Læsetid: 5 min.

En ny kapitalisme er mulig

I USA er debatten om en ny markedsøkonomi som alternativ til den finans- og profitdrevne kapitalisme i fuld gang. Nye typer selskaber og banker med miljømøssige og sociale hensyn er opstået i lokalsamfundet
Tre år efter det økonomiske kollaps, nærmer USA sig en alvorlig gældskrise. Den realitet har fået amerikanere til at gå nye veje mod en bæredygtig markedsøkonomi. Det forsøges bl.a. af et selskab, der rekrutterer firmaer, der skal bruge nogle af deres ressourcer til at hjælpe lokalsamfundet. Men mindre kan også gøre det som i Silver Spring, Maryland, (Obama ses her på under et besøg i 2009), hvor en musikgruppe f.eks. finansierer lektiehjælp til børn med særlige behov.

Tre år efter det økonomiske kollaps, nærmer USA sig en alvorlig gældskrise. Den realitet har fået amerikanere til at gå nye veje mod en bæredygtig markedsøkonomi. Det forsøges bl.a. af et selskab, der rekrutterer firmaer, der skal bruge nogle af deres ressourcer til at hjælpe lokalsamfundet. Men mindre kan også gøre det som i Silver Spring, Maryland, (Obama ses her på under et besøg i 2009), hvor en musikgruppe f.eks. finansierer lektiehjælp til børn med særlige behov.

Chip Somodevilla

6. juli 2011

BOSTON I sin berømte valgkamp i 2008 lovede Barack Obama grundlæggende reformer af det amerikanske samfund, der ville blive effektueret af det politiske system.

Men i dag, næsten tre år efter det amerikanske finanssystems kollaps og en lang økonomisk nedgangsperiode, er præsidentens vidtløftige planer efter alt at dømme slået fejl.

Ledigheden i USA er uacceptabelt høj, boligmarkedet er sunket ned i en dyb depression; mellemstore og store virksomheder skovler profitter ind uden at turde investere; bankerne holder tilbage med udlån; Wall Street spekulerer igen, som var finanschokket i 2008 en ubetydelig historisk anekdote; forbundsstaten og centralbanken har opbrugt alle traditionelle makroøkonomiske instrumenter til at genskabe vækst, og USA nærmer sig med syvmileskridt en alvorlig gældskrise.

»I efterkrigstiden ramlede vi af og til ind i en kort periode med lavkonjunktur, men den blev hurtigt afløst af lange perioder med højkonjunktur og velstand. I dag står vi ansigt til ansigt med en dybtgående forandring af hele markedslogikken i det kapitalistiske system,« siger William Greider, forfatter til flere bøger om globaliseringen og USA's centralbank og i mange år redaktør ved det venstreorienterede ugeblad The Nation.

Ifølge Greider er der opstået et stærkt behov for at udvikle ideer til at skabe en ny bæredygtig markedsøkonomi, som respekterer demografiske og biologiske grænser for industriel vækst og samtidig tager behørigt hensyn til klimaet, miljøet og sociale faktorer.

»Det politiske system i USA har spillet fallit, så vi må begynde nedefra i samfundet, blandt græsrødderne. Økonomisk historie belærer os om, at forandring af systemet kommer nedefra, det tager lang tid at fuldbyrde, men til syvende og sidst er det individer og ikke politikerne som skaber en ny erhvervskultur,« mener Greider.

De store koncerner

Et voksende antal økonomiske tænkere og politiske aktivister i USA er overbevist om, at kun en fundamental forandring af den fremstillende sektors og finanslivets modus operandi vil redde den amerikanske kapitalisme fra sig selv og sikre fremtidige amerikanske generationer en acceptabel velstand.

En af de førende tænkere er økonomen Gar Alperovitz, professor ved University of Maryland.

I sin bog America Beyond Capitalism (2006) hævder han, at en kombination af offentlig kontrol med store koncerners håndtering af deres overskud (sociale og miljømæssige hensyn) og udviklingen af alternative typer små og mellemstore virksomheder i lokalsamfundet med forskellige ejerskabsstrukturer kan afstedkomme den eftertragtede forandring af amerikansk kapitalisme.

Disse tanker er allerede ved at blive til i virkelighed på lokalt plan, lige under de nationale mediers radarskærm.

»Vi bliver nødt til at ændre amerikanske virksomheders karakter, således at sociale og miljømæssige hensyn er indbygget i deres operationsmåde gennem lovgivning,« siger Jamie Raskin, demokratisk medlem af delstaten Marylands senat.

Benefit Corporations

Raskin er fadder til en ny type selskab, som han tog initiativ til at konstituere i Marylands lovgivende forsamling. Det hedder Benefit Corporation, og konceptet har allerede spredt sig til tre andre delstater New Jersey, Vermont og Virginia. Ideen var ikke Raskins.

»Jeg hørte om det fra en vælger. Han er medgrundlægger af den almennyttige organisation B Lab, der rekrutterer virksomheder til at anvende nogle af deres penge og ressourcer til at løse sociale og miljømæssige problemer i lokalsamfundet,« fortæller delstatssenatoren.

For at blive anerkendt og optaget i B Lab skal et selskab opfylde minimumskrav på miljøområdet og medvirke til at forbedre sociale forhold. Medlemskab kan løfte en virksomheds anseelse blandt arbejdstagere, forbrugere og institutioner.

Senator Raskin frygtede imidlertid, at store aktieselskaber hurtigt ville prøve at opkøbe succesrige benefit-virksomheder.

»Vi har tidligere set, at privatejede progressive virksomheder som brødrene Ben & Jerry's Homemade Ice Cream er blevet sat på blokken og solgt til højest bydende, der så har malket virksomheden for penge og ødelagt den grundlæggende idé bag,« fortæller Jamie Raskin.

Værn mod overtagelse

Ifølge amerikansk selskabslov skal en privatejet koncern, der ønsker at blive noteret på børsen som et aktieselskab, acceptere det højeste bud fra købere interesset i at overtage aktiemajoriteten.

For at benefit-selskaber undgår denne skæbne fik Raskie den lovgivende forsamling i Maryland til at vedtage en lov, som bl.a. beskytter dem mod fjendtlig overtagelse og samtidig forpligter selskabet til at opfylde kriterier af social og miljømæssig karakter. Der er ydermere bestræbelser i gang for at yde benefit-selskaber skattelettelser på forbundsstatsniveau.

Indtil videre omfatter kredsen af Benefit Corporations små og mellemstore firmaer. Deres samlede omsætning sidste år løb op i 25 mia. kroner, et beskedent beløb i den største økonomi i verden.

Grændlæggende går ideen ud på at få en virksomhed til at investere noget af sit overskud i lokale projekter. Det kan f.eks. være udbedring af en bro, som kommunen ikke har råd til lige nu.

»I min valgkreds findes der en dyremadsbutik, der sætter et fast beløb til dyreværnet til side. En musikgruppe, der optræder hver weekend på torvet i min by Silver Spring, finansierer lektiehjælp til skoleelever med særlige pædagogiske behov. En etiopisk immigrant importerer valmuefrø; han giver halvdelen af sit overskud til kommunens skoler,« beretter Raskin.

»Man kan sige, at disse benefit-selskaber rekvirerer goodwill ved at udføre gratis samfundstjenester. Store profitdrevne koncerner bruger derimod deres penge til at købe politisk indflydelse og ændre lovgivningen til egen fordel.«

Progressivt netværk

Benefit-selskaber er blot det nyeste skud på stammen. I forvejen eksisterer der i USA et landsdækkende net af indkøbskooperativer med ca. 130 mio. medlemmer, der findes 11.000 medarbejderejede virksomheder (12 mio. ansatte); den progressive brancheforening American Sustainable Business Council, har 130.000 medlemmer, mens 22.000 små firmaer er med i The Business Alliance for Local Living Economies.

Herudover arbejder græsrødder i nogle delstater på at efterligne en statsdrevet bank i North Dakota, der disponerer over delstatens indtægter, virker som udviklingsbank og giver kredit til sparekasser.

Dertil skal lægges et væld af nye tænketanke og græsrodsgrupper, der alle har som formål at skabe alternativer til den eksisterende økonomiske orden.

Men en ting er masse, noget andet gennemslagskraft. Denne bevægelses største udfordring er at løses cirklens kvadratur og overbevise beslutningstagere i erhvervslivet og den politiske verden om, at en ny økonomi med negativ vækst eller nulvækst kan skabe noget nær fuld beskæftigelse. Ellers kan man godt vinke farvel til forandring af en økonomi, hvor arbejdsløshed ofte er ensbetydende med personlig ruin.

»Det er et spørgsmål, som ingen ny økonomer har kunnet besvare overbevisende,« siger William Greider.

»Man kan ikke komme uden om, at staten må spille en rolle, når ledigheden stiger over en vis procent, og garantere arbejdspladser. Men hvem skal bestemme hvilken type arbejde, og hvad det aflønnes med?«

Her skilles vandene på den amerikanske venstrefløj mellem ny økonomer og populære keynesianske økonomer som Paul Krugman, Robert Reich, Joseph Stiglitz, Alan Blinder, Amartya Sen, etc. De sidstnævnte kan ikke se, hvordan man opnår fuld beskæftigelse og formår at finansiere sociale bistandsprogrammer og pensionsudgifter uden en fortsat høj økonomisk vækst.

Nobelprisvinderne Stiglitz og Sen har dog fornylig udtrykt tvivl om anvendelsen af bruttonationalproduktet som et troværdigt mål for vækst i et samfunds velfærd. BNP tager f.eks. ikke højde for miljøskader og klimaforandringens konsekvenser, ej heller måles den positive effekt af bedre sundhedspleje og skolegang.

Serie

Økonomisk selvransagelse

Økonomerne er de nye overdommere i den politiske diskussion, mens politikken er reduceret til et for eller imod de økonomiske modeller. Det har ført til selvransagelse blandt økonomer, for hvor meget kan de egentlig forudsige? Samtidig overtager den økonomiske tankegang menneskesynet, når borgerne reduceres til plusser og minusser i velfærdsstatens regnskab. 

Følg med i Informations serie om økonomien, der styrer samfundsdebatten.

Seneste artikler

  • Modellerne holder, økonomerne fejler

    30. juni 2011
    Økonomisk selvransagelse bør ikke føre til, at økonomer vender modeller som DREAM ryggen. Fejlvurderinger af den økonomiske udvikling skyldes nemlig ikke modellerne, men fejl hos de økonomer, der fortolker deres resultater
  • 'Den kendte vækst er ikke mulig på lang sigt'

    21. juni 2011
    Ressourcerne til en levestandard for alle som den nuværende vestlige findes simpelthen ikke. Derfor må økonomerne i sving for at finde nye modeller for udvikling, siger økonom og tidligere mangeårig finansminister Lykketoft
  • OECD måler det forkerte gode liv

    17. juni 2011
    OECD har netop offentliggjort et indeks for trivsel. Men det måler kun den enkelte borgers materielle rigdom, ikke om de har et godt liv, lyder kritikken
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, håbet er jo lyssegrønt:

Kapitalistisk solidaritet med de svage ...æhmm

Nedenstående citat er fundet i Venstres partiprogram:

"Når ejendomsretten er fordelt på de mange, har ingen enkeltperson magt til at
bestemme over andre. Liberale ønsker derfor en spredning af den private ejendomsret."

Man har lyst til at stille spørgsmålene: Hvordan og hvornår?

PS. Mon nogen i den danske regering forstår rækkevidden af denne sætning fra artiklen?:

Man kan ikke komme uden om, at staten må spille en rolle, når ledigheden stiger over en vis procent, og garantere arbejdspladser.

HAHAHA: "offentlig kontrol med store koncerners håndtering af deres overskud".... In your dreams! Nope man blir sgu nødt til at nationalisere koncernerne hvis de når en hvis størrelse. Når de begynder at blive "too big to fail". Altså ét af de mange skridt der skal til, for en økonomi der ikke er baseret på ustoppelig vækst og profit. Mener jeg!

Men ja - ejendomsret er jo essentielt. Pil ved den - så kan vi begynde at snakke!

Michael Borregaard

En ny markedsøkonomi har været mulig de sidste 20 år - det eneste det kræver er, at mennesket, altså du og jeg begynder at fokusere på lykke og velvære frem for profit gennem aktier m.v., for i den sidste ende, bestemmer vi selv hvad vi bruger vores penge på, dette ændrer hverken lobbyisme eller andre kapitaliske tiltag på.

Begreber som knaphedsøkonomi og/eller fornuftsøkonomi er den bæredygtige vej frem hvis vi skal undgå ressourcemangel samt en overophedning af de finansielle markeder. Sidst men ikke mindst er solidariteten og politikernes troværdighed også et mål for om hvorvidt en ny kapitalisme er mulig.

Det lyder ikke helt ufarligt at pille ved ejendomsretten. Vi kommer formentlig hurtigt ud i en Marxistisk tankegang med en form for tvangsfordeling.

Jeg er helt enig med bl.a. Kenan Coban ang. nationaliseringen af "too big to fail"-selskaber, men med den begrundelse, at "too big to fail" er i konflikt blandt interesser. Fx arbejdsløshed, som betyder lavere løn, osv.

Dog er jeg dybt uenig i "bare" at hive fat i ejendomsretten og ændre i et af hovedkoncepterne i kapitalismen, for derefter at forvente en positiv udvikling. Jeg mener ikke at vi, på verdensplan, har stillet krav til virksomheders adfærd, set i lyset af vores grundlæggende moraler.

Fx kan en fabrik ikke tillade sig at bruge vandet i en landsby, der på grund af fabrikken ikke længere kan få vand nok til indbyggerne (her understreget at indbyggernes forbrug ikke er steget i mellemtiden).

Det kunne være en begyndelse. Menneskerettigheder og virksomhedsansvar måske?

Så de fattige skal stå med hatten i hånden og tigge penge af såkaldte "benefit"-virksomheder?

Det lyder ikke særlig værdigt, men mon ikke kapitalisterne kan lide, at alle er afhængige af dem, og at de kan få alle til at makke ret, bare ved truslen om at tilbageholde midler?

Johannes Lennar

Et kapitalistisk system der

"samtidig tager behørigt hensyn til klimaet, miljøet og sociale faktorer."

Er jo det dummeste at sige. Det kan slet ikke lade sig gøre.

Det eneste der kan tvinge kapitalismen i knæ og dermed sikre behørigt hensyn til klimaet, miljøet og sociale faktorer er strejker.

Ja. Men så flytter de bare et andet sted hen hvor de kan betale en tyran for at nedkæmpe strejker med hæren, forurene frit, slippe for skat osvosv...

Benjamin Nørgaard Bording

Ved den pessimistiske anskuelse af Benefit-systemet bevæger I jer meget hurtigt over i en betonleninistisk/sovjetisk tankegang om at alt skal nationaliseres. Det er en skam. Jeg ser da et klart perspektiv i at små og mellemstore virksomheder (grønthandleren, den lokale specialforetning, slagteren, autoværkstedet eller en mindre produktionsvirksomhed (skal vi siger 10 til 20 mand stor)) på medarbejderdemokratisk vis kan skabe et "ejerskab" for det samfund vi sammen skal bygge op. Når det kommer til den retning midlerne skal sendes så er skolen ikke en god ide (pensionsselskaberne appropos). Men eksempelvis kunne man tænke i lokale parkanlæg omkring bymidten i provisbyerne, legepladser nær handelscentrumet i byen, forskønnelse generelt eller nyindkøb af bøger til det lokale bibliotek eller børnehaven. Det er alt sammen "ekstra geil" til et stærkt samfund. Overflødig - ja, uundværlig - nej. Men det ville være godt og det er netop det - det gode vi kan gøre for hinanden efter vores egne behov er dækket - som vi må sætte vores lid til. At kalde disse små erhvervsdrivende for kapitalister er meget dogmatisk. Dog skal muligheden for at rykke tæppet væk under samfundet (muligheden for at pleje egne interesser uden for referat) dog aldrig deles ud til den ene eller anden private aktør.

Ny kapitalisme, hvor arbejderne ikke snydes for merværdien af deres arbejde? Det er ikke kapitalisme. Og hvis ikke, så er det bare kapitalisme, gammel eller ny vælg selv.

@Genha F: pas nu på at du ikke bliver bange for din egen skygge: hvordan kan det være et argument mod noget, at det fører "ud i marxisme"?
Nu er der ingen grund til at frygte, at Obama eller amerikanske virksomheder bevæger sig i andre retninger end bevarelse af kapitalistiske former. Så "tænkerens" bog har givetvis en helt skæv titel og avis-artiklen peger da også på at de ser ændringer i den basale (stupide) liberalistiske markedsmodel.

Kristian Rikard

Kære Søren Lom,
Hvis jeg nogensinde skulle komme i tvivl om, hvor styg kapitalismen er, så finder jeg altid trøst i dine kommentarer. De er krystalklare i deres holdninger, de levner absolut ingen tvivl mulig - ikke bare det mindste håb for en tillempet
kapitalisme eller dialog. Du ville aldrig kunne blive kommunikationsekspert :-), for de skal nemlig kunne tale i tunger - helst tvetunget. Det kan man ikke beskylde dig for :-).

Simon Hoiberg

Tilbage i '73 var det jo E.F. Schumacher med sin "Small is Beautiful" der skrev om hvordan firmaer burde se ud, hvilket forhold de skulle staa i overfor deres umiddelbare samfund og miljoe, og ogsaa hvilken stoerrelse de burde have for at man ikke mister kontrollen med dem. Det er disse ideer, der maaske er paa vej tilbage.

Saa taenkte jeg ogsaa paa at i nogen samfund er det bedst med statseje i store firmaer, medens at i andre samfund er det mere privatisering man kunne satse paa - tag nu bare Japan som eksempel. Der var (er) regerningen i seng med kernekrafts lobbyen, og derfor blot arbejdede sammen med dem iht. 'profit maximization'. Det gik vist lidt galt....Saa i dette tilfaelde er det ikke statseje, men snarere offentlig medvirken i beslutnings-tagning der skal til.

Peter Hansen

Statseje er altid en dårlig idé, fordi staten dermed får andre objektive interesser end borgernes vé og vel. Hvad der til gengæld ofte vil være i samfundets interesse, er virksomheder ejet af dem, der arbejder i dem og har deres udkomme fra dem - altså, ko-operativer.

Kristian Rikard

til Peter Hansen,
Jeg kan svagt huske diskussionen om ØD. Den havde jeg ikke så helt lidt sympati for - som princip. Men den løser ikke den gorgiske knude, om forholdet mellem den enkeltes interesser, den lille gruppes interesser, den større gruppes interesser og det gavnlige set totalt med samfundets øjne. I min optik må man have en rimelig stor stærk (og forhåbenlig objektiv neutral) offentlig sektor til at holde styr på løjerne.

Jeg synes artiklen var opløftende, og hvis vi dirigerer vores daglige forretninger i retning af disse virksomheder, så vil vi med tiden sikkert få resten med.

@Kristian Rikard siger:

Kære Søren Lom,
Hvis jeg nogensinde skulle komme i tvivl om, hvor styg kapitalismen er, så finder jeg altid trøst i dine kommentarer. De er krystalklare i deres holdninger, de levner absolut ingen tvivl mulig - ikke bare det mindste håb for en tillempet
kapitalisme eller dialog. Du ville aldrig kunne blive kommunikationsekspert :-), for de skal nemlig kunne tale i tunger - helst tvetunget. Det kan man ikke beskylde dig for :-).

Når jeg ser ordet ny foran et eller andet gammelt, så bliver jeg mistænksom.
Som der stod på et flaske med skyllemiddel: "Ny komprimeret et liters flaske."

Peter Hansen

Kristian Rikard, jeg er bestemt tilhænger af en stor offentlig sektor til at holde det helt private erhvervsliv i skak. Staten skal varetage borgerens frihedsinteresser, som er de stik modsatte af erhvervslivets. Bl.a. derfor er jeg tilhænger af en basisindkomst til alle. De eneste, der reelt set er modstandere af det, er liberalisterne.

Peter Hansen

En offentlig er da ikke sat i verden til at holde den private sektor i skak, men til levere ydelser mv som tjener fællesskabet, fx forsvar, politi og retsvæsen.

Mig bekendt er det offentlige min største trussel, og ikke erhvervslivet, mod mine frihedsinteresser, og dermed bliver staten vel til det, du kalder liberalister?

Peter Hansen

Helt fejlagtigt, Mikael Petersen. Den demokratiske stat er vores fælled, den grund, vi alle står på. Hvad der kan antaste fællesskabet beskyttelse af den enkelte borger som borger, er fællesskabets fjende. Derfor er det privatkapitalistiske system, hvor folk, selvom de i princippet er frie borgere med suveræn selvbestemmelse og indflydelse gennem fællesskabet på almene beslutninger, underkastes en enkelts eller et kollegiums beslutninger, altså tyranni eller oligarki, demokratiets modpart, der som sådan må accepteres, men også må stækkes. Staten kan aldrig være en trussel mod den borger, der tager sin borgerpligt på sig og deltager i udviklingen af en demokratisk politik.

John Hartfelt

Vesten har blot ikke omstillet sig til en øget konkurrence fra nye markeder. Disse nye markeder har lavere løn, dårligere arbejdstagerrettigheder og stort set ingen offentlig sektor den private sektor skal finansiere.

Det er i Danmark sådan at private virksomheder drives markant mere effektivt end den offentlige sektor med markant mindre spild, højere kvalificeret og mere motiveret arbejdskraft samt en forståelse for økonomi.

Det private erhvervsliv og dets ansatte er de eneste parter i Danmark der bidrager til dansk indtjening. Det er ikke liberalisme eller idealisme, det er et simpelt faktum. Den offentlige sektor er udgifter.

Ud fra mine egne erfaringer som konsulent i snart 20 år med bl.a. det offentlige som arbejdsområde, vil jeg mene der i gennemsnit kan spares 20-30% på samtlige udgifter uden at sænke hverken service eller effektivitet, men blot ved at ansatte kvalificerede mennesker fremfor venner og bekendte. Jeg har ikke tal på hvor mange "Tekniske Direktører", "IT Chefer", "System specialister" med uddannelser som sygeplejerske, gartner eller noget andet irrelevant jeg har siddet overfor, uden kompetencer, men med stor villighed til at udbetale penge. De store "projekter" med elektronisk klient journal, rejsekortet er blot toppen af isbjerget, omend det dog kommer i medierne når budgetoverskridelserne kommer op i milliard-klassen. Er det mindre beløb, som RegionH's pludselige budgetunderskud på 400 millioner kroner sidste år fra oktober til december, så er det blot en notits i lokalavisen.

Det er ikke et opråb om at afskaffe den offentlige sektor, det er latterligt, vi har brug for plejehjem, børnehaver, skoler, hospitaler og så videre, men vi har brug for effektive plejehjem, børnehaver, skoler og hospitaler som vi kan være stolte af og ikke skamme os over.

At postulere vi skal have den private sektor til at udvise samfundssind er nonsens så længe vi eksisterer i den samme verden som BRIK-landene (Brasilien, Rusland, Indien og Kina) og andre fremadstormende økonomier. Istedet burde vi gøre noget ved den kugle om benet vores private sektor skal løfte og rydde op i politisk styrede ansættelser, politikere i bestyrelser, overlæger som administratorer, ansættelse af folk til stillinger de er ude af stand til at varetage, ideen om at alle systemer skal udvikles fra bunden af os selv fremfor at bruge professionelle løsninger, ingen eller ringe kontrol af egne processer og lignende traditionsbundne men rent ud sagt, idiotiske, konstellationer.

Peter Hansen

Det kan ikke være fejlagtigt. Du kan være uenig:)

Hvis jeg sammenligner statens og de private virksomheders begrænsninger, som jeg oplever i Danmark, er der ingen tvivl. Det er staten, der sætter begrænsningerne.

Prøv selv. Lav en liste med ting, du er forhindret i at gøre, og så del dem op i statens og de privates og se, om jeg ikke får ret.

Kristian Rikard

til Søren Lom,
Jeg er også lettere forundret over, at man kan putte mere og mere indhold i en eenliter dunk. Men det kan man åbenbart også indenfor visse grene af nationaløkonomien. Men medens du synes at mene, at den endelige apokalypse er uundgåelig, håber jeg stadig i min naivitet, at der er andre løsninger :-). Eventuelt den iboende fornuft ? i homo sapiens.

Peter Hansen

Mikael Petersen, forskellen er, at staten har vi alle indflydelse på, det har vi ikke på private virksomheder, der som hovedregel fungerer som rene diktaturer. jeg ved ikke, hvad jeg skulle være forhindret i at gøre - udover det, som den siddende regering med sine undtagelseslove har belemret os med; men det kan og skal jo omgøres.

@Kristian Rikard

Hvis du har en anvisning på hvordan folket får magten tilbage,så tror jeg også på din version, men jeg syntes godt nok at udsynet bliver mindre og mindre.

Peter Hansen

Der er kun én vej for folkets tilbageerobring af magten: indmeldelse i politiske partier - det går ikke engang at danne nye, transformationen - eller reformationen, der jo betyder gendannelsen - må ske i de eksisterende, for det er blevet alt for besværligt og usikkert at danne nye.
Heldigvis lever de klassiske tanker endnu, jeg hørte den glimrende formand for den nye arbejdsløshedsorganisation i radioen i morges, og han stod klart på de fælles værdier: ubetinget sikkerhed for folks indkomst, hvilket jo er hele grundideen i velfærdsstaten. Havde vi ikke rokket så meget ved det fundament, var mange flere stadig på arbejdsmarkedet uden diagnoser eller manglende evne til at fungere på arbejdsmarkedet. Sikkerhed giver overskud og motivation, pres og usikkerhed giver dårlige, uigennemtænkte løsninger.

jette tofte bøndergaard

Hattedame-kapitalisme, tænkte jeg.

@ Peter Hansen "ubetinget sikkerhed for indkomst" - det lyder rigtigt. Det ville da også være et incitament til at skabe arbejdspladser, hvor man fik noget lavet for de sikrede lønninger. For min skyld kunne det man fik lavet så gerne være:
- at nogen fik opgraderet deres uddannelse
- at familiemedlemmer fik omsorg
- at nærmiljøet blev støttet med en frivillig indsats
- at børn og eller ældre fik en god fortælling
- at nogen kreerede tøj, redskaber, legetøj mm til fornøjelse
- at nogen satte gang i en god debat fx om alternativer til væksøkonomien
- at nogen kulegraver magtudøvernes gøren og laden
- at nogen kulegraver finansverdenens gøren og laden
- at ...

John Hartfelt

Peter Hansen skriver:
"Mikael Petersen, forskellen er, at staten har vi alle indflydelse på, det har vi ikke på private virksomheder, der som hovedregel fungerer som rene diktaturer. jeg ved ikke, hvad jeg skulle være forhindret i at gøre - udover det, som den siddende regering med sine undtagelseslove har belemret os med; men det kan og skal jo omgøres."

Private virksomheder er jo som navnet antyder, private, d.v.s. de har en ejerkreds. Lidt ligesom at det man bor i ejerlejlighed betyder, at det er ens ejendom og med mindre boligen er fredet er der ikke nogen du skal spørge om lov til at male en væg grøn og slå et søm i en anden.

Private virksomheder har dog ofte en gruppe af ejere, er der tale om et aktieselskab kan der være endog rigtig mange ejere. Generalforsamlinger er fuldt ud lige så demokratiske i deres natur, som andre afstemninger, omend kun ejere i virksomheden naturligvis høres. Lidt ligesom at folk i Roskilde ikke kan stemme til kommunalvalget i Lejre eller andre statsborgere er udelukkede for at stemme til det danske folketingsvalg.

Endvidere har de fleste private virksomheder ansatte, som også er mulige at påvirke. Fagforeninger kan lave faglige konflikter og dermed lamme en virksomheds muligheder for at agere i et forsøg på at influere dem direkte. Der er altså en masse redskaber i vores samfund og i den private sektors konstruktion, der giver mulighed for ageren.

Udfordringen i Danmark ligger i markant grad i en in-effektiv, korrumperet og ekstremt omkostningstung offentlig sektor, der holdes oppe af vennetjenester og nepotistiske by-konger. Det er en forfærdelig sump af pamperi og rygklapperi, der gør det meget svært for selv de mest idealistiske ikke enten at forlade offentlige administrative stillinger i afsky, opleve en markant udfrysning og psykisk mobning, hvis man gør opmærksom på problemerne eller en resignation af moral og etik, for derefter at fortsætte spildet, svindlen og den korrupte praksis.

Det bedste vi kunne håbe på var en intern revisionsgruppe, der var juridisk påkrævet i alle kommuner, som skulle aflevere præcise regnskaber med præcise kontrakter til et centralt departement under økonomi- og indenrigsministerierne. Gennemgå samtlige kontrakter, udliciteringer, ansættelser, opslag af stillingerne, igangsætning af "projekter", planer for vedligehold og lignende. Uduelighed skulle kunne føre til afskedigelse med lavest mulige fratrædelse (uden pension) og decideret embedsmisbrug til retsforfølgelse med fængselsstraf for øje. Svindler man samfundet for en milliard i forhold til budget fordi man er uduelig burde man retsforfølges fuldstændig på linie med anden økonomisk kriminalitet. Taberne er stadig investorerne, d.v.s. os allesammen, eller i hvert fald dem der betaler skat.

Mit problem er ikke at der kan forekomme budgetoverskridelser, det kan der alle steder, lønninger kan stige, komplikationer kan tilstøde, materialer kan blive dyrere end forventet, men et pludseligt, "Hov, vi har brugt 400 millioner for meget!" mere eller mindre fra den ene måned til den anden er fuldstændig uacceptabelt.

Fuldstændig som det private erhvervsliv, der er vant til månedlig rapportering, budgetopfølgning og analyse samt forecasting, kand et samme også ske i det offentlige.

John Hartfelt

Du påpeger, synes jeg, nogle enkelte ekstremer i den offentlige forvaltning. Jeg har et generelt positivt syn offenligt ansatte.

Men det offentlige system har nogle incitamentsstrukturer, som ikke altid er optimale, og gennem OPP forventer jeg, at tingene kan gørs både billigere og bedre.

I hænderne på staten eller _direkte_ i hænderne på koncerner - har svært ved at se forskellen med henblik på magtfordeling og velfærd.

John Hartfelt

Den offentlige sektor burde professionaliseres i Danmark. Ikke privatiseres, men man burde simpelthen forlange at den offentlige sektor, som vi allesammen betaler til blev administreret på en ordentlig måde.

Et nøgternt forslag vil være at stille krav til evnerne hos dem der blev ansat i en given stilling. Det ville stoppe læger med personaleansvar, kontraktforhandlere, der ikke er jurister, IT system ansvarlige uden teknisk indsigt, budgetansvarlige uden økonomisk forståelse og politikere væk fra samtlige stillinger der ikke var dem givet direkte som følge af en valghandling.

Benjamin Nørgaard Bording

@John Hartfelt - meget nøgternt. Især omkring politikernes rolle. De bør - i følge mig - ikke mistet fornemmelsen med hvad der foregår i deres konkrete embedsudøvelse.

Kristian Rikard

til John Hartfelt,
Jeg er ikke enig med dig i din beskrivelse af den offentlige sektor. For så vidt angår selve det centrale embedsværk har vi et af verdens bedste og mest veluddanede, og jeg synes ikke det er fair at bruge ord som korrumperet og deslige.
Det er ikke der, hunden ligger begravet - så vidt jeg kan se.
Tværtimod tror jeg det begyndte at gå galt helt tilbage i 1980'erne og især i 90'erne. Som jeg ser det, troede mange af os faktisk at NPM og en form for privatisering "kunne" være løsningen på en fortsat vildtvoksende offentlig sektor, som efterhånden ikke blot varetog de basale velfærdsydelser, men også en del af dem, vi idag diskuterer. Og som notabene efterhånden udgjorde op mod 25% af den økonomiske aktivitet (idag 35%)
Det der ærger mig mest af alt er, at vi her i Danmark/Skandinavien havde en enorm komparativ fordel i forhold til hele verden
omkring os. Men vi har ikke evnet at udnytte disse fordele - men har blot åndløst lagt os i slipstrømmen på Blair og andre med det
resultat, at vi har DSB skandalen og kommuner som uden blusel fører snavset spildevand ind hos nabokommunen og eksporterer sociale
klienter en masse.
Allermest ærgeligt er det, at DJØF og andre ikke er trådt i karakter mens tid var. Nu kan vi sidde og se på, at en regering skærer ned helt uden en afgørende nødvendig forudgående diskussion af, hvordan vi takler fremtiden.

Karsten Olesen

Om privatisering, udlicitering og fejlbehæftede offentlige offentlige løsninger, se også:

Om uansvarligheden i at udlicitere persondata:

http://arbejderen.dk/content/samfund-p-udsalg

Dorte Tofts blogs om de fejlbehæftede dataløsninger:

Lykketofts salg af datacentralen:

http://bizzen.blogs.business.dk/2010/10/14/lykketofts-salg-af-datacentra...

http://bizzen.blogs.business.dk/?s=kmd

http://bizzen.blogs.business.dk/?s=csc

http://www.google.dk/search?q=dorte+toft+csc+blog&hl=da&prmd=ivnso&ei=dR...

Kjeld Hansen

Vi har jo haft en mulig løsning i Danmark, nemlig andelsbevægelsen.

F.eks. før liberaliseringen af el-sektoren ejede alle vi kunder en andel af den. Nu ejes den fortrinsvis af mastodonten DONG Energy A/S.

Tidligere var også DSB, TDC, Post Danmark fælles eje. Eller hvad med Andelsbanken der nu hedder Nordea? Ligesom det forekommer mig, at et stort forsikringsselskab har været andelsejet. Husker ikke lige hvilket.

Alle disse goder er blevet afviklet pga. ideologier om markedskræfter er løsningen på alle vores problemmer. Det er en tragisk misforståelse.

Seneste skud for stammen er oprettelse af kommunalt ejede forsyningsselskaber. Det offentlige ejer ikke længere infrastukturen af vand og spildevand. Det gør et A/S.

At liberalisere så vitale områder er en kæmpe fejltagelse.

Peter Hansen

Tak til Kjeld Hansen for at bringe andelstanken på banen igen. Den er jo en organisationsform, der passer bedst til det danske samfund, fordi folk bidrager med det, de kan og får deres andel i overskuddet, uden persons anseelse.

Søren Kristensen

USA har, i modsætning til Europa, en særlig tradition for at undsige staten og overlade (omsorgs)opgaver til den private sektor. På den baggrund kan noget der lyder nærmest latterligt utopisk sagtens være vejen frem, bare ikke i Europa, hvor der er tradition for at staten bestemmer alt, ikke mindst, på det sociale område. At denne europæiske tradition pt. er suspenderet i praksis, til fordel for et EU som endnu ikke har fundet ud af om det vil stå på højre eller venstre ben eller om det vil være regering eller sekretariat, ændrer ikke ved den grundlæggende kulturforskel. Det er derfor vi ikke uden videre kan forstå eller adoptere den amerikanske tankegang om at private virksomheder skulle få noget som helst ud af social eller miljømæssig ansvarlighed, med mindre den er indskrevet i loven.I Europa er bilfri søndage et statsanliggende. I USA kommer det aldrig på tale.