Læsetid 3 min.

Aflytning som public service

Murdoch-sagen giver blandt meget andet et interessant indblik i underlødige journalisters selvopfattelse
23. juli 2011

Underholdningsniveauet i Murdoch-sagen går fra højdepunkt til højdepunkt uden nogensinde at komme ned for at samle kræfter. Et af de en smule oversete, men ikke desto mindre dybt fascinerende elementer kom til udtryk i Hugh Grants afslørende interview i New Statesman (herhjemme bragt i Politiken den 17. juli) med den tidligere snushane Paul McMullan fra News of the World. Grant traf tilfældigt McMullan, der nu driver en pub i Dover, og besluttede at give ham en dosis af hans egen medicin: Han aftalte et møde og interviewede ham med skjult mikrofon. McMullan fortæller glad og gerne om den driftige journalistik på News of the World, hvor de rutinemæssigt aflyttede hvem som helst og gladeligt betalte korrupte politimænd for tip om berømtheders snuskede fortid. Men det er ikke det mest interessante. Det utrolige er, at manden ser bladets kriminelle handlinger som den pris, man må betale for at bo i et frit samfund!

Sikrer åbenhed

Han ser nærmest aflytningerne af samfundets top, politikere og berømtheder som en slags public service. En vagthundetjeneste, som sikrer åbenhed i samfundet. Fordi aviser som News of the World rask væk lytter med på fortrolige samtaler, »har vi et forholdsvis retfærdigt samfund og en ikke særlig korrupt eller kriminel premierminister, mens andre lande har Gaddafi. Er du tryg ved, at de eneste, der kan lytte med på dine samtaler, er MI5 og MI6?«.

Grant svarer ikke overraskende, at han sådan set helst er fri for, at nogen som helst lytter med på hans samtaler, men det slår McMullan hen som helt urealistisk. Den slags er »berømmelsens pris«.

Det er en meget bevidsthedsudvidende indsigt, vi her får i, hvordan underlødige journalister retfærdiggør deres kriminelle handlinger over for sig selv: Folk kan jo bare lade være med at være berømte, så skal de nok få lov til at være i fred. Det vækker mindelser om visse politikere, der kræver overvågning alle mulige steder. Hvis folk har rent mel i posen, har de jo ikke noget at frygte!

Retfærdigvis skal det siges, at nogle berømtheder måske især døgnfluerne opfører sig på en måde, der gør det vanskeligt at tage deres påberåbelse af privatliv alvorligt. Realitystjerner i alle lande har så travlt med at udstille deres mest intime handlinger, at det forekommer direkte overflødigt at aflytte dem. Og 'rigtige' berømtheder holder sig ikke tilbage fra at sælge rettighederne til bryllupper og barnedåb til højstbydende. Jeg husker billeder af Sharon Stone med udslået hår, som ammede et adoptivbarn!

Den slags er selvfølgelig med til at styrke sladderpressens opfattelse af et gensidigt afhængighedsforhold og »vi er alle i samme båd«. Som kun bliver cementeret af den købslåen, der efterhånden også foregår herhjemme mellem pressen og spindoktorer om, hvordan politikere skal præsenteres, og hvad man må spørge dem om.

Manden med magten

Ikke det mindst interessante i denne sag har været Rupert Murdochs sarkastiske beretning om, hvordan han måtte ind ad bagdøren i Downing Street 10, når han besøgte Cameron. Men det var han så vant til. Sådan var det også hos Brown og Blair.

Ikke noget under, at manden har fået storhedsvanvid og indtil for et par uger siden troede, at han kunne gå på vandet.

Undertegnede har personligt oplevet, hvordan verdenssamfundets top bukkede og skrabede for ham. Under det årlige møde om Public Broadcasting (som Murdoch konsekvent kalder »state television«) i FN i slutningen af 1990'erne var Murdoch inviteret som special guest. Ikke desto mindre stod hans stol på podiet tom, da generalsekretær Kofi Annan gik i gang med sin velkomsttale. Da æres- gæsten ankom omgivet af en sværm af mappebærere 20 minutter forsinket ikke alene afbrød generalsekretæren for FN sin tale, han direkte logrede for Murdoch og bad forsamlingen rejse sig og byde ham velkommen. Min BBC-kollega og jeg vaklede mellem vores gode opdragelse og vores anstændighedsfølelse. Anstændighedsfølelsen vandt og vi blev siddende. Vi var ikke de eneste, men rundt om os kunne vi undrende betragte, hvordan internationale kolleger med de italienske delegerede fra RAI de har en ren rygmarvsreaktion med hensyn til at tiljuble korrupte pressebaroner hyldede den allerede dengang berygtede mediemogul.

Murdoch selv så tydeligvis ikke noget mærkeligt i, at han kunne slippe af sted med at komme for sent til et møde i FN og oven i købet afbryde generalsekretæren. Pointen var, at det kunne han. Og når man så Rupert Murdoch og Kofi Annan sammen, var der overhovedet heller ingen tvivl om, hvem der var manden med magten. Lad mig bare sige: Det var ikke FN's generalsekretær.

Her behøvede Murdoch ikke at gå ind ad bagdøren.

 

Lone Kühlmann; Journalist, forfatter og foredragsholder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu