Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hospitalerne fungerer, men demokratiet skal bygges op fra bunden

Mens kampene mod Gaddafis styrker fortsat kræver sine ofre, prøver libyerne i det befriede Misrata famlende at finde frem til, hvilket samfund man vil have i fremtiden. Men hvordan bedriver man politik, når man i over 40 år ikke har måtte lave en forening – og det eneste værdimæssige alternativ til Gaddafi har været islam?
Selv om byen Misrata i lang tid har været afskåret fra omverdenen, er der takket være indsatsen fra lokale frivillige både strøm i stikkene, vand i hanerne og gang i hospitalet, hvor en oprørskæmper her bliver behandlet af libyske læger efter at være blevet såret under den fortsatte kamp mod Muammar Gaddafis tropper.

Selv om byen Misrata i lang tid har været afskåret fra omverdenen, er der takket være indsatsen fra lokale frivillige både strøm i stikkene, vand i hanerne og gang i hospitalet, hvor en oprørskæmper her bliver behandlet af libyske læger efter at være blevet såret under den fortsatte kamp mod Muammar Gaddafis tropper.

Gianluigi Guercia

Udland
13. juli 2011

MISRATA - Tæppet går op i forelæsningsalen og keyboardet sætter i gang med en speedet version af den nye nationalsang »Ya Biladi« som betyder noget i retningen af 'Åh, mit land'. Børnekoret på scenen kæmper med at holde tempoet til klaverets rytmeboks, der med en løs forbindelse lyder, som var det indkøbt i en legetøjsbutik. De klarer det med bravour og modtager stående ovationer fra den fyldte sal.

Mens børnene forlader scenen, indtager fire mænd og en kvinde læderstolene bagved for at diskutere mødets tema: frivilligt arbejde, og hvordan civilsamfundet kan deltage i opbygningen af et nyt Libyen.

»Nu hvor regimet er faldet, er det tid til at demonstrere, at vi kan tage over. Gaddafi ville være hele staten, men vi vil vise, at der findes et civilsamfund i Libyen, og at vi kan føre Libyen fremad. At vi er her i dag, er et bevis på, at vi kan skabe et andet Libyen,« jubler en af deltagerne.

»Islam siger, at man skal deltage og samarbejde. At man skal tage ansvar for sit samfund,« siger en anden deltager, mens en tredje fremhæver vigtigheden af at skabe et oplysningsprojekt.

Oplysning vil også et par vordende redaktører, der netop har startet deres egen avis en af de 12-13 stykker, der efter Gaddafi-styrets fordrivelse fra byen er åbnet som erstatning for den ene statsdrevne avis, byen havde før.

Redaktørerne starter helt fra bunden. Efter en lang diskussion om, hvorvidt en avis' første udgivelsesnummer bør være '0' eller '1', lyder spørgsmålet til denne fremmede journalist: »Hvad skal man så sætte på forsiden?« »hvad skal man have på side to? og på side tre?«

Politiske analfabeter

Libyen begynder i mange henseender processen med at skabe et nyt politisk fundament i de befriede dele af landet fra nul.

Efter en årrække, hvor al politisk diskussion har været bandlyst, tusinder smidt i fængsel for at komme med politiske ytringer, og selv det at skabe en uafhængig godgørende forening har været forbudt, er politik i vid udstrækning et nyt fænomen.

»Vi er politiske analfabeter. Almindelige folk har ikke måtte diskutere politik, og derfor skal vi først til at skabe en politisk kultur nu,« siger Alaa Alhwke, talsmand for og medlem af Misratas lokalråd, der er den befriede bys politiske ledelse, efter at Gaddafis adminstration er drevet ud.

Rådet blev nedsat i slutningen af maj, efter at Gaddafis tropper var blevet fordrevet fra byen. En forsamling foran byens forfaldne retsbygning udpegede en flok dommere og jurister til at lave et lokalt overgangsråd, som så igen udpegede en række lokale repræsentanter til at indtræde i et råd, der skulle administrere den krigshærgede by. Godt bistået af lokale frivillige, der er vedblevet med at udføre deres arbejde uden at få løn for det, har de løst opgaven med overraskende effektivitet. Således fungerer elforsyningen stadig, der er vand i hanerne, hospitalerne er funktionsdygtige, og gaderne er rene og ryddet for murbrokker, granatrester og endda det skrald, der kendetegner de fleste andre mellemøstlige og afrikanske byer.

Misrata er på mange måder en velfungerende by, på trods af at den i lang tid har været afskåret fra omverdenen.

En lang proces

Opbakningen til oprørernes overgangsråd i Benghazi er stor, og Alhwke og andre understreger, at de overordnede principper fastlægges der. Men alligevel er der også lokale ideer om, hvordan fremtidens Libyen skal se ud politisk.

»Demokrati er noget af det vigtigste, men hvordan får vi det? Vi har ingen erfaringer at læne os op ad,« siger Alaa Alhwke i en støvet bygning i Misratas centrum, hvor en vagt med en slidt M42-riffel kontrollerer de folk, der passerer ind og ud.

»Det er svært at fortælle folk om demokrati, for vi ved intet om det. Vi skal først have skabt en forfatning, som skrives af repræsentanter for Libyens byer, og som giver udtryk for de forskellige synspunkter; sekulære synspunkter, islamiske synspunkter, demokratiske synspunkter. Det er en lang proces, men for mig er noget af det vigtigste muligheden for frit at ytre sig,« siger han.

Han lægger imidlertid heller ikke skjul på, at islam for de fleste står centralt.

»Vi vil kigge på erfaringerne i Vesten og lære af dem, kigge på vores nabolande. Men vi er muslimer, og der er ingen tvivl om, at islam og sharia vil være vigtige. Vi vil bruge islams regler og forordninger til at lede os på vej,« siger han.

Islam går igen, når man taler med oprørerne. Et nyligt testvalg i oprørernes hovedby, Benghazi, viste, at de fleste var tilhængere af en vagt defineret nationalisme og en styreform med udgangspunkt i islam. Valget var næppe repræsentativt, men blandt andet i mangel af politisk tradition er islam for mange mennesker det mest nærliggende værdisæt i en kultur, hvor politisk deltagelse er en ny ting.

Først skal Gaddafi væk

»Vi er et muslimsk samfund, og vi vil følge islam i vores politik,« siger Muhammed Sawan, der var politisk fange i ni år, frem til 2006, for sit medlemskab af Det Muslimske Broderskab.

»Men vores islam er moderat og kan også give plads til andre kulturer og andre ideologier. Vi tror på dialog og på at give plads til forskellige tanker. Der er mange forskellige ideer, f.eks. omkring økonomi. Nogle er liberale, andre ønsker centralisering, nogle tænker vestligt, andre kigger mere mod øst. Folk ser forskelligt på uddannelse, på sociale forhold, og det skal der være plads til,« forklarer Sawan, der i dag er direktør for den nydannede 17. februar-bevægelse.

Organisation har hjemme i en forblæst, men travl udkant af Misrata, og samler de forskellige politiske stemmer i byen under en paraply, der hverken er islamisk eller sekulær, men snarere fokuseret på processer og på at vinde krigen.

Muhammed Sawan forklarer, at bevægelsen først og fremmest sigter mod at skabe en ny forfatning for Libyen og at den derefter vil blive opløst, så medlemmerne kan danne deres egne partier.

»Der findes ikke nogen forestilling om partier her i Libyen, fordi vi ikke har haft den tradition. Derfor ønsker jeg mig også som politiker en overgangsperiode på mindst et år til at lære folk, hvad politik er, og hvordan man deltager. Der er ikke nogen politiske partier, men der er mange folk med forskellige synspunkter, og det vil forhåbentlig føre til nye partier,« siger han.

I første omgang er der dog ét politisk synspunkt, der dominerer mere end alle andre. Som en lokal Misrata-borger på en køretur ned ad byens sønderskudte Tripoli Street formulerer det:

»Politik er noget, vi kan beskæftige os med, når vi har slået Gaddafi.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pinligt fortsat at være vidne til Information med hovedet begravet i røven på vestlig propaganda.

Hvad med at rapportere hvad det er, der VIRKELIG foregår?
Det drejer sig om intet mindre end emperialistisk kontrol over Afrika.
http://www.information.dk/273228#comment-386109

Rune så det jo godt at de fleste ved at imperiet strikes back hver gang Afrika er ved at kunne klare sig selv

Dan Johannesson

Overskriften kunne med en lille ændring ligesåvel beskrive Danmark: Hospitalerne fungerer ikke og demokratiet skal bygges op fra bunden..

Dan, det var også min tanke.

Mark Thalmay

Det kan være tankevækkende nu og da at prøve at anskue internationale politiske konflikter fra andre synsvinkler, end dem man er vant til.

Hvordan kan den globalpolitiske situation omkring Libyen f. eks. fremtræde for en, hvis man er sort og ikke opvokset i Nordamerika eller Europa?

Her er en artikel med en sådan synsvinkel:
Gerald A. Perreira: Nato-will-be-defeated-in-africa:
http://libya360.wordpress.com/2011/07/14/nato-will-be-defeated-in-africa/

Med venlig hilsen