Nyhed
Læsetid: 3 min.

Europa ved en skillevej

EU-skeptikere i de fleste medlemslande beskylder unionen for manglende demokratisk legitimitet. Det er en fejlvurdering, siger filosoffen Jürgen Habermas. I en forelæsning i Berlin understregede han behovet for en ny fortælling om det kriseramte kontintent
'I debatten om løsninger på den aktuelle bank- og gældskrise forsvinder de argumenter, der minder os om, at Europa er et politisk projekt,' siger Jürgen Habermas. Billedet her viser protester i Athen i sidste uge.

'I debatten om løsninger på den aktuelle bank- og gældskrise forsvinder de argumenter, der minder os om, at Europa er et politisk projekt,' siger Jürgen Habermas. Billedet her viser protester i Athen i sidste uge.

Yiorgos Karahalis

Udland
4. juli 2011

BERLIN Om det er for at undgå verbale irettesættelser fra Søren Pind og Pia Kjærsgaard eller på grund af beskeden sagindsigt er ikke til at sige, men Jürgen Habermas skal ikke have noget klinket, da Information beder ham om at forholde sig til den ophedede grænsestrid mellem Danmark og Tyskland. Den slags spørgsmål er for politiske, forklarer den 82-årige Habermas fra scenen i Humboldt-universitetets Audimax-auditorium i Berlin, hvor han er mødt op for at forelæse om netop Europas aktuelle krampetrækninger i krydsfeltet mellem national suverænitet og embedsmandsapparatet i Bruxelles.

Auditoriet er spækket til randen med tilhørere, et stort antal studerende, akademikere, journalister og andre nysgerrige, for Habermas er velsagtens en af de eneste nulevende filosoffer, der på trods af sine svært tilgængelige og teoritunge hovedværker, nyder en slags akademisk rockstjerne-status.

Det bliver i det mindste klart, da en ung mand af ren nervøsitet indleder et spørgsmål til den aldrende tænker ved at bedyre sin taknemmelighed over at have nået at opleve ham i levende live.

Salen bryder ud i latter, og hovedpersonen tager heldigvis også den bagvendte kompliment med et smil.

For Habermas er heldigvis stadig iblandt os, og det samme er hans tro på det europæiske projekt, som han siden den tyske genforening har forsvaret indædt i en lang række skrifter. Men der er alvorlige problemer med EU, medgiver han i lyset af den aktuelle krise i Europa. Ifølge Habermas er krisen ikke kun økonomisk, den rører ved selve kontinentets selvforståelse og identitet, og dens rødder kan i vidt omfang spores tilbage til en konstruktionsfejl i den europæiske forfatning.

Strømmende hav

Hvor EU oprindeligt er blevet hyldet og legitimeret for sin stabiliserende indvirkning på et krigsplaget kontinent, ser Habermas med udgangspunkt i den græske gældskrise og den stadigt hyppigere fremkomst af unionskritiske røster derfor en nødvendighed i at konstruere en opdateret fortælling om EU's eksistensberettigelse. Han beklager i første omgang, at det strengt økonomiske perspektiv på den aktuelle krise har fået lov at tage overhånd, hvorfor regeringschefer og kommentator på den ene side taler om økonomisk harmonisering for at komme situationer som i Grækenland til livs, men på den anden side ofte viger tilbage, når talen falder på at følge EU's politiske integrationsproces til dørs.

»I debatten om løsninger på den aktuelle bank-, gælds- og valutakrise forsvinder de argumenter, der minder os om, at Europa er et politisk projekt,« forklarer Habermas til det fyldte auditorie. Af samme grund beklager han, at de forløbigt diskuterede løsningsmodeller om en 'europæisk pagt' ikke er retligt forpligtende. For som han i karakteristisk stil betoner, kan »de systemiske begrænsningers samfundsmæssige naturkræfter som eksempelvis den globale banksektors kun tæmmes med nye transnationale styringsbeføjelser.«

Hvor EU-modstandere hævder, at medlemslandenes suverænitetsafgivelse til EU er ensbetydende med et overgreb på de nationale demokratier, insisterer Habermas på at betragte det europæiske fællesskab i og som en forlængelse af medlemsstaternes folkelige demokratier, der er fast forankret i de nationale forfatninger. I kølvandet på de mange hjælpepakker til Grækenland har et stigende antal EU-modstandere genoptaget en klassisk kritik af embedsmandsvældet fra Bruxelles, der anses som en trussel mod demokratiske grundrettigheder.

Legitimationsniveauet

Denne aften på Berlins traditionsrige universitet slår Habermas imidlertid til lyd for, at nationalstaternes indordning under supranational ret, in casu en fælleseuropæisk forfatning, ideelt set ikke er ensbetydende med en illegitim suverænitetsafgivelse, »eftersom Europas borgere har gode grunde til, at den enkelte nationalstat i rollen som medlemsstat fortsat kan spille rollen som garant for ret og frihed.«

Det betyder imidlertid også, at en fælleseuropæisk union må være udstyret med tilstrækkelige politiske handlingsmuligheder for netop at kunne udfylde denne rolle. Hvilket efter Habermas' aktuelle vurdering ikke er tilfældet. Ganske vist forsøger nationalstater af og til at forvalte udfordringerne i mødet med en kompleks verden ved at indgå samarbejde med internationale organisationer.

»Men disse nye problemløsningskapaciteter er blevet betalt med et vigende legitimationsniveau«, påpeger han, eftersom disse organisationer ikke er demokratisk kontrollérbare.

Derfor er det ikke nok, at den europæiske forfatning sikres og garanteres ved ret, den må også retssikres på demokratisk legitim vis, siger Habermas, der også tager sig tid til at lange ud efter mediernes andel i det manglende demokratiske engagement i unionen, som præger medlemslandenes befolkninger: »Jo mere de nationale befolkninger bliver bevidste om, hvor langt EU's beslutninger rækker ind i deres hverdag, jo mere vil deres interesse for at gøre brug af deres demokratiske rettigheder som EU-borgere vokse.«

Om Søren Pind og Pia Kjærsgaard deler denne analyse, er nok mere end tvivlsomt. I Humboldst auditorie kvitterer tilhørerne imidlertid med klapsalver.

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Wendt

Det ville være rart med en debat i Europa om, hvad borgerne ønsker. Hvis EU skal gøre sig håb om eksistensberettigelse. Kan kun tilslutte mig det elitære udgangspunkt, resten har vi set forsvindende lidt til.

Michael Kongstad Nielsen

Det er muligt Habermas har rockstjerne-status, men det er noget forvrøvlet sludder, det han siger. Tag f. eks. denne: ... , »eftersom Europas borgere har gode grunde til, at den enkelte nationalstat i rollen som medlemsstat fortsat kan spille rollen som garant for ret og frihed.« Goddag mand økseskaft. Habermas siger bare det samme som elle supereuropæerne, vi vil have Europas Forenede Stater, fordi det vil vi. Det er kun de dumme, og dem, der ikke duer til deres job, der ikke kan se det vidunderlige i kejserens EU-klæder.

Thomas Bonde

Skal vi drage nogen lære af det tyvende århundrede, må og bør det være, at centralisering af politisk og økonomisk magt sjældent medvirker positive konsekvenser for almenvellet. Det medfører som regel en afdemokratisering, hvilket vel er til at forstå eftersom demokratisering jo er en bevægelse i den modsatte retning (dvs. decentralisering). Derfor bør vi også være på vagt overfor den voldsomme centralisering af magt som EU-projektet implicit må siges at være. I EU er det kun ministerrådet som må lave udkast til nye lovforslag og ministrene er ikke direkte folkevalgte men udpeges af EU-landenes regeringer.

Den europæiske forfatningstraktat, der blev nedstemt af flere EU-lande, genopstod som Nice-traktaten med få kosmetiske ændringer. For at undgå at befolkningerne også nedstemte den blev den i de fleste tilfælde simpelthen vedtaget af magthaverne henover hovederne på befolkningerne. Dette var også tilfældet i Danmark, selvom Anders Fogh Rasmussen gentagent havde givet befolkningen løfter om, at der ville blive tale om en folkeafstemning i forbindelse med traktaten.

I modsætning til den ret korte og let overskuelige grundlov er Nice-traktaten noget nær ulæselig for almindelige mennesker uden den fornødne juridiske ekspertise og selv for eksperterne kan det være vanskeligt at danne sig et grundigt overblik, idet traktaten består af mange tusinde sider med henvisninger til atter mange tusinde sider i de andre traktater. I modsætning til grundloven har befolkningen derfor meget vanskeligt ved at stifte bekendtskab med det juridiske grundlag for den politiske orden de er underlagt, hvorfor det er vanskeligt at tale om en europæisk politisk orden grundlagt på befolkningernes samtykke - en helt grundlæggende forudsætning for at kunne tale om demokrati - idet man vel næppe kan samtykke om noget man ikke har forudsætningerne for at forstå. Havde Anders Fogh Rasmussen selv sat sig grundigt ind i traktaten inden han og regeringen ratificerede den henover hovedet på befolkningen? Sandsynligvis ikke!

Det kan, i lys af ovenstående, være svært at se hvordan EU-projektet nogensinde skulle kunne gå hen og blive demokratisk legitimt. Andre faktorer kan imidlertid også nævnes såsom, at mange af de største EU-lande mildest talt lader meget tilbage at ønske i deres politiske forvaltning af deres respektive lande. Tænk: Italien, Spanien, Grækenland og Portugal. Heller ikke tokammer- og topartisystemet i Storbrittanien synes videre ønskværdigt som modeller for demokratisk virksomhed. Derfor bør vi nok også spørge os selv hvor stort held vi vil have med den endnu større og endnu mere centraliserede politisk magt som EU i stadigt større omfang er ved at blive, når demokratiseringen stadig kun halvvejs er opnået i mange af unionens største medlemslande.

Michael, det syntes jeg du ikke han gør, men som sædvanlig taler Habermas med uld i mund. Det han siger kan koges ned til et spørgsmål. Hvis Europa er det, er det folkets eller kapitalens? Hvor han mener at nationalstaten opfattes som folkets mens det demokratiske underskud gør at EU opfattes som kapitalens.
Jeg er ikke sikker på at grækerne opfatter deres stat på den måde, men hvad. Habermas har sikket ret, jeg kan bare ikke se hvad forskel det gør, måske et EU-sammenbrud er det som skal til for at ændre tingene.

Christian Wilberforce

I raised the question to myself some time ago: shall the EU reform Denmark, or shall Denmark reform the EU? I have no doubt that the opinions are different in this topic; the question is which values we are focusing on.

The “death house of the EU”

http://evatetenyi.wordpress.com/2011/07/04/the-“death-house-of-the-eu”/

Christian Wilberforce

What kind of message do we, the Danes have during the 2012 rotating EU presidency for the EU, including the inhabitants of Esztergom? To what extent can we, the citizens of the EU count on a fair and human treatment when it is about the human rights and creating democracy and social equality in the EU?

http://evatetenyi.wordpress.com/