Kommentar
Læsetid: 3 min.

Tyrkiets demokrati under pres

I morgen vinder regeringspartiet AKP, og statsminister Erdogan en klar valgsejr i Tyrkiet så meget står allerede klart nu. Lige så klart er det, at resultatet bliver et mere autoritært Tyrkiet
Udland
11. juni 2011
Drømmen om EU-medlemskab har tidligere været med til at holde Tyrkiet på demokratisk kurs. Men EU's tiltræknings-kraft er svindende i Tyrkiet, og EU har ikke spillet nogen rolle i valgkampen i Tyrkiet, hvor interessen for medlemskab er kølnet betydeligt.

Drømmen om EU-medlemskab har tidligere været med til at holde Tyrkiet på demokratisk kurs. Men EU's tiltræknings-kraft er svindende i Tyrkiet, og EU har ikke spillet nogen rolle i valgkampen i Tyrkiet, hvor interessen for medlemskab er kølnet betydeligt.

MUSTAFA OZER

Den tekniske gennemførelse af valget i Tyrkiet i morgen vil næppe give anledning til kritiske bemærkninger i større omfang. Alligevel er demokratiet er under pres:

•Den helt usædvanlig høje spærregrænse på 10 pct. betyder, at mange vælgere ikke er repræsenteret i Parlamentet og giver ofte helt uforudsigelige og skæve valgresultater f.eks. fik AKP 34 pct. af stemmerne ved valget i 2002, men 66 pct. af pladserne i Parlamentet. Spærregrænsen har gennem mange år i særdeleshed ramt det kurdiske parti, hvorfor partiet har valgt at opstille individuelle kandidater.

•Pressefriheden er truet. 50-60 journalister er fængslet. De er enten anklaget for forbindelse til PKK eller for forbindelse til Ergenekon, som dækker over kupplaner mod AKP-regeringen tilbage i 2003. Der har givet været sådanne planer men mistanken er, at regeringen også bruger sagen til at lægge en dæmper på pressen ved at skabe et klima af frygt og selvcensur. En række politikere, herunder ikke mindst Erdogan selv, lægger løbende sager an om bagvaskelse og injurier, og de hårde fængsles- og bødestraffe lægger et pres på medierne.

•Det religiøse broderskab Gülen-bevægelsen øver stor indflydelse på AKP og sætter sig i stigende grad på centrale poster i politiet og centraladministrationen. For nylig blev en journalist, der havde skrevet en kritisk bog om bevægelsen, fængslet.

•Internt i AKP har Erdogan egenhændigt slettet 220 af 334 kandidater fra opstillingen til valget. Dette har vakt voldsom vrede blandt græsrødderne i et parti, der tidligere var stærkt lokalt forankret.

Presset på det tyrkiske demokrati øges yderligere, hvis AKP ved valget får 330 ud af 550 pladser. For så kan partiet ændre forfatningen alene med efterfølgende folkeafstemning. Opnår AKP endog et såkaldt superflertal på 367 pladser, er der ikke engang et krav om folkeafstemning.

Scenen er sat til konflikt

En ny forfatning vil styrke præsidentens beføjelser efter at det for nylig er blevet indført, at præsidenten vælges ved almindelige valg og ikke længere af Parlamentet. Erdogans mål er et præsidentielt system i stil med det franske men i realiteten vil systemet snarere komme til at minde om det autoritære system i Rusland under Putins ledelse. En sådan koncentration af den udøvende magt vil svække demokratiet især hvis der samtidig sker en fortsat udhuling af mediefriheden og hvis AKP fortsat befæster sin magt og indflydelse i samfundsinstitutionerne.

Spændingerne i de kurdiske dele af landet har været stigende op til valget. Baggrunden er, at PKK er presset af en islamistisk, kurdisk bevægelse Hizbullah, som vinder stigende tilslutning. Bevægelsens mål er en islamistisk kurdisk stat. Samtidig har PKK et stærkt behov for at demonstrere sin eksistensberettigelse. Halvdelen af kurderne bor i dag i Istanbul og de andre store byer i Vestanatolien, hvor de er velintegrerede. Dette samliv med den øvrige befolkning i Tyrkiet og de fremskridt der trods alt er sket til fordel for kurderne, er en stærk trussel mod PKK og det kurdiske BDP, som lever af konflikten.

AKP på den anden side har skærpet tonen i det kurdiske spørgsmål og satser på de mange nationalistiske vælgere i de befolkningstætte områder ved kysterne. Scenen er dermed sat til konflikt. Det socialdemokratiske og sekulære CHP har bl.a. med udnævnelse af den kendte menneskerettighedsadvokat Sezgin Tanrikulu som viceformand med særligt ansvar for menneskerettighedsspørgsmål styrket sin kurdiske profil og lanceret 'en tredje vej'. Det bliver interessant at se, om CHP ved valget kan bryde AKP's og BDP's monopol i de kurdiske områder.

Ingen opdragende rolle

Tidligere har drømmen om EU-medlemskab været med til at holde Tyrkiet på demokratisk kurs. Men EU's tiltrækningseffekt er svindende i Tyrkiet. EU har ikke spillet nogen rolle i valgkampen og interessen for medlemskab er kølnet betydeligt. Det er ikke overraskende, at Tyrkiet i disse måneder vender sig væk fra EU Unionen er økonomisk i knæ og nabolandet Grækenland i frit fald.

Det er svært at bevare EU-begejstringen med store problemer i forhandlingerne og halvdelen af Unionens kapitler spærret. Europaminister Bagis reflekterer meget godt holdningen i befolkningen med sin udtalelse om, at »for hver dag der går, har Tyrkiet mindre brug for Europa og Europa mere brug for Tyrkiet«.

Tyrkiets selvsikkerhed er i orden med tocifrede vækstrater, et succesfuldt demokrati, politiske stabilitet og et aktivt tyrkisk diplomati på Balkan og i Mellemøsten. Tyrkiet er træt af at være paria i et EU, hvor fordomme om muslimer og reprimander og manglende demokrati står i kø. Især på et tidspunkt, hvor Tyrkiet i Jasminlandene bliver fremhævet som et strålende eksempel på, at der ikke er nogen modsætning mellem at rumme en muslimsk befolkning og samtidig udvikle et fungerende demokrati sammenlignet med den undertrykkelse landene i Mellemøsten har oplevet.

Erik Boel er Landsformand for Europabevægelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Limborg John

EU skulle have samarbejdet med Tyrkiet meget tidligre, og fået dem på sporet til et medlemsskab. Snart er de en af Europas største økonomier, og ville have givet os en væsentlig bedre position i forhold til Det Arabiske Forår, hvor hele regionen syd for os brænder (pga vores trang til benzin). Nu kan tyrkerne, og alle andre, se vores dobbelt standarter, kun fordi DF er bange for muslimer?

'Drømmen (?!!) om EU medlemskab': Hvis drøm? Man kunne måske også vælge at slutte, at den tyrkiske sekulære elites ønske om EU medlemskab ikke holdt i længden overfor befolkningen?

Den tyrkiske befolkning ønsker tydeligvis at gå i en islamisk retning, og har indset, at befolkningerne (om end ikke alle politikerne) i EU er skeptiske heroverfor, for at sige det mildt.

Tyrkiet er langt fra i en udelukkende favorabel situation. Den tyrkiske økonomiske vækst ligger godt nok på ca. 8%, men underskuddet på statsbudgettet svinger mellem 7% og 10%. Landet har ingen naturlige ressourcer andet end deres egen arbejdskraft. Fertilitetsgraden falder til under reproduktionsniveau (og den kurdiske er større end den tyrkiske). Tyrkiet får derfor en stigende aldrende befolkning. At Europaminister Bagis udtaler sig flot og arrogant, kan ikke overraske nogen. Den slags er man vant til fra Tyrkiet.

Tyrkiet har svært ved at finde sine ben, i det såkaldte arabiske 'forår', og er presset fra shia Iran om lederskab i Mellemøsten.

Faktum er, at Tyrkiet har store udfordringer foran sig.

"(...) de fremskridt der trods alt er sket til fordel for kurderne, er en stærk trussel mod PKK og det kurdiske BDP, som lever af konflikten."

- Kære Erik Boel, hvor vil du hen med denne udtalelse?
Tror du seriøst ikke, at både PKK og BDP med glæde ville nedlægge sig selv, hvis de opnåede deres mål, med lige rettigheder til kurderne?