Nyhed
Læsetid: 1 min.

Murdoch til flere forhør

I Australien, hvor mediemogulen kontrollerer 70 pct. af avismarkedet, vil regeringen stille 'hårde spørgsmål' til News Corp.
Udland
21. juli 2011

Rupert Murdoch, den 80-årige bestyrelsesformand og øverste chef for det globale mediekonglomerat News Corp., må forberede sig på, at turen på pinebænken ikke er overstået med krydsforhøret i den britiske parlamentskomité i tirsdags.

Foruden de undersøgelser, som nu er indledt af FBI i USA, lægger den australske premierminister, Julia Gillard, nu op til grundig udspørgen af News Corp.'s australske koncern, News Limited, der sidder på 70 pct. af det australske avismarked.

Murdoch og hans folk i Australien kommer til at svare på »hårde spørgsmål,« sagde Gillard i går til australske medier.

»Når der er foregået en større oversøisk diskussion, når folk har oplevet aflytning af deres telefoner, når man har set enkeltpersoner i sorg over at være udsat for alt dette, så mener jeg virkelig, det berettiger til, at der stilles nogle spørgsmål om News Limited.«

Partiet De Grønne, der støtter den socialdemokratiske mindretalsregerings, har forlangt en granskning af den Murdoch-dominerede australske medieindustri. Ingen har fremsat direkte anklager mod News Limitied for at have begået ulovligheder i Australien, men både De Grønnes leder, Bob Brown, og Gillards kommunikationsminister, Stephen Conroy, har længe kritiseret Murdochs medier med de store aviser The Australien og The Daily Telegraph i spidsen for at køre regulære hadekampagner mod Gillards regering. Direktøren for News Limited, John Hartigan, har straks kaldt premierministerens udtalelser »uberettigede og beklagelige«, men samtidig lovet at svare på alle spørgsmål, hvis der kommer en undersøgelse.

News Corp.'s aktiekurs steg i går. Nogle analytikere tolker det som udslag af en positiv Murdoch-optræden ved høringen tirsdag. Andre siger stik modsat, at markedet reagerer positivt på rygter om, at Murdoch snart vil blive udskiftet med en yngre og mindre belastet leder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her