Læsetid: 3 min.

Den russiske ledelse holder fast i det kontrollerbare demokrati

Mens præsident Medvedev taler om modernisering og adgang for oppositionen til det politiske parnas, udelukker hans regerings justitsministerium samme opposition fra deltagelse i det kommende valg
25. juni 2011

Det russiske justitsministerium afviste forleden at registrere det nye oppositionsparti PARNAS, der er en forkortelse for en sammenslutning af partier under fællesbetegnelsen Folkets Frihed. Begrundelsen var, at partiet havde sjusket med stiller- listerne og inkluderet både såkaldte 'døde sjæle', dvs. afdøde stillere, fængslede stillere, mindreårige og folk, som intet anede om partiets eksistens. I en enkelt by.

Dermed er der lagt op til et parlamentsvalg senere på året uden nogen egentlig opposition til de af Kreml, Medvedev og Putin kontrollerede Et Forenet Rusland, Retfærdigt Rusland, Kommunistpartiet og De Liberale Demokrater.

PARNAS udgjorde ellers en mulig seriøs politisk kraft med liberale og demokratisk-orienterede politikere som tidligere premierminister Michail Kasjanov, tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov, tidligere parlamentsmedlem Vladimir Rysjkov og den kendte politiker Vladimir Milov i spidsen. Meningsmålinger viser, at de sagtens ville kunne opnå et pænt antal pladser i parlamentet. En form for modvægt mod det altdominerende Et Forenet Rusland.

Justitsministeriets afslag bygger på små teknikaliteter, og fejlene ville hurtigt kunne rettes, men meget tyder på, at Putin og Medvedev er fast besluttet på at opretholde Putins opfindelse: 'kontrollerbart demokrati'. Indtil videre.

Medvedev var ellers torsdag hurtigt ude med en melding om, at PARNAS sagtens kan blive registreret som parti, når blot ansøgningen følger reglerne, og de 'døde sjæle' er fjernet fra stiller- listerne. Men realiteten er, at det vil det nye parti ikke kunne nå, idet det vil kræve en ny kongres, nye underskrift- indsamlinger, genopstillede kandidater og meget mere. Altså en snedig teknikalitet, der forhindrer partiet i at deltage i det kommende valg.

Lavere spærregrænse

Præsident Dmitrij Medvedev lovede ligeledes torsdag, som flere gange før, at mindre partiers adgang til parlamentet skulle gøres nemmere. I en samtale med en gruppe russiske journalister sagde han, at spærregrænsen for valg til parlamentet skulle sættes ned fra syv til fem, ja, måske endda tre procent for at give adgang for alle politiske synspunkter. I går fremlagde han da også lovforslaget med en barriere på fem procent, men dog ikke, så loven når at træde i kraft inden det kommende parlamentsvalg.

Oppositionen er rasende over afslaget på at registrere PARNAS og i øvrigt otte andre partier og lover ballade og boykot af de kommende valg. Der er indkaldt til demonstration på Pusjkin Pladsen i dag i Moskva.

Boris Nemtsov skriver på sin blog, at der er tale om en ulovlig og politisk beslutning, taget af Putin:

»Det nuværende regime er dødsensangst for opposition ... i realiteten får ikke et eneste oppositionsparti adgang til at deltage i valget.«

Han og hans medparti- ledere bebuder i stedet, at de vil ignorere beslutningen og koncentrere sig om at vælge en fælles kandidat til præsidentvalget næste år fra hele oppositionen.

Kontrollerbart demokrati

Både EU's »udenrigsminister«, Cathrine Ashton, og USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, har udtrykt stor bekymring over den manglende registrering af PARNAS og udsigten til valg uden oppositionelle kræfter i Rusland. Og der er da også meget, som tyder på, at det russiske styre, både Putin og Medvedev, har valgt at totalforsikre sig op til valgene:

»De russiske myndigheder frygter stadigvæk, at de vil kunne tabe et eller andet i denne uhæderlige og kontrollerede proces, selv om de allerede på forhånd har taget fuld kontrol over alle mekanismer i landet begyndende med medierne og sluttende med domstolene,« siger David Kramer, lederen af menneskerettighedsorganisationen Freedom House, i en udtalelse.

Mange iagttagere hæfter sig især ved to ting. Afslaget kommer kun få dage efter, at den russiske justitsminister offentligt sagde, at man helt burde afskaffe reglen om den obligatoriske registrering af oppositionspartier. Og afslaget står i skarp kontrast til alt det, som præsident Mevedev næsten dagligt siger, nemlig at der er behov for pluralisme og debat i russisk politik, at der er behov for modernisering af landet og lovgivningen, og at Rusland skal være og er på vej mod et udviklet demokrati.

Men der er langt fra hans ord til styrets handlinger. Det demonstrerer de seneste dages udvikling, som tyder på, at Putins 'kontrollerbare demokrati' fortsat vil være under fuld kontrol, indiskutabelt og uden opposition.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu