Læsetid: 4 min.

Det syriske oprørs brutale koreografi

Sangeren fra Hama blev syrisk folkehelt i fire dage, så blev hans lig fisket op af Isa-floden og dog fastholder det syriske styre, at dialog med henblik på et 'flerparti-system og demokrati' igangsættes søndag
Mens op mod 500.000 mennesker var på gaden i protest mod regimet i provinsbyen Hama og 23 blev dræbt, havde myndighederne organiseret en massehyldest til Assads brutale styre i det centrale Damaskus, som ses her på billedet med flag og Assad-portrætter foran Damaskus gamle nedlagte Orient-banegård i centrum af hovedstaden.

Mens op mod 500.000 mennesker var på gaden i protest mod regimet i provinsbyen Hama og 23 blev dræbt, havde myndighederne organiseret en massehyldest til Assads brutale styre i det centrale Damaskus, som ses her på billedet med flag og Assad-portrætter foran Damaskus gamle nedlagte Orient-banegård i centrum af hovedstaden.

9. juli 2011

BEIRUT Forsiden på Libanons mest læste avis i disse uger, al-Akhbar, proklamerede i går: »Syriens fremtid afgøres i Hama«.

al-Akhbar læses med særlig interesse, fordi avisen dels menes at være sympatisk indstillet over for Syrien, men også at rapportere nogenlunde ædrueligt fra den revolte, der har sat det syriske regime under det største pres i mere end 40 år.

Og som oplysninger fra Hama, en traditionelt sunnimuslimske provinsby, dagen igennem blev rapporteret på al-Jazeera-kanalen, så det ud til at avisens forside var profetisk: En halv million var ifølge aktivistkilder i Hamas gader i går mod 300.000 ugen i forvejen, hvor sikkerhedsstyrkerne havde trukket sig ud og overladt byen til dens indbyggere, og i går var den amerikanske ambassadør også til stede i Hama.

Men i Damaskus, Homs, Aleppo og andre byer kostede massive demonstrationer 23 livet. Oprøret er nu definitivt nået hovedstadens centrum, Midan-bydelen, der ellers har været 'skånet' for de uroligheder, der siden 15. marts har kostet op mod 20.000 menneskeliv.

Og Hama, der var skueplads for en brutal massakre i 1982, da Hafez al-Assads panserstyrke dræbte mindst 10.000 efter et muslimsk-fundamentalistisk oprør, er nu symbolet på modstanden mod regimet.

I sidste uge rykkede sikkerhedsstyrker og militær ind i byen i løbet af søndagen og om tirsdagen blev op mod 22 dræbt.

I går var soldater og sikkerhedsstyrker positioneret ved byens indfaldsveje. Omkring 1.000 Hama-borgere har taget flugten, afskrækket af drabene i den forløbne uge.

Et af dem hørte jeg om på en café i Rue Hamra i Beiruts centrum, hvor jeg løb på to syrere fra Damaskus' middelklasse, der som mange af det mere velaflagte Damaskus-segment har valgt at afvente Assad-regimets kollaps på sikker afstand af præsidentens bror Maher al-Assads fjerde mekaniserede division.

De to på Beirut-cafeen kunne historien om Ibrahim Qashosh, den syngende aktivist, der sidste fredag spontant fik demonstranterne i Hamas bykerne til at synge med på omkvædet: »Gå af, Bashar, forsvind!«, og dermed blev endnu en af revolutionens ikoner.

Fire dage senere, i tirsdags, blev hans lig fisket op af Isa-floden, der driver byens verdenskendte enorme vandmøllehjul. Han var torteret på en særlig raffineret måde, nemlig med et blodigt hul i halsen efter at hans adamsæble var skåret ud. Advarslen om, at der er højrisiko forbundet med at synge mod Bashar, var ikke til at tage fejl af. (Se selv på www.youtube.com/watch?v=3zUsdkwCjIk)

Den bizarre modsætning

Såvel denne som lignende ugerninger forøves ifølge regimets mediepropaganda af »væbnede voldsmænd«, der modarbejder præsidentens bestræbelser på at etablere en dialog mellem styret og oppositionen.

Den efterhånden bizarre diskrepans mellem styrets løfter om vilje til at reformere Syriens politiske system, og præsidentbroderen Maher al-Assads indsatsgrupper mod urolige byer og landsbyer, der 'renses' med kampvogne, infanteri, civilklædte sikkerhedsstyrker og militante shabiha-patruljer fra præsidentens alawit-sekt, synes at være uden indre sammenhæng.

Ganske vist har styret nu lukket udvalgte medieorganisationer ind, men de opholder sig i Damaskus og overvåges af styrets kontrollanter, så deres reportager har tvivlsom værdi. Det er dog muligt at danne et billede af en situation, hvor oppositionen nu synes at være bedre organiseret og koordineret end i opstandens første to måneder.

Der synes at tegne sig en tilstand, hvor de internationale medier masseres med et 'fremadskridende reformarbejde' i skikkelse af en 'dialog-komité', hvis ni medlemmer har til opgave at etablere kontakt til tre grupper: Baath-partiet, der er enerådende som det ledende parti i den såkaldte Nationale progressive Front, medlemmer af oppositionen og en kreds af 'uafhængige'.

Ifølge Damaskus-korrespondenten for den saudi-ejede London-avis Al Hayat, Ibrahim Hamidi, som er kendt for at have et godt forhold til styret og til Damaskus' diplomater, har 200 mennesker fået invitation til de dialogmøder, der skal indledes den kommende weekend, og ifølge komiteens formand, vicepræsident Farouk al-Shaara, en tidligere udenrigsminister og tro tjener af Bashars far, Hafez al-Assad, skal lede til 'et demokratisk flerpartisystem, hvor folk træffer deres valg ved stemmeboksen'.

Oppositionen: Nej tak

De færreste tror på, at disse dialogmøder vil føre til demokrati. Ifølge en anden saudi-ejet avis, Asharq al-Awsat, sagde en kilde fra oppositionsgruppen Demokratisk Komité for Forandring, at de inviterede oppositionsfolk, der både omfatter aktivister i landet og udefra, vil afvise at deltage så længe ubevæbnede demonstranter skydes ned og anholdes.

En kendt aktivist, Ahmad Tohme, blev anholdt i den forløbne uge, og en anden, Ammar al-Qorbi, sagde kort og godt, at »regimet forsøger at handle med martyrernes blod«. Han tilføjede: »Jeg vil aldrig acceptere en invitation til dialog, så længe der ikke er rimelige betingelser for samtalen. Regimet skal ophøre med at slå syrere ihjel, våbenstilstand skal etableres og alle politiske fanger løslades. Regimet påstår, at det har givet ordre til at holde inde med skydningen, men hæren og voldsmændene fortsætter deres morderiske virksomhed. Det betyder, at hæren og de brutale shahiba'er ikke adlyder regeringens ordrer, så måske vil det være bedre, hvis vi indleder en dialog med dem.«

Bashar-styrets vanskeligheder følges tæt af USA og EU, og allerede i torsdags rejste USA's ambassadør, Robert Ford, til Hama for ved selvsyn at lodde stemningen.

Da han i går eftermiddag tog tilbage til Damaskus, var det til lyden af regimets kritik. Han havde ikke indhentet tilladelse til rejsen, som Bashars talskvinde, Buthaina Shaaban, syrligt bemærkede.

Også den franske ambassadør var i Hama, og i Europa-Parlamentet lægges der nu pres på Ministerrådet, EU's øverste myndighed af stats- og regeringschefer, om at skærpe sanktionerne mod Syrien endnu mere.

FN's generalsekretær, Ban Ki Moon, har udtalt: »Dette kan ikke blive ved.«

Der bygges om end langsomt op til, at erklære Bashar al-Assads styre illegitimt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

Al Jazeeras "400.000" demonstranter var baseret på en video fra ugen før - andre kilder siger nogle titusinder.

Torsdag 7.7 var der bilafbrændinger og hærværk i Hama, hvor hær og politi var trukket ud:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=oGlXMM19yDw

Her er en af pro-Assad-demonstrationerne i de andre byer:

http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=kOTHpZSkc48

Der er jævnlige opdateringer på:

http://www.facebook.com/pages/Dansk-Syrisk-Forening-Syrien-i-DK/20965653...

Her er islamistenes programerklæring fra marts:

http://www.facebook.com/notes/the-truth-about-syria/the-statement-of-the...

De håber at få magten ved at sprede terror - ikke-ortodokse skal sættes udenfor indflydelse. Regering og politi er vantro som gerne må dræbes.

Derfor afviser de at deltage i en fælles demokratisk proces, og laver i stedet sabotage og terror.