Nyhed
Læsetid: 3 min.

Endelig fri

Sydsudaneserne er ikke kede af, at der stadig er krig. De er glade for, at der endelig også er fred
Titusindvis af sydsudanesere fejrede i weekenden deres nyvundne selvstændighed på gaderne i Juba. Her blev den nye præsident, Salva Kiir, taget i ed, og han underskrev under stor jubel den nye forfatning.

Titusindvis af sydsudanesere fejrede i weekenden deres nyvundne selvstændighed på gaderne i Juba. Her blev den nye præsident, Salva Kiir, taget i ed, og han underskrev under stor jubel den nye forfatning.

Thomas Mukoya

Udland
11. juli 2011

JUBA, SYDSUDAN - »Lige meget hvad der sker på mandag, er jeg lykkelig lige nu.«

Manden ved siden af mig er 90 år gammel og græder, mens han siger det. Vi ser hans lands flag gå til tops for første gang nogensinde. Der har været krig hele hans liv. Han har mistet kammerater og en søn for længe siden. »Men nu er de ikke døde forgæves.«

På tribunen foran os sidder alverdens statsledere, og på et podie bliver den nye præsident, Salva Kiir, taget i ed og underskriver forfatningen. Han løfter den triumferende frem for sit bryst ligesom Peter Schmeichel med EM-pokalen i 1992.

Vi står så tæt her, at skuldrene rører ørene, i 40 grader, og der er ingen skygge og heller ingen brise, men det kommer der nu. Den spreder flaget ud for første gang og får hele Sydsudan til at skrige fra mellemgulvet og op til himlen.

De første fire gange en brise løfter flaget, er alt ungt og lyserødt og aldrig set før. Da det slår ud til højre, er det første gang nogensinde, at det slår ud til højre, så jublen fordobles, og det gør den også, første gang det slår ud til venstre.

Der er krig

»Lige meget hvad der sker i Nuba-bjergene, er jeg lykkelig lige nu.«

Mercy er smuk og smiler, mens hun siger det. Hun er vokset op i en flygtningelejr i Kenya og har gået på universitet i Kampala i Uganda, men nu er hun tilbage i Juba og arbejder for en ngo. Hun ved godt, at folk bliver bombet af Nordsudan i Nuba-bjergene, og at nubaerne kæmpede side om side med Syd i borgerkrigen, og derfor føler sig ladt i stikken. Men det kan ikke ødelægge hendes fest.

»I Sudan er det krig og ikke fred, der er normen. Så vi er ikke kede af, at nogle stadig har krig. Vi er glade for, at nogle endelig har fred og for at det er os.«

»Vi har ikke glemt jer,« sagde Kiir i sin tale om dem, der bombes i de omstridte grænseområder. »Når I bløder, bløder vi. Når I græder, græder vi.«

Nogle græd, men kun af glæde, og langt de fleste svedte og råbte og sang og dansede.

Der er sult

»Lige meget om jeg kommer til at sulte, er jeg lykkelig lige nu,« siger 23-årige Obung Nicholas, som er arbejdsløs og tvivler på, det ændrer sig.

»Vi har så mange problemer, men nu er det endelig vores problemer. Vi får det svært, det ved jeg, men jeg glæder mig næsten helt til alle problemerne.«

Chefredaktøren for Juba-avisen South Sudan Vision er også optimistisk: »Juba vil snart komme til at opleve et boom af lokal og international handel. Om 10 år er Juba ligesom Kampala. Ikke helt fattigt, men halvfattigt og i fremgang,« forudser Hassan. Han har et supermarked og et busket overskæg.

Ikke andet end glæde

Et stort ur i Juba har talt ned til denne lørdag i juli. Nu er tallene blevet til ord: Free at last.

En ung mand fræser ned af den lange hovedvej på sin motorcykel med hænderne over hovedet. Han er fri.

Han kører forbi en ladfuld soldater i en camouflagefarvet pick-up. En soldat i Juba plejer at være en 17-årig knægt med et krigstraume og et gevær. I dag griner de bare. Én får en smøg og en cola.

FN har rådet sine folk til at blive hjemme bag pigtråden. Det er ikke nødvendigt.

Ikke engang Nordsudans præsident, Omar al-Bashir, kan ødelægge festen. Folk her kender i gennemsnit fem, der er døde på grund af ham, men ingen buher, da han træder frem og taler på arabisk.

»Hvis han sagde hej, ville jeg buhe, men han siger farvel, så det er fint nok,« siger en far i rustrød skjorte og trækker på skuldrene. Nogle begynder at snakke.

Sydsudanesere har ikke kunnet rejse. De har ikke lært deres eget sprog i skolen. De er blevet sendt i krig for Nordsudans hær, nogle gange mod deres eget folk, og i kolonitiden blev de sendt til sukkerplantagerne i nord som slaver.

»Vores historie er en lidelseshistorie,« siger Mercy. »Men i dag starter alting forfra. Vi er endelig frie.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Kaarup

Sydsudaneserne er ikke kede af, at der stadig er krig.

Hva! Synes sudaneserne at krig er så fantastisk!?

De er glade for, at der endelig også er fred

Hva! Krig og fred.....samtidig...nej, hør nu her... er det Obama som har skrevet denne her Nobels fredsartikel ;-)

Anne Marie Pedersen

Det er da dejligt for alle dem, der ikke er Nuba. Der skulle der efter sigende finde et folkemord sted lige nu.

Magnus Boding Hansen

@Anne: Ja - folk dør i Nuba (det fremgår helt klart; se citatet herunder)
@Martin: Nej - ingen synes, krig er fantastisk (det står der heller ikke). Men de sydsudanesere, der ikke er direkte berørt af krigshandlingerne i Nuba-bjergene, er i stand til at være glade, selvom der altså ikke er fred i hele deres land (se citatet).
Og ja - hvis der er krig i én del og fred i en anden del af et land, så er der vel krig og fred samtidig...?

//

Der er krig

»Lige meget hvad der sker i Nuba-bjergene, er jeg lykkelig lige nu.«

Mercy er smuk og smiler, mens hun siger det. Hun er vokset op i en flygtningelejr i Kenya og har gået på universitet i Kampala i Uganda, men nu er hun tilbage i Juba og arbejder for en ngo. Hun ved godt, at folk bliver bombet af Nordsudan i Nuba-bjergene, og at nubaerne kæmpede side om side med Syd i borgerkrigen, og derfor føler sig ladt i stikken. Men det kan ikke ødelægge hendes fest.

»I Sudan er det krig og ikke fred, der er normen. Så vi er ikke kede af, at nogle stadig har krig. Vi er glade for, at nogle endelig har fred og for at det er os.«