Nyhed
Læsetid: 8 min.

Den konservative højrefløj føler sig forrådt

Den traditionelle konservative højrefløj har svært ved at genkende deres kerneværdier og mærkesager i David Camerons koalitionsregering og det er ikke kun Liberaldemokraternes skyld, siger de. Den seneste hacking-skandale har ikke højnet premierministerens anseelse i deres øjne
Medlemmerne på den konservative yderfløj er velorganiserede og mødes jævnligt til debatter  om de traditionelle konservative værdier.

Medlemmerne på den konservative yderfløj er velorganiserede og mødes jævnligt til debatter om de traditionelle konservative værdier.

Mie Schärfe

Udland
22. juli 2011

LONDON Robert Oulds' lettere anspændte ansigtsudtryk løses langsomt op, da aftenens første taler det konservative parlamentsmedlem David Nuttall med en halv times forsinkelse begynder sit foredrag. Som arrangør af Brugge Gruppens månedlige debat om EU slapper han først af, når de fremmødte stemmer i med aftenens første »yeahhhhh«. Han kommer ikke til at vente længe.

»Der er en voksende kløft mellem den politiske klasse og den brede offentlighed. Hvorfor? Den underliggende årsag er vores medlemskab af EU. Jeg ved, at det placerer mig på yderfløjen. Men når man spørger vælgerne, er der ingen, der svarer, at EU-medlemskabet er det vigtigste politiske emne. Alligevel har generationer af politikere tilladt magten at flyde fra Westminister til Bruxelles,« siger Nuttall fra podiet i den overraskende moderne Princess Alexandra Hall i klubben Royal Over-Seas League, hvor godt 100 personer er mødt op til aftenens arrangement.

Udefra er klubben ellers lige så traditionel i sit ud- seende som de fremmødtes konservative holdninger. Synet af en ældre herre iklædt sort jakke med svalehale, der koncentreret hælder olie på sin bil på klubbens parkeringsplads, havde slået tonen an for dagens besøg hos den konservative højrefløj, men herinde i foredragssalen er inventaret fra en anden og nyere tid.

Ligesom Robert Oulds selv, der modsat hovedparten af de øvrige medlemmer af den EU-skeptiske Brugge Gruppe endnu ikke er gråhåret. Han er kun 35 år, men allerede aktivt byrådsmedlem på niende år og formand for foreningen, der har fået navn efter den tidligere premierminister Margaret Thatchers berømte tale i Brugge i 1988.

»Thatcher kritiserede i talen den retning, EU havde taget hen imod en mere centraliseret, overreguleret, kontrollerende model. Hun ønskede et decentraliseret samarbejde mellem staterne, og Brugge Gruppen blev grundlagt for at fremme den model. Men siden dengang er virkeligheden jo blevet mindre og mindre som Thatchers vision,« erkender den høje, spinkle mand, som Informations udsendte møder inden aftenarrangementet i den tilstødende bar.

EU-skepsissen forener det meste af det konservative parti, men er især fremtrædende på partiets højre flanke. Og denne flanke synes rørende enig om, at den nuværende konservative ledelse ikke er den ægte vare.

»Den konservative ledelse er ikke speciel euroskeptisk. Det kræver mod at sætte sig op imod EU. Thatcher var ikke bange for at konfrontere disse synspunkter, men denne regering vælger altid den lette udvej. Det er ikke en ordentlig måde at lede et land på,« mener Oulds.

Ude af trit

Den godt 60-årige Simon Richards, der er formand for en anden af højrefløjens foreninger The Freedom Association kunne ikke være mere enig.

»Sandheden er, at EU er det emne, der får de voldsomste følelser frem i folk og denne regering har bedraget folk på det område. Det er en skandale, at vi nu skal betale til Grækenland og Irland. Det gør folk virkelig vrede. Ingen af de store partier repræsenterer det synspunkt, som et flertal af briterne har. Før eller siden vil det eksplodere,« siger den ellers milde og smilende herre, der er i London for at være ordstyrer i en af foreningens 'Free Spirits'-debatter i pubben The Old Star i Westminster.

»Ingen i det konservative parti er aktiv EU-tilhænger, og ikke desto mindre er det den officielle politik. Denne regering er mere pro-EU, end Labour-regeringen var,« fortsætter han.

Omkring 25 møder frem til aftenens arrangement om 'Frihed og internettet' med teknologidebattøren Dominique Lazanski mange af dem yngre mennesker, både medlemmer og ikke-medlemmer.

»Vi hylder frihedsprincippet, og emner som ytringsfrihed og anti-terrorlovgivningen ser ud til at fange yngre menneskers interesse. Det er lettere at få unge til at komme til arrangementer om disse emner, end det er at sælge ideen om det konservative parti,« erkender Richards.

Han er som Oulds ikke imponeret over Cameron-regeringen og mener, at hans formand kunne have vundet et flertal ved parlamentsvalget, hvis han ført en anderledes valgkamp.

»Den der 'Big Society'-idé fangede overhovedet ikke folk. De ville tale om kriminalitet, immigration, nedskæringer. Det var et selvmål,« mener han.

Den seneste News of the World-skandale, der har rejst spørgsmål om Camerons dømmekraft på grund af ansættelsen af avisens tidligere chefredaktør Andy Coulson, har intet gjort for at højne premierministerens anseelse på partiets højrefløj.

»Fordi Cameron har gjort så lidt for at behage traditionelle konservative vælgere, var der mange, der bød Andy Coulson velkommen, fordi han bedre end Camerons rådgivere fra (kostskolen, red.) Eton kunne forstå de almindelige vælgere,« erkender Richards.

»Men ansættelsen af Coulson har kun bekræftet den eksisterende tvivl om Camerons dømmekraft i lyset af rækken af pinlige kovendinger,« tilføjer han.

Robert Oulds peger på, at Cameron blev »advaret af mange mod at ansætte den tidligere redaktør«, og nu hvor skandalen er løbet løbsk »underminerer den hans ledelse«.

»Det her er den mest alvorlige krise, premierministeren har stået i siden valget, og den skader alvorligt hans troværdighed og underminerer folks tillid til ham,« mener Oulds.

De ægte værdier

På trods af skandalen og den generelle utilfredshed mener Richards imidlertid, at der er blevet gennemført enkelte positive ting i regeringens første år. Han peger på Frihedsloven, der varslede omstødelsen af en lang række frihedsindskrænkende love samt skrotningen af Labour-regeringens planer om id-kort og dna-register.

Det er ét eksempel mere, end hvad Berry Lenz medlem af den højreorienterede konservative Monday Club kan komme i tanke om, da Information møder ham i den fornemme private klub, The Carlton Club, hvor enorme malerier af Thatcher, Major og andre konservative ledere pryder de imponerende, højloftede lokaler.

»Jeg har svært ved at svare på spørgsmålet. Jeg kan ikke nævne et større område, hvor jeg kan sige, at her har vi gjort det godt. Jeg er ikke sikker på, at der er et,« siger den pensionerede tidligere forsikringsmand fra en sofa i en af klubbens enorme stuer.

Mandagsklubben blev stiftet i 1960'erne som en intern gruppe i partiet, men i oktober 2001 suspenderede den daværende konservative formand, Iain Duncan Smith, forbindelserne til gruppen og sagde, at partiet ikke ville have mere med den at gøre, medmindre dens medlemmer holdt op med at komme med 'usmagelige' bemærkninger om race og immigration.

Klubben eksisterer dog fortsat og består fortsat af konservative medlemmer cirka 400 af dem, fortæller Lenz, som Information er kommet i kontakt med på den gode, gammeldags måde ved at poste et brev.

Men de manglende kontaktdetaljer på klubbens hjemmeside er bestemt ikke udtryk for, at man ikke ønsker at kommunikere med omverdenen, viser det sig.

»Vi har en regering, der koncentrerer sig om forvaltning frem for rekonstruktion. Når jeg ser på de reformer og det sætter jeg i gåseøjne så er det blot en ombytning af strukturer frem for fundamentale ændringer,« siger Lenz, der beskriver Mandagsklubben som vogteren af de ægte konservative værdier.

Indtil videre har han ikke set megen ægte konservativ politik blive gennemført. De nedskæringer, som eksperter beskriver som de største siden Anden Verdenskrig, har han som Oulds og Richards ikke meget tilovers for.

»Hvilke nedskæringer? Der er ingen substantielle nedskæringer de kommende tre år,« fnyser han.

»Jeg føler ingen skadefryd over, at det ikke går godt. Blot skuffelse. Når jeg ser tilbage på de første 12 måneder, hvad er så blevet bedre? Jeg må kæmpe for at finde et svar.«

Medlemsflugt

Både Oulds og Richards nikker genkendende til følelsen af skuffelse efter det første år ved magten.

Og de er enige om, at det ikke kun er på grund af Liberaldemokraterne, at den lovede konservative politik er udeblevet.

»I sidste ende er det et spørgsmål om, at ledelsen ikke har gjort, hvad den lovede. Den lovede en kortlægning af, hvor stor magt EU har over den nationale regering, men det er ikke sket. Det kunne de liberale ikke have stoppet, for det var en del af koalitionsaftalen,« påpeger Oulds og er ikke yderligere imponeret over finansminister George Osbornes afvisninger af at spæde mere i kassen for at hjælpe Grækenland.

»De må forstå, at de er i regering, men ikke ved magten. Hvis andre lande ønsker at bruge nødfonden til at hjælpe Grækenland, så kan vi ikke gøre noget ved det. Den britiske premierminister har ikke magt til at sige nej, hvis EU ønsker flere penge. Amerikanerne udkæmpede uafhængighedskrigen for mindre. Der er et princip på spil her.«

Simon Richards mener, at der er tegn på splittelse internt i det konservative parti, fordi mange menige parlamentarikere er utilfredse med koalitionen og indrømmelserne til de liberale. Et konkret tegn er, at det konservative medlem af Europaparlamentet Daniel Hannan for nylig stiftede en britisk udgave af den amerikanske Tea Party-bevægelse.

»Vi gik med til at holde et møde, for vi er enige om emner som lav beskatning, en mindre stat, individuel frihed. Men vi kan se på reaktionen, at Tea Party-varemærket ikke rigtig resonerer på denne side af Atlanten. Palins højrereligiøse synspunkter har fået et lidt dårligt ry herovre, og vi vil ikke forgifte vort varemærke,« siger han.

'Oxbridge'-drengene

Andre utilfredse partisoldater har imidlertid taget konsekvensen af den voksende kløft, de føler, der er opstået mellem den konservative højrefløj og partiets ledelse.

42-årige Paul Oakley kommer stadig i de konservative yderfløjsklubber og møder op til både arrangementet i Brugge Gruppen og 'Free Spirits'-debatten, hvor Information taler med ham over en pint efter arrangementet. Imidlertid fortæller den tidligere formand for Young Conservatives og kandidat ved parlamentsvalget i 1995, at han for få måneder siden offentligt frasagde sig sit medlemskab af det konservative parti. I en tale under en demonstration overrakte han formanden for det anti-europæiske parti UKIP betaling for sit første års medlemskab.

»David Cameron er en valgtaber. Og han har tabt en tredjedel af medlemmerne, siden han blev formand,« påstår Oakley.

»Det er blevet et parti under ledelse af 'Oxbridge'-privatskole-drenge,« tilføjer han med henvisning til, at 23 ud af 29 ministre i den nuværende regering er millionærer samt for hovedpartens vedkommende uddannet på privatskole efterfulgt af en universitetsuddannelse på enten Oxford eller Cambridge.

»Thatcher og Major kom begge fra en beskeden baggrund, hvorimod denne gruppe ikke forstår, hvad almindelige mennesker ønsker.«

Han kunne mærke forklarer han da han stemte dørklokker for den lokale konservative kandidat under valget, at han »blev pinligt berørt over at bede folk om at stemme på partiet« og siger, at han altid har været åben i forhold til sin 'EU-realisme'.

»Jeg byder den nuværende krise i eurozonen velkommen, for jeg ønsker, at euroen og EU skal kollapse, men det konservative parti bryder sig ikke om, at aktivister siger den slags ting,« siger han, men påpeger, at Freedom Association og Brugge Gruppen trods alt stadig fører »kampagne for de traditionelle britiske friheder«.

»De holder disse emner gående. Det er ligesom det amerikanske Tea Party.«

Serie

Blå himmel over Storbritannien

For få år siden blev de britiske konservative anset for det ’fæle’ parti. Asocialt og intolerant. I dag er Storbritannien mere blåt, end det har været i 20 år. Partiet sidder igen på regeringsmagten såvel som borgmesterposten i London.

Etårsdagen for indgåelsen i en regeringskoalition med Liberaldemokraterne blev fejret med det mest imponerende lokalvalg for et regeringsparti i 30 år. Trods drakoniske nedskæringer synes briternes støtte uformindsket.

Information tager i denne sommerserie rundt i det konservative Storbritannien og hører partisoldaternes vurdering af partiets første år ved magten.

Seneste artikler

  • Storbritanniens konservative: 'De er jo ikke rigtige lorder'

    2. august 2011
    Den konservativt ledede regering vil nu afskaffe arveprincippet og i stedet indføre valg til det britiske Overhus. Men Konservatives egne lorder modsætter sig reformforslaget, som ifølge dem aldrig ville være blevet fremsat, hvis ikke det var for koalitionen med liberale
  • Storbritanniens unge konservative: 'Kun de kvikkeste bør studere'

    1. august 2011
    De unge britiske konservative er knap så EU-skeptiske og unionstro, men ellers skiller fremtidens konservative sig ikke væsentligt ud fra fortidens
  • 'Koalitionen har udvandet vores politik'

    29. juli 2011
    De britiske konservative er i regering igen. Men ikke alene. Den første koalition siden Anden Verdenskrig blev en realitet, da partiet ikke fik nok mandater til at lede landet alene. Tre af partiets intellektuelle støtter en universitets-lektor, en redaktør og en tænketank-chef mener, at indgåelsen i en koalition har udvandet konservativ politik. Men der er også fordele
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Jachs

For den engelske overklasse er alt tilladt... bare ikke at blive taget i det.

Så er det jo klart at de føler deres kerneværdier bliver forrådt..