Læsetid: 5 min.

Selvkritik er ikke EU-monsterets stærke side

Forestillingen om et EU med folkesuverænitet er intet andet end 'høflig fiktion', mener Hans Magnus Enzensberger
23. juli 2011

Jovist har vi europæere mange ting at takke unionen for. Ikke mindst kontinental fred i nærved en menneskealder og økonomisk fremgang uden historisk præcedens, hvilket tilhængere af det europæiske samarbejde aldrig bliver trætte af at fremhæve. Alligevel melder tvivlen på Europa sig i øjeblikket. Naturligvis på grund af den tilsyneladende bundløse græske statsgæld, der begyndte som en regional økonomisk krise, men nu er knopskudt til hele kontinentet som en fuldbyrdet eksistentiel tvivl, der tvinger selv hårdnakkede pro-europæere til at stille sig selv en række ubehagelige spørgsmål.

Søger man fortrøstningsfulde svar på de mange spørgsmål, bør man undlade at læse essayet »Bruxelles' blide monster. Europas umyndiggørelse« af forfatteren og debattøren Hans Magnus Enzensberger. I vidt omfang bekræfter den tyske forfatter nemlig fordommene om unionen som værende styret af en grå skare af elitære og verdensfjerne embedsmænd med i bedste fald tvivlsom demokratisk legitimitet. EU er intet ringere end et blidt monster, og forestillingen om en intakt folkesuverænitet er blot en »høflig fiktion«, hævder Enzensberger i sit polemiske essay, der udkom i marts 2011.

På godt og vel 60 syrlige sider skildrer Enzensberger med usvigelig sans for det groteske den demokratiske forfaldshistorie, der efter hans opfattelse har transformeret unionen fra et genuint og ærbart politisk projekt til et selvrefererende og tavst opererende embedsmandsvælde med en vidtrækkende magt over europæernes hverdag. Måske har europæerne som en ubearbejdet fortrængning af kontinentale krigstraumer eller har af ren og skær dovenskab deponeret vores nationale selvbestemmelse i Bruxelles, synes Enzensberger at antyde.

Bureaukratiske barrierer

Magtudøvelsen bliver hverken mindre imponerende eller frygtindgydende af, at de godt 500 millioner europæere i vidt omfang synes at have vænnet sig til tilstanden. Selv om monsteret til forskel fra nationalstater og føderalistiske unioner i traditionelle udformninger ikke har beføjelser til at sikre sine dekreter via traditionelle magtorganer som politi og hær. Det faktum gør Den Europæiske Union til en form for autoritet »uden historisk forbillede«, skriver Enzensberger.

»Dens originalitet består i, at den hævder sin autoritet. Den bevæger sig på listesko. Den viser sig som nådesløst menneskevenlig. Den vil kun vores bedste. Som en godmodig formynder bekymrer den sig om vores sundhed, vores omgangsformer og vores moral. Under ingen omstændigheder regner den med, at vi selv ved, hvad der er godt for os; i dens øjne er vi i den henseende alt for hjælpeløse og umyndige.«

Alligevel kan man ikke tage Enzensberger til indtægt for den slags euroskepticisme, der for nylig har givet sig udslag i øget toldkontrol ved den dansk-tyske grænse. Som barn af og i den umiddelbare efterkrigstid husker Enzensberger (f. 1929) de besværligheder og bureaukratiske barrierer, der gjorde en fransk visit i nabolandene til en nærmest uoverkommelig anstrengelse.

»Den, der ville krydse en grænse, måtte forelægge certificerede invitationer, udfylde visumansøgninger i tre kopier, udfylde anviste dokumenter for at søge om opholdstilladelse og overvinde dusinvis af andre hindringer.«

At unionen fik kål på den uskik og dermed muliggjorde, at generationer af unge europæere kunne rejse på interrail uden at bekymre sig om visum, hører til en af dens jordnære fortjenester, hvis betydning for det europæiske samliv ikke desto mindre næppe bør undervurderes. Som en af Tysklands førende intellektuelle er Enzensberger således ingen skadefro EU-modstander, der tager unionens aktuelle krampetrækninger som anledning til nok en gang at identificere EU som en politisk anomali uden demokratisk legitimitet. Han har også blik for dens fortjenester. Eksempelvis roser han unionen for i sine unge år at have taget et effektivt opgør med store koncerners kartel- og monopoldannelser i blandt andet medicin-, energi-, fødevare- og kommunikationssektorerne. Også den fri bevægelighed mellem grænserne bør unionen krediteres for. For de følgende generationer er retten til at rejse, hvorhen man vil, blevet en selvfølgelighed, hvis ikke ligefrem en naturlig rettighed.

Den europæiske ånd

Enzensberger er i sit essayet sjældent positiv over for unionen, til gengæld er han således som oftest nede at røre ved selve ånden i det europæiske projekt den langvarige fred, der siden 1945 har hersket i Europa (med den jugoslaviske borgerkrig som en uhyggelig undtagelse) ikke den bureaukratisering, arrogance og det reguleringsvanvid, der siden er blevet synonymt med unionen, og som Enzensberger i resten af sit essay udstiller i al sin groteskhed. Især unionens stiliserede sprogbrug får Enzensberger til at mistænke, at der er tale om bevidst uklar kommunikation, der skal sikre lovgiverne fred for forstyrrende indvendinger fra de borgere, hvis liv berøres af lovene.

»Selv Lissabon-traktaten, en erstatningsforfatning, der tjener som unionens retlige grundlag, udmærker sig ved at stille selv den mest velvilligt indstillede europæer over for uovervindelige vanskeligheder.«

Også essayets oplistning af de akronymer, i et utal af udvalg, komiteer og bureauer, som unionens embedsmænd gemmer bag sig, er en tour de force i enslydende navne, hvis oprindelige ideal om overskuelighed er slået om i sin modsætning og kun bibringer den sagesløse orienteringsløshed og nedslåethed.

»Den slags ukrudt følger princippet om selvsimilaritet, de knopskyder konstant,« lyder dommen.

Han mener, at unionen er en vildtvoksende underskov af regler, som er et produkt af en centraliseret politisk magt: »Den, der kigger nærmere, vil opdage, at mange af disse overflødige forskrifter, der miskrediterer Bruxelles-apparatets virke, kan føres tilbage til nationale egeninteressers forræderiske og skjulte tryk,« skriver han med henvisning til den veritable hær af lobbyister, der permanent belejrer Bruxelles. Ikke færre end 15.000 lobbyister, hævder Enzensberger, udøver dagligt deres virke i unionens korridorer.

Enzensberger tager også læserne med på en rejse tilbage i tiden for at vise dem: Det gælder blandt andet den delvist glemte Haag-konference i 1948, der foruden store europæiske skikkelser som Winston Churchill, Raymond Aron, Bertrand Russel, Konrad Adeneauer og François Mitterrand også havde deltagelse af en ung franskmand ved navn Jean Monnet, der som bekendt regnes for unionens ideologiske ophavsmand. Monnet var først og fremmest opsat på at sikre fransk og i anden omgang europæisk adgang til de tyske stål- og kulreserver i Ruhr-området, men blev efterhånden overbevist om, at en Europæisk Union var den mest effektive måde at tjene nationale interesser på.

For øjeblikket er det de nationale interessers genkomst, der truer det europæiske projekt. Uanset om man deler Enzensbergers nådesløse diagnose af unionens demokratiske underskud og uafvendelige løbebane mod yderligere regulering (der i andre sammenhænge ofte er fremført af mindre elegante kritikere), er hans essay imidlertid både kærkomment, øjenåbnende og nok så tiltrængt. For som forfatteren selv konkluderer: »Selvkritik er ikke vore vogteres stærkeste side.«

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

  • Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

    19. juli 2011
    Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
  • 'Måske gør folk klogt i at være ligeglade'

    16. juli 2011
    Gianni Vattimo er medlem af EU-parlamentet, men har mistet troen på Europas vitalitet: 'Vores demokratier er gamle og trætte. Folk tror ikke længere på dem,' siger den italienske filosof
  • Euroen er kun begyndelsen for EU

    15. juli 2011
    Fortællingen om det europæiske projekt må revitaliseres, for det kan ikke blot handle om euroen, siger forfatteren Barbara Spinelli
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fed artikel, mangler bare lige lidt, der er ikke beskrivelse på hvorfor Eu skal have en hær?
kan forstår rets forbeholdene og Euroen.

"Enzensberger er i sit essayet sjældent positiv over for unionen, til gengæld er han således som oftest nede at røre ved selve ånden i det europæiske projekt den langvarige fred, der siden 1945 har hersket i Europa (med den jugoslaviske borgerkrig som en uhyggelig undtagelse)"

hvorfor er det eu bliver mere sikker af af politiker i Bruxelles kan råde over en hær?
er moral i det frygt? for andre statsleder.
kan ikke se hvor meget fred det brygger på. hvis EU started som handelsorganisation

»Den, der kigger nærmere, vil opdage, at mange af disse overflødige forskrifter, der miskrediterer Bruxelles-apparatets virke, kan føres tilbage til nationale egeninteressers forræderiske og skjulte tryk,«

ud over det får han det til at lyde at hver land står for sit eget problem.
hvor han ikke tager global industrialisme med i det hele, Hvordan de flytter penge rundt fra land til land får at undgå at betale skat?

det værste er da dem der slet ikke vil betale tilfællesskabet og går i 0 når året er omme. i både Eu og det pågældende land i sig selv. er det nationale interesser? private får mere råd rum om rå resurserne.

Jeg tager den forudsetning at man skaber noget får at bruge det lige som en grænse. hvorfor have en hær til pynt. der må jo være noget objektiv med det, og i det tilfælde kan jeg ikke forstår man så ikke har en folkafstemning i hele europa til om man vil have fremmanet en hær.
demokrati er der vil også får at de kan bruges? det var op til den enkle, og ik mandaet.

Kristian Rikard

I mine øjne er Enzenberger et af de mest fornuftige mennesker at læse, hvis man vil vide noget om Europa og EU. Det er en vigtig pointe at spørge sig selv, hvad hvis vi ikke havde EU. Som europæer ved han godt, der er en verden uden for EU - og den er stor.