Nyhed
Læsetid: 6 min.

EU risikerer at blive idioten i den globale landsby

Føderalisterne har gjort borgerne til EU-skeptikere. Derfor er der brug for en pause i traktater og nye medlemmer, hvis EU skal have styr på sin rolle på den internationale scene, mener tidligere fransk udenrigsminister, Hubert Védrine
EU's fremtid afhænger af, hvad der sker i folks hoveder, mener den tidligere franske udenrigsminister Hubert Védrine.

EU's fremtid afhænger af, hvad der sker i folks hoveder, mener den tidligere franske udenrigsminister Hubert Védrine.

Vincent Bitaud

Udland
7. juli 2011

»Bliver jeg interviewet i min egenskab af politiker eller intellektuel?« vil Hubert Védrine vide, da han får forklaret, at han ligesom en stribe andre europæiske intellektuelle skal interviewes til en artikelserie om krisen i EU.

Svaret er begge dele. For her er tale om en hybrid. På den ene side er Védrine en unik iagttager, der baserer sine analyser på en imponerende geopolitisk, historisk og kulturel viden. Samtidig er han i manges øjne grænsende til det kyniske realpolitiker, der trækker på flere årtiers erfaring fra tiden som rådgiver for François Mitterrand og som udenrigsminister under Lionel Jospin.

Fra kontoret i det 8. arrondissement, tæt på les Champs Elysées og andre dyre adresser, hvor hans konsulentvirksomhed Hubert Védrine Conseil ligger, udpeger han to overordnede kriser i EU. Eurozonens problemer er langt fra den største trussel, vurderer han:

»Euroen er så vigtig for de store europæiske lande, at de finder en løsning. Problemet med den græske økonomi er ret lille, når det kommer til stykket.«

Det egentlige europæiske problem er skilsmissen mellem befolkningen og de europæistiske eliter, altså tilhængere af et føderalt EU:

»Uanset hvad der sker, ønsker europæisterne at gå længere med det europæiske samarbejde. De sammenligner EU med USA. Det er en smuk metafor, som allerede Victor Hugo brugte i sin tid. Men det er helt ved siden af, for i USA samlede man amerikanere, der alle var ens, de var blot tilfældigt fordelt på forskellige geografiske steder. Man kan ikke samle slovakker, finner, maltesere og portugisere på samme måde,« siger han.

Europæisterne er især stærkt repræsenteret i Europa-Parlamentet, til dels i Kommissionen, det europæiske bankmiljø og blandt journalister, der skriver om EU. De har tilsammen gjort borgerne skeptiske over for det europæiske samarbejde.

»Der har været mange idiotiske slogans, som var modproduktive, og Kommissionen blander sig i for mange ting. Der er for mange og for detaljerede direktiver. Det irriterer folk. De har indtryk af, at deres indflydelse er blevet taget fra dem, og at deres stemmeseddel ikke længere er noget værd. De tror, de stemmer på folk, som ikke længere har magt over noget som helst, derfor er de rasende.«

Postdemokratiet

Har end ikke krisen i eurozonen lagt en dæmper på europæisterne?

»Nej. De ser den græske krise som beviset på, at vi skal gå længere. Om det regner, eller solen skinner, så er det tegn på, at vi skal gå længere.«

Som eksempel på en dreven europæist nævner han direktøren for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, som for nylig har foreslået, at euro-zonen skal have en fælles finansminister, der også kan underkende de enkelte landes budgetter.

»Her er vi faktisk ikke længere i demokratiet. Jeg ved ikke, om det er antidemokratisk, men der er en hel bank- og økonomverden, som drømmer om noget af det samme. Jeg er ikke bange for at sige, at bankverdenen i Europa er ret fristet af postdemokratiet.«

»Det er en vigtig debat, for det historiske udgangspunkt i de europæiske samfunds demokratisering var, at kongerne var nødt til at bede om samtykke fra lensmænd og baroner for at kunne opkræve de skatter, der var brug for til hærene. Hvis denne linje afbrydes, er man virkelig ude i noget andet.«

Når føderalisterne går så varmt ind for mere EU, hænger det sammen med angsten for, at totalitarismerne fra det forrige århundrede, skal komme tilbage, lyder analysen:

»Det er ikke, fordi de har en masse ideer om, hvad der skal ske i Europa, og hvad Europa skal gøre i forhold til resten af verden. Det er mere en afvisning af nationen. Det er en tanke, som var meget stærk i Tyskland i lang tid. Efter min mening repræsenterede Joschka Fischer lige præcis det. De er bange, fordi de ser det 20. århundrede på en barnagtig og forsimplet måde. De blander verdenskrigene, patriotismen, nationalismen og Auschwitz fuldstændig sammen.

Ro på

Vil man have befolkningerne til at tro på EU igen, skal der først ro på.

»Vi skal holde op med at skifte traktat og institution hele tiden. Jeg er for et historisk kompromis, som siger, at vi ikke ændrer institutionerne i 10 år. Vi holder op med at bebrejde nationerne, at de holder fast i deres identitet, det er på ingen måde farligt. Vi skal holde op med at tænke på 1930'erne hver evig eneste morgen, der er ingen sammenhæng, insisterer den tidligere udenrigsminister.«

Dernæst må antallet af medlemslande også sættes fast på et tidspunkt.

»Der kommer nok endnu et par udvidelser, men det er ikke rart for de europæiske befolkninger at være med i en ufærdig enhed. For at udvikle en identitetsfølelse skal det holde op en dag. Og så skal man nedlægge posten for kommissæren for udvidelse, for den vil være unødvendig.«

Endelig skal europæerne beslutte, hvilken rolle de vil spille på internationalt plan.

»I en af mine bøger, hvor jeg var lidt ond i forhold til Europa, skrev jeg, at Europa risikerer at blive idioten i den globale landsby, fordi EU er for naiv og tror, at magtforhold ikke længere spiller nogen rolle i det internationale samfund,« forklarer Védrine.

Med 'det internationale samfund' hentyder Védrine til den opfattelse, at eksistensen af den fri markedshandel samt internationale organisationer à la G8, FN og visse interresseorganisationer vil betyde, at der ikke kommer flere militære krige. At man kan klare det meste i hvert fald med forhandlinger, økonomisk bistand og udviklingshjælp.

»Det er sympatiske ideer, og det ville være rart, hvis hele verden blev sådan en dag, men det er ikke tilfældet i dag. Derfor er et af svarene på krisen, at de nationale regeringer og de europæiske institutioner beslutter, at Europa skal have en vis vægt i global sammenhæng. EU skal både forsvare sine legitime rettigheder og sine værdier. Hvis man ikke forsvarer sine interesser, er der ingen, der lytter, når man snakker om værdier.«

Mere præcist skal EU, mener Védrine, være en smule beskyttende, ikke protektionistisk, men beskyttende over for europæerne i den generelle globale konkurrence.

»Vi er nødt til at vise, at europæerne, især de store lande sammen med de europæiske institutioner og mindst to eller tre andre lande, er i stand til at have en fast position og holde den, også over for Kina eller Rusland. Selv i partnerskabet med USA. Hvis vi en dag kan vise det, behøver vi ikke engang lave propaganda bagefter. Så vil europæerne forstå.«

Flere scenarier

Hvilke scenarier ser De for EU om 10 år ?

»Det mest realistiske er det, hvor der er en slags stagnation. Hvor tingene er lidt som i dag: Vi har den samme traktat, et europæisk parlament, som forsøger at få lidt mere magt, kommissionen har stærke og mindre stærke kommissærer, og systemet fungerer nogenlunde godt. Tilfældigvis er der en aftale mellem Frankrig, Tyskland og Polen, om et samarbejde med Rusland.«

Dernæst er der to ekstreme scenarier. Det første er opløsningens, hvor redningen af eurozonen ikke lykkes, den går i stumper og stykker, og flere af de sydlige lande forlader zonen og begynder atter at devaluere. Der kommer ingen nye politiske forslag, fordi man ikke er enig om fremtiden. Som eksempel nævner Védrine, kommer der måske intet nyt inden for energipolitikken, fordi den tyske retning slet ikke stemmer overens med den franske.

Så er der det optimistiske scenario:

»Det er ikke systemet, der har vundet, men systemet og nationalstaterne, som fungerer sammen, skaber nye politikker inden for bestemte områder og demonstrerer, at de står sammen over for for eksempel Kina eller Rusland.«

Når alt kommer til alt, handler det om, hvad unionens borgere vil, mener Védrine:

»Fremtiden er for mig at se det, der sker i folks hoveder. Hvis europæerne fortsætter med at tro, at spørgsmålet om magtbalancen tilhører fortiden, og at vi bare kan gå efter at blive et stort Schweiz, lakker det mod enden. Det kommer til at tage noget tid, men på et givet tidspunkt bliver det brutalt, fordi europæerne ikke længere vil have nogen som helst form for indflydelse og vil være nødt til at tilpasse sig de beslutninger, som amerikanerne, kineserne og finansmarkederne træffer. Forstår europæerne til gengæld, at de skal forsvare deres samfund, og at den multipolære verden først og fremmest er en multipolær konkurrencesituation, vil de forstå, at der skal et europæisk ryk til. Ikke ved at fusionere befolkningerne, det vil de aldrig acceptere, men ved at tvinge regeringerne til sammen at lave relevante strategier.«

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

Behov for nye medlemmer?

"Derfor er der brug for en pause i traktater og nye medlemmer, hvis EU skal have styr på sin rolle på den internationale scene" står der i overskriften. Umiddelbart læst betyder det jo, at der er brug for nye medlemmer. Men når man læser teksten, forstår man, at det modsatte er tilfældet. EU er vokset for hurtigt, og det er det jo, fordi kapitalen har brug for et stort marked - medens den politiske samordning kommer i anden række. Derfor har vi også de stadigt tilbagevendende 'kriser' i det europæiske fællesskab og et tab af legitimitet over for de europæiske befolkninger.

Védrine har så åbenlys ret i, at det nu er på tide at konsolidere projektet, hvis det hele ikke blot skal ende som en frihandelszone uden politiske visioner og magt.

Og hvordan var det lige han ville afskære bankeliten fra magten?

Steen Erik Blumensaat

Den første danske konge der opkrævede krigsskat i fredstid fik hovedet hugget af i Odense domkirke, krigen mod fattigdommen, sygdommen, og andre fantasifulde begrundelser for at opkræve skat har ingen ende, momsen en midlertidig skat er blevet en permanent skat, klart ulovligt men ingen protestere.
Så at Europa ikke mere pålæger verden skat i fredstid ser jeg kun frem til.
27.5% moms, er kun begyndelsen.

Paul Andersen

"Det internationale samfund" og 11mio. Rwandanesere vil gerne vide mere om Védrine fortid og hans rolle i mordet på mellem 800.000 og 1.200.000 mennesker.
Fremtiden vil jeg hellere høre om, fra nogen der har én.

Anne Albinus

Det der sker i øjeblikket er en tilbagevenden til småstatsvæsenet står der i en kommentar af NDR's Bruxelles korrespondent Christoph Prössl. Sjældent har Europa følt sig så meget i modvind, og sjældent er argumenterne mod Europa så dårlige: ​​Danmarks og Frankrigs holdninger i debatten om rejsefriheden har intet indholdsmæssigt grundlag, ifølge Prössl.

Prössl nævner, at for mange mennesker rundt om i verden er Europa en model for fred, frihed og grundlæggende rettigheder. De ser på den europæisk konføderation. Men det som den europæiske integration er, identificerer vi os ofte ikke med, mener Prössl. Det er derfor nødvendigt med mere selvbevidsthed blandt europæerne om hvad der er opnået og politikere, der er villige til at handle på grundlag af argumenter og forklare det til deres vælgere.