Læsetid 3 min.

Korruptionsjæger sætter gang i valgkampen i Frankrig

Knap var norsk-franske Eva Joly blevet valgt som De Grønnes kandidat til præsidentvalget i Frankrig, før hun kritiserede militæroptogene på landets nationaldag. Dermed fik hun placeret sig selv på det politiske landkort
Eva Joly, nyudnævnt præsidentkandidat for De Grønne i Frankrig, har aldrig været bange for at udfordre Frankrigs elite. Som undersøgelsesdommer var det hende, der optrevlede den såkaldte Elf-skandale, der omfattede toppolitikere og erhvervschefer.

Eva Joly, nyudnævnt præsidentkandidat for De Grønne i Frankrig, har aldrig været bange for at udfordre Frankrigs elite. Som undersøgelsesdommer var det hende, der optrevlede den såkaldte Elf-skandale, der omfattede toppolitikere og erhvervschefer.

PHILIPPE HUGUEN
21. juli 2011

»Det hører virkelig fortiden til. I vore dage så jeg hellere, at vores fælles værdier blev inkarneret af et borgeroptog. Jeg så gerne Frankrigs børn i gaderne«.

Dette udsagn har nu i en uge været i centrum for den offentlige debat i Frankrig. Dets afsender er den fransk-norske Eva Joly, der blot to dage før hun fremsatte udtalelsen blev valgt til partiet De Grønnes kandidat til præsidentvalget i Frankrig næste år.

At fyre en sådan besked af på franskmændenes nationaldag, den 14. juli, Bastilledagen, er i sig selv noget af en bombe.

Frankrigs premierminister, François Fillon, svarede hurtigt igen.

»Det er trist. Jeg mener ikke, denne dame har en særligt dybdegående viden om franske traditioner, værdier og historie. Jeg tror, kun meget få franskmænd deler fru Jolys holdning«.

Og så kom der for alvor gang i debatten. Samtlige politiske ledere og debattører har forholdt sig til de to kommentarer.

For højrefløjen handlede det om at bakke Fillon op, og et parlamentsmedlem for det borgerlige regeringsparti UMP, Lionel Tardy, opfordrede da også Eva Joly til at tage hjem til Norge.

Socialisterne derimod var beklemte ved situationen og forsøgte at tage afstand fra både Joly og Fillon, men kunne ikke rigtig spille nogen vigtig rolle i debatten.

Eva Joly, der altså er af norsk oprindelse og har giftet sig til sit franske statsborgerskab, svarede:

»Jeg stiger ikke ned fra min drakkar (vikingeskib, red.). Nu har jeg boet i Frankrig i 50 år. Jeg er fransk«.

Hun tilføjede, at ingen andre europæiske lande har lige så store militærparader på deres nationaldag som Frankrig har, og hun sammenlignede Frankrig med Nordkorea og Kina.

Belejlig uenighed

Dermed er valgkampen om præsidentposten mere eller mindre officielt sparket i gang, vurderer Olivier Ihl, der er politolog ved universitetet Sciences-Po i Grenoble.

For med sit angreb på militærparaden fik Eva Joly for alvor fortalt franskmændene, at hun nu er kandidat for De Grønne.

»Hun har placeret sig i forhold til regeringschefen og gjort De Grønne synlige i kampagnen,« siger han til Information.

François Fillon har på sin side også nydt godt af sagen. På den ene side lykkedes det ham at få de vælgere i tale, som sandsynligvis vil stemme på det ekstreme højre i form af Le Front National, mener Olivier Ihl.

»Desuden benyttede han meget belejligt Jolys formulering til at marginalisere socialisterne og derved splitte den alliance mellem kommunister, socialister og De Grønne, som vil forsøge at få flertallet næste år,« siger han.

Elf-skandalen

Det er nu ikke, fordi franskmændene ikke kender Eva Joly. Hun kom til Frankrig som 18-årig og arbejde som au pair. Senere uddannede hun sig til jurist og blev undersøgelsesdommer i Paris.

Det var i den egenskab, hun fra 1994 og flere år frem optrævlede den opfattende korruptionsskandale, der senere blev kendt som Elf-skandalen. Flere toppolitikere og erhvervschefer blev idømt fængsel og store bøder.

Undervejs blev Joly udsat for mordtrusler, og efterfølgende rejste hun tilbage til Norge for at undgå hævnaktioner i Frankrig og for at rådgive sit hjemlands regering om bekæmpelse af international korruption.

Men i 2009 blev hun valgt til Europaparlamentet for det franske økologiske parti De Grønne. Og i i sidste uge blev hun altså kandidat til præsidentvalget for partiet.

Fejring af republikken

Nu har Joly bekræftet, at hun har modet til at stikke hånden i en hvepserede. For når hendes kommentar overhovedet kunne afføde så barsk en reaktion som Fillons, hænger det sammen med, at militærparaderne i Frankrig faktisk både er populære og repræsenterer noget andet, end de gør i lande som Nordkorea og Kina.

»Siden 1880 har det været en fejring af republikken«, forklarer historiker ved Sorbonne, Rosamonde Sanson, der har skrevet ph.d..-afhandling om den 14. juli.

»Det er en måde at underlægge hæren den civile magt, republikken,« siger hun.

Indtil 2001 var der også tvungen militærtjeneste i Frankrig. Derfor var optogene en anledning for forældrene til at gense deres sønner, forklarer Sanson, som ikke mener, at militærparaderne bør erstattes af noget andet.

»En nation har brug for ritualer, som minder befolkningen om nationens rødder. Vi bør holde fast i de militære optog, for de forbinder den republikanske festdag og hæren. Det er virkelig republikkens hær,« siger hun og tilføjer, at hendes egne forældre faktisk mødte hinanden under et af de mange baller, der også afholdes i forbindelse med den 14. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Baya Remaoun
Baya Remaoun

Selvom jeg personligt er enig med E. Joly, er jeg bange for at hun på et meget tidligt tidspunkt i kampagnen har mistet en stor del potentielle vælgere, hvilket jeg synes er dyrt betalt for så lidt...
På den anden side har hendes udtalelser fået et par indre svinehunde op til overfladen... højrefløjen viser sit sande ansigt

Brugerbillede for Atle Hesmyr

Hellere baller end bajonetter -- ok udgangspunkt for en grøn politik, dét.

Fra Bastillen, 14. juli 1789, via Napoleon Bonapartes militære eskapader, til dagens våbenindustridominerede nationalisme -- da taler man uden tvivl om kvantesprang i historien. Bare at se for seg sans culottes bevæbnet med ljåer og høygafler i gaderne... Det var oplagt ikke for at "ta sig bra ud" og "imponere omverdenen" at folket gik til sådanne ekstremiteter -- dårskaben entret scenen på et senere stadium!

Brugerbillede for Kim Larsen

»Det hører virkelig fortiden til. I vore dage så jeg hellere, at vores fælles værdier blev inkarneret af et borgeroptog. Jeg så gerne Frankrigs børn i gaderne«.

Forhåbentlig bliver hun den næste præsident. Vi bør alle tage afstand fra krig,,militært isenkram og helte-dyrkelsen af våbenbærende mennesker.

Dèt, kan der bruges milliarder af euro på!

Brugerbillede for Robert  Kroll
Robert Kroll

Hvis man seriøst gerne vil vælges til præsident i Frankrig, så skal man ikke starte med at "træde" på den franske "selvforståelse" og massive dyrkning af den franske revolution og republikken.

Franskmændene er ret stolte af deres revolution ( i en verden, der dengang var præget af kongeligt enevælde) og af deres republik, og militæret opfattes som et produkt af udviklingen frem mod republikken.

De "rationelle nordiske betragtninger" om "dyrt isenkram" og "afsporet heltedyrkelse" er kulturelt uden grobund i Frankrig - og franskmændene er vel at mærke stadig superbevidste om "folkets rolle" , demokrati o s v.

Brugerbillede for Atle Hesmyr

"... militæret opfattes som et produkt av udviklingen frem mod republikken."

Militæret hadde svært lite med udviklingen av republikken at gøre, men blev snarere en dyd av nødvendighet da man havnede i krig mod Europas øvrige kongehuse -- de så kallede "revolutionskrige" -- og som også bidro stærkt til at revolutionen udartede i regenticid og bloddryppende terror. Det sidste bidro på sin side til at revolutionens støttespillere blandt europeere i øvrigt -- som Thomas Paine, Mary Wollstonecraft og William Wordsworth -- i varierende grad reducerede sin entusiasme for dens forløb.

Folkets rettferdige kamp endte således i napoleonskrigene, hvormed oplysningstidens potensial blev undergravet eftertrykkelig. Forsvinnende lite at være stolte af, men det tragiske forløb kan altså ikke tilskrives det franske folket -- "the swinish multitude" -- som Edmund Burke så arrogant uttrykte det i sine reflektioner omkring revolutionen.