Læsetid: 3 min.

Serbisk nøgle i døren til EU

Beograd tror med rette på status som EU-kandidat om få måneder
23. juli 2011

Tre lande søgte i 2009 om medlemskab af Den Europæiske Union. Island, Albanien og Serbien. Selv om optagelsesforhandlinger med Island er i gang, så rykker Serbien frem som det seriøse og målsøgende land, som Bruxelles og 27-28 medlemslande har en stor interesse i at tage alvorligt.

Allerede den 12. oktober i år vil EU-Kommissionen afgive udtalelsen om Serbiens forandringsproces. Parlamentet i Beograd er også i disse dage på overarbejde med den lovgivning, som skal vise, at man kan leve op til de såkaldte Københavns-kriterier: Markedsøkonomi og en sund offentlig forvaltning baseret på retsstatens demokratiske principper. Alle forventer, at Serbien i oktober får status som kandidatland. Derefter skal medlemslandene og formentlig EU-topmødet i december sætte en dato for starten af optagelsesforhandlinger.

Fornuftigt serbisk tempo

Senest er optagelsesforhandlingerne med Kroatien gjort færdige efter et par år som kandidatland og seks-syv år i forhandlingslokalerne. Perspektivet for Serbien er nok, at det mindst vil tage fem år, højst 10, inden det er inde i unionen. Karsten Fledelius har i Information i forgårs gjort nøje rede for betydningen af den nylige arrestation og udlevering af Goran Hadzic til retsforfølgelse i Haag. Nu er der ikke flere krav til Serbien om udlevering af personer, som er sigtet for krigsforbrydelser. Og Hadzic, den tidligere præsident og ministerpræsident i de serbiske enklaver i Bosnien og Kroatien ses af især kroaterne som ansvarlig for det første større masse­drab under Balkan-krigene i 1990’erne. Nu skal han for retten, Serbien leverer ham, lukker en angrebsflade og mere til.

Det internationale samfund, som har råbt og skreget på anholdelser af de formodede serbiske bagmænd bag 1990’ernes etniske udrensninger, Radovan Karadzic, Ratko Mladic og Goran Hadzic, må i dag erkende, at Beo­grad leverede i det fornuftige tempo, som tog vinden ud af sejlene på gammeldags storserbisk nationalisme.

Den seneste serbiske officielle meningsmåling viser en mindre tilbagegang i tilslutningen til medlemskab, men stadig solidt over de 50 procent, hvis der var folkeafstemning denne sommer.

Det overraskende er, at det ikke er afgørende, om Serbien anerkender Kosovos selvstændighed. Reelt har Beograd derfor ikke flere store snublesten på vejen mod Den Europæiske Union.

Fem EU-lande med Spanien som det tunge anerkender ikke den ensidige kosovo-albanske selvstændighedserklæring, og selv om man for et par år siden gik ud fra, at det var et spørgsmål om tid, så er der ingen, som i dag lægger pres på de fem lande. Serbien vinder terræn, Kosovo taber prestige, sympati og venner, selv om selvstændigheden selvfølgelig ikke kan rulles tilbage, men er en forhandlet realitet om nogle år.

Senest har Kosovo i denne uge indført en 10 procents told på varer fra Serbien, lidt baglæns i forhold til den dialog, der med EU som vært skal gøre Balkan til et åbent marked.

I processen viser Beograd åbenhed, forsonlighed og en konstruktiv forhandlingslinje. På samme måde i forhold til Kroatien, den gamle krigsmodstander, som allerede er anerkendt som EU’s 28. medlemsland, som serberne derfor også har brug for i optagelsesforhandlingerne.

Kosovo-klynk

I international politik holdes der normalt ikke skønhedskonkurrencer, men både i Bruxelles og i den kostbare EU-administration i Kosovo, kan man nu se, at Beograd i kraft af størrelse, beliggenhed, reformvilje og samarbejdsform udgør et kønnere syn end Kosovo. Pristina-­regeringen har flere end en håndfuld ministre under anklage for korruption, og regeringschefen Hacim Thaci ser stadig sit land som den undertrykte taber, som det internationale samfund og især EU skal nusse om. Han erkender ikke, at Serbien har flyttet sig så meget, at den tidligere undertrykker ikke længere skylder noget.

Det er Serbiens vilje til dialogen med Kosovo, der er nøglen til optagelsesforhandlinger, ikke kosovarernes tilbagelænede deltagelse.

Selv om unionen har sine store problemer og lider af en såkaldt udvidelsestræthed, så er interessen i at engagere Serbien stor nok til, at der kommer skub på. Situationen på Balkan er stadig så skrøbelig, at noget kan gå galt, især i Bosnien-Hercegovina, hvor de serbiske dele ikke bidrager til landets enhed.

I mange EU-lande, der havde indvandringsbølgen fra Jugoslavien i 1960’erne, vil erfaringen tilsige, at det nok er i orden, at serberne kommer.

 

internationalt@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Poul Smidt anfører "at det internationale samfund" må erkende, at Serbien "at Beo­grad leverede i det fornuftige tempo".
Det er uklart for mig, hvem det internationale samfund er; men hvis jeg er en del heraf, så lad mig straks erklære mig lodret uenig.
Serbien har været fodslæbende og løgnagtigt, hvilket har været en alvorlig forhindring for forsoningen på Balkan.
Jeg kan slet ikke forstå, at Information kan holde til at kalde 15 års sendrægtighed for fornuftigt tempo.

Kære Torben Lindegaard, tak for kommentaren. Det vigtige er, at der har været en proces, som ikke har givet de mulige nationalistiske tilbageslag. Udsoningen på Balkan tager desværre tid, fjendebilleder holdes levende, og der har kun været tabere i alle områder. Men reelt har Serbien vist den bedste vilje til et retsopgør, dels internt, dels ved at sende de ønskede til tribunalet i Haag. Måske kan man, som du skriver, kalde Serbien for fodslæbende, men så minder jeg om, at da det på et tidspunkt gik stærkt blev den progressive ministerpræsident myrdet. Dern har været og der er modige ledere, men også vanskeligheder at overvibnde - i live. VH.

Qëndrim Faz

Poul Smidts anti-albanske følelser skinner tydeligt igennem - Hans pro-serbiske følelser ligeså. Mere objektivitet kunne ønskes.

Desuden er det ikke første gang, at Poul Smidt, bevidst eller ej, kommer med ukorrekte påstande.

Lad os tage en af disse; "Senest har Kosovo i denne uge indført en 10 procents told på varer fra Serbien, lidt baglæns i forhold til den dialog, der med EU som vært skal gøre Balkan til et åbent marked."

Kosova har ikke indført en 10 procents told på varer fra Serbien, men fra Bosnien. Af hvilken grund, kan man så spørge? - Af den grund, at Bosnien i flere år har haft en 10 procents told på varer fra Kosova. Derimod afviser Kosova nu alle varer fra Serbien, som prøver at komme over grænsen, da Serbien har afvist alle varer fra Kosova. Er det unfair, hr. Smidt? - Eller er det endnu en af de såkaldte "gode ting", Serbien har gjort?

Og som hr. Torben Lindegaard påpeger, så viser det os klart, hvor hr. Smidts sympati ligger, når han skriver, at Beograd har "leveret i fornuftigt tempo"