Læsetid: 5 min.

Tomrum i global klimapolitik uundgåeligt

Både FN's klimachef og EU erkender nu, at det er urealistisk at få en ny Kyoto-aftale med CO2-mål for i-landene på plads, før den gældende aftale udløber næste år. Et tragisk øjeblik for det internationale samfund, siger direktøren for FN's Miljøprogram
Det danske statsministerium anfægtede forud for COP15 i december 2009 Kyotomodellen i forsøg på at få en aftale i stand på topmødet. Det lykkedes som bekendt langtfra, og nu truer Kyotomodellens mulige sammenbrud med at lamme hele FN-klimaprocessen.

Det danske statsministerium anfægtede forud for COP15 i december 2009 Kyotomodellen i forsøg på at få en aftale i stand på topmødet. Det lykkedes som bekendt langtfra, og nu truer Kyotomodellens mulige sammenbrud med at lamme hele FN-klimaprocessen.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

8. juni 2011

Gab! Et nyt ord er kommet i centrum af de internationale klimaforhandlinger, som mandag blev genoptaget i Bonn.

Gabet handler ikke så meget om, at de 3.000 delegerede fra 183 lande spildte førstedagen af Bonn-mødet, fordi man i den såkaldte Underkomité for Videnskabelig og Teknologisk Rådgivning blev uenige om, hvad man egentlig skal diskutere, og derfor efter tre timers dagsorden-skænderi måtte suspendere komitémødet og som konsekvens heraf også udskød andre planlagte møder på dag ét.

Gabet handler om det langt mere alvorlige, som chefen for FN's Klimasekretariat, Christiana Figueres, slog fast på et pressemøde: Trægheden i de internationale klimaforhandlinger indebærer nu, at Kyoto-protokollen, der frem til udgangen af næste år sætter forpligtende mål for i-landenes CO2-reduktioner, løber ud, uden at man når at blive klar med en afløser. Et gab i den FN-baserede, globale klima-indsats synes uundgåeligt.

»Selv hvis de var i stand til at nå til enighed om en juridisk tekst for en forpligtelsesperiode nr. to, så kræver det en ændring af Kyoto-protokollen, og det kræver den nødvendige ratificering via lovgivning i tre fjerdedele af de deltagende lande. Så vi må gå ud fra, at der ikke er tid nok til at gøre det mellem Durban og udgangen af 2012,« sagde Figueres med henvisning til næste klimatopmøde, COP17 i Durban, Sydafrika, til december. Konkret vil mindst 140 af FN's medlemslande inden 3. oktober 2012 skulle ratificere de nødvendige, indtil videre ikke-forhandlede ændringer af Kyoto-protokollen, hvis systemet skulle kunne køre videre med en forpligtelsesperiode nr. to fra 2013 til 2020.

»Landene har erkendt dette: At de faktisk står foran muligheden for et reguleringsmæssigt gab,« fastslog FN-chefen.

I et fortroligt EU-strategipapir op til Bonn-mødet, som Information er i besiddelse af, og som bærer overskriften »Gab mellem forpligtelsesperioder«, kaldes det »urealistisk« at få vedtaget en Kyoto 2-aftale i tide og dermed at undgå et gab. Dette er altså EU's interne, pragmatiske vurdering af situationen, uagtet at EU hidtil udadtil har talt for en hurtig beslutning om at forlænge Kyoto-aftalen.

Hårdknude

Baggrunden for den kaotiske situation er, at tre af de hidtidige deltagere i Kyoto-protokollen Rusland, Japan og Canada for nylig har meddelt definitivt, at de ikke vil være med til en ny periode, eftersom dagens store udlederlande Kina, Indien og USA ikke er forpligtet og heller ikke vil være det.

USA, der fra starten har stået uden for Kyoto, bryder sig ikke om instrumentet og vil under ingen omstændigheder forpligte sig internationalt, hvis Kina ikke vil. Og Kina vil ligesom Indien ikke, fordi det er USA og andre i-lande, der bærer det historiske ansvar for klimatruslen og stadig i dag har langt større udledninger pr. indbygger end de hastigt voksende u-landsøkonomier.

Gabet, som opstår med Kyoto-protokollens udløb pr. 31. december 2012, indebærer, at de enkelte i-lande til den tid alene vil være bundet af de nationale eller regionale målsætninger, de måtte have formuleret. Der er ingen international juridisk forpligtelse, ingen sanktioner, og fristelsen til at afvige fra et nationalt mål, hvis andre lande begynder at udvande deres, eller konjunkturerne bliver besværlige, vil være stor.

»De CO2-mål, der blev meldt ind af en række lande på COP15 i København eller er blevet meldt ind siden, er jo et tag selv-bord, hvor man kan definere sine egne betingelser. Det giver ikke verdenssamfundet nogen sikkerhed for, at der vil ske CO2-reduktioner,« siger John Nordbo, miljøfaglig chef i WWF og til stede i Bonn.

Fejlslagen strategi

Han påpeger, hvordan situationen anskueliggør den danske regerings fejlslagne strategi op til COP15, hvor Statsministeriet under de forberedende forhandlinger anfægtede selve Kyoto-modellen. Nu truer modellens mulige sammenbrud med at lamme hele FN-klimaprocessen, fordi en Kyoto-forlængelse for u-landene stadig er en helt afgørende forudsætning.

Formanden for den store u-landsgruppe kaldet G77+Kina, Argentinas ambassadør Jorge Arguello, sagde så sent som ved Bonn-mødets start mandag, at »Kyoto-protokollen er et nøgle-element for det internationale klimasystem, eftersom den er det eneste juridisk bindende instrument, som fastsætter konkrete reduktionsmål for parterne«.

Også WWF insisterer fortsat på protokollen.

»Vi opfatter stadig Kyoto-aftalen som en krumtap i et fremtidigt, holdbart klima-aftalesystem. Så selv om vi ikke måtte undgå et gab, og selv om dette ser overordentlig vanskeligt ud, så mener vi fortsat, at man skal gå efter at få vedtaget en forpligtelsesperiode to for Kyoto-protokollen i Durban,« siger John Nordbo.

»Men det er rigtig, rigtig svært at se, hvordan man kommer ud af denne hårdknude,« erkender han.

Kvote- og kredit-tvivl

En yderligere, uoverskuelig konsekvens af et gab i Kyoto-reguleringen er den usikkerhed, der vil ramme både CO2-kvotemarkedet og det såkaldte CDM- og JI-system med CO2-kreditter fra henholdsvis u- og østlande. Begge systemer er baseret på, at der via Kyoto er vedtaget rammer for i-landenes CO2-udledninger, som gør det muligt at sætte en pris på udledningstilladelser i form af kvoter og kreditter. En dugfrisk rapport fra Verdensbanken fortæller, at markedet for disse kvoter og kreditter i 2010 for første gang i fem år begyndte at skrumpe.

Blandt grundene til faldet er »den fortsatte uklarhed om markedet efter 2012 og tabet af politisk fremdrift, når det gælder at etablere nye kvotesystemer i adskillige i-lande.«

Specielt CDM-markedet for CO2-kreditter er nu med et fald på 46 pct. på det laveste niveau i fem år, noterer Verdensbanken.

I det fortrolige EU-dokument op til Bonn-mødet hedder det, at et Kyoto-gab vil blive oplevet som et stærkt argument for, at CO2-kreditter ikke vil kunne udstedes.

EU's fagfolk mener selv, at der rent teknisk kan findes løsninger, så kvote- og kreditsystemet kan føres videre, men man påpeger samtidig, at der givetvis vil opstå politiske problemer med at få en fortsættelse af systemet forhandlet på plads.

EU-papiret ender med den konklusion, at EU i Bonn skal holde lav profil i spørgsmålet om et forestående Kyoto-gab. Man frygter, at alt i FN-forhandlingerne kan løbe af sporet, hvis gabet får lov at blive det afgørende konfliktpunkt, som deler i- og u-lande samt i-lande internt.

»Eksternt bør vi anlægge en passivt reagerende ('reactive') tilgang til emnet for ikke at virke for bekymrede i spørgsmålet om at undgå et gab,« hedder det i det fortrolige dokument.

Åbenlyst og officielt bekymret er til gengæld direktøren for FN's Miljøprogram UNEP, Achim Steiner, som op til Bonn-mødets start sagde, at »alle bør være ekstremt bekymrede for, hvad vi kommer til at forlade Durban med.«

»Jeg tror, historikerne en dag vil afskrive årtiet 2010-2020 som et tragisk øjeblik af ubeslutsomhed i et internationalt samfund og en verdensøkonomi, der fuldt ud var i stand til at bevæge sig til et andet niveau af CO2-udledningsreduktioner, men valgte ikke at gøre det ud fra, hvad der måske vil blive set som totalt uvedkommende årsager.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Jeg vil nøjes med bare at gentage min tidligere kommentar:

"Det forekommer mig, at det i praksis er bedøvende ligegyldigt, om man bliver enige om nogen som helst efterfølger til Kyoto-protokollen, for, så vidt jeg har begavelse til at tolke tallene, så nyttede Kyoyo-protokollen jo ikke en disse: er CO2-udslippet ikke bare vokset og vokset til trods for denne bunke af papir med blæk, der danner noget, vi mennesker kalder for bogstaver og dernæst ord, hvorved vi menes at mene noget?"

Og så tilføje følgende: I mine øjne er den grundlæggende trussel ikke fravær af protokoller, men at man, når alt kommer til alt, tilsyneladende ikke mener en disse med nogen af dem.

John Fredsted

Tilføjelse: Det er naturligvis en korrekt indvending, at meget af stigningen i CO2-udledningen er foregået i lande, der ikke har ratificeret Kyoto-protokollen, men selv hos dem, der har, så som Danmark (såvidt jeg har forestået), er den også steget, som det fremgår af artiklen Klimaproblemet snakkes væk: "... så viser Concitos opgørelse, at der i virkeligheden er sket en stigning fra godt 16 ton CO2 pr. dansker i 1990 til over 18 ton i 2009, hvis danskernes samlede forbrug af varer, rejser m.m. medregnes."

Niels Engelsted

@John Fredsted. "I mine øjne er den grundlæggende trussel ikke fravær af protokoller, men at man, når alt kommer til alt, tilsyneladende ikke mener en disse med nogen af dem," skriver du.

Jeg tror, at duhar ret, men hvorfor mener de ikke en disse? I betragtning af de kommende katastrofers omfang, er det jo egentlig temmeligt mærkeligt, at vi er så hjælpeløse og fraværende.

Det er nok sådan, at ligesom finanskapitalen er et spil (en slags casino), der er politikken også et spil, hvor det gælder om at nedgøre fjender og score point, men det er en sfære for sig, der ikke har nogen rigtig forbindelse til den materielle virkelighed. Og ligesom unge drenge kan leve hele deres liv i computerspillenes verden, kan politikerne blive i deres sfære uden nogen sinde at komme ud.

Men det er ikke rigtigt deres egen skyld. De er jo ikke væsentligt forskellige fra os andre. Sådan er vores hjerner åbenbart organiseret. Hvad vi er oppe imod nu er derfor nok vores hjerne. Længe var den vores triumf, men nu viser den sig utilstrækkelig, og bringer os i slem uføre. .

Det lyder måske som pladder, men moderne hjerneforskning viser, at hjernen har opdelte funktioner, der faktisk kan føre på afveje. Se for eksempel McGilchrists tankevækkende værk om hjernen og dens betydning for vores kulturs historie:

http://www.iainmcgilchrist.com/brief_description.asp

Ole Falstoft

I august 1914 var sommervejret vidunderligt i Europa. Der var en stemning at ubekymrethed og optimisme. Dem der råbte om om trudsler mod freden gad man ikke høre på.
Sådan var indgangen til det der skulle blive en katastofe for Europa og flere milioner europærere
Historien gentager sig - vi er ikke blevet klogere
De fleste mennesker kan dybest set ikke forestille sig at deres verden kan bryde sammen. At hele samfundet kan kollapse selvom historien fortæller at det sker igen og igen - og at det sker netop fordi ingen gør det, som er alle kan erkende, er det som kan redde os

John Fredsted

@Niels Engelsted: Jeg er enig med dig i, at politikerne ikke er væsentligt forskellige fra folk i al almindelighed. I hvert fald ikke i repræsentative demokratier, hvor de jo netop forventes - det er i hvert fald håbet med indretningen - at spejle deres vælgeres sindelag.

Heraf følger også, at når politikere ikke tager klimatruslen alvorlig, så er det, fordi vælgerne - når alt kommer til alt, og det vil i praksis sige så snart, man bliver bedt om at indskrænke sig - heller ikke gør det.

Årsagen til denne vrangvillighed mener jeg, at man skal finde i to mægtige kræfter i den menneskelige anatomi/psyke: 1.) seksualiteten, hvor det er et velkendt faktum, at magt i den fysiske verden - og det vil i praksis sige materielle besiddelser eller formuer (der næsten altid har eroderet planeten) - for manden bestemt ikke mindsker hans muligheder hos kvinder; og 2.) den eksistentielle angst, der om noget, mener jeg, er drivstoffet bagved hele oplevelsesøkonomien, hvor der konstant skal være gang i et eller andet fysisk eksternt.