Læsetid: 3 min.

Korruptionsjæger sætter gang i valgkampen i Frankrig

Knap var norsk-franske Eva Joly blevet valgt som De Grønnes kandidat til præsidentvalget i Frankrig, før hun kritiserede militæroptogene på landets nationaldag. Dermed fik hun placeret sig selv på det politiske landkort
Eva Joly, nyudnævnt præsidentkandidat for De Grønne i Frankrig, har aldrig været bange for at udfordre Frankrigs elite. Som undersøgelsesdommer var det hende, der optrevlede den såkaldte Elf-skandale, der omfattede toppolitikere og erhvervschefer.

Eva Joly, nyudnævnt præsidentkandidat for De Grønne i Frankrig, har aldrig været bange for at udfordre Frankrigs elite. Som undersøgelsesdommer var det hende, der optrevlede den såkaldte Elf-skandale, der omfattede toppolitikere og erhvervschefer.

PHILIPPE HUGUEN

21. juli 2011

»Det hører virkelig fortiden til. I vore dage så jeg hellere, at vores fælles værdier blev inkarneret af et borgeroptog. Jeg så gerne Frankrigs børn i gaderne«.

Dette udsagn har nu i en uge været i centrum for den offentlige debat i Frankrig. Dets afsender er den fransk-norske Eva Joly, der blot to dage før hun fremsatte udtalelsen blev valgt til partiet De Grønnes kandidat til præsidentvalget i Frankrig næste år.

At fyre en sådan besked af på franskmændenes nationaldag, den 14. juli, Bastilledagen, er i sig selv noget af en bombe.

Frankrigs premierminister, François Fillon, svarede hurtigt igen.

»Det er trist. Jeg mener ikke, denne dame har en særligt dybdegående viden om franske traditioner, værdier og historie. Jeg tror, kun meget få franskmænd deler fru Jolys holdning«.

Og så kom der for alvor gang i debatten. Samtlige politiske ledere og debattører har forholdt sig til de to kommentarer.

For højrefløjen handlede det om at bakke Fillon op, og et parlamentsmedlem for det borgerlige regeringsparti UMP, Lionel Tardy, opfordrede da også Eva Joly til at tage hjem til Norge.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Baya Remaoun

Selvom jeg personligt er enig med E. Joly, er jeg bange for at hun på et meget tidligt tidspunkt i kampagnen har mistet en stor del potentielle vælgere, hvilket jeg synes er dyrt betalt for så lidt...
På den anden side har hendes udtalelser fået et par indre svinehunde op til overfladen... højrefløjen viser sit sande ansigt

Hellere baller end bajonetter -- ok udgangspunkt for en grøn politik, dét.

Fra Bastillen, 14. juli 1789, via Napoleon Bonapartes militære eskapader, til dagens våbenindustridominerede nationalisme -- da taler man uden tvivl om kvantesprang i historien. Bare at se for seg sans culottes bevæbnet med ljåer og høygafler i gaderne... Det var oplagt ikke for at "ta sig bra ud" og "imponere omverdenen" at folket gik til sådanne ekstremiteter -- dårskaben entret scenen på et senere stadium!

»Det hører virkelig fortiden til. I vore dage så jeg hellere, at vores fælles værdier blev inkarneret af et borgeroptog. Jeg så gerne Frankrigs børn i gaderne«.

Forhåbentlig bliver hun den næste præsident. Vi bør alle tage afstand fra krig,,militært isenkram og helte-dyrkelsen af våbenbærende mennesker.

Dèt, kan der bruges milliarder af euro på!

Robert Kroll

Hvis man seriøst gerne vil vælges til præsident i Frankrig, så skal man ikke starte med at "træde" på den franske "selvforståelse" og massive dyrkning af den franske revolution og republikken.

Franskmændene er ret stolte af deres revolution ( i en verden, der dengang var præget af kongeligt enevælde) og af deres republik, og militæret opfattes som et produkt af udviklingen frem mod republikken.

De "rationelle nordiske betragtninger" om "dyrt isenkram" og "afsporet heltedyrkelse" er kulturelt uden grobund i Frankrig - og franskmændene er vel at mærke stadig superbevidste om "folkets rolle" , demokrati o s v.

"... militæret opfattes som et produkt av udviklingen frem mod republikken."

Militæret hadde svært lite med udviklingen av republikken at gøre, men blev snarere en dyd av nødvendighet da man havnede i krig mod Europas øvrige kongehuse -- de så kallede "revolutionskrige" -- og som også bidro stærkt til at revolutionen udartede i regenticid og bloddryppende terror. Det sidste bidro på sin side til at revolutionens støttespillere blandt europeere i øvrigt -- som Thomas Paine, Mary Wollstonecraft og William Wordsworth -- i varierende grad reducerede sin entusiasme for dens forløb.

Folkets rettferdige kamp endte således i napoleonskrigene, hvormed oplysningstidens potensial blev undergravet eftertrykkelig. Forsvinnende lite at være stolte af, men det tragiske forløb kan altså ikke tilskrives det franske folket -- "the swinish multitude" -- som Edmund Burke så arrogant uttrykte det i sine reflektioner omkring revolutionen.