Forhandlingerne om at afvikle den amerikanske statsgæld og hæve loftet for, hvor meget supermagten må skylde, tog i går aftes en dramatisk ny vending, da både de republikanske og demokratiske topforhandlere samstemmende gav udtryk for, at en ny aftale er på trapperne.
Aftalen blev færdigforhandlet i timerne efter, at det seneste færdige forslag, demokraten Harry Reids, resulterede i et nederlag 50 stemte for og 49 imod senatsformandens forsøg på et kompromis.
Alligevel sagde Reid umiddelbart efter nederlaget, at han var »forsigtig optimist«, når det gjaldt muligheden for at nå en aftale mellem Det Hvide Hus og den republikanske ledelse.
De samme toner kunne man høre i går morges, hvor senatets republikanske minoritetsleder, Mitch McConnell, fra Kentucky fortalte CNN's morgenprogram State of The Union, at hans parti var »meget, meget tæt på« at anbefale de republikanske medlemmer af Senatet at tilslutte sig en aftale, som McConnell havde indgået med præsident Obama og vicepræsident Joe Biden. Aftalen indeholder nedskæringer for omkring tre billioner dollar over de kommende 10 år, og en tilsvarende hævelse af loftet for den amerikanske gæld(se boks).
De første forhandlinger mellem McConnell, formanden for Repræsentanternes Hus, John A. Boehner, og Det Hvide Hus begyndte lørdag nat og fortsatte ifølge en kilde tæt på forhandlingerne »hele natten«. Kilden siger til Information, at »præsidenten er overbevist om, at det er nødvendigt at indgå en aftale for nationens skyld. Han ser mere på, hvad der er muligt at vedtage for at beskytte de almindelige amerikanere, end han tænker på at stille sit eget partis liberale fløj tilfreds.«
Vrede progressive
Det var de liberale demokrater pinligt klar over. I går eftermiddag lød der klagesange til de amerikanske medier fra den såkaldte 'progressive caucus', der tæller omkring 50 medlemmer af Repræsentanternes Hus.
Flere af dem talte imod den aftale, hvis detaljer sivede ud til medierne i går aftes, og også fra fagforeningerne, demokraternes største donorer, lød der advarsler: »Præsidenten foreslår at skære drastisk ned på både Social Security og Medicare, hvilket helt klart kan give bagslag hos de demokratiske kernevælgere. Både de yngre og de ældre,« lød det fra Damon A. Silvers, som er direktør for politikudvikling i A.F.L.-C.I.O USA's svar på LO.
Men der er ikke tid til at lytte venstresiden af partiet nu: »Det demokratiske parti har skabt både Social Security og Medicare, og i årtier har vi kæmpet for at sikre disse programmer. Der er derfor, at præsident Obama nu mener, at det er på tide, at demokraterne træder i karakter og sikrer programmernes overlevelse,« sagde præsidentens kommunikationsdirektør Dan Pfeiffer, i går.
Pfeiffer henviser til præsidentens tidligere advarsler om, at en amerikansk fallit vil ramme de svageste grupper hårdest, blandt andet ville han ikke i sidste uge garantere, at der overhovedet ville kunne blive udbetalt nogen Social Security-checks, hvis den statslige pengekasse smækkede i tirsdag (i morgen, red.).
Uanset det konservative indhold vil også John Boehner have en stor opgave foran sig i dag. Han skal have mindst 120 af sit partis vrangvillige medlemmer af Repræsentanternes Hus til at tilslutte sig en aftale. Resten af stemmerne skal Demokraternes Nancy Pelosi levere, for at de nødvendige 216 stemmer i Repræsentanternes Hus er hjemme.
Det er altid den laveste fællesnævner, der bestemmer. Og i dag er republikanerne den laveste fællesnævner og grænsende til pattebørn. Suk.
Den Amerikanske drøm er knust, og er i stedet erstattet af noget som minder om Europa anno 1200.
Der er store ligheder mellem den gang og i dag, hvor den fattige har udsigt til dårlig uddannelse og en usikker fremtid, alt imens den rige gør hvad den kan for at bevare magten og midlerne.
Bye bye Love, bye bye Hapiness, bye bye American Dream
Obama, tilsyneladende ramt af de samme økonomiske 'realiteter' og 'nødvendigheder' som alle andre 'progressive' politikere som har tygget munden fuld af popcorn om social retfærdighed og balance, understreger igen-igen hvilken (h)ånd, demokraternes politik er rundet af. Samt hvad der i sidste instans tæller.
Jeg tror lidt at folk vil se det her i et andet lys under og efter næste præsident valg.
Obama lykkedes med at fremstå, som den der løste deadlock'en.
Obama undgik at det den her deadlock genopstår op til et præsident valg.
Obama fik syltet de fleste spare planer i et udvalg.
Så det kan da godt være at det ser ud som om at republikanerne har vundet lige nu.. meeeeenn..
// jesper
Det var heldigt for både USA og resten af verden at Obama bøjede af og valgt det fornuftige kompromis, i stedet for destruktive partipolitiske hensyn.
Den offentlige sektor er alt for dyr og stor i forhold til hvad den tilbyder den amerikanske befolkning.
Først nogle udenlandske kommentarer:
US debt crisis: worst off in Ward Eight face prospect of even harsher poverty
While Congress is locked in stalemate, across the Potomac river one of America's poorest areas remains unseen and unheard
There are two Washington DCs. There is the DC of the White House and Congress, of politicians locked in ideological battle over the debt crisis. And there is the DC that is seldom heard or seen, the neighbourhoods that are among the poorest in America, where the debt row is seen as irrelevant...
But, while the debt crisis might seem irrelevant to them, the truth is it is likely to affect their daily lives in a far more devastating way than it will any of the politicians who will line up to cast their votes in Congress on Sunday night.
The compromise deal emerging could cut trillions from the federal budget over the next decade, and that will mean fewer jobs and the probability that welfare benefits will be slashed. Life for the residents of Ward Eight and millions of Americans like them will almost certainly become even harder...
The debt crisis comes at a time when the wealth gap in the US is widening, with more people falling below the poverty line. Latest census figures show one in seven Americans – 43 million – living below the poverty line.
http://www.guardian.co.uk/world/2011/jul/31/us-debt-crisis-washington-po...
The President Surrenders
By PAUL KRUGMAN
Published: July 31, 2011
A deal to raise the federal debt ceiling is in the works. If it goes through, many commentators will declare that disaster was avoided. But they will be wrong.
For the deal itself, given the available information, is a disaster, and not just for President Obama and his party. It will damage an already depressed economy; it will probably make America’s long-run deficit problem worse, not better; and most important, by demonstrating that raw extortion works and carries no political cost, it will take America a long way down the road to banana-republic status...
It is, of course, a political catastrophe for Democrats, who just a few weeks ago seemed to have Republicans on the run over their plan to dismantle Medicare; now Mr. Obama has thrown all that away. And the damage isn’t over: there will be more choke points where Republicans can threaten to create a crisis unless the president surrenders, and they can now act with the confident expectation that he will.
In the long run, however, Democrats won’t be the only losers. What Republicans have just gotten away with calls our whole system of government into question. After all, how can American democracy work if whichever party is most prepared to be ruthless, to threaten the nation’s economic security, gets to dictate policy? And the answer is, maybe it can’t.
http://www.nytimes.com/2011/08/01/opinion/the-president-surrenders-on-de...
Som mange andre har Krugman kritiseret Obama's ubehjælpsomme forhandlingsstrategi:
As The Times’s Nate Silver pointed out, Mr. Obama effectively staked out a position that was not only far to the right of the average voter’s preferences, it was if anything a bit to the right of the average Republican voter’s preferences.
Han karakteriserer Obama som en "moderat konservativ" (The Cult That Is Destroying America - NYTimes.com),
A Democratic president who bends over backward to accommodate the other side — or, if you prefer, who leans so far to the right that he’s in danger of falling over...
http://www.nytimes.com/2011/07/29/opinion/krugman-the-centrist-cop-out.h...
I The New Yorker skriver Hendrik Hertzberg om Obamas "all too civilized, all too accommodating negotiating strategy."
So it’s less surprising than it should be that in the debt-limit negotiations he has met Republican intransigence with an apparent willingness to accede to one Republican demand after another: no tax rises for the comfortable (the only kind that Democrats have dared to suggest); no new revenues at all, even from closing the most egregious loopholes; cuts in spending only, including spending on “entitlements,” the modest (by international standards) programs of social insurance for the old, the poor, and the sick that, through the decades, somehow managed to struggle into existence over the hurdles of America’s structurally divided and, of late, alarmingly dysfunctional political system. With compromises like these, who needs surrender?
http://www.newyorker.com/talk/comment/2011/08/08/110808taco_talk_hertzberg
Krugman har for nylig også fokuseret på den mediakultur som muliggør at republikanernes ekstreme holdninger kan blive betragtet som en ligeværdig del af den politiske diskussion:
Some of us have long complained about the cult of “balance,” the insistence on portraying both parties as equally wrong and equally at fault on any issue, never mind the facts. I joked long ago that if one party declared that the earth was flat, the headlines would read “Views Differ on Shape of Planet.” But would that cult still rule in a situation as stark as the one we now face, in which one party is clearly engaged in blackmail and the other is dickering over the size of the ransom?
The answer, it turns out, is yes. And this is no laughing matter: The cult of balance has played an important role in bringing us to the edge of disaster. For when reporting on political disputes always implies that both sides are to blame, there is no penalty for extremism. Voters won’t punish you for outrageous behavior if all they ever hear is that both sides are at fault.
http://www.nytimes.com/2011/07/29/opinion/krugman-the-centrist-cop-out.h...
Udtrykket, "never mind the facts", er ikke ligegyldigt. Der findes et oftere hørt citat som lyder: "Everyone's entitled to his own opinions, but not his own facts." Gang på gang har det vist sig at republikanerne har været i stand til at erstatte kendsgerninger med deres ideologiske trossætninger. Og Obama, i sin iver efter et hvilket som helst kompromis, har igen og igen valgt at se bort fra kendsgerningerne, undladt at bruge de våben han har (se f.eks. Hertzberg angående Obamas mulighed for at løse gældskrisen vha. forfatningen), undladt at engagere sig, og undladt at bruge sin talestol for at pille løgnene fra hinanden. I stedet har han tilladt republikanerne at opstille rammen for den politiske debat, og ud fra dette fundamentale nederlag, er han kommet dem yderligere i møde, således at resultatet i dag ligger langt til højre for hvad republikanerne oprindelig havde forlangt.
Hvad denne omstrukturering af debatten angår, har David Roberts skrevet om i en meget læseværdig artikel, som tager udgangspunkt i en model udarbejdet af journalisten Daniel Hallin. Modellen opstiller tre journalistiske sfærer: konsensus,
det der kan diskuteres, og det der ligger hinsides rimelig diskussion. Her følger en beskrivelse af sfærerne, lidt om det der ligger til grund for opdelingen og lidt om den amerikanske højrefløjs efterfølgende manipulation af den politiske debat:
...the sphere of consensus contains things that "everybody knows" to be true, about which, as Hallin said, "journalists do not feel compelled either to present opposing views or to remain disinterested observers." Think of the dire danger posed by the deficit, or coal's purported cheapness. (NB - Roberts eksempler er ironiske.)
The sphere of legitimate debate contains the meat and potatoes of journalism. "This is the region of electoral contests and legislative debates," said Hallin, "of issues recognized as such by the major established actors of the American political process." This includes everything about which "objective" journalists are not permitted to make assertions or draw conclusions; rather, they feel obligated to present both sides.
On the sphere of deviance, Rosen says:
Anyone whose views lie within the sphere of deviance—as defined by journalists—will experience the press as an opponent in the struggle for recognition. If you don't think separation of church and state is such a good idea; if you do think a single payer system is the way to go; if you dissent from the “lockstep behavior of both major American political parties when it comes to Israel” (Glenn Greenwald) chances are you will never find your views reflected in the news. It's not that there's a one-sided debate; there's no debate.
What's key to understand about this model is that what ends up in the various spheres has very little to do with empirical or logical merit. These are not truth categories, they are categories of practice, shaped by social forces. In other words, they are deeply, intrinsically political, though "objective" reporters seem almost incapable of recognizing that they are engaging in political choices.
The right has been masterful in manipulating these spheres over the last few decades, dragging things that were once in consensus out into legitimate debate (torture is unacceptable), dragging things that were once legitimate debate into consensus (raising taxes is bad), and -- perhaps most importantly -- preventing things from entering consensus (cigarettes are harmful; climate change is happening). What conservatives have realized is that you shift things between spheres not with clever arguments but with social pressure. They repeat simple messages, loudly and through multiple media, and lean hard on those who question them ("working the refs"). If they need to get a lie pushed into the sphere of legitimate debate, they relentlessly repeat the lie and accuse anyone who identifies it as such as "biased."
http://www.grist.org/article/2011-02-07-how-a-lie-enters-the-political-b...
Man kan så overveje om modellen kan berige vores forståelse af dansk journalistik, eller journalistik i al almindelighed.
U.S.A. begynder at lige en "failed state", i bedste fald et land i opløsning.
Stakkels verden, for desperate mennesker (lande) laver desperate handlinger og med U.S.A.'s våbenkapacitet skal det nok blive endnu grimmere end det allerede er...SUK.
USA har bare hævet kassekreditten og udsat katastrofen et års tid eller to. Så kommer smækket igen.
Og skal vi gætte på, at der ikke skal spares på krigsførelse, dyre valgkampagner, bankpakker til de uansvarlige finanskarteller, lønninger til Wall Street hajerne.
Skal vi gætte på, at dem, der har kørt landet i sænk, igen slipper fri?
Muligvis vil Obama gå over i historien som den største narrøv i amerikansk politik. Til hans eneste undskyldning gælder, at ingen amerikansk præsident siden Kennedy har været andet end dukker på en snor. Alle har danset villigt, når der blev trukket i dem.
Kennedy nægtede at lade sig diktere af den korporative, bank, drug- og krigs-mafia. Det kostede ham livet.
Det er utroligt at den mand blev tildelt Nobelprisen paa forskud!
Tak til Philip for at bringe disse interessante artikler.
Hvis bare Informations journalister var lige så vågne
Det mest interessante spørgsmål er (som altid): hvorfor denne højredregning?
Er der nogen, der har et bud?
@ Bo Larsen
Fordi han er købt og betalt af Wall Street.
Obama har, som jeg ser det, dygtigt fået republikanerne til at fremstå som et splittet parti, som aldeles ikke var interesseret i at redde landet, men kun i deres egne interesser. Obama fremstår nu som kompromissets mester...
Han har også dygtigt fået fedtet republikanerne ind i den økonomiske politik; han har så at sige gjort dem med-ansvarlige for landets politik på det økonomiske område. Det betyder, at en evt. republikansk præsident ikke bare lige kan lave det hele om igen.
Jeg mener ikke, der er tale om højredrejning; socialdemokraten Göran Persson (tidl. svensk statsminister) sagde det meget klart i 1990ernes begyndelse; den som har skuld är inte fri. Sverige havde på det tidspunkt en kæmpe statsgæld; den blev afskaffet i Sverige gennem store besparelser mm. Og det nytter altså ikke bare at låne mere, heller ikke som stat.
Karsten Aaen,
Nu har jeg ikke læst om Sverige i begyndelsen af 90'erne, men jeg går udfra det var i kølvandet på deres bankkrise. Og de besparelser du omtaler blev højst sandsynligt fulgt op af enten devaluering, stigende eksport eller faldende renter, muligvis alle tre.
På nuværende tidspunkt sidder vi i Vesten i en likviditetsfælde. Vi kan ikke alle sammen eksportere os ud af krisen, fordi samhandelspartnerne sidder i samme situation. Renten på 10 årige obligationer i USA ligger lige nu på lidt under 3%. Og devaluering kommer nok ikke til at ske.
Der er intet land i historien, uden mindst én af de tre nævnte muligheder som saltvandsindsprøjtning, der har kunnet spare sig ud af gæld.
Du kan også prøve at se på England, som nu igennem et år har forsøgt, at spare sig ud af krisen. De har måtte opjustere forventningerne til hvor meget deres gæld vokser. At sætte økonomien i stå med besparelser bringer intet godt. Det skaber også tabt indtjeneste i det lange løb, fordi så mange mennesker bliver langtidsarbejdsløse og mister deres færdigheder.
Mht. til aftalen, mener jeg, at det du beskriver nærmere er Obamas håb om, hvordan det kommer til at se ud, end at det skulle være de faktiske realiteter. Demokraterne tabte midtvejsvalget sidste år, fordi den Demokratiske base ikke gad møde op. Denne aftale har bestemt ikke hjulpet på deres motivation. Mange af Obamas faste politiske støtter er også begyndt at undsige ham.
Sverige er faktisk nævnt i mit link, kommer jeg til at se : /
Var mest interesseret i casen omhandlende Danmark i 80'erne, da jeg læste det sidst. Og i Sverige var det alle tre, eksport, devaluering og rente, som hjalp dem til at få styr på finanserne.