Læsetid: 4 min.

Italiens statsgæld skræmmer finansmarkederne

Angsten for at Italien ikke kan finansiere afdragene på sin svimlende statsgæld, får finansmarkederne til at gå i panik. Aldrig har renteforskellen på tyske og italienske statsobligationer været større
Udland
12. juli 2011
Angsten for, at italienerne ikke vil være i stand til at udligne statens budgetunderskud inden 2014, skaber panik på de internationale finansmarkeder.

Angsten for, at italienerne ikke vil være i stand til at udligne statens budgetunderskud inden 2014, skaber panik på de internationale finansmarkeder.

Filippo Monteforte

Rettelse: Den italienske statsgæld var fejlagtigt angivet til 1,8 trillioner euro. Det rigtige tal er 1,8 billioner euro, altså 1.800 milliarder euro. Information beklager fejlen.

ROM - Efter sidste uges »sorte fredag« for Italiens økonomi, hvor børsen i Milano lukkede med et tab på 3,24 pct., indkaldte EU's præsident, Herman Van Rompuy, i løbet af weekenden til et hastetopmøde i går morges i Bruxelles. Fredag satte renteforskellen mellem tyske og italienske statsobligationer ny rekord siden euroens indførelse, og skellet blev ved med at vokse, da børserne genåbnede i går. Tysklands kansler, Angela Merkel, opfordrer Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, til straks at gennemføre en spareplan på 40 mia. euro, som på grund af tovtrækkeri internt i den italienske regering endnu ikke er blevet vedtaget: »De lande, som er i vanskeligheder, har opført sig dårligt, af og til på en næsten karikaturagtig måde, og de er ikke blevet ordentligt overvåget, hvad angår stabilitetspagten og vækst,« sagde chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Jean-Claude Trichet, søndag i den sydfranske by Aix-en-Provence.

Italien er eurozonens tredjestørste økonomi. Statsgælden, som udgør 119 pct. af landets bruttonationalprodukt, overgås forholdsmæssigt kun af Grækenlands, men er den kvantitativt største i Europa: Omkring 1,8 billioner euro eller knap 14 billioner kroner. Således er markedet for italienske statsobligationer verdens tredjestørste, kun overgået af USA og Japan. Derfor skaber angsten for, at italienerne ikke vil være i stand til at udligne statens budgetunderskud inden 2014 panik på de internationale finansmarkeder: »Det er slemt, når aktionærer i badesandaler hører om bekymringen for den italienske økonomi på CNN,« siger en amerikansk aktieanalytiker til Information.

Negativ gældsspiral

Efter hastemødet i Bruxelles, hvor Herman Van Rompuy, Jean-Claude Trichet, EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, eurogruppens leder, Jean-Claude Juncker og EU-kommissæren for økonomiske og monetære forhold, Olli Rehn, deltog, mødtes EU's finansministre for at drøfte nødvendigheden af et nyt lån til grækerne. Grækenland betragtes allerede som teknisk insolvent, men eftersom landet kun står for knap tre pct. af EU's samlede økonomi, har EU og IMF kapacitet til absorbere tabet og forhindre en ødelæggende dominoeffekt. EU-embedsmænd har i de seneste uger forhandlet med repræsentanter for bankernes lobbyorganisation, Institute of International Finance (IIF), om at få de private finansbanker til at dække en del af omkostningerne, men inden finansministrenes møde, hvor IFF også deltog, udtalte en EU-embedsmand til Reuter, at »forhandlingerne er tilbage ved udgangspunktet«.

EU og IMF har foreløbig reddet Grækenland, Irland og Portugal fra statsbankerot, men den italienske økonomi er mere end dobbelt så stor som disse tre landes økonomier tilsammen. Finansmarkedernes dalende tillid til, at Italien er i stand til at finansiere sin statsgæld, skaber således bekymring for selve euro-samarbejdets holdbarhed: »Finansmarkederne kan ikke få et land til at gå statsbankerot, men de kan presse priserne så højt i vejret, at landet bliver insolvent, og for øjeblikket har ECB ikke kapacitet til at gøre noget ved det. I Italiens tilfælde skal renterne på statsobligationer ikke stige meget, før man kommer ind i en negativ gældsspiral,« udtaler Jürgen Michels, chefanalytiker for den amerikansk finansbank Citigroup. Trods den italienske nationalbankdirektør Mario Draghis forsikringer om, at »de italienske banker er solide«, indførte Consob, som fører tilsyn med det italienske aktiemarked, et forbud mod anonym handel med bankaktier for at undgå spekulation. Alligevel var det navnlig de store italienske banker, der var årsag til, at børsen i Milano i går eftermiddags lukkede med et tab på 3,96 pct. Samtidig satte renteforskellen mellem tyske og italienske statsobligationer endnu en gang ny rekord.

Uro i regeringen

Mario Draghi, der til november bliver ny direktør for ECB, har også forgæves forsøgt at overbevise finansmarkederne om, at Italiens regering gør det nødvendige for at få styr på statsbudgetterne. For knap to uger siden blev regeringen nødt til at trække det ekstraordinære finanslovsforslag, som vil medføre besparelser for 40 mia. euro i de kommende tre år, tilbage. Det skyldtes et komma i lovteksten, som ikke havde noget med budgetunderskuddet at gøre, og som ingen vil indrømme fadderskabet til: Hvis erstatningssummen i civile søgsmål overstiger 20 mio. euro, skulle udbetalingen ifølge det skjulte forslag først forfalde efter tredje retsinstans og ikke som nu efter anden retsinstans. Tilfældigvis står ministerpræsident Silvio Berlusconis Fininvest-koncern til at skulle betale en større erstatning til CIR-koncernen, der bl.a. ejer oppositionsavisen La Repubblica, fordi Fininvest ved at bestikke en voldgiftsdommer i 1991 kunne overtage Italiens største forlag, Mondadori, selv om CIR havde forkøbsret. Lørdag blev Fininvest ved anden retsinstans dømt til at betale CIR 560 mio. euro i erstatning: »Der er tale om ekspropriering,« udtalte ministerpræsidentens ældste datter, Marina Berlusconi, som er direktør for forlaget.

Det mislykkede forsøg på at redde Berlusconis koncern fra at skulle yde konkurrenten erstatning øger uenigheden i den italienske regering. Forleden kritiserede Berlusconi i et interview med La Repubblica sin økonomiminister, Giulio Tremonti, for at bremse et opsving i den italienske økonomi med hårde sparetiltag. Tremonti regnes for at være en potentiel rival internt i regeringen og er derfor kommet under hård beskydning i ministerpræsidentens medier. En kilde tæt på den italienske regering siger til Information, at Angela Merkel har opfordret Berlusconi til at stoppe kritikken af Tremonti og bakke genopretningsplanen op.

I dag fortsætter finansministrene fra alle 27 EU-lande de økonomiske drøftelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lösningen maa väre flere medlemmer af EU / Euro'en - til at betale regningen. Nästen lidt à'la et pyramide-spil.

Og som efterord -Berlusconi slaa vist Kjärsgaard med flere längder, i usympati.