Læsetid: 5 min.

Jürgen Habermas: Problemet er ikke blot økonomisk

Eurozonen og med den hele EU-projektet lider af en indbygget grundskavank: At EU grundlæggende er et elitært projekt uden demokratisk legitimitet
Eurozonen og med den hele EU-projektet lider af en indbygget grundskavank: At EU grundlæggende er et elitært projekt uden demokratisk legitimitet
Udland
2. juli 2011

Jeg vil ikke her forholde mig til det finanstekniske spørgsmål om, hvorvidt spekulationerne om euroens fremtid nu går i sig selv igen, efter at man i Bruxelles har aftalt en stabilitetsmekanisme, som i 2013 skal afløse den hjælpepakkefond, man blev enige om i maj 2010. Vigtigere er det politiske spørgsmål om den konstruktionsfejl i den europæiske valutaunion, som de aktuelle spekulationer på de finansielle markeder nu har gjort klart for enhver..

Da euroen blev indført i 1999, var der stadig nogle, der håbede, at den politiske proces ville gå videre. Andre var i højere grad tilhængere af den ortodokse liberale lærebog, som fatter større tiltro til det økonomiske system end til demokratiet. De hyldede den tro, at streng overholdelse af enkle regler til konsolidering af de nationale budgetter ville være tilstrækkeligt til at gennemføre en harmonisering af de enkelte nationers økonomiske udvikling.

Begge forventninger er blevet dramatisk skuffet. Den hurtige række kriser i henseende til finanser, gæld og euroens fremtid har blotlagt en forfejlet konstruktion i et stort økonomisk og valutarisk område, som mangler redskaberne til en fælles økonomisk politik.

EU-skeptikere som Angela Merkel er modstræbende blevet tvunget til at rette ind efter det stadige systempres i retning af større integration. Med den afgørelse, Det Europæiske Råd nåede frem til den 25. marts i år, skulle denne fejl så forestille at være elimineret ad 'den åbne koordinerings' uformelle vej. Denne nødløsning har i de involveredes øjne ydermere den fordel, at den ikke hvirvler en masse ubehagelige diskussioner op. På den anden side er nødløsningens virkning, for så vidt at den overhovedet vil vise sig effektiv, både udemokratisk og befordrende for at nære det gensidige nag blandt befolkningerne i de forskellige medlemsstater.

Stats- og regeringscheferne har i deres egne lande forpligtet sig til et helt katalog af tiltag inden for finanspolitik, økonomisk politik, socialpolitik og lønpolitik, som således i alle praktiske henseender vil være et anliggende for de nationale parlamenter eller for arbejdsmarkedets parter. Et bestemt politisk mønster, der bærer præg af tysk indflydelse, kommer til syne i disse anbefalinger. Her er det ikke min intention her at gå ind i en diskussion af den politisk-økonomiske visdom i den dekreterede sparepolitik, som truer med at skabe langvarig og modproduktiv deflation i periferien. Jeg vil nøjes med at koncentrere mig om selve processen: At regeringslederne åbenbart hellere vil kigge hinanden over skulderen hvert år for at se, om deres kolleger har justeret gældsniveauet, pensionsalderen, dereguleringen af arbejdsmarkedet, bistands- og sundhedssystemet, lønningerne i den offentlige sektor, lønniveau, selskabsbeskatningen og meget mere efter de 'retningslinjer', som er fastsat af Det Europæiske Råd.

Forkert metode

Manglen på retlig forpligtelse over for en mellemstatslig forståelse om politikker, der griber ind i medlemsstaternes og deres parlamenters kompetence, fører til et dilemma:

Hvis anbefalingerne om kontroltiltag over for den økonomiske politik ikke har nogen virkning, vil de problemer, som disse tiltag skulle løse, fortsat bestå. Hvis regeringerne derimod rent faktisk koordinerer deres foranstaltninger på den foreslåede måde, er de nødt til at 'fremskaffe' den nødvendige legitimering af det derhjemme. Imidlertid må dette nødvendigvis fremkalde et halvmørke af mere eller mindre blidt pres fra toppen og mere eller mindre frivillig tilpasning fra bunden. Hvad andet er Kommissionens ret til at kontrollere medlemsstaternes budgetter »med rettidig omhu« det vil sige forud for parlamenternes beslutning derfor end et udtryk for arrogance og aktiv befordring af fordomme?

Under dette grå slør vil de nationale parlamenter og måske fagforeningerne ikke kunne undertrykke den mistanke, at de blot skal vinke beslutninger truffet andre steder igennem med et nik, dvs. fuldbyrde dem konkret. En sådan mistanke må nødvendigvis tære på enhver demokratisk troværdighed. Den overfladiske snak om en koordinering, hvis retlige status fortsat er bevidst vag, er ikke tilstrækkeligt til at gøre det ud for regler, der kræver fælles handling fra Unionens side. Beslutninger som disse har brug for at blive legitimeret ad begge de to veje, som er lagt til rette for EU-beslutninger ikke kun ad den indirekte vej via de regeringer, som er repræsenteret i Rådet, men også direkte via Europa-Parlamentet. Ellers bliver den velkendte centrifugale dynamik, som består i at pege fingre af 'Bruxelles', blot optrappet yderligere og med den forkerte metode som katalysator.

Så længe borgerne i Europa kun tager deres nationale regeringer i betragtning som aktører på den europæiske scene, vil de opfatte beslutningsprocesserne som et nulsumsspil, hvor det altafgørende bliver, at deres egne spillere kan sætte deres vilje igennem på de andres bekostning.

De nationale helte bliver stillet op imod 'de andre', der tillægges ansvaret for alt, hvad Bruxelles-monsteret påfører os og kræver af 'os'. Først når de retter blikket mod Europa-Parlamentet i Strasbourg, som er valgt af dem selv og sammensat efter partipolitiske og ikke nationale linjer, er borgerne i Europa i stand til at opfatte udfordringerne i at kontrollere den økonomiske politik, som opgaver der skal løses i fællesskab.

Og alternativet?

Et mere ambitiøst alternativ ville være, at Kommissionen gennemførte disse opgaver ad 'de almindelige lovgivningsprocedurers' demokratiske vej og følgelig med godkendelse fra Rådet og Parlamentet. Dette ville ganske vist kræve en forskydning i kompetence fra medlemsstaterne til Unionen, og en så radikal ændring af aftalegrundlaget ser for tiden ikke ud til at være realistisk.

Under de nuværende omstændigheder er der formentlig god grund til at forvente, at de befolkninger, som er trætte af Europa, vil afvise enhver yderligere overdragelse af suveræne rettigheder til selve EU's hjerte. Denne prognose er dog alt for bekvem, i den udstrækning at den tillader de politiske eliter at fralægge sig det tyngende ansvar for Unionens mistrøstige tilstand. Det er på ingen måde selvindlysende, at årtiers udbredte opbakning til den europæiske forening skulle være aftaget så markant. Processen med europæisk forening, som altid er blevet gennemført hen over hovederne på folk, er nu endt i et dødvande, fordi den ikke kan gå videre uden at tilpasse sig fra den almindeligt anerkendte administrative fremgangsmåde, der har været anvendt frem til i dag, til en større deltagelse og medinddragelse af befolkningerne.

I stedet for dette foretrækker den politiske elite at stikke hovedet i busken. Uvillige til at undskylde noget som helst fortsætter de deres elitære projekt og umyndiggørelsen af Europas borgere. Til dato er der ikke afholdt et eneste valg på noget europæisk tema i nogen medlemsstat, og næsten ingen folkeafstemninger heller, hvor afgørelserne er blevet udlagt som andet end rent nationale spørgsmål. De politiske partier tilstræber selvsagt at undgå at gøre upopulære spørgsmål genstand for diskussion. På den ene side er dette trivielt, fordi partiernes målsætning altid må være at vinde valgene. På den anden side er det på ingen måde et trivielt spørgsmål, hvorfor Europa-Parlamentsvalget i årtier er blevet domineret af temaer og mennesker, hvis afgørelser slet ikke er på dagsordenen. Den omstændighed, at borgerne tager fejl med hensyn til relevansen af, hvad der foregår i de subjektivt fjerntliggende byer Bruxelles og Strasbourg, skaber i realiteten en forpligtelse til at levere. Men en forpligtelse, som de politiske partier hårdnakket søger at blive fri for at påtage sig.

Jürgen Habermas er tysk filosof

© Blätter für deutsche und internationale Politik og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

    23. juli 2011
    Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Men begrebet 'eliter' - hvad end der er en politisk eller anden slags elite - er alt for upræcist til at bære denne analyse. Ved at slå en række forskellige magt- og meningsgrupper sammen i én bunke stedet ender Habermas med at mistænkeliggøre 'nogen' - systemet - dem der har magt eller hvem man nu ønsker sig som fjender (islamister eller 30ernes jøder) - og systemet kommer til at fremstå lukket og homogent, hvad det ikke er.
Det åbner for en kanonisering for selvforherligende ekstremistiske alternativer a la 'folkelige' bevægelser som - gud bedre det - Dansk Folkeparti eller Front National, som mindre elitære og således pålydende mere ægte folkelige end de elitære.

Men ikke desto mindre interessant at se en EU-kritik sydfra - vi har vel været mest vant til at fransk og italiensk venstrefløj har været varme tilhængere.
Og jeg synes Habermas gør fint rede for hvorfor EU som projekt er så ufolkeligt og hvorfor euro'en er et skidt projekt

Anne Albinus

t.o. Habermas' artikel i Blätter er hans åbningtale 6. april 2011 i The European Council on Foreign Relations i Berlin. I et panel diskuterede Habermas, tidligere udenrigsminister Joschka Fischer, professor i EU-ret Christian Calliess og  økonomiprofessor Henrik Enderlein.

På Euractiv.com 7.4.2011 kan man læse om diskussionen EU-Krise: Fischers Replik auf Habermas-Kritik

odd bjertnes

Lars Dahl : ang. sentensen : 'dem der har magt eller hvem man nu ønsker sig som fjender (islamister eller 30ernes jøder)'.

Forklædningen af nazi-kortet ikke lykkedes, beklager -- hvad det så ellers laver i opposition mod en iagttagelse af demokratisk underskud ?
Det synes mig at man leder forgæves efter mennesker der specifikt ønsker sig '30ernes jøder' som fjender. Fremfor nutidens ?
Realistisk og meningsfyldt kunne der have stået i parantesen : 'islamister og zionister'.

Michael Skaarup

EU er kun et elitært projekt, hvis eliten er den kapitale elite.

EU er i bund og grund en økonomisk "union". - Union burde i denne sammenhæng læses som en strengt komtrolleret økonomisk net, som kun sigter på at styrke den økonomiske vækst i EU. - Dette er på bekostning på alle andte formrt for "vækst".

Andre form for væskt, der ville være mere demokratiske, da de kommer borgerne til gode,

Hvis Eu f.eks. sigtede imod at give alle sine borgere en uddannelse,
eller sikre alle lige og gratis adgang til sygehuse og behandling,
eller at alle produktioner, hustande vil være uafhængig af fossile brændstoffer,
eller at landbruget igen blev en brutto energi producent, som skaber mere energi end der bruges.

Hvis EU satte sig, disse mål og rettede den økonomiske politik ind derefte, så ville EU være et mere demokratisk projekt

I dag er det den økonomien vækst der er målet med EU. Og andre former for vækst må rette ind herunder.

Så når finansfyrsterne kasteller ramler, og bankernes åger-forretninger blot var store tal på en komputerskærm, så er det borgerne der skal betale prisen.
Og når det viser sig, hvad alle har latid har vidst. - man ikke kan æde plastikkort, - Så brænder byen

Peter Andreas Jørgensen

Og hvad så, Jürgen? Demokratiet var så sandelig heller ikke et folkeligt projekt. Ej heller stemmeret til kvinder. Eller internettet. Eller Storebæltsbroen. Eller alle mulige andre dejlige nye ting i verden.

Lær af Henry Ford: "Hvis jeg havde bygget min forretning på at spørge folk, hvad de vil ha', så havde jeg produceret lidt hurtigere heste."

Kristian Rikard

Desværre er mit tysk ikke godt nok til at læse Fishers replik. Men jeg tolker Habermass indlæg mere som en ærgelse over, at det er gået, som det er. Men jeg er grundlæggende uenig på to områder.
Jeg synes ikke man kan tale om en magtens elite som begreb, det lyder lidt som det kommunistiske manifest. Vi deler sammen med politikerne efter min mening ansvaret for, hvad EU er idag - og hvordan det måske kunne have været. Og det uanset om politikere og iscenesættere og alle mulige prøver at fremmane fjendebilleder, som vor egen Claus Hjort Frederiksen med aldrig svigtende pli, gør for øjeblikket.
Jeg synes for det andet, at man alt for ofte ser den økonomiske del som hovedstenen i EU samarbejdet - det mener jeg aldrig, det har været. Og i hvert fald ikke, hvad Schumann og andre havde i tankerne. Jeg har altid forstået samarbejdet som et politisk ønske om at undgå interne krigeriske stridigheder mellem medlemslandene og sekundært som et "bolværk" mod øst og på sigt
den eneste måde Europa ville kunne overleve som international partner.
Men har man sagt politisk samarbejde, har man også sagt økonomisk samarbejde ellers giver det overhovedet ingen mening i en international sammenhæng.
Så jeg tror bare, at man skal passe på med ikke at smide barnet ud med vandet, for det er lidt svært at forestille sig en tilbagevenden til nationalstaterne på godt og ondt. Ikke mindst set i lyset af den de skiftende positioner i international økonomi.

Anne Albinus

Kristian, jeg er enig med dig.

Her er en hurtig oversættelse af det første afsnit af det Fischer siger i artiklen på Euractiv.com under overskriften:

Fischer enttäuscht vom EU-Parlament/Fischer skuffet over Europa-parlamentet:

Joschka Fischer er enig med Habermas i hans analyse, men erklærede, at han ikke så noget alternativ til denne demokratisk tvivlsomme åbne koordineringsmetode. "En ændring i EU-traktaterne har ikke nogen chance i en overskuelig fremtid." Regeringerne må altså finde alternative måder at handle beslutsomt på - i og uden for EU. Den nuværende internationale krise viser imidlertid "Europas manglende evne" til at gennemføre en fælles udenrigspolitik.Og det skyldes ikke kun menneskelige svagheder, sagde Fischer. Uden konsensus hos de "tre store" - Storbritannien, Frankrig og Tyskland - vil EU ikke gå fremad.

Det var ikke et forklædt nazio-kort. Det var en historisk reference.
Min pointe er at Habermas brug af begrebet 'elite' får debatten (hele diskursen faktisk) til at kollapse.

Casper Kennild

Hvad der startede som et projekt, der skulle gøre en europæisk storkrig umulig, samt sikre Europa selvforsyning i tilfælde af storkrig (paradoks?), er endt som et kæmpe spind, der har tråde i mange forskellige retninger; og der er sjovt nok ingen, der har et fuldt overblik over dette spind.
At vi lader mange af vore beslutninger følge markedet, der i den grad ikke er frit, men styret af landbrugsstøtte og des lige, kan ikke være demokratisk, da vi som borgere ikke har indflydelse på, hvordan støtten fordeles; eller om der i det hele taget skal være støtte?
Der er masser af eliter indenfor EU - det være sig politiske, på embedsmandsplan og blandt forskere, der søger at fortælle menigmand, hvad denne skal mene om EU.
Et af de store problemer med EU har hele tiden været, at der er bygget ovenpå for igen at bygge ovenpå, uden at revidere selve fundamentet, der stadig skal bære hele projektet. Det har i et eller andet omfang givet en række sideløbende systemer, der ikke taler sammen, men har travlt med at lege elite; dette skaber netop den konflikt mellem landene eller mellem eliter, som Habermas påpeger.
Spørgsmålet er så, om vi ikke skulle revidere hele projekt EU så meget, så vi fjerner det syge fokus fra de forskellige markedsdannelser og i stedet ser mere på, hvordan vi kan være med til at begrænse de skader, som projektet har medført på bl.a. miljøområdet (på grund af støtte til overproduktion), hjælp til forskning og uddannelse, etc., så projektet ikke kun ser ind ad, men faktisk også forlader sit fundament, der fylder 60 år i år?

Så længe, der fokuseres så meget på "markedet" og på den finansielle del, vil jeg altid være modstander af denne dødssejler!