I årevis har al-Shabaab spillet en afgørende rolle i det østafrikanske land Somalia. Tidligere hærchefer og småbanditter kontrollerer under det fælles navn al-Shabaab store dele af det forarmede land.
Som Information forleden beskrev, har den løst organiserede milits i årevis taget sig betalt af internationale organisationer, der kun med den stærkt bevæbnede gruppes velsignelse har været i stand til at levere nødhjælp eller bistand til Somalias befolkning.
Men den aktuelle sultkatastrofe kan nu få indflydelse på al-Shabaabs magt, mener forskere. Med sultkatastrofen har al-Shabaab opnået den ultimative magt, pointerer professor Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier:
»Al-Shabaab benytter denne situation til at styrke sig selv, ikke alene profiterer de økonomisk på landets krise. Al-Shabaab har, i kraft af hvad de kan tillade og ikke tillade af nødhjælp fået en større magt på det meget centrale spørgsmål om liv og død. Ikke alene kan det rykke ved den nationale politiske scene i landet, det kan også rykke internationalt: Selv USA, der har militsen på deres terrorliste, er nødt til at forholde sig til dem på en fornyet måde, nu hvor hungersnøden er så omfangsrig,« siger Bjørn Møller.
Siden 2009 har visse områder af landet været lukket for nogle af de humanitære organisationer, men i starten af juli afgav militsen et løfte om at ophæve dele af forbuddet. I sidste uge modererede de dog budskabet igen og fastslog, at alene organisationer, der hverken anses for kristne eller vestlige, kan få adgang. En af de organisationer, som al-Shabaab endnu ikke tillader adgang, er World Food Programme, og ifølge organisationen er der endnu 2,2 millioner mennesker i al-Shabaabs territorier, som ikke kan få akut nødhjælp på grund af gruppens strikse regler for adgang til området. Organisationen Arabisk Røde Halvmåne lykkedes i denne uge med at levere 400 ton nødhjælp til det sydlige og centrale al-sha- baabkontrollerede område, hvilket både kan redde menneskeliv og tilmed reducere nogle af de massive flygtningestrømme.
Opildne til modstand
Al-Shabaabs manglende evne til at komme de nødlidende til undsætning på egen hånd kan dog få den betydning, at befolkningen vil gøre oprør mod militsen, lyder det fra Bjørn Møller:
»I jo højere grad de bevarer kontrollen med et område, i des højere grad bliver de betragtet som ansvarlige af den lokale befolkning. Hvis al-Shabaab slår sig op som en statsmagt i et område, hvor folk alligevel dør i massevis, så vil befolkningen på længere sigt holde dem ansvarlige. I den forbindelse kunne katastrofen i visse områder føre til en større modstand mod al-Shabaab,« siger han.
Ligesom Bjørn Møller mener Somalia-ekspert Christian Balslev-Olesen, der i årevis har boet i landet, at katastrofen i Somalia kan svække al-Shabaab i nogle dele af landet, mens den i andre sammenhænge kan styrke bevægelsen. Al-Shabaab vil utvivlsomt blive styrket økonomisk af situationen, men der er ingen tvivl om, at al-Shabaabs nylige åbenhed over for nødhjælpsorganisationerne er et tegn på svaghed hos gruppen, påpeger han.
»Det er et udtryk for, at de ikke har det greb om landet, som de tidligere har haft. Militsen har førhen beskyldt nødhjælpsorganisationerne for at undergrave landbruget, den normale økonomi og produktionen og af samme årsag ekskluderet dem. Nu viser det sig så, at den retorik ikke holder, og det efterlader gruppen svækket. Denne situation viser befolkningen, at man ikke behøver at være helt så bange for al-Shabaab, fordi de er svage og afhængige af hjælp udefra. Man kan derfor håbe, at der sker det samme som i 2006, nemlig at befolkningen gør oprør,« siger Christian Balslev-Olesen.
Han understreger dog, at befolkningen nu er så fysisk svækket, at et eventuelt oprør mod al-Shabaab kan ligge langt ude i fremtiden.
Ifølge tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp og professor ved Københavns Universitet Christian Friis Bach kan man håbe, at katastrofen i det mindste løsner bare en smule op for al-Shabaabs barrierer over for det internationale samfund:
»Man kan have det spinkle håb, at katastrofen kan medvirke til en større åbenhed over for omverdenen. Det er tidligere set i Myanmar, hvor juntaen var tvunget til at åbne op for deres lukkede samfund, da oversvømmelserne kom og folk døde. Det har haft nogle positive eftervirkninger, hvor samfundet i højere grad har accepteret udenlandsk indflydelse.«
Nedlæg våbnene eller vi kommer ikke med noget mad.
Der er jo ikke så meget andet at gøre - jo måske nedkasning af fødevarer - men at bende over for dem for at komme til at føde deres landsmænd er vist lige en tand for meget øbberbøv.
Det er godtnok beklageligt, at verdenssamfundet kun går i væbnet kamp for at sikre sin tilgang på olieressurser, og aldrig rigtig rører en finger for hele befolkninger der er underkuede af diktaturer og militser.