magt stikker meget dybere end penge, ressourcer og institutionel vægt: Den er også diskursiv. Det formår at forme debatten på en måde, hvor man ender med at stille de forkerte spørgsmål. I Pakistan har debatten om bin Laden-operationen ikke handlet om, hvorfor og hvordan millitante oprørere bor inden for landets grænser. I stedet har debatten fokuseret på den amerikanske operation, og hvordan den brød med landets suverænitet. Det er det forkerte spørgsmål og den forkerte vinkel, siger bin Rashid.
Man bliver nødt til at tage fat på substantielle debat, ellers kan det bringe den pakistanske fremtid i fare, forklarer journalisten Cyril Almeida.
Han mener, at likvideringen af Osama bin Ladens og efterfølgende angreb på militærinstallationer var en enestående mulighed for hæren at komme under parlamentarisk kontrol. En mulighed han mener er ved at blive spildt.
»Hvis du tror, at den 'civile-militære balance' eufemismen for militærets interne dominans kvæler demokratiet i Pakistan, og i forlængelse af den overordnede fremskridt i landet, så har Asif Zardari-General Kayani-æraen forspildt endnu en chance for de civile.«
