Nyhed
Læsetid: 6 min.

Fest i dag, krig på mandag

I dag fejrer Sydsudan, at de bliver et selvstændigt land. Allerede mandag kan de være et land i krig
En sydsudansk soldater står ret med sit våben under en paradeøvelse op til uafhængighedsfesten i byen Juba, der i dag bliver verdens nyeste hovedstad i et helt nyt land, Sydsudan.

En sydsudansk soldater står ret med sit våben under en paradeøvelse op til uafhængighedsfesten i byen Juba, der i dag bliver verdens nyeste hovedstad i et helt nyt land, Sydsudan.

PHIL MOORE

Udland
9. juli 2011

JUBA, SUDAN »Der har altid været i krig i Sudan,« siger 23-årige Obung Nicholas.

»Men sjældent så lidt som nu. Det er derfor, jeg er vendt hjem. Det er derfor jeg er så glad.«

Med få års pause har Sudan været i krig med sig selv siden Storbritannien opgav koloniherredømmet i 1956. Det er Afrikarekord.

Det var derfor Nicholas flygtede til Uganda. Det olierige Syd(Sudan) kæmpede for løsrivelse fra Nord, hvor alle oliepengene blev brugt, og hvor de i mange år blev sendt op som slaver. Da krigen sluttede i 2005, blev Sydsudan lovet en afstemning om selvstændighed. I januar stemte 98,8 procent ja.

Det skal Nicholas fejre i aften med en middag med familie og naboer, »som til en barnedåb.«

Til den officielle 'barnedåb' for Sydsudan er Nordsudans præsident, Omar al-Bashir, overraskende med. Der er en arrestordre på ham for drab på 2,5 mio. mennesker i Darfur, og så sent som i sidste uge under et statsbesøg i Kina truede han med at erklære Sydsudan krig.

I dag kl. 11.10 en time og et kvarter før FN's generalsekretær, Ban Ki-moon går han på scenen akkompagneret af sit lands nationalsang, og 11.35 er der muslimsk-kristen fællesbøn.

Sydsudans fødsel er en temafest, og temaet er fred og forbrødring. Der vil være folklore og geværsalutter frabedes og præcis midnat fødes det nye land til lyden af blid klokkemusik.

Men allerede mandag er der måske igen krig på programmet. Det siger en af verdens førende militæreksperter Martin van Creveld.

»Jeg forudser en over 20 år lang krig. Der er allerede konflikt, og delingen gør det kun værre.«

Onsdag flyttede han ifølge Reuters 1.000 ekstra soldater til grænsen (det havde han ikke behøvet for at være i overtal), selv om Nord og Syd den 29. juni vedtog en demilitariseret stødpudezone i de omstridte grænseområder.

Hverken den aftale eller løfterne fra 1. juli om at »fortsætte dialogen« efter i dag den 9. juli vil ifølge van Creveld lede til fred. »Bullshit,« betegner han begge dele.

Journalist Ruud Elmendorp, som siden 2001 har dækket krig i Sudan og Afrika, frygter et nyt Israel-Palæstina:

»Sydsudan vil kun kunne bestå med tung militær tilstedeværelse og støtte fra venligstemte lande, og Nord vil fortsætte sine angreb i og omkring Abyei.«

Bomber folk i bjergene

Få eksperter tror på en fuldbyrdet krig på kort sigt. Men færre tror på fred. Det anerkendte amerikanske udenrigsmagasin Foreign Policy har allerede døbt den 2.175 kilometer lange nye grænse 'verdens farligste.'

»Folk bliver bombet i bjergene, mens vi fester i byen.«

Der kæmpes dagligt i olieregionerne Southern Kordofan (især i Abyei), Blue Nile State og Nuba-bjergene, hvor de fleste kæmpede med Syd i borgerkrigen.

»Jeg er ligeglad med de områder, hvis bare vi kan få fred,« siger en ung pige. Hun har arstreger i panden, der ligner knurhår, fordi hun tilhører dinkastammen, ligesom Sydsudans præsident, Salva Kiir, som gemmer sine under en cowboyhat, han har fået af George W. Bush.

»Ingen aner, hvad der sker søndag,« siger The New Yorkers legendariske krigsreporter Jon Lee Anderson. Han dufter godt, han er lige kommet. Han vil op til krigen i bjergene.

Etnisk ommodellering

Al-Bashir har lukket området for ngo'er og journalister. Når der slipper nyt ud, er det dårligt nyt. Den slovenske journalist Tomo Kriznar fra Foundation Hope tog kameraer med op til nubarene. Det var sådan verden fik øjnene op for massakren. Han viser mig sine foto.

Et er af en mor og én datter, som ligner to døtre. Et ben er revet af ved hoften som et kyllingelår, og benet ligger med bøjet knæ på den anden side af moderen. De løb, da de hørte buldren. Man skal altid lægge sig fladt ned.

40 andre døde også, fordi bomberne ramte markedet på markedsdag. Fotoet er på forsiden af Sloveniens største avis Dilo Sobotina Priloga i dag. Den 1. juli beordrede Khartoum sin hær til at »fortsætte indtil Southern Kordofan er renset for rebeller«. Siden er over 360.000 flygtet fra de store omstridte grænseområder. Halvdelen den sidste måned alene. Al-Bashir har optrappet sin voldskampagne her ud fra et køligt rationale.

Hvis en udskudt folkeafstemning om områdets tilhørsforhold gennemføres, er der matematisk ræson i først at udrense så mange af dem, der vil stemme på Syd, som muligt. Det projekt ser ud til at lykkes. Så slipper han også for at have dem til at lave ballade i sit land, hvis det bliver en del af hans land. En lækket FN-rapport beskrev først situationen som »grænsende til etnisk udrensning«, men bortredigerede senere den formulering. Sandsynligvis for ikke at miste sine folks allerede begrænsede adgang dertil og fordi vendingen ville forpligte Sikkerhedsrådet til at gribe ind med et charter VII-mandat. Der er ikke så belejligt lige nu. Så ukrainsk byggede Antonov-bombefly ommodellerer stadig befolkningssammensætningen.

Sydsudans hær, SPLA, bruger andre steder samme strategi som Nord, om end i mindre grad, simpelthen fordi den er mindre. I maj satte de ifølge den uafhængige Sudan Tribune og tv-kanalen al-Jazeera ild på 7.000 hjem i en landsby i Unity State. Flere civile mistede livet. Det er sket før og vil ske igen.

Ingen har gavn af krig

Alt i alt har Sydsudan dog været tålmodige med Nords provokationer.

»Fordi vi bare venter på den beskyttelse, de internationale konventioner giver os, når først vi bliver et land,« betroede en sydsudanesisk forretningsmand på vej hjem fra konference i Nairobi mig i sidste uge. Samme analyse lavede seneste nummer af magasinet Newsweek. Men de fleste af de Sudan-eksperter, jeg skriver til, er uenige i den.

»Sydsudan har for meget at miste ved en krig,« skriver chefredaktøren for sitet ThinkAfricaPress, James Schneider:

»De står med en frygtelig stor opgave med statsopbygning, som de endda har hjælp til fra de milliarder af dollar, der strømmer ind i udviklingsstøtte.«

Han bakkes op af seniorforsker ved Sciences Po Paris Roland Marchal, som er ekspert i krige syd for Sahara:

»Mange hærchefer er mætte af krig. De vil bare gerne have lov at nyde livet. Det samme gælder mange af Nords hærchefer.«

Sydsudan håber også at udvide sin handel med Uganda, Etiopien og Kenya. De spås fine chancer for økonomisk fremgang, hvis det lykkes, og hvis krig undgås.

»Det bedste scenario er at blive som Uganda om 10 år; et mellemrigt land,« siger købmanden Hassan. Værste scenario er endnu et afrikansk land, der lever og dør på grund af olie og aids. Det siger han ikke.

Netop olien kan både skabe krig (hvis de to halvdele af landet ikke kan enes) og fred (hvis de kan enes). Den ligger i Syd, men de rør, der fører den til havet, hvor den bliver til penge, går gennem Nord. Enten finder man en løsning, eller også taber begge parter.

Ifølge Daniel Large, som er ph.d. med speciale i Sudan ved London University, gør mistro og nag, at det sidste er lige så sandsynligt som det første. Alternativt kan man lægge rør gennem Uganda og Kenya til Mombasa måske sammen med Uganda, som selv lige har fundet olie tæt på grænsen til Sydsudan, men det vil tage mange år, ikke mindst fordi byggeprojekter drukner korruption så tæt her på Ækvator.

Risiko for krig mod al-Bashir og Salva Kiirs ønske

Få tror, at al-Bashir vil opgive Sourthern Kordofan. Det handler lige så meget om ære som om olie, og han mistede meget af begge dele, da han mistede Sydsudan.

International Crisis Groups seneste rapport advarer nu om en stigende intern modstand mod al-Bashir i Nord. Der er fare for et kup. Den fare vil blive forstørret ved ethvert tegn på svaghed. Så han vil vise styrke militært og med løfter om at indføre streng sharia.

Selv om få i Syd ønsker krig, kan de få svært ved at kanalisere det ønske ud til alle geledder af sin udisciplinerede, splittede og fordrukne hær, SPLA.

Og oveni det er der 2,4 millioner våben til 8,2 millioner mennesker i Sydsudan. Det er børnelærdom at bruge dem, men ikke at spørge om lov først.

Sydsudans Salva Kiir tiltales med His Excellency i det officielle festprogram. Den titel må Nordsudans præsident og de mange besøgende konger, regeringschefer og klanledere ikke længere benytte på de dyre restauranter langs Den Hvide Nil (der dog er brun, red.). Nogen kunne komme i tvivl om, hvem der bestemmer, og det kan gå i aften, når freden fejres. Men det kan det ikke, hvis van Crevelds spådom om en lang krig fra på mandag går i opfyldelse.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jamen, er alt det multi-halløj ikke godt? Det får vi ellers at vide hele tiden.

Godt øjebliksbillede og god journalistik fra en åndeløs tidslomme i Sudan, lad os håbe på en balance mellem
olie og rør.