Interview
Læsetid: 3 min.

'Han er jo ikke opstået i et vakuum'

Manden bag terrorangrebet i Norge var alene om sin udåd, men hadet, som drev ham, er han ikke alene om. Set med den norske forfatter Jostein Gaarders øjne er Anders Behring Breivik ikke kun et monster, men også 'et produkt af en polariseret norsk debat'
Manden bag terrorangrebet i Norge var alene om sin udåd, men hadet, som drev ham, er han ikke alene om. Set med den norske forfatter Jostein Gaarders øjne er Anders Behring Breivik ikke kun et monster, men også 'et produkt af en polariseret norsk debat'
Udland
27. juli 2011

Nogle tab er så tunge, at de må deles for at kunne bæres. Nordmændene har stået skulder ved skulder siden fredagens terrorangreb, de har delt deres sorg ved fredelige demonstrationer, blomsteroptog og mindegudstjenester, og de har insisteret på, at bomben i Oslo og massakren på Utøya ikke alene var et angreb på regeringen og Arbeiterpartiet, men på hele Norge, hele samfundet, hele det norske folk.

Men spørgsmålet er, om den nationale tragedie, som statsminister Jens Stoltenberg har kaldt terroranslaget, også kalder på et nationalt ansvar. Om ikke alene sorgen, men måske også noget af ansvaret bør deles? Det mener den norske forfatter, filosof og samfundsdebattør Jostein Gaarder.

»Det er selvfølgelig spektakulært, at Breivik var alene om at planlægge og udføre sin mission. Det vil han uden tvivl blive husket for. Men hadet, som drev ham, står han ikke alene med,« siger han til Information.

Jostein Gaarder mener ikke, man kan forstå tragedien i Norge uden at forstå det politiske debatklima, som Breivik er rundet af. Han nævner blandt andet den højreradikale blog Document.no, som er hjemsted for flere indvandrerkritiske debattører, og hvor også Breivik i flere år har været en aktiv bidragyder.

»Det er sjældent, at en tragedie kommer uden varsel,« siger Jostein Gaarder.

»Olof Palme blev myrdet af en bums, men det skete på en tid, hvor det var alment accepteret at mobbe den svenske statsminister. Ord og hadske ytringer går ofte forud for de fysiske handlinger. Det er muligt, ingen andre end Breivik kunne finde på at myrde så mange mennesker. Men han gjorde det i et norsk debatklima, der generelt er præget af hetz mod islam,« siger Gaarder, der ikke ser nogen modsætning mellem at være ubetinget for ytringsfrihed og samtidig indse, at visse hadske ytringer kan have skadelige konsekvenser.

»Bliver debatten først meget hadefuld, mener jeg, det kan være med til at producere personer som Breivik. Han er ikke opstået i et vakuum. Han ønsker jo ikke at gøre Norge til en japansk kendo-kultur. Han er ikke en gal mand, som taler ud i den blå luft uden referencer. Han er et produkt af en vældig polariseret samfundsdebat om islamisering, som er endt med at blive en selvopfyldende profeti,« siger Gaarder, der heller ikke mener, at problemet er specifikt norsk.

»Det kunne også være sket i Sverige, Finland, Danmark og andre steder i Europa, hvor man ligesom i Norge har haft en voldsomt polariseret islamdebat, og hvor netsteder excellerer i rendyrket nazistisk propaganda,« siger han.

Selve nyheden om terroranslaget modtog Jostein Gaarder, mens han var på ferie i Sørland i det sydlige Norge. Hans første tanke var: al- Qaeda!

En af vore egne

Men selv om mediernes opmærksomhed også hurtigt rettede sig mod Mekka, og en enkelt islamisk terrororganisation tilmed påtog sig ansvaret for ugerningen, så var det ikke en islamist, der stod bag. Det var en anti-islamist, og tilmed en hjemmedyrket en af slagsen med bleg hud, lysblond hår, og fædrelandskærligheden brusende i sit norske blod.

»Det paradoksale er, at det netop er en repræsentant for den ængstelighed, mange nordmænd har over for islamismen, der har myrdet vores unge. Man skal ikke tage fejl: Breivik har mange politiske meningsfæller i Norge. Formentlig er der ingen, som vil acceptere hans voldsbrug, men han har ikke mødt nogen særlig modstand mod sine ekstreme antimuslimske holdninger, og det er jo fordi, han ikke er alene om at mene, at muslimerne vil overtage Europa,« siger Gaarder.

Og hvad gør man så ved det? Er løsningen at lægge restriktioner på netdebatten, sådan som det allerede er blevet foreslået, eller skal udvekslingen af meninger, også de ekstreme, fortsat have frit spil? Det diskuterer man i Norge, men står det til Jostein Gaarder er der ikke noget at diskutere.

»Alle tanker må frem, så man kan debattere dem. Jeg tror ikke på censur, tværtimod tror jeg, den er farlig.«

Alligevel formoder den norske forfatter, at også Norge i fremtiden må affinde sig med visse begrænsninger af frihedsidealerne.

»Vi har mistet vores uskyld. Og vi vil, det må vi indse, også miste noget frihed. Formentlig må vi tåle lidt mere politi og overvågning i fremtiden. De unge mennesker, som overlevede massakren på Utøya, vil vende tilbage til øen næste år, men det vil blive med bevæbnet politi, der kan beskytte dem,« siger han.

»Sådan er det. Vi er vågnet til en ny virkelighed. Norge er et forandret samfund. Men vi må ikke miste troen på vore egne principper.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her