BERLIN Udbygningen af de energipolitiske relationer mellem Tyskland og Rusland har fået kritikere og kommentatorer til at frygte, at tyske politikere er i færd med at vende Europa ryggen og gøre sig afhængig af russiske gasleverancer.
»I Moskva siger man tak for den tyske beslutning om at afvikle atomkraft, fordi Tyskland naturligvis må skaffe sig den manglende energi fra anden side. Russerne regner med, at der vil blive tale om gas,« siger økonomen Wolfgang Schrettl fra Freie Universität Berlin.
Få uger efter Tysklands beslutning om at afvikle atomkraften inden 2022 underskrev den russiske energikoncern Gazprom, der i forvejen har Tyskland som sit primære marked, en gigantisk aftale med den tyske energileverandør RWE om bygningen af kul- og gaskraftværker i både Tyskland og Europa.
Ifølge Wolfgang Schrettl kan man dog ikke udlægge den intensiverede kontakt som et tegn på, at Tyskland af energipolitiske hensyn ligger under for Rusland.
»Der er også modstridende tendenser. Eksempelvis kan ukonventionelle energiformer som skifergas, også true det russiske eksportmarked. Ikke kun Rusland, men også i Mellemøsten har man bygget gasanlæg til flydende gas, som nu er mere eller mindre meningsløse.«
På trods af advarsler fra internationale kommentatorer vurderer Schrettl derfor, at Vesteuropas afhængighed af russisk gas vil forblive på sit nuværende niveau.
Ruslandeksperten Alexander Rahr fra Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik frygter heller ikke, at Tyskland er ved at gøre sig for afhængig.
»I Tyskland frygter man ikke afhængighed af Rusland, hvilket der er flere grunde til. Allerede under Sovjetunionen var man afhængig af gas, men da skete der ikke noget. De tyske energivirksomheder er godt indstillet på det russiske marked. De er mindre frembusende end eksempelvis BP og Shell, men de er ganske succesrige. Derfor er der snarere tale om en måde at skabe gensidig afhængighed. De får teknologi, og vi får råstoffer. På den måde kan begge være lykkelige.«
Øget handel
Det er ikke kun på det energipolitiske område, at Berlin og Moskva oplever øget forståelse. Tyskland og Rusland handler i det hele taget som aldrig før. I første kvartal af 2011 steg tysk eksport til Rusland med 42 pct. til i alt 7,4 mia. euro. Ifølge eksperter kan russisk-tysk handel snart slå alle rekorder ved at nå op på 70 mia. euro.
»I et stykke tid oven på finanskrisen har russerne undladt at købe Mercedes og Audi'er, men nu går de på indkøb igen.,« siger økonomen Wolfgang Schrettl.
Af samme grund ser han ikke den nuværende kommercielle aktivitet mellem de to lande som et udtryk for et udenrigspolitisk paradigmeskifte i Berlin. Snarere er der tale om en rendyrket konjunkturbetinget udvikling.
»Tysk industri har altid været interesseret i det russiske markeds betragtelige købekraft, som næres af eksport af energi og råstoffer. Det har altid været en lækkerbisken for den tyske industri.«
Da Medvedev og kansler Angela Merkel for nylig mødtes i Hannover, var det da heller ikke for at diskutere menneskerettigheder, men for at optrappe det økonomiske samarbejde mellem de to lande. Den russiske økonomi er kommet sig over finanskrisen, og den tyske økonomi kan præstere imponerende væksttal, hvilket har fået store tyske virksomheder som Siemens og Mercedes til at øge interessen for det russiske marked.
Samtidig har den russiske regering lagt pres på den tyske industri, særligt bilindustrien, for at henlægge en større del af produktionen til Rusland.
Kritikere har gjort gældende, at den tysk-russiske intensivering af de kommercielle relationer vil indebære, at Tyskland og EU vil være fristet til at nedtone kritikken af russiske overtrædelser af menneskerettighederne. For nylig blev Vladimir Putin udpeget som modtager af den tyske Quradriga-pris, som belønner demokratiske præstationer. Efter udbredt kritik af komiteens valg endte tildelingen med at blive trukket tilbage.
Ifølge Ruslandskenderen Alexander Rahr vil EU og Tyskland fremover være nødt til at indstille sig på større pragmatisme.
»Europa imødegår en svær tid, hvor man måske må vænne sig til at tænke mere kynisk og pragmatisk, fordi værdibaseret politik har sine begrænsninger.«
Samtidig understreger Rahr, at personlige relationer som altid spiller en vigtig rolle i international politik.
»Angela Merkel kommer godt ud af det med Medvedev, men ikke med Putin.« Alene af den grund vil resultatet af det forestående russiske præsidentvalg også blive afgørende for det tysk-russiske venskab.
