Læsetid: 6 min.

Ferieøens ubudne gæster

Mens turisterne strømmer til ferieøen Malta, er de lokale myndigheder praktisk udfordret. EU's udlændingeregler og konflikt i Afrika giver miniputlandet EU's højeste gennemsnit af illegale immigranter, der er en belastning for økonomien og påvirker øens omdømme
Der er ikke meget at give sig til for de mange illegale immigranter, der sidder fast i lejrene i Malta. De mange immigranter er et stort problem på øen, og flere kritiserer resten af Europa for ikke at hjælpe og tage medansvar for de mange flygtninge.

Der er ikke meget at give sig til for de mange illegale immigranter, der sidder fast i lejrene i Malta. De mange immigranter er et stort problem på øen, og flere kritiserer resten af Europa for ikke at hjælpe og tage medansvar for de mange flygtninge.

Tobias Havmand

1. august 2011

De er ikke forfærdeligt synlige. Mens turister slendrer rundt i Valletas smalle gamle gader, og Europas unge ligger på strandene eller går på sprogskole i de flashy forstæder Sliema og Skt. Julian, er Maltas andre gæster væsentlig mere diskrete måske også fordi de er væsentlig mindre velkomne end de europæiske gæster.

Men de illegale afrikanske immigranter er til stede på ferieøen og også mere og mere synlige. Som EU's sydligste punkt er det det første land, mange af de illegale indvandrere fra Afrika når til og for ganske mange derfor også det eneste, som følge af EU's immigrationslovgivning, der dikterer, at immigranter skal vente i deres første europæiske ankomstland, mens deres ansøgninger bliver behandlet. Som regel i årevis og som regel med et negativt svar. Et stort problem for et af Europas mindste lande, der i løbet af de seneste år har fået Europas højeste gennemsnit af illegale indvandrere pr. capita og samtidig er blevet kritiseret for ikke at behandle immigranterne godt nok.

»Jeg forstår godt, hvorfor den maltesiske regering ikke vil behandle immigranterne bedre, men i stedet ønsker at isolere dem og holde dem væk. Hvis man skaber for gode forhold, er det det samme som at invitere illegale indvandrere ind. Hvis du har 1.000 sorte mennesker i Valetta, er de over det hele, og hvis man ikke isolerede dem i lejre, ville du have sorte mennesker, der lå og sov i gaderne og løb rundt. Og for et land, der lever af turisme, går det ikke,« forklarer Ahmed Bugri. »Løsningen er at skabe acceptable forhold, men ikke at gøre det for behageligt«.

Skandinavisk ansvar

Ovenstående citat ville være temmelig kontroversielt, hvis det kom fra andre end Ahmed Bugri, der er en af de mest markante stemmer i miniputlandet Maltas immigrationsdebat. Som tidligere illegal indvandrer og sort og leder af immigrationslejren Marsa Open Center er han den person, bådimmigranterne ringer til, når de er strandet på havet uden vand eller har mistet orienteringen. Og han er kendt for at være kritisk over for såvel sit lands immigrationspolitik som EU's.

»Malta kunne sagtens tage flere flygtninge og har en utrolig stram indvandringspolitik,« siger han.

»Men der er et stort problem. I løbet af to måneder i år har vi modtaget lige så mange illegale indvandrere, som vi gjorde hele sidste år. Malta er et lille land, vi kan ikke klare det, og hver gang europæiske lande sender illegale immigranter tilbage eller nægter at tage imod dem, er I med til at skabe et problem, som et lille land som Malta ikke kan klare i det lange løb. Europa er nødt til at forstå, at det ikke er Maltas problem, men Europas,« siger han og langer specifikt ud efter Danmark og andre skandinaviske lande.

»Danmark, Sverige og Finland er suverænt de lande, som vi får allerflest immigranter tilbage fra, og hvor man tilsyneladende har sværest ved at tage ansvar for EU's immigration,« konstaterer han.

Ingen muligheder

Bugris lejr ligger i udkanten af hovedstaden Valetta, på en solsveden plet nær havnen, hvor gamle både ligger og ruster op. Omkring 700 personer fra fortrinsvis Somalia, Sudan og Eritrea vandrer formålsløst omkring i solen eller ligger og hviler sig i de snuskede sovesale, hvor håndklæder og lagner skiller de forskellige afdelinger fra hinanden.

Forholdene her er væsentlig bedre end de andre store lejre, f.eks. en stor teltlejr på øens sydspids og en gammel hangar, og immigranterne har bl.a. mulighed for videreuddannelse og for at forlade centeret og arbejde. Alligevel er frustrationen tydelig.

»Her er ingen muligheder, ingen fremtid. Vi kan ikke få job og heller ikke statsborgerskab. Alle ønsker at stikke af fra øen, men det kan ikke lade sig gøre. De, det lykkes for, bliver sendt tilbage inden for et halvt år,« fortæller sudanske Hassan, der ikke vil fortælle sit efternavn.

Han er 25 år og har været i Malta siden 2006, hvor han ankom med en båd fra Libyen, der ligesom de fleste andre var løbet tør for benzin og derfor blev hevet ind af den maltesiske kystvagt.

De færreste om nogen har haft Malta som destination, men Malta er ud over Lampedusa stedet, hvor immigranterne ender, når deres både ikke kan mere.

En fejl at underskrive

En maltesisk fisker fortæller nogle dage i forvejen om, hvordan bådimmigranterne er et temmelig almindeligt syn i Middelhavet omkring øen.

»Ofte ser vi en båd fyldt med flygtninge. Som regel giver vi dem noget vand, nogle gange tilkalder vi kystvagten. Men lige så ofte ser vi bare lig flyde rundt i vandet. Forleden så jeg fire lig, der flød rundt med hænderne bundet sammen,« fortæller han.

Efter at aftalen mellem Gaddafi og Berlusconi egentlig havde sat en prop i strømmen også til Malta, er den i dag taget voldsomt til, først og fremmest på grund af konflikten i Libyen, og det har også givet konflikter mellem Italien og Malta, hvor de italienske myndigheder beskylder Malta for at guide bådimmigranterne videre til Italien, bl.a. ved to tilfælde først på sommeren, hvor to både med over 1.100 immigranter angiveligt blev eskorteret til italienske farvande af den maltesiske kystvagt, for at Malta ikke skulle ende med at skulle modtage dem. En anklage de maltesiske myndigheder har afvist.

Immigrationsspørgsmålet er imidlertid følsomt. Oppositionsleder Joseph Muscat har for nylig bl.a. udtalt, at han mente, at Malta ikke burde have underskrevet EU's immigrationsaftale, og at man ganske enkelt bør overveje at forhindre immigranterne i at gå i land.

»Der er absolut et problem, og det har der været i en række år. Vi gør vores bedste for at klare det, men det er svært, når der kommer så mange som nu,« siger Alexander Torell, direktør for landets Agency for the Welfare of Asylum Seekers, der bl.a. er den institution, der tager sig af immigranterne i Marsa Open Center. »For os er det helt centralt, at der er et flow, hvor immigranterne i Malta bliver aftaget af andre lande. Genbosættelse er essentielt, vi kan ikke huse alle immigranterne, og her er det ikke vores erfaring, at resten af Europa tager et rimeligt ansvar.«

Fastlandseuropa trækker

Tilbage på centeret har de fleste af immigranterne søgt ly for den varme sol, og Ahmed Bugri er en af de eneste, der trodser solen, og han viser rundt, mens han forklarer, hvordan bådimmigranternes verden fungerer.

»Migration er noget, vi lever med. I Europa hører I om 100 immigranter, der er druknet på havet. I Malta begraver vi dem. Folk har tit en fejlagtig forestilling om, hvordan det fungerer. 99 pct. af alle både har satellittelefon, og de ringer ofte for at spørge om retning, men ikke en eneste gang har jeg oplevet, at de har bedt om at blive reddet af maltesiske både. De vil til Fastlandseuropa, for det er der, mulighederne er,« forklarer han.

»Det er en verden med et tæt netværk: folk kender hinanden, og folk ved det, når der er en båd på vej ind her eller til Italien. De ved, hvor lang tid det tager, og i godt vejr når næsten alle både frem. Men i dårligt vejr går det måske galt på hver anden rejse. Én dør af tørst, og resten går i panik. Det er den tragiske rejse,« forklarer lejrlederen, der ofte selv rejser til Libyen for at arbejde med flygtningene.

»Europæerne forstår det ikke,« konstaterer han. »I Libyen ved alle folk, hvor bådene sejler fra. Man kommer derned, og nogle gange ligger druknede og flyder i vandet ved siden af bådene. Alligevel går folk ombord i bådene og sejler af sted. Folk vil væk, og Europa bliver nødt til at forholde sig til det.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Pedersen

Jeg mener at Anita Bay Bundegaard (S), for en del år siden, da hun sad i folketinget påpegede "problemet" og ovenikøbet mente at det krævede handling fra bl.a. dansk side. Voldsom reaktion, hvor store dele af folketinget ligefrem bad hende om at holde kæft. Nu folder "problemet" sig stille og roligt ud.