Analyse
Læsetid: 4 min.

Der snakkes ikke politik - kun procenter

Det tyrkiske valgs store spørgsmål er, om det nationalistiske parti, MHP, overlever og dermed kan forhindre det regerende AKP i at gennemføre en forfatningændring efter deres eget hoved
Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan kan ifølge den politiske kutyme ikke sidde på posten efter 2015, men han satser på — hvis man da skal tro hans valgplakater — at styre Tyrkiet frem til i hvert fald 2023, hvor republikken fylder 100 år.

Tyrkiets premierminister Recep Tayyip Erdogan kan ifølge den politiske kutyme ikke sidde på posten efter 2015, men han satser på — hvis man da skal tro hans valgplakater — at styre Tyrkiet frem til i hvert fald 2023, hvor republikken fylder 100 år.

Tolga Bozoglu

Udland
11. juni 2011

Beirut Ingen er spændt på udfaldet af det tyrkiske parlamentsvalg, eftersom ingen venter nogen overraskelse.

»Vi taler kun om procenter, ikke om resultatet, for AKP får helt sikkert en tredje periode i regering« siger Ayse Karabat, kommentator i de tyrkiske aviser, Zaman og Radikal.

Formentlig kommer det konservative regeringsparti med islamiske rødder ud med et stemmetal på positivsiden af 40 pct. og fortsat absolut flertal i Nationalforsamlingen men næppe de 47 pct. partiet mønstrede i 2007, da premierminister Recep Tayyip Erdogan udskrev valg efter militærets e-kup, forsøget på at bruge generalstabens hjemmeside til at true politikerne, hvis Abdullah Gül, hvis hustru bærer tørklæde i strid med forfatningens sekulære principper, blev valgt til præsident. Det blev han.

Og netop forfatningen er valgets hovedspørgsmål og årsag til, at AKP har skærpet både kurs og tonefald over for kurderne, der med 14 mio. er Tyrkiets største minoritet. De er skuffede over, hvad de mener er for beskedne forbedringer af deres politiske og kulturelle fordringer på autonomi.

»Erdogan har droppet kurderne,« siger en EU-diplomat i Ankara: »Selv i Siirt (hvor hustruen er fra,
red.) kunne han ikke samle flere tilhørere end oppositionens leder, Kemal Kilicdaroglu.«

Den stilfærdige Kilicdaroglu har løftet det hensygnende republikanske folkeparti, CHP, til opinionstal omkring 30 pct. og har udpeget en velkendt kurdiske menneskeretsadvokat, Sezgin Tamrikulu, til næstformand. Kurdernes parti, BDP (freds- og demokratipartiet) kan ikke nå over spærregrænsen på 10 pct., så kurderne stiller op som uafhængige, og kan på den måde få ca. 30 mandater valgt.

Præsidentstyre

Erdogans nationalistiske retorik har til formål at kapre stemmer fra det halvfascistiske MHP (Nationalt Aktionsparti), så det ryger fra de nuværende 14 pct. til under de 10, der er spærregrænsen. Når det er vigtigt at hive nationalisterne ud af parlamentsalen skyldes det Erdogans ambition om at blive præsident efter at han ifølge den politiske kutyme må gå som premierminister senest i 2015.

Uden MHP i et nyt parlament kan en gunstig stemmefordeling sikre AKP de 367 pladser (to tredjedele af 550), der skal til at gennemføre forfatningsændringer uden at inddrage andre partier og uden en folkeafstemning. Får AKP ikke de to tredjedele, vil et forfatningsforslag kunne vedtages med 330 stemmer, men skal derefter prøves ved folkeafstemning. Det var tilfældet i september 2010, da militærets politiske rolle blev decimeret. Erdogan vil helst undgå en folkeafstemning, hvor det vil blive alt for nemt for oppositionen at korsfæste ham for at pleje personlige ambitioner.

Erdogan kan ifølge den politiske kutyme ikke sidde som premierminister efter 2015, men han satser på hvis man da skal tro hans valgplakater at styre Tyrkiet frem til i hvert fald 2023, hvor republikken fylder 100 år. Projektet er foreløbig udført med dygtigt fodarbejde, og går simpelt hen ud på at ændre forfatningen til præsidentstyre efter fransk model, der vil sikre embedet den afgørende politisk indflydelse, der nu ligger i parlamentet.

Meget bekvemt for Erdogans strategi har valgkampen fået kulør med sexvideoer på internettet, der viser 10 fremtrædende MHP-politikere ikke så dydige situationer med fremmede kvinder. AKP har nægtet kendskab til lækken, men som en CHP-politiker tørt sagde: »Hvem gavner den?«. Sexvideoer med politikere er ikke ualmindelige, således faldt den tidligere formand for CHP, Deniz Baykal, efter at han blev afsløret på en video i soveværelset med sin sekretær. Men sært nok har samtlige 331 AKP-politikere undgået eksponering hvilket de naturligvis tilskriver deres fromme levned.

Ter sig som en sultan

Den tyrkiske valgkamp har mere handlet om det, oppositionen ser som autokratiske tendenser i AKP, end om de grundstødte EU-forhandlinger om fuldt medlemskab, om ungdomsarbejdsløshed på 21 pct. dobbelt af landsgennemsnittet på 11 om de udenrigspolitiske problemer, de arabiske revolter har medført og ikke mindst om den ulige indkomstfordeling, der ikke er mindsket efter AKP kom til magten i 2002 med stemmer fra de nederste sociale lag, portnerne og vaskekonerne.

»Det er dagligdagens problemer, og dem gider hverken vælgerne eller politikerne røre ved,« noterer Ayse Karabat, »alle taler om forfatningen og i anden række om, at Erdogan i stigende grad ter sig som en sultan«.

Så når arabiske oprørere, intellektuelle og egyptiske muslimske brødre fremhæver 'det muslimske demokrati' i Tyrkiet som rollemodel, bygger det i til en vis grad på ønsketænkning.

AKP holdt sig nogenlunde på den demokratiske måtte frem til den overvældende valgsejr i 2007, men siden er det gået nedad den demokratiske bakke.

Efter teheransk model

Ikke kun med anholdelser af officerer og journalister, der sigtes for kupplaner mod regeringen, og som i de sekulæres optik bruges til at skaffe sig af med ubekvem opposition, men også med en premierminister, der i stigende grad demonstrerer autoritære tendenser parret med en ømskindet personlig følsomhed over for kritik. Erdogans valgplakater lover, at han vil blive i tyrkisk politik til 2023, 100 året for republikkens grundlæggelse. Ingen forventer, at et AKP-flertal, hvis det får lov at sidde så længe, vil omdanne Tyrkiet til en islamisk republik efter modellen fra Teheran, men der er udbredt bekymring for et autoritært flertalsstyre, der ignorerer den sekulære opposition og øger den korruption, der allerede nu er et problem, og som favoriserer partiets bastioner i det indre Anatolien, hvor et islamisk-konservativt erhvervsliv er skudt op de seneste 15-20 år, som det økonomiske grundlag for AKP og i øvrigt for den nye udenrigspolitiske orientering mod den arabiske og muslimske verden. De 'anatolske tigre', som de islamiske virksomheder kaldes, er rygraden i de seneste års omfattende handelsaftaler, Tyrkiet har indgået med bl.a. Irak, Syrien og Libyen, og som er en grundsten for den økonomiske vækst, der har gjort Tyrkiet til verdens 17.- største økonomi.

Kommentar: 'Tyrkiets demokrati under pres' på side 19

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her