Læsetid: 4 min.

Når øjnene vendes mod Mekka

Hvis de trykte dagblade havde været den eneste nyhedskilde lørdag morgen, ville man have svært ved at forestille sig andet, end at Norge betalte en blodig pris for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne
25. juli 2011

Min gamle kollega Ib Rehne (Cairo) sagde det helt præcist engang: »En ekspert er en mand, der er langt væk hjemmefra.«

Det var i en fjern fortid uden internet eller satellitter, hvor en dårlig telefonlinje fra Langtbortistan garanterede for ekspertisen og troværdigheden.

I dag vrimler det med eksperter i alt muligt. Det er ikke altid lige nemt at vide om de er 'eksperter' - altså mennesker, der har brugt år på at studere og forske forholdsvis afgrænsede områder. Eller om det blot er journalister, der er så privilegerede at de i modsætning til størstedelen af deres kolleger har fået til opgave at bevogte et bestemt stofområde.

I gamle dage var de journalister med et stofområde, nu er de 'sikkerhedsredaktører' eller 'vores egen ekspert i terrorisme'. Og de er toptunet til at besvare det mest anvendte spørgsmål i danske medier. Det kan formuleres på mange måder, men essensen er: »Hvad tror du nu, der sker«.

Kalder sig eksperter

Når de helt store begivenheder indtræffer, kaldes de i studiet. Som i fredags, da bomben sprang i Oslos regeringskvarter og de første foruroligende meldinger kom om systematisk massehenrettelse af deltagere i Arbeiderpartiets ungdomsstævne på Utøya. Redaktionerne, der er yderst tyndt bemandede en sen fredag eftermiddag på toppen af industriferien, kalder sine eksperter ind og ringer sommerlandet tyndt for at finde eksterne eksperter (de er altid mere troværdige, specielt hvis de har en akademisk titel). En så voldsom bombe midt i en hovedstad er terror. Og terror er blevet synonymt med islamistisk terror. Det ligger helt på rygmarven nu, hvor vi nærmer os 10-års-dagen for 11. september 2001. Så de eksperter, der blev kaldt ind, var mennesker, der beskæftigede sig med islamistisk terror. Og sporet blev forfulgt hele eftermiddagen og aftenen og prægede i helt overvældende grad de morgenaviser, man åbnede lørdag morgen.

Hvis trykte dagblade havde været min eneste nyhedskilde lørdag morgen, ville jeg have svært ved at forestille mig andet, end at Norge her betalte en blodig pris for at have genoptrykt Muhammed-tegninger samtidig med at norske soldater var i Afghanistan og norske piloter bombede i Libyen.

Brutalt udstillet

Politiken havde adskillige artikler om islamistisk terror. Sporet var lagt. Information havde intet mindre end fire eksperter, der spekulerede i, om al-Qaeda eller lignende havde slået til og min yndlingsavis New York Times blev vidt og bredt citeret for, at en ekspert fra en terrorforskningsenhed sagde, at en islamistisk gruppe med hellige krigere havde taget ansvaret for bombeeksplosionen i Oslo.

Dagbladenes grundlæggende dilemma blev her udstillet mere end brutalt. På den ene side er de journalistiske nyhedsmedier. De skal bringe nyheden og gøre dækningen bedre end konkurrenterne. På den anden side ved de, at næsten enhver læser ser tv og er på nettet og de skal derfor lave baggrundsartikler og analyser, der giver læserne en bedre mulighed for at forstå, hvad der sker, og hvorfor det sker. Og samtidig med, at teknologien udvikler sig med stormskridt, er der meget, der tyder på, at deadline for en morgenavis måske specielt om fredagen ligger så tidligt, at nyheder i TV Avisens 21-udgave eller TV 2 Nyhedernes 22-udsendelse ikke kan komme med i morgendagens avis.

'Den blonde dræber'

End ikke de første oplysninger sent på aftenen om, at en blond nordmand var blevet anholdt med våben i hånd blandt døde ofre kunne standse islamterror-teoretikerne. Den første seriøse tvivler jeg så, var den tidligere PET-operationschef Hans Jørgen Bonnichsen, der på Deadline klart betvivlede al-Qaeda-vinklen og talte om højreekstremisme og enkeltmands-terrorisme.

Kun Ekstra Bladet der jo har en meget senere deadline end alle andre, men alligevel lander på morgenbordet sammen med dem bragte enorm forvirring hos morgenlæseren ved at have billedet af den blonde nordmand over hele forsiden med rubrikken: »Den blonde dræber«. Eller klarhed. For morgenavislæseren havde allerede været en kort tur på nettet og havde set NRK og TV 2 Norge, som i øvrigt ikke i nævneværdig grad forinden havde haft større spekulative ekspertinterview om skyldsspørgsmålet, men helt forståeligt brugte alle kræfter og lidt til på at dække, hvad der rent faktisk var sket og skete.

Mange, mange eksperter

Det er sjældent, at medierne skaber dagsorden. Medierne reflekterer langt oftere den dagsorden som samfundets institutioner, herunder Folketingets flertal opererer efter. Og den har de sidste 10 år været, at terrorbekæmpelse er lig med infiltrering af og intens viden om ekstreme muslimske miljøer. Antallet af terroreksperter (læs: islamistisk terror) er mangedoblet på 10 år, fokus er på islam og derfor er rygmarvsreaktionen på redaktionerne, når en bombe eksploderer hverken overraskende eller chokerende, selv om man måske kunne ønske en lidt mere velovervejet og kritisk journalistisk tilgang. Det er en anelse overraskende at høre en meningsudveksling i et tv-studie om, hvorvidt man kan bruge ordet 'terror' om en enkelt ikkemuslims handling bl.a. fordi en Europol-statistik over forsøg på og udførte terrorangreb i Europa i 2010 viser, at ud af 249 tilfælde var kun tre af dem islamistisk funderede.

Hele horisonten

Hvis man overhovedet kan tillade sig at sige, at der kan komme noget positivt ud af de afskyelige forbrydelser i Norge er det formentlig, som en norsk kommentator sagde det til BBC, og NRK's politiske kommentator sagde det, at der næsten gik et lettelsens suk gennem vide kredse i Norge, da 'den blonde dræber' blev anholdt.

Man forventer en afdæmpet og civiliseret samfundsdebat nu specielt om multikulturalisme og indvandring. Terroren har mange grimme ansigter. Og det er desværre nok ikke sidste gang de kommer til syne.

Men næste gang kan man måske forvente, at den journalistiske vinkel ikke trækkes så hårdt op, at der kigges hele horisonten rundt efter mulige gerningsmænd og ikke kun vender ansigtet mod Mekka.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tak til Lasse Jensen for den kommentar. Her bare en lille sidebemærkning . I Deadline havde Adam Holm inviteret den pensionerede PET Hans Jørgen Bonnichsen ind og i et indledende oplæg lag op til en islamisk betonet terrorhandling. Men her afsporede Bonnichsen udlægningen ved at starte med at sige at det mere minde om Oklahoma.
PS: Deadline fra den 22 juli kl. 22.30 kan genses på DR2 hjemmeside.

Niels Ole Finnemann

Jeg vil også gerne sige tak til Lasse Jensen for kommentaren. Det er et vigtigt bidrag til den kritiske selvreflektion, der i dag trænger sig voldsomt på i den danske medieverden. Jeg vil gerne supplere med et par bemærkninger.
Jeg tror Lasse Jensen har ret, når han skriver at ”terror” i dag er blev næsten synonym med islamistisk terror og at ”det ligger helt på rygmarven nu, hvor vi nærmer os 10-års-dagen for 11. september 2001.” Det er også tydeligt at mange ”terroreksperter” er ensidigt optaget af islamistisk motiveret terror, ligesom der er meget stærke politiske kræfter i vesten, der arbejder intenst på at gøre dette fjendebillede til en central legitimation.
Alligevel må man undre sig over mediernes enstonige forankring i dette fjendebillede. Det er jo ikke mediernes opgave at reagere rygmarvsagtigt, ejheller at fokusere ensidigt på et politisk fjendebillede, eller redigere efter antallet af terror-eksperter.
Som Lasse Jensen gør opmærksom på udgør islamistisk motiveret terror kun en marginal brøkdel af den terror, der foregår i Europa. Mediernes framing af den norske tragedie var således helt ude af trit med virkelighedens verden.
Tager vi Deadlines 22.30 udsendelse den 22.7 som eksempel var der ikke blot tale om fordomsfuld og ensidig vinkling, der var også tale om udeladelser af kendsgerninger, ignorering af de indkaldte eksperters advarsler (både Bonnichsen og Bjorgø), misvisende fremstilling af Jens Stoltenbergs udtalelser osv. At der var rapporter om arrestationen af en blond nordmand, der måske talte i østnorsk dialekt, blev ikke nævnt, selvom det i sig selv burde være nok til at åbne diskussionen af andre tolkninger. Det samme gælder selvfølgelig massakren mod de unge socialdemokrater på Utøya,selvom uhyrlighedernes omfang endnu ikke var kendt.
Men mediernes problem er ikke kun at man tog konkret fejl af motiverne eller at begivenheden kom bag på en svagt bemandet ferie redaktion, der reagerede rygmarvsagtigt. Heller ikke, at man var i lommen på eksperterne. Problemet er dybest set, at man byggede på en fundamentalt forkert og uprofessionel journalistisk tilgang. Jeg tror derfor det er vigtigt at vi gør os klart, at mediernes troværdighed også var blevet sat på spil, selv om man havde gættet rigtigt. Den journalistiske katastrofe ville være den samme, idet man framede historien med afsæt i gisninger frem for at blotlægge de kendte fakta.
Vi kommer derfor ikke uden om at spørge, hvordan det kan være, at man efter ti års terrordagsorden ikke har en professionel journalistisk strategi for håndtering af terror og terrorlignende aktioner?
Det kan, som Lasse Jensen også skriver, ikke komme bag på nogen, at terroraktioner kan forekomme og at de altid kommer uvarslet. Skyldes det blot uprofessionel slendrian, hvor man overlader det til en overrumplet vagthavende, der tænker spontant, refleksagtigt, mens vedkommende reelt framer ud fra Pia Kjærsgårds verdensbillede? Er der noget galt med den nyhedsjournalistiske kultur i DR? Eller er der en skjult politisk dagsorden, træk islamkortet? Hvem har ansvaret? Man kan til nød forstå de kommercielle mediers interesser i oplags- og seertal, men af en public servicestation skulle man forvente noget mere.
Det burde ikke være så svært at udvikle en troværdig mediestrategi for håndteringen af sådanne katastrofer. En simpel opskrift kunne være: 1) først kendsgerningerne, 2) så usikkerhederne, 3) så de mulige tolkninger. Repeat until the end of story.
Det er i øvrigt også opskriften på det åbne samfund, der skulle forsvares både overfor den lysblonde, nationalkonservative, kristne korsfarer og overfor de islamistiske fundamentalister.

Søren Kristensen

Forestillingen om at bomben havde noget at gøre med Mohammedtegningerne at gøre er en fuldstændig naturlig reaktion oven på de seneste års udvikling i det vi kalder trusselsbilledet og reaktionerne, i presse såvel som blandt folk, har ikke nødvendigvis noget med fordomme at gøre. Det viste sig jo også at udåden havde noget med islam at gøre, på sin egen forkvaklede facon. Lad os nu ikke gøre os værre end vi er. Tror man, at man ser en kat, så er det en kat man ser. Indtil man ser noget andet. Det gælder selvfølgelig også medierne.

Steen Erik Blumensaat

Kongelige kristne af biskopen velsignede militarister har nu i femten år kørt på med deres fjendebillede der skal retfærdiggøøre deres brutale magtudøvelse i de krige vi deltager i.
800 millioner brugte Søren Gade til propaganda for at få folk til at melde sig som soldater.
Krigeradlen har styret landene i 1000 år velsignet af Kongen og biskopen.
Ejeren af den norske befolkning kongens undersåtter, talte i sin kongelige tale om et fri folk, hvordan kan man være en undersåt og samtidig være fri, fri for kongens skatter, nej, fri fra kongens love, nej.
Kongen talte også om et fredeligt folk, fredelige det er noget vi er når vi sover. Norge og Danmark er krigeriske lande i krig.

Lasse Jensen:

»Det er sjældent, at medierne skaber dagsorden. Medierne reflekterer langt oftere den dagsorden som samfundets institutioner, herunder Folketingets flertal opererer efter. «

Det var saftsuse mig ikke så lidt af en påstand.

Måske må det i al stilfærdighed være tilladt at minde om de nylige afsløringer af, hvordan Keith Rupert Murdochs medieimperium i virkeligheden arbejder.

Fra vores hjemlige andedam kan man også henvise til hvordan formiddagsaviserne til enhver tid kan piske en stemning op om hvad som helst, ligesom man kan henvise til det faktum at Jyllands Posten, Ekstra Bladet og TV2 i lige så høj grad som Dansk Folkeparti har sat den xenofobiske dagsorden, der har kendetegnet det politiske niveau i Danmark de seneste mange år.

Anne Marie Pedersen

Christian - nu sagde Lasse jo heller ikke 'aldrig' men 'sjældent'...

Og så er dit dk-eksempel jo netop eksemplet på, at politikere får lov til først at sætte rammen, og dernæst kan medierne køre løs med emnet.

Anne Albinus

Finnemann stiller to væsentlige spørgsmål: 1. "Er der noget galt med den nyhedsjournalistiske kultur i DR?"

Ja! Nyhedsudsendelserne er for overfladiske, og der zappes fra det ene mini-indslag til det andet. Et andet problem er, at Deadline's journalister skal dække for mange emner. Ofte gåes der ikke nok til den interviewede, fordi journalisten ikke er nok inde i emnet. Og debatterne mellem deltagerne er for korte.

2. "Eller er der en skjult politisk dagsorden, træk islamkortet"? Det virker sådan og bekræftes af den trykte presse (især JP og Berlingske), hvis man ser på "lederne" og valget af bloggere. I betragtning af at kun cirka 3,6 % af Europas befolkning er muslimer og de ikke engang alle er troende, fylder islam meget i debatten.

Der er et sært slægtskab mellem populisme og medier. Populismen revses som en perversion af politik, men samtidig beundres den for dens spektakulære performance, skriver den franske politolog Dominique ReyniéPopulismes: la pente fatale, Plon, 2011 (Populismer: det fatale  skråplan). Populismen og medierne står i ledtog med hinanden, fordi de sammen giver resonans for offentlighedens bekymringer og sindstilstande.

Det var vist ikke kun i Norge, at 'der gik et lettelsens suk gennem vide kredse'. (Hvor kan folk også have den idé fra, at det skulle være islamister der stod bag en sådan handling?).

Selvfølgelig burde et det give medierne grund til eftertanke. Så vi ikke også for et halvt år siden i alle danske medier, at demokratiet var blevet indført i Tunesien og Egypten? Men hvordan er det lige, at det går på de kanter? Medierne er blevet forbavsende tavse.

Der i høj grad brug for selvransagelse i medierne. Men næppe håb om en bedring.

Gorm Petersen

Den med Oklahoma var min første tanke - stort område med knuste ruder - umuligt at se, hvor bomben havde befundet sig.

Kendes kun fra langsomme sprængstoffer - alt andet f.ex. dynamit havde lavet et tydeligt krater.

Foran den centrale regeringsbygning - igen Oklahoma.

Mens jeg kiggede på nettet dukkede en underlig nyhed op. Nogle unge socialdemokrater skulle være sprunget i vandet fra en færge, og være svømmet i land fordi en mand i politiuniform havde skudt efter dem med en pistol.

Central regering - socialdemokratiet - det lugtede højreorienteret.

MVH: Gorm Petersen - bagklog ekspert i alt uventet, der aldrig er set før.

Gorm Petersen

LJ's udmærkede artikel har endnu en pointe:

Tænk på kriminalfilmen, hvor detektivens første spørgsmål efter fundet af liget lyder:

"Havde han nogen fjender ?"

(m.a.o. er det dårlig samvittighed, der får os til at tænke på muslimer ?).

For alle aviser er det vigtiger at komme foerst end at faa det rigtigt.

Desvaerre er Information paa dette omraade en avis blandt alle andre - totalt haengt op pa Reuter!

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg fulgte TV2 News fredag eftermiddag og aften. Det var tåkrummende at høre deres selvudnævnte ekspert Niels Brinch køre en fuldstændig stålsat islamistdagsorden, endda et stykke tid efter, at nyheden om den unge blonde norske gerningsmand begyndte at brede sig.
Altså en helt ureflekteret rygmarvsreaktion, og det siger vel alt lige nu om mediernes tendens til medløberi

Claus E. Petersen

Alle ved jo at bombeangreb og nedslagtning af uskyldige mennesker ligger fjernt fra den måde som islamisk inspirerede fanatikere normalt benytter, så det kan i den grad undre at nogen kunne sætte den slags i forbindelse med disse noble forkæmpere for en renere verden.

Gorm Petersen

Ja sommetider vil en statistik over "Hvem er vred" kunne give en anden kurve end en statistik over "Hvem har grund til at være vred".

Ellen Chakir

@Claus Petersen. Læs artiklen. Der er langt flere af en helt anden slags noble forkæmpere for en renere verden. Og størstedelen er faktisk højreorienterede. Ked af at forstyrre dit verdensbillede.
"... bl.a. fordi en Europol-statistik over forsøg på og udførte terrorangreb i Europa i 2010 viser, at ud af 249 tilfælde var kun tre af dem islamistisk funderede."

Det mest sandsynlige nu om stunder er at den slags er et "inside job", som også oklahoma var, men de finder en højreekstremist til at udføre det og tage skylden.
Det forudsigelige og tilsigtede resultat: Frontlinierne trækkes op, polarisering og frygt intensiveres.

Claus E. Petersen

@Ellen

Det er nok lidt abstrakt at definere hvem eller hvilke der står til højre eller venstre når vi snakker om mord på civile.

Til gengæld er jeg ganske overrasket over at der har været næsten 250 forsøgte og udførte terror angreb i Europa sidste år.

Men det er nok bare mig der ikke følger med.

Hvis vi ser på terror drab globalt i 2010, hvor mange skyldes så islamiske fanatikere, hvor mange skyldes vesteuropæiske nazister/fascister og hvor mange skyldes andre, rent nationale, fanatikere?

Lasse Jensen:

»Det er sjældent, at medierne skaber dagsorden.«

Hvis det er tilfældet, så må massakren i Norge være undtagelsen der bekræfte reglen.

Det er kun alt for tydeligt at nyhedsudsendelserne i DR og TV2 bestræber sig til det yderste for at sætte en helt bestemt dagsorden.

Dagsordenen går i al sin enkelhed ud af at tv-seerne for alt i verden ikke må blive mindet om, at der er tale om en forbrydelse der har en politisk baggrund.

Hvis massemorderen havde været muslim ville tv i timevis have berettet om islamistisk terrorisme.

Nu hvor det viser sig, at massemorderen har en lang fortid i Dansk Folkepartis norske søsterparti, spilder TV2 og DR ikke så meget som 10 sekunder på at fortælle om højreradikal terrorisme. DR og TV2 kunne ikke drømme om at sammenholde massemordet i Oslo med de højreradikalt motiverede massemord i Malmø i fjor etc.

Er det ikke påfaldende?

Ikke fordi det er specielt svært at gætte sig frem til, hvorfor de elektroniske regeringskontrollerede danske medier forsøger at sætte denne dagsorden.

Der er simpelthen alt for mange spor i sagen der peger mod Danmark og den betændte ”udlændingedebat” i vores land.

Massemorderen nævner selv flere danske politikere som sine forbilleder, for nu at nævne nogle af de tydeligste spor, der peger på VKOs Danmark som en af de største inspirationskilder for massemorderen fra Utøya.

Det er den enkle forklaring på at de regeringskontrollerede medier rapporterer fra Norge, som om det hele handler om et royalt bryllup og ikke om dette århundredes alvorligste politiske forbrydelse i Skandinavien.

Det er simpelthen en skandale!

@ Claus Petersen. Jeg tror, at Ellen Chakir bare refererede til artikelen, hvor Lasse Jensen havde gjhort sig den ulejlighed at præsentere noget statistik.
Og du giver jo selv svaret i dit indlæg, ikke? JEnsens artikel til trods. Statistikken til trods, å undrer du dig ikke over at de fleste mennesker tror, at islamistisk terror er den fremherskende terror - uanset afgrænsningerne. Du kan ikke engang bevæge dig til et ups, nå det var da tankevækkende. Du tonser bare deruda med en uudbygget påstand, som du ikke engang gider selv søge dokumenteret, men henviser vi andre til at finde dokumentationen.
Hvis nu jeg var så indfam at påstå, at du var nazist indtil du havde bevist, at du ikke var det, så ville du stå skidt. For inden du var færdig ville jeg påstå at du var talebaner indtil du selv havde bevist det modsatte.
Det er simpelthen ikke en ordentlig måde, du debatterer på.

odd bjertnes

Til gengæld er jeg ganske overrasket over at der har været næsten 250 forsøgte og udførte terror angreb i Europa sidste år.

Den statistik der er i omløb for tiden er meget nominel : Virkeligheden bag - facetteret as usual :

Langt de fleste forsøgte ... dem hører du lidet eller intet om ... i måske Ungarn, Italien ... whatever.

Nogle udførte - heraf langt de fleste så små og dagligdags i deres eget miljø, at du overser notitsen på side 7 - om der er blevet plads til den. Hvis en cykelrytter i Tour de France har skrabet et knæ udgår den notits også ..... Baskerlandet, Ulster, Kosovo ...

Og så er 80 % af Europas befolkning IKKE muslimer, det kommer måske bag på nogen. men den slags har stor indflydelse på statistikker over hvad der 'sker' i Europa. I Arabien er procentdelen af islamisk terror højere. Det er en banal selvfølgelighed.

Og hvis man forsøger at klassificere islamisk 'terror' som venstre-terror i en eller anden højre-venstre balance-opgørelse, så er man en svindler.

Ellen Chakir

@Odd. Faktisk er det 96,3 % af befolkningen i Europa, der ikke er muslimer. Medmindre da rigtig mange oprindelige europæere har konverteret siden årsskiftet ;-)
@Lars Dahl. Tak for indlægget. Jeg må indrømme at jeg blev lidt mundlam og simpelthen ikke gad at svare Claus Petersen.
Men hvis man tager udgangspunkt i Europa, som er de statistiker, jeg har kunnet finde og som også er refereret af Rune Engelbrecht i et citat fra Weekendavisen på hans blog i Politiken, så er det 0,3 % af terror og planer om terror i Europa, der står islamister bag inden for de sidste 4 år. Da størstedelen af verden trods alt ikke består af muslimske lande, hvor procentdelen formenlig er højere, vil jeg da skyde på, at tallet er nogenlunde tilsvarende i resten af verden. Der er jo store dele af verden, hvor der er meget få muslimer og hvor hele denne debat om islamister ikke fylder ret meget. Der er simpelthen vigtigere ting at bekymre sig om.

odd bjertnes

Ellen C - jeg har aldrig profileret mig her som detaljefaktaautomat, men som det troværdigt fortolkede slag på tasken. Lidt forud for min tid så, men det er jeg vant til ;-D

Mustafa Hussain

Tak til Lasse Jensen for den kritiske refleksion over mediernes dækning af terror i Norge og især tak for brugen af det nogenlunde passende udtryk, islamistiske, i stedet for islamisk terror, da den førstenævnte adjektiv henviser til politiske motiver bag terror i Islams navn og det sidstnævnte handler om at lægge skylden for terror hos 1.4 milliarder beboer af kloden og deres tro islam. Manger journalister og ikke mindste nogle terror eksperter kan ikke se forskellen; en sproglig twist der gør en forskelle: at man utilsigtet, eller med vilje (hvem vide?) skaber endnu mere frygt for muslimer og BY DEFAULT endnu flere højreekstremister, nationalistiske fanatikere og DFs soldater. Siden internationale krige mod terror efter 9/11 har mindst 35.000 muslimer i Pakistan mistet livet pga. de politiske motiverede islamister; de pakistanske medier og befolkning kalder dem terrorister og når der er nødvendig at identificere hvilke gruppe står bag myrderier, nøjes de med at kalder dem, Talibaner, Al-Qaeda, Lashkar-i-Taiyba og fremdeles. Terror er terror og har ingen religion, selvom dem der begår eller opfordre til terror, hedder Zahawari, Bin-Laden eller Anders Breivek og siger at deres gerning er religiøs motiveret.

Erik Karlsen

Denne statistikdebat gjorde mig nysgerrig, så jeg forsøgte at finde den omtalte Europol-statistik for selv at læse den.

Og her opdagede jeg noget ganske interessant!

I http://ekstrabladet.dk/minsag/article1591136.ece bliver der gjort meget ud af, at islamistisk terror i Europa er stigende og omfattende i forhold til højreekstremistisk terror, som i øvrigt er langt mindre end den venstreekstremistiske af slagsen.

I http://ekstrabladet.dk/nyheder/lederen/article1591289.ece står der nederst i artiklen, at (citat) "ud af 249 tilfælde sidste år var kun tre islamisk funderede i Europa. Venstrefløjen stod for 45. Resten var separatist-bevægelser."

Og begge artikler henviser til nøjagtig den samme kilde!

Nå, men hvis man er interesseret (nu har jeg fundet det!), kan man læse det her:
https://www.europol.europa.eu/sites/default/files/publications/tesat2010...

Og der er slet ikke tale om en statistik over 2010 (dette år nævnes ikke), men 2009. Som en appetitvækker vil jeg bringe et citat fra rapportens kapitel 2:
"Islamist terrorism is still perceived as the biggest
threat to most Member States, despite the fact that
only one Islamist terrorist attack - a bomb attack in
Italy - took place in the EU in 2009."

Det kan hver enkelt jo så tænke lidt over....

Bjarne Hansen

Det ville klæde den samlede Danske Presse om de ville bruge næste uges Horisont på DR, på en fælles offentlig selvransagelse.

Niels Brinck bør lægge ud.

Bjarne Hansen

For alle aviser er det vigtiger at komme foerst end at faa det rigtigt.

Desvaerre er Information paa dette omraade en avis blandt alle andre - totalt haengt op pa Reuter!
(Bo Larsen)

"sjovt" nok, så var vi en lille håndfuld "halvstuderede røvere" her på debatten i Fredags, som var helt Ekspert-fri, der ret hurtigt efter nyheden om(sent på eftermiddagen) skyderiet på den Socialdemokratiske ungdomslejr, kunne drage den konklusion, at det IKKE var Al-Q, men sandsynligvis Højreekstremister.

Derfor er det mig komplet ufatteligt at alverdens eksperter og Journalister ikke var i stand til også at lægge 2 og 2 sammen.
Men de blev ved hele aftenen, og nogle fortsatte minsandten også dagen efter, med at kører Al-Q-teorien.

Mustafa Hussain

Tak til Erik Karlson for at citere Europol report, der siger:
“Islamist terrorism is still perceived as the biggest
threat to most Member States, despite the fact that
only one Islamist terrorist attack - a bomb attack in
Italy - took place in the EU in 2009.”

Læge mærke til at der står 'Islamist, og ikke 'Islamic'!
Den anden vigtige pointe i citatet er at "islamist terrorism is still percieved ..." Hvor kommer denne perception fra? Ikke fra intuitioner. Jeg er ikke i tvivl, at den kommer fra Pressen, inkl. public service TV/Internet og VKO-regerings retorik og pseudo-videnskabelige propaganda (fx fra Odenses Universitet) og ikke mindste de talrige udvalgte eksperter i nationale Tv-kanaler samt talrige højreorienterede og anti-muslimske blogger i JP, Berlingske, 180-grader osv. i den danske sammenhæng.

odd bjertnes

jae, det kan da godt være at islamisk terror udøvet 'pr. muslim' statistisk set er langt højere end jeg antager, hvis det er der du vil hen...
;-D

Poul Petersen

Det er jo symtommatisk, at dagens journalister ikke bedriver reel journalistik, men simpelt raporteri, og mikronfonholderi, uden at tage selvstændig kritisk stilling til stoffet.
Der gik over 24 timer fra manifestet blev lagt på nettet af EkstraBladet, før de første DK medier orkede at gøre andet end at oversætte norske mediers tilfældige udpluk.

Ingen formåede at se på det større billede og forholde sig selvstændigt og kritisk til indholdet.

I de følgende dage har pressen væltet sig i alle de grufulde detaljer i anakistens ugerninger, men få har beskæftiget sig dybere med hvad anakisten ønskede at opnå gennem sit massemyrderi.

Kunne det f.eks. tænkes, at han i virkeligheden ønsker at opnå en yderligere polarisering i samfundet, yderligere stigmatisering af visse grupper, og dermed en optrapning af volden som udtrykform fra de dæmoniserede grupper på begge samfundets yderfløje?

At dømme efter bloggerene hos de førende Dk medier, som nu er i struben på hinanden, og i lige grad er i færd med at dæmonisere hverandre i kølvandet på massemordet, så har anakisten allerede nået nogle af sine mål.

I bred forstand findes der i dag meget lidt regulær journalistik, men til gengæld en masse bevidstløst og ret talentløst rapporteri, som kun de færreste bliver klogere af, men som er medvirkende til at fordumme og forsimple hele debatten og samfundet med.

I denne sag fører det til, at medierne bliver anakistens forlængende arm, ganske som han ifølge sit manifest har ønsket det.

Vi skal ikke glemme at målet, som ved så meget andre revolutionære terrorhandlinger, er omstyrtning af den bestående samfundsorden ved hjælp af vold.

Lars B. Jensen

Vores kære statsminister Lars Løkke var blandt de første til at tale om Islamist vinklen. Og det på et tidspunkt hvor Stoltenberg i sine kommentarer var omhyggelig med at understrege at man endnu ikke viste hvem der stod bag og at man ikke måtte drage forhastede konklusioner.
Gid vi må få en statsminister i Danmark der tænker mere på at samle landet end at fortsætte med den fårene og bukkene retorik som den forgænger han vikarierer for.

Nu havde sporing af en Al Qaeda terror celle nok ikke gjort meget i denne sag. USA har jo heller ikke nogen heldig track record omkring hjemmedyrkede højreterrorister.

Erik Karlsen

Det var da utroligt, som folk er gode til at stave mit efternavn ;-)

Men lad det nu ligge -

Johannes, det var bevidst, at jeg ikke citerede mere, end jeg gjorde, for for at være objektiv burde jeg have bragt det hele.
Men jeg tænkte, at folk med min kildehenvisning selv kunne læse og herefter drage deres konklusioner.

At du finder noget andet i teksten, som - hvis det stod alene - kunne tolkes anderledes, ændrer ikke ved det, jeg har citeret. Eller gør det....? ;-)

Jeg har altså hverken fordrejet eller manipuleret noget. Det er (sådan læser jeg det) derimod dig, der fordrejer meningen med mit indlæg.

Karsten Johansen

Johannes Aagaard:

"Men mon ikke FOX også tænker på Wikileaks’ afsløringer af USA’s syn på Norges manglende kapacitet m.h.t. terrorbekæmpelsen?"

Dette fremkom i en situasjon, der USAs ambassade i Oslo kom under voldsom kritikk for ulovlig samarbeid med av dem innleide etterforskere fra Norges hemmelige politi, på norsk territorium, en soleklar krenkelse av norsk suverenitet, som fortsatt er under etterforskning!

Du prøver her å støtte denne imperiale propagandamaskinen - hvorfor det?

Hva tenkte Glenn Beck (som inntil nylig - juni - var Fox News' nyhetsshowmann nr. 1) på, da han nå etter udåden sammenlignet massemorderens ofre på Utøya med "Hitlerjugend", og dermed faktisk prøvde å legitimere den avskyelige handlingen?

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1345457/konservativ-radiovaert-k...

Mustafa Hussain

@Johannes Aagaard

Ideologien gøre blind, hvad enten man dyrker neo-racisme, antisemitisme, islamofobien eller had mod den veslige civilisation - så meget at man ikke kan se sammenhæng mellem kontekst og en tekst.
Jeg har jo i mit indlæg forholdt mig til kun to emner; sprogbrug når man prædikere en terror begivenhed og de institutionelle mekanismer hvorigennem vores perception eller offentlig opinion om terrorens egentlige årsager bliver skabte i et udviklede demokrati, som det danske. Det var mit ærinde. Jeg har ikke benægtet at terrortrusselen fra islamister er reelle eller Europols rapporten fortier det. Hvor er manipulation så i mit indlæg?
Skulle jeg have taget også et par andre emner med som intet at gøre med Lasse Jensensen artikel om formidling af terror historie fra Norge i de danske medier? Fx at de såkaldte religiøse skoler hvor islamister blev rekrutteret under den sovjetiske invasion af Afghanistan fik deres bøger trykte i Guds eget land, USA, med hemmelige CIA støtte og kanaliseret gennem Saudi Arabien? Eller, hvor mange civile muslimer har mistet livet under statsterrorisme i de senere år, fx gennem USAs drone missiler ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan? Eller hvor mange grundløse sigtelser blev rejste i Europa i 2009 og 2010 mod europæiske muslimer, som senere hen frafaldt under domstolens afgørelser? Listen er langt og jeg kan blive ved. Din induktion at jeg har manipuleret med noget er helt ud i hampen og har lige så meget eller lige så lidt med konteksten at gøre, som jeg har eksemplificeret med de ovennævnte eksempler.
---
Erik Karlsen, jeg beklager stavefejl af dit navn

Lasse Jensen

Ja, man kommer vidt omkring i debatten! Jeg vil kun tilføje, at når jeg skriver at medierne sjældent sætter dagsorden, men reflekterer samfundsdagsordenen, mener jeg det. Selvfølgelig kan medier sætter en stakåndet dagsorden i enkeltsager (skadestuer osv) - og medier kan nedtone eller forstærke tendenser. Men når det drejer sig om Terror=Islam-tendensen, så reflekterer medierne den dagsorden, som regeringerne i de fleste vestlige lande har sat. Og som det danske folketingsflertal (i nogle tilfælde foruroligende stort - og konsekvent lige over de 90) har sat. 9/11 satte sig dybe spor, Afghanistan og Irak er to af dem. Vi er en krigsførende nation. Og det er ikke medierne, der har erklæret den krig - de reflekterer den. Og bliver en anelse patriotiske - det har jeg skrevet om før. Kun nogle få reflekterer OVER den. Måske nu lidt mere end før.

Thomas Meyer

Måske skulle man spørge sig selv hvem der ejer medierne...! Og hvilke interesser har de! Personligt er jeg overbevist om at medierne er styret med hård hånd i forhold til det verdensbillede de stærkt højre orienterede kapitalistiske magter ønsker. Og at antage at medierne sjældent sætter dagsordenen synes jeg er en meget naiv indstilling eller en hvor man bevidst lukker øjnene. Vi behøver ikke gå længere end til den aktuelle krise. Nu har jeg med mange mennesker at gøre hver dag, og siden krisen startede kan man tydeligt høre og mærke på folk at en generel stor utryghed har bredt sig. Dagligt skrives der om ruin, bankerot, nedgang og undergang. Folk i DK sparer op som gale - boykotter forbruget hvorved endnu flere forretninger lukker. Hvordan ville folk reflektere hvis der IKKE på daglig basis kom alle disse dommedags udtalelser? Se Børsen idag og fra sidste uge. I alle artikler der blot handler en anelse om USA står der sætningen " Hvis ikke USA finder en løsning senest 2. august kan de ikke betale deres regninger" eller "Hvis ikke USA får hævet gældsloftet senest 2. august kan vi imødese en finans krise som er langt værre end 2008". I ALLE artikler er en af disse sætninger. Enten tror de ikke folk selv kan tænke - at de er meget glemsomme, eller også er det et tydeligt eksempel på en skræmme kampagne der KUN kan skabe utryghed. De fleste erhvervsfolk er bevidst om at fra 2008 hvor medierne kastede sig over krisen med store bogstaver - skete der kun een ting i den fysiske verden. Folk stoppede med at bruge penge. Og det på trods af at dem der ikke ligefrem havde mistet deres job - generelt ikke havde fem øre mindre at gøre med.
I forhold til terrorisme er det igen og igen blevet koblet sammen med muslimer og Islam i en så høj grad, at taler man om overfald, indbrud eller terror - kommer der meget ofte kommentarer om "indvandrere; muslimer, de fremmede med mere". Jeg ved ikke om jeg nogensinde har hørt nogle gætte på at det var f.eks. ekstremt højreorienterede, danskere eller på anden måde ANDRE end "de fremmede".
Og her mener jeg at medierne i meget høj grad idag ikke kun er orienterende, reflekterende eller sågar bare neutrale. Jeg mener de har udviklet sig til et dømmende organ som ofte fælder dommen over noget FØR alle fakta er på bordet.
Hvad der så kan diskuteres er i hvor høj grad de afspejler os selv og vores egne måder at tænke og reagere på. Hvad kom først ? Ægget eller hønen. Medierne - tror jeg - udover at være styret af stærkt kapitalistiske interesser ( deres ejere og dem de er i loge med) - så udtrykker de (desværre) ofte det som en bred del af befolkningen ØNSKER at høre. Vi mennesker kan godt lide at få bekræftet vores verdensbillede - og jo mere det sker, jo mere bliver det en form for selvforstærkende autofunktion. Og måske det det vi ser konsekvenserne af nu.
Anyway - så ville det være skønt hvis medierne generelt blev meget mere saglige, etiske og i virkeligheden neutrale i forhold til det de beskriver. Giv folk fakta ( ikke tillempede fakta eller eksperter som danner meningerne for dem), men FAKTA som det er SET. Lad folk danne deres egne meninger ud fra FAKTA.
Og så STOP med al den presse der kun forekommer for at piske stemninger op. Det er trættende, fordummende og irriterende.
Spørgsmålet er så om folk i bred forstand kan, vil og TØR danne sig deres egne meninger hvis de kun får fakta... Idag er vi jo så vant til at meningerne dannes for os :)