Læsetid: 4 min.

Nødhjælpen, der skaber nøden

Mens verden retter øjnene mod Afrikas Horn, hvor hungerkatastrofen hærger, pustes liv i et gammelt dilemma: Nødhjælpen, som skal redde somalieres liv, er også med til at skabe den nød, der truer dem
Udland
26. juli 2011
En kvinde bærer sit fem måneder gamle barn i Kenyas nordvestlige Turkana-distrikt. Et af de hårdt ramte områder på Afrikas Horn.

En kvinde bærer sit fem måneder gamle barn i Kenyas nordvestlige Turkana-distrikt. Et af de hårdt ramte områder på Afrikas Horn.

Jakob Dall

11,3 millioner mennesker sulter på Afrikas Horn, og nødhjælpsorganisationer arbejder på højtryk for at sikre livsvigtig nødhjælp. Men selv samme nødhjælp er blot én brik i et kompliceret spil, hvor lokale og internationale dagsordener er medspillere: For at kunne operere i Somalia, må nødhjælpsorganisationerne indgå aftaler med den militante islamiske organisation al-Shabaab eller lokale militser, som profiterer på nødhjælpen. Og når de forkerte kræfter profiterer på nødhjælpen, fastholdes den somaliske befolkning i den nød, der kræver nødhjælp.

»Det er nødvendigt, at man er bevidst om det og ikke prøver at skjule, at det her foregår under en krigsøkonomi, hvor nogle af dem, man forsøger at bekæmpe, også har økonomisk gavn af, at der kommer så meget nødhjælp ind. Men det må ikke og kan ikke være et argument for, at man dropper ud, fordi risikoen er høj,« siger Christian Balslev-Olesen, der har mange års erfaring med nødhjælpsarbejde i Somalia blandt andet som chef for Unicef i landet.

Lokalkendskab

Den 20. juli meddelte USA, at man vil sende nødhjælp til de to regioner Bakool og Lower Shabelle, som FN har erklæret for hungersnødsramte. Samtidig understregede vicekoordinatoren i US Agency for International Development, Donald Steinberg, at nødhjælpen på ingen måde må komme til gavn for al-Shabaab, der i vid udstrækning kontrollerer de to områder.

»Vi har brug for forsikringer fra WFP og andre organisationer (...) som vil fortælle os, at de ikke bliver beskattet af al-Shabaab, ikke er udsat for bestikkelse fra al-Shabaab, at de kan operere uhindret,« sagde Donald Steinberg i sidste uge til BBC.

Et krav, der kan være svært at leve op til, hvis nødhjælpen samtidig skal ud til de nødlidende. I november 2009 pålagde al-Shabaab nemlig en række humanitære organisationer krav om netop beskatning som forudsætning for at kunne operere i bestemte områder i det sydlige og centrale Somalia.

Det sætter organisationerne i et voldsomt dilemma. På den ene side er det vigtigt at få nødhjælpen bragt ud og derved redde liv. Men sker det med skyklapper for øjnene, risikerer man at gøre mere skade end gavn.

I Dansk Flygtningehjælp er man ofte blevet konfronteret med krav fra blandt andre al-Shabaab, fortæller Peter Klansøe, der leder indsatsen på Afrikas Horn. Derfor sørger nødhjælpsorganisationen altid for at få en mundtlig forsikring om, at de kan arbejde på egne betingelser. Får de ikke forsikringen, dropper de det pågældende program.

Men med den nuværende hungerkatastrofe er tingene blevet sat på spidsen, og dilemmaet er tydeligere end nogensinde, fordi al-Shabaab eller lokale forretningsfolk og militser profiterer på behovet for nødhjælp.

»Det er det, der er hele dilemmaet. Grunden til, at der er døde folk nu, er netop det dilemma. Det er ikke første gang, der er tørke, men når den udvikler sig til en hungersnød, skyldes det, at nødhjælpsorganisationerne har minimeret deres kapacitet på grund af frygten og risikoen for at styrke en myndighed som al-Shabaab,« siger Peter Klansøe.

Men i en situation som nu, hvor en hungersnød truer med at tage livet af flere tusinde somaliere, må de humanitære organisationer løbe en risiko.

»Hvis vi lige pludselig bliver mødt med krav, løber vi en risiko. Det er vi nødt til som organisation. Ellers dør folk. Det er det klassiske humanitære dilemma« siger Peter Klansøe, men tilføjer, at man skam godt kan være sikker på, at nødhjælpen ikke havner i de forkerte hænder, hvis man virkelig vil.

»Men hvis prisen for det er en million døde, er det en meget høj pris at betale,« siger han.

Nødhjælpen skal ud

Generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, vil ikke kalde situationen for et dilemma. De seneste dage har International Røde Kors uddelt 400 ton nødhjælp i det sydlige og centrale Somalia. Men ikke uden at løbe en risiko.

»Det er ikke et dilemma, for vi er jo ikke i tvivl om, at nødhjælpen skal ud. Det er vores formål, og det skal vi gøre. Det er klart, at i en situation som den i Somalia løber man en større risiko, end man ellers ville for at få hjælpen ud,« siger han.

Det er første gang, det lykkes Røde Kors at dele mad ud i området, og når det kan lade sig gøre, skyldes det netop gode kontakter til lokale aktører og organisationer.

»Vi har en meget stærk lokal organisation i Somalia, Somalisk Røde Halvmåne, som har givet os et godt ry. Internationalt har vi sikkerhedsgarantier fra al-Shabaab og militserne. De accepterer vores tilstedeværelse, fordi de kan se, at de har brug for os.«

Krigsøkonomi

Da al-Shabaab igen i oktober 2010 fremsatte krav om bl.a. beskatning, valgte FN og nødhjælpsorganisationerne imidlertid at boykotte kravene, og som følge heraf måtte nogle nødhjælpsprogrammer lukke ned. Christian Balslev-Olesen mener, det var den rigtige beslutning.

»Det havde været katastrofalt, hvis nogen var begyndt på den form for betaling. Det er fuldstændig umuligt i forhold humanitære principper at skulle betale den slags afgifter til militante grupper. Det er en kontant virkelighed, man hele tiden må prøve at finde en løsning på,« siger han og tilføjer, at også overgangsregeringen og lokale militser forsøger at påvirke nødhjælpsorganisationer til f.eks. at ansætte bestemte folk fra bestemte klaner.

»Der er ingen tvivl om, at der er nogen, der ser hungerkatastrofen som en chance, blandt andet transportselskaberne. De kan se, at der er masser af business lige nu. Nødhjælpen er en del af den krigsøkonomi, som har domineret Somalia i 20 år.«

Situationen kræver derfor, at nødhjælpsorganisationer, der opererer i Somalia, er yderst bevidste om den sammenhæng, de indgår i.

»Man skal forstå, at man ikke bare er en del af løsningen, men også en del af problemet. For der bringes vitterligt mange penge - ikke bare til transportselskaberne, men også til havnene og mange andre, der tjener penge på, at der er så meget gang i nødhjælpssituationen,« siger Christian Balslev-Olesen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her