Nyhed
Læsetid: 2 min.

Obama lægger pres på

Uret tikker for præsident Obama, som har givet Kongressens ledere 36 timer til at blive enige om en strategi, der kan lede frem mod et nyt statsbudget
Udland
16. juli 2011

USA's præsident, Barack Obama, er ved at tabe tålmodigheden med de amerikanske politikere i Kongressen, der kæmper for at nå til enighed om statsbudgettet.

Derfor gav præsidenten torsdag aften Kongressens ledere en tidsfrist på 24-36 timer til at finde en strategi, der kan lede frem til et nyt statsbudget. I det tidsrum skal de finde ud af, hvad de menige medlemmer kan gå med til, og samtidig har Obama åbnet muligheden for at fortsætte forhandlingerne i weekenden.

»På et tidspunkt taber det amerikanske folk tålmodigheden,« sagde præsidenten i et interview med tv-stationen CBS3 torsdag.

Nær betalingsstandsning

Også finansminister Timothy Geithner advarer om, at tiden nu er ved at rinde ud. I det hele taget tikker uret højlydt. For hvis en aftale ikke er på plads om en uge, risikerer USA at gå i betalingsstandsning i begyndelsen af august. Samtidig har kreditvurderingsselskaberne også øget presset på forhandlerne. Tidligere på ugen meddelte Moody's, at det har sat USA på observationslisten og overvejer at nedgradere landets kreditværdighed. Torsdag fulgte Standard & Poor's trop og sagde det samme, og yderligere pres kommer fra USA's største kreditor, Kina, og fra Wall Street-giganten JPMorgan Chase.

Økonomer og erhvervsledere siger, at det vil sende chokbølger gennem verdensøkonomien, hvis ikke det amerikanske gældsloft på 14.300 milliarder dollar bliver hævet senest den 2. august. Men hvis en aftale skal nå igennem Kongressens to kamre inden da, skal den senest være på plads fredag i næste uge.

Præsident Obama arbejder for en langsigtet løsning, der ud over at hæve gældsloftet også nedbringer underskuddet på statens budget. Han håber på en aftale, der vil medføre nedskæringer for fire milliarder dollar. Men Obama er villig til at nøjes med en mindre aftale med nedskæringer for to milliarder dollar, »hvis alle parter er parate til at give sig lidt«.

Skulle det gå helt galt, kan Barack Obama trøste sig med, at han tilsyneladende har befolkningen bag sig. Ifølge en meningsmåling foretaget af Quinnipiac University vil 48 procent af befolkningen bebrejde Republikanerne, hvis forhandlingerne bryder sammen, mens 34 procent vil bebrejde Barack Obama og Demokraterne. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her