Læsetid: 7 min.

Euroen er kun begyndelsen for EU

Den italienske journalist Barbara Spinelli er Europas mest europæiske europæer: 'For mig er det ligegyldigt, om der findes et europæisk folk, for der findes et fælles bedste for europæerne'
Fortællingen om det europæiske projekt må revitaliseres, for det kan ikke blot handle om euroen, siger forfatteren Barbara Spinelli
15. juli 2011

PARIS Barbara Spinellis mor var tysk, faren var italiener, og selv har hun i mere end 30 år boet i Frankrig. Hendes far, Altiero Spinelli, skrev i 1941, da fascisterne havde dømt ham til intern forvisning, Ventotene-manifestet for »et frit og forenet Europa«. Og hendes mor, Ursula Hirchmann, smuglede teksten fra øen Ventotene til det italienske fastland for at udbrede ideen om en føderalstat i det krigshærgede Europa.

I et forord til manifestet skriver Italiens tidligere økonomiminister Tommaso Padoa-Schioppa:

»Fordi man har formået at videreudvikle manifestets ideer, besidder Europa i dag næsten de nødvendige elementer for at undgå, at det hele falder sammen, og at de tragedier, som kontinentet allerede har oplevet, gentager sig,«

»Næsten: Europa har begivet sig ad den vej, men fordi man ikke er gået hele vejen, er kontinentet ikke parat til sit møde med historien og ude af stand til at gøre hele den indflydelse, som det besidder, gældende.«

Tommaso Padoa-Schioppa betragtes som hjernen bag euroen. Indtil sin pludselige død i december 2010 var han også Barbara Spinellis kæreste.

»Jeg bliver ved med at håbe, at staterne i Europa gør sig klart, at euroen kun var udgangspunktet, og at man er nødt til at skabe en politisk union,« siger Barbara Spinelli, som sidder i skrædderstilling på sofaen i sin pariserlejlighed: »Uden stat og regering, som kan reagere på kriser, giver euroen ingen mening og kan ikke fungere. Mit svar er altså ikke mindre Europa, men mere Europa. Ligesom Alexis de Tocqueville, der i sin bog om det amerikanske demokrati skrev, at svaret på demokratiets dybe defekter er mere demokrati og ikke en delvis genindførelse af l'ancien regime

Løgn og tøven

Gældskrisen og risikoen for euroens sammenbrud har ikke fået Barbara Spinelli til at miste troen på et samlet Europa:

»Det er politisk svært at opløse EU. Ikke så meget i teknisk forstand, men de ansvarlige politikere ved godt, at det ville være en løgnagtig løsning at genindføre de nationale valutaer og grænsedragninger.«

Er de ansvarlige politikere i mindretal?

»Ja, Europa har meget lidt indflydelse i f.eks. FN og IMF, fordi løgnen om, at de europæiske stater stadig er suveræne, bliver opretholdt af uansvarlige politikere. Også når EU har succes, har vi svært ved at lære noget af det. Euroen blev f.eks. straks en ny verdensvaluta,« siger Spinelli, mens hun tager noter og tænder en aromatisk cigarillo: »Det gør mig vred, at de enkelte stater reagerer på krisen ved at forsøge at genvinde en form for suverænitet, som er uigenkaldeligt tabt. Det er en løgn. De europæiske stater vil ikke blive mere suveræne, men blot endnu mere fangne af finansmarkederne og ratingbureauerne. Det er meget farligere end europæiske institutioner, som kan udvikle sig til at blive vores regering.«

Hvem skal påtage sig ansvaret for at revitalisere EU?

»Meget afhænger af Tyskland. Men det er vanskeligt for de andre lande at acceptere et Tyskland med hegemoniske ambitioner. Det er det også for tyskerne selv, for landets demokratiske genfødsel har været baseret på en underdrivelse af egen magt. Selv om tyskerne har den bedste økonomi og de bedste ideer, har de altid været tilbageholdende i EU. Da Helmut Kohl satte sig igennem med euroen, gik det dog godt,« siger Spinelli og tilføjer: »EU har brug for en valutafond som modvægt til Den Internationale Valutafond. Det bliver der arbejdet på i kommissionen og i kredse i Tyskland, men det fylder ikke meget i offentligheden. Finansminister Wolfgang Schäuble har ideer til en fond, der skal pålægge staterne budgetansvarlighed og samtidig hjælpe med investeringer, men han er ret isoleret i den tyske regering. Selv om Angela Merkel er svag, langsom og alt for afhængig af meningsmålinger, har hun dog hver gang valgt den europæiske frem for den nationale løsning.«

Latterlig europapolitik

Trods sin tro på det europæiske fællesskabs nødvendighed erkender Barbara Spinelli, at EU's institutioner ikke appellerer til borgerne.

»Det, der mangler, er en bevidsthed om, at man er nødt til at have europæiske partier og ikke småbidder af de nationale partier. Kampagnerne før valg til Europaparlamentet er latterlige, fordi ingen af de nationale partier har en tænketank, som kan forklare befolkningen deres europapolitik. Det er skandaløst, at kampagnerne er nationale. Kandidaterne har ingen klare holdninger til vigtige spørgsmål som euroen, energipolitik og kommissionens beføjelser. Vælgerne bliver ikke indbudt til at tage de briller på, som de kan se virkeligheden med. Virkeligheden består af politikker, love og direktiver, der ikke længere bliver dikteret af medlemsstaterne. For at generobre europæernes hjerte og sjæl kunne man applicere former for direkte demokrati på et system, der ikke fungerer eller ikke bliver brugt. Selv om Europaparlamentets beføjelser er blevet udvidet med Lissabontraktaten, bør de efter min mening udvides yderligere.«

Men de omfattende nedskæringer som følge af gældskrisen svækker borgernes tillid til EU-systemet?

»Man er nødt til at holde sig for øje, at gældskrisen i et medlemsland er hele Europas krise. Man må forberede sig på at betragte kriser i andre lande på samme måde og ikke lade sig overraske hver gang. Krisen bør medføre, at eurozonen bliver organiseret som en nation. Stater som Grækenland og Italien skal gøre så store ofre, at jeg ikke ved, hvordan befolkningerne vil reagere. Man risikerer at betale den samme pris som i Japan, hvor voldsomme nedskæringer medførte et tabt årti, hvilket betyder en tabt generation. I dag er de unge sydeuropæere indignerede, men på sigt vil vi måske opleve en indadvendt reaktion som i Japan. Løsningen er øget social retfærdighed og privat deltagelse i redningen af de gældsramte stater.«

- EU skal altså lade bankerne betale?

»Ja, indtil videre har skatteyderne betalt for krisen. Den Europæiske Centralbank ville ikke acceptere det tyske forslag om at inddrage bankerne. Det forstår jeg på sin vis godt, for det giver finansmarkederne incitament til spekulation. Men man må på en eller anden måde få de private banker til at betale en del af prisen.«

Paradigmet Italien

Den demokratiske krise i fædrelandet Italien er ifølge Barbara Spinelli en mindst lige så vigtig udfordring som gældskrisen.

»Berlusconis interessekonflikt og dens konsekvenser har efter min mening påført demokratiet et dybt sår. Lissabontraktaten er ellers meget klar på dette område, men EU-partnerne har lidt af berøringsangst eller sågar fejhed. Måske hænger det sammen med, at man betragter euroen som endemålet for den europæiske konstruktion. Først bestræber man sig på at leve op til demokratiets regler, men når man først inde, er man beskyttet af euroen og kan gøre, som man vil derhjemme. Situationen i Grækenland viser, at det også er en løgn. Inden gældskrisen eksploderede, var situationen meget lig den italienske med politisk korruption og forfalskede regnskaber. I de græske aviser kan man læse, at slaget ikke så meget handler om økonomiske reformer, men snarere om at genopfinde demokratiet og bekæmpe korruptionen. Så hvordan kan man i Italien blive ved med at hævde, at der ikke er en sammenhæng mellem korruption og manglende vækst? Når fire af landets regioner er i mafiaens hænder, kan der ikke skabes vækst. For at få noget ud af EU-medlemskabet, er man nødt til kontrollere det nationale territorium, men det gør den italienske stat ikke. En del af den kriminelle underverden har så tætte forbindelser til centralmagten i Rom, at den, der skulle kontrolleres, selv er blevet kontrollant. Situationen i Grækenland bør lære os, at boblen på et tidspunkt brister.«

- Ville det så ikke være fornuftigt for de nordeuropæiske lande at forsøge at redde sig i land og lade sydeuropæerne sejle deres egen sø?

»EU-landene er allerede så økonomisk integrerede, at korruptionen i Sydeuropa ikke kan være andet end et fælles problem. Gennem strukturfondene og private investeringer er de øvrige lande med til at opretholde og forstærke klientelistiske og mafiøse netværk. Reaktionen i Nordeuropa får mig til at tænke på det norditalienske separatistparti Lega Nords holdning til Syditalien: De tror, at det, der foregår sydpå, bliver dernede, og at de kan redde sig på egen hånd. Det er ikke sandt, for mafiaen investerer sine penge nordpå. I den sammenhæng er Italien paradigmatisk for Europa.«

At opfinde Europa

Under forhandlingerne om Maastricht-traktaten og euroens konstruktion bragte Helmut Kohl problemet med den italienske mafia op, men siden er emnet blevet fortrængt: »Vi overlader kampen til nogle stakkels sicilianske dommere, som den italienske regering beskylder for at være afvigende personligheder. EU bør forsvare dem, for de arbejder ikke kun for Palermo, men også for at forhindre en italiensk statsbankerot, som euroen ikke vil kunne holde til,« mener Barbara Spinelli.

I Nordeuropa vil mange mene, at f.eks. grækerne og italienerne burde vælge sig nogle andre og mindre korrupte politikere.

»Hvad mener De med det? I de seneste 100 år har næsten alle oligarkier været børn af demokratier. De fødes med demokratiske valg i systemer, der ikke længere fungerer. Demokrati handler jo ikke kun om at have stemmeret. Det handler i lige så høj grad om institutionerne og deres indbyrdes magtforhold, om muligheden for at lave uafhængig journalistik og i stigende grad om frihed på internettet. Hvis europæerne tror, at demokratiet er fuldendt med et valg, har de slet ikke forstået, hvad vi har foretaget os siden Anden Verdenskrig.«

Er det muligt at tænke et fælles politisk projekt for de meget forskellige lande i EU?

»For at skabe et politisk projekt for hele Europa må man forstærke institutionerne og have en regering med magt til at opkræve skatter. Det er man nødt til for at kunne gennemføre langsigtede reformer og en mere retfærdig socialpolitik. På venstrefløjen undervurderer man ofte dette institutionelle aspekt, hvilket efter min mening er en stor fejl,« siger Barbara Spinelli: »For mig er det ligegyldigt, om der findes et europæisk folk, for der findes et fælles bedste for europæerne. Fortællingen om Europa må revitaliseres, for den kan ikke kun handle om euroen. Men det er latterligt at tale om Europas kristne rødder, for vi har f.eks. også muslimske rødder. Det er det felt, vi eksperimenter på. Vi er nødt til at opfinde Europa.«

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Kristensen

Hun er åbenbart et eksempel på en af de 'supereuropæere', som den tidligere franske udenrigsminister omtalte 6. juli 2011: EU som idioten...
Hendes medicin er mere føderal stat og mindre demokrati - det er direkte farligt, fordi det slet ikke kan undgå at føre til totalitære forhold både i EU-systemerne og medlemsstaterne, sådan som finansverdenen ønsker det. Hun er netop et eksempel på den uskønne alliance mellem finansverdenen, medierne og EU-journalisterne.
Hun får rørt ved mange af problemerne, som giver hende et skær af realisme, men hendes 'løsninger' er ikke i de nordeuropæiske folks interesse.
Måske ville man forstå hende bedre, hvis man var vokset op med mafiaen og Berlusconi... så ville man måske også klynge sig til en stærk føderation, men medicinen er altså ikke en tilbagevenden til den stærke populistiske diktator.
Som det ser ud, tror jeg, det drejer sig om indlede den nødvendige erkendelsesproces: At Euroen er dødsdømt - Europæisk samarbejde SKAL vokse frem nedefra, hvis det skal bære noget som helst. Sydeuropas krise kan kun løses med udgangspunkt i den erkendelse.

Erik Karlsen

Jeg tror, du misforstår hende. Hun er født lige efter 2. Verdenskrig og er vokset op med hendes forældregenerations minde om den:
Hvordan skaber man fred i Europa med denne krig i tankerne? Ved at lave en koalition af nationalstater og lægge så meget magt ud til det overnationale fællesskab, at fascistiske nationalistiske stater får svært ved at genopstå.
At så finansverdenen siden har stjålet projektet, er en anden sag, men det har hun næppe bedt den om.

Der er da noget om at mange af de nationale staters politikere har mere end svært ved at rose EU for de successer EU indimellem har opnået. Successerne bliver ofte forbigået i tavshed, eller tillagt anden oprindelse. - Anderledes er de hurtigt ude med, om ikke løgne, så i hvert fald nedladende og hovedrystende bemærkninger om EU's elendige og umulige projekt.
Disse nationale politikere har vel også indimellem bildt os ind, at vi fortsat har "den nationale magt" i behold... hvilket det jo ofte, i flere retssager, har vist sig at vi ikke har... Det kaldes vel i så fald en løgn?
Jeg mener Spinelli generelt peger på det problem at vi er "gået i stå" omkring Euroen, og dermed om nødvendigheden af en bredere udvikling af EU.
- Det er vel også rigtigt, at hvis vi vil noget med EU projektet, er det mere end vigtigt at der kommer en anden dagsorden end blot Euroen?

Erik Kristensen

Det er svært at ville noget med EU projektet, fordi det i praksis altid har vist sig ensbetydende med at gøre vold på de demokratiske principper og på den almindelige befolknings frihed. Det er problemet med 'supereuropæernes' ideologi. Ligesom jøderne i Israel, har de lært 'det forkerte' af 2. verdenskrig.
Spinellis udsagn om, at det for hende er ligegyldigt, om der findes et europæisk folk, fordi “der findes et fælles bedste for europæerne”, ligner Hitlers begrundelse for sit 3. rige. I øvrigt kan jeg ikke erindre en 'imperie-konstruktion', som ikke er endt i katastrofe. Derfor er det klogt IKKE at ville noget med EU føderationen - bortset fra dens afvikling. Samarbejde på folkelig basis om frihandel, forureningsbekæmpelse, kontrol af finansverdenen osv er en anden og bedre sag, som der formentlig kunne skabes opbakning til.

Hun har virkelig nogle interessante synspunkter. Euroens skæbne afgøres i Berlin. Danmark har valgt at slikke USA i røven, hvilket har ført os ud i 3 angrebskrige og USA"s økonomi har ført os ud i en økonomisk krise. Man må rette en tak til Fogh for en total fejlbedømmelse. Et samlet Europa med en stærk euro ville være en modvægt til verdens politibetjent og hans reservevaluta. USA tænker naturligvis kun på dets egne interesser.

@Erik K Kristensen

Jeg tror ikke, hun er imod demokrati. Jeg tolker hendenærmere, som om lokaldemokrati er temmelig utilstrækkeligt.

Jeg kan have rigtig meget respekt for formanden i beboerforeningen eller folketinget, men de er nu engang valgt til at repræsentere små lokale problemer som trappevask og regionale skoleforhold.

Den føderale politik bør vedtages demokratisk af repræsentanter, der er valgt på et føderalt program.

Hun udstiller efter min mening rigtig fint det uærlige (og latterlige) ved at trække føderal politik ned på beboerforeningsniveau. Uanset hvad trappevaskeforeningen mener om finanspolitik, så er de slet ikke valgt på grundlag af deres finanspolitik, og det er absurd at lade dem "forhandle", eller endnu værre, vrøvle løs om at melde sig ud.

Det store skridt fremad bliver, når føderale politikere bliver valgt på et føderalt program, og ikke bliver solgt som samlet pakke med lokalpolitikerne.

Vi skal absolut ikke skille os af med lokaldemokratiet, men vi skal skille ansvarsområderne fornuftigt ud.

Set i et føderalt lys virker hun fornuftig og fremadrettet; det er bare alt for let for mig (og alle andre danskere) at gemme hovedet i sandet og lade som om vores lille trappeforening er en selvstændig supermagt.

Venlig hilsen
/Uffe