Læsetid: 8 min.

Tilbage til (menneske)naturen

Kloden. Kun hvis vi kan komme bag om bevidstheden og det formålsbestemte, ind til den ordløse sansning af vores forbundethed med planeten og naturen, har vi en chance. For at mobilisere bevidstheden i overlevelsens tjeneste
9. juli 2011

Nogle vil huske tegneseriefiguren Pogo. Den var fast inventar her i avisen i det meste af 20 år, med start i 1956 og en del af tiden oversat af Børge Outze, chefredaktøren selv. Skabt og tegnet af amerikaneren Walt Kelly var Pogo en venlig, filosofisk pungrotte, der holdt til i sumpene i USA's sydøstlige hjørne, hvorfra han og hans venner alligatoren, hulepindsvinet, uglen, stinkdyret, duen og alle de andre spejlede det amerikanske og vestlige samfund, dets mennesker og alle deres dårskaber. Som i striben bragt i Information den 21. januar 1956, hvor alligatoren og uglen skal finde det kidnappede babybarn. »Fremad,« råber alligatoren og peger mod venstre. »Fremad er denne vej,« siger uglen og peger mod højre. »Tror du ikke, jeg ved, hvor fremad er,« spørger den indignerede alligator. »Vi har opfundet fremad, din bagstræber,« replicerer uglen.

Det er dér, vi er. Opfindere af et bestemt udviklingsideal, fremskridtet, men i stigende grad i tvivl om retningen. I tvivl om, hvori fremskridt i dag består.

»Vi har mødt fjenden, og han er os,« lyder den mest berømte Pogo-replik, tegnet af Kelly i 1971 til den første Earth Day, da hele den nu 40 år gamle debat om menneskets tvivlsomme forhold til miljøet og naturgrundlaget tog fart.

Selverkendelsen om konsekvenserne af det industrialiserede menneskes aggressive, beherskelsesprægede relation til sin planet er baggrunden for, at en kommission af geologer og andre videnskabsfolk i øjeblikket vurderer et forslag om i utide at afslutte den igangværende geologiske epoke, Holocæn, og navngive en ny Antropocæn i erkendelse af, at mennesket har fået det endegyldige overtag og i dag er selve den planetbestemmende kraft.

Som 50 fremtrædende tænkere, heriblandt 15 nobelpristagere, skriver i The Stockholm Memorandum fra årets Nobel-symposium i maj: »Menneskene er nu den afgørende drivkraft bag de globale forandringer, i færd med at propellere planeten ind i en ny geologisk epoke, Antropocæn.«

Samtidig diskuterer mere filosofiske hjerner, hvordan den kristne skabelsesberetning i kombination med oplysningstiden og den moderne videnskab og teknologis gennembrud har separeret os fra naturen og indgydt os almagtsforestillingen om at være netop skabningens og planetens herre. Nogle siger, vi må vedkende os, at dette vitterlig er blevet vor position, at vi må tage ansvaret på os og udøve målrettet og magtfuld Earth engineering som forudsætning for at redde livet på Jorden. Andre taler for at genfinde forbundetheden med naturen som vej til en ny nænsomhed og et mådehold, der kan bringe planeten og biosfæren ud af klima- og økokrisen.

Spørgsmålet er: Kan vi?

Fjenden, han er os

Helt konkret kunne spørgsmålet være, om vi formår at indlede det paradigmeskift og gennemføre den radikale omstilling af økonomien, der erstatter blind materiel vækst med en kredsløbsøkonomi i ligevægt og inden for de grænser, biosfæren og planetens ressourcer definerer. Der tales om nødvendigheden af en 'grøn revolution', og der kan gennem historien findes en række eksempler på sådanne dramatiske, ofte uforudsete og pludseligt selvforstærkende opgør med en bestemt samfundsorden, der har overlevet sig selv. Berlinmurens fald er det klassiske eksempel fra nutiden, det arabiske forår med de overrumplende folkelige opstande og krav om demokrati synes at være et andet.

Problemet er, at det denne gang er os selv, oprøret må rettes mod. Ansvaret kan ikke lægges på undertrykkende regimer, grådige kapitalister endsige liberalistiske økonomer. Det er vore egne værdier, normer og higen efter voksende velstand, der er problemet. Vi har mødt fjenden, og han er os, som Pogo siger. Muren er i vore egne hoveder.

Vanskeligheden med at gennemføre selvopgøret forklares af nogle med, at truslen opleves meget abstrakt. Klimaforandringerne, isens smelten og regnskovens fald er svære at få ind under huden, langt væk i både tid og rum, og det er vanskeligt at se, hvordan lille jeg skulle kunne ændre noget som helst.

Andre siger, at det stikker langt dybere. Det er selve menneskets skilsmisse fra naturen og den efterfølgende skilsmisse fra Gud, der er årsag til miseren.

»Skaber og skabning polariseres. Gud rykkes bort i en stadig mere hinsides hinsidighed,« som teologen K.E. Løgstrup skrev i bogen Ophav og omgivelse, udgivet posthumt i 1984.

»Hvad Gud førhen forklarede, forklarer nu bevidstheden.«

I stedet for det tabte tilhørsforhold til naturen og tillidsforholdet til det guddommelige har vi indsat den bevidste fornufts produkter den videnskabelige rationalitet, den teknologiske præstationsevne og de materielle resultater heraf som tilværelsens omdrejningspunkter. Hvilket imidlertid ikke forhindrer tværtimod at vi føler os fremmede for det skabte, hjemløse i verden, universelt ensomme. »I vores magtfuldkommenhed afsløres vores magtesløshed,« som Informations Ejvind Larsen udtrykker det.

Og jo mere fortabte og forladte, desto stærkere skruer vi op for det, der dulmer, kompenserer og giver trøst: den økonomiske vækst, det materielle forbrug, de målbare og synlige personlige præstationer. Vi lever en randtilværelse i forhold til planeten, siger Løgstrup.

Forbundetheden

Således på randen af miljø- og klimakrise del af den bredere systemkrise, der p.t. mærkes i økonomien, i energi- og fødevareforsyningen bliver spørgsmålet, hvordan vi genetablerer forbundetheden med den natur, som vitterlig igen med K.E. Løgstrups ord er vores ophav og ikke bare vores omgivelse.

Måske kan selve den historiske rystelse af vores selvforståelse, som klima- og systemkrisen er på vej til at udløse, blive kraften, der gør os modtagelige. Måske kan den oprindelige ærefrygt for naturen, der dengang bundede i uvidenhed, nu genetableres via det modsatte: indsigt. Måske er vi denne gang netop i kraft af vor bevidsthed og dens historisk avancerede udmøntning i moderne videnskab i stand til at præstere den analyse af krisens årsag, der kan gøre det muligt at forstå os selv på en ny måde. Måske.

Der er en duft af ...

Kender De det, at man møder en duft og rammes af en særlig stemning? En kaprifolies duft og en stemning af lykke hidrørende fra en bestemt oplevelse i barndommen. En lugt af æter og en følelse af frygt, stammende fra ophold i lægens venteværelse. Dufte kan kalde stemninger frem, også selv om man i situationen ikke kan komme på, hvor man kender duften fra. En parfume kan fylde ens sind med længsel, selv om man hverken kan huske, hvad parfumen hed, eller hvem kvinden var.

Nogle kender bedre oplevelsen med musik. Klassisk, rock, stille viser, fuglesang kan skabe mere sindsbevægelse, mobilisere stærkere engagement, end nok så mange ord, argumenter og analyser. Sansning af dufte, lyde, smag kan åbne sindet uden ord.

»Sansningen er afstandsløs,« siger Løgstrup. Den direkte, filterfri adgang til menneskesindet. Sansningen er førsproglig eller udenomssproglig. Og dermed omgår sansningen det, der er filosofiens grundproblem: At selve det sprog, hvormed vi beskriver verden, sætter skel mellem os og verden. Sproget er selvbevidsthedens forudsætning, og selvbevidstheden skaber afstand. Sansningen derimod kan få os til at glemme os selv i sansernes vold, siger man og dermed er sansningen en selvstændig vej til forbundethed med dét, der er til.

»Når det givnes skrøbelighed 'opfordrer til varetagelse', er det, fordi sansning er 'berøring'. Sansende er vi så at sige i umiddelbar berøring med det værende, og det lader os ikke 'uberørt'. Det kalder på 'tilbageholdenheden i alle dens variationer',« skriver teologen Ole Jensen i bogen På kant med klodens klima, hvori han udlægger K.E. Løgstrups tanker om menneskets randtilværelse på kant med naturen.

Sansningens betydning gælder også i forholdet til livet selv og til andre mennesker.

»Løgstrup påviser, at kernen i det moralske, det gode, det for alvor betydningsfulde for mennesker i deres samliv er dette, at man er selvforglemmende optaget af den andens ve og vel, opslugt af, hvad situationen appellerer til én om at gøre. Det er en sådan spontanitet og vitalitet, mennesker lever af at møde hos andre,« skriver filosoffen, professor Mogens Pahuus i bogen Løgstrup nye læsninger fra 1993.

»Det vigtigste i menneskers liv er ikke dette, hvad de skabende bestræber sig på. Det vigtigste er den del af ens liv, hvor man står i forhold til andre mennesker i en gensidig udleverethed.«

Skaberiet

Ole Jensen udtrykker det på den måde, at »sansning er sindets næring og daglige brød.«

»Det er sansning, der forærer os vores mærkværdigt sejlivede lyst til at være til,« siger han.

Hold op med alt det 'skaberi', fristes man til at sige med dobbelt adresse til såvel den selvbevidste, kontrollerende påtagethed i det typiske møde med andre som til den lige så selvbevidste, kontrolprægede præstationstrang, der udmønter sig i vort endeløse og hæsblæsende teknologiske og materielle skaberværk ofte på naturens bekostning.

Selvforglemmelsen og indlevelsen via den sprogløse sansning er adgangen til den forbundethed med både vore naturgivne omgivelser og vore medmennesker, som måske er forudsætningen for at behandle begge dele ordentligt, bæredygtigt.

Med agtelse, som Ole Jensen udtrykker det.

Så måske skulle man overveje, hvordan det står til med sansningen?

Ingen vil bestride, at vi børn som voksne i dag stimuleres af et sansebombardement uden sidestykke. Men sanseindtrykkene er i høj grad iscenesatte, programmerede og formålsbestemte. Typisk med det formål at øge vores forbrugsevne. Det sker via synssansen i tv-reklamerne, på internettet, i trykte medier og i gadebilledet. Det sker gennem høresansen, når muzakken i stormagasiner oplader vort sind. Det sker sågar gennem lugtesansen, når supermarkeder eller bagerbutikker med ventilationssystemers hjælp distribuerer duften af kanel, der vides at berolige, indgyde velvære og modtagelighed.

Den direkte, ufiltrerede, ord- og formålsløse sansning af naturen kniber det mere med. For mange storbybørn sanses fisk og fugle alene som firkantet udskårne stykker med oprindelse i dybfryseren. For de fleste voksne kendes jasmin og gardenia udelukkende som parfumedufte til flere hundrede kroner for nogle få centiliter. For rigtig mange opleves natur alene hvis overhovedet via tv-kanalernes mangfoldige serier om planeten med så vidunderlige billeder, at den ægte natur derude med dens moselugte, våde sokker, myggestik, rifter og sved på panden ikke har en chance.

»Folk reagerer ikke på ord, de reagerer på følelser. Vi kan ikke bevæge folk ved at give dem videnskabelige fakta.«

Nogenlunde sådan, refereret efter hukommelsen, sagde professor i geologi, klimaforsker og flittig naturvidenskabelig formidler Minik T. Rosing for nylig på et hjemligt seminar initieret af Velux Fonden om den økologiske udfordring og omstillingen til bæredygtighed. Så kategorisk var udtalelsen, at Rosing senere måtte irettesætte sig selv en smule.

For det gælder jo også, at for meget ligesom for lidt fordærver alting. Svaret på fremmedgørelsen er ikke sanselighed forstået som bevidstløshed. Det rene føleri er ikke fyldestgørende alternativ til den kontrollerende rationalitet. Det er snarere sådan, at evnen til sansning og den bevægelse af sindet, det indebærer, er en forudsætning og samtidig det, der forpligter os. Når vi først er berørt af naturen, det skabte, hænger vi på ansvarsfølelsen over for det. Og at forvalte ansvarsfølelsen kræver bevidsthed.

»Åh Pogo, urskovens skønhed går mig lige i hjertet,« siger myrepindsvinet Porkypine, på spadseretur med Pogo i sumpene.

»Det går mig lige i fødderne,« svarer Pogo, der netop har trådt i de efterladenskaber af dåser, papir og andet skrald, som er begyndt at oversvømme den lokale natur.

Det gælder om at sanse, mens man har evnen, og mens der endnu er noget derude at sanse. Så kære læser, hvis De momentant er overopfyldt af ord og bevidsthed, så læg brillerne, luk avisen, deponér det læste og gå derud og bliv overvældet. Det haster lidt.

Serie

Planeten og os

I hele sin historie har mennesket kæmpet med naturen for sin overlevelse. Nu har vi vundet i en sådan grad, at det er ved at bringe selve overlevelsen i fare. Mennesket er på alle niveauer blevet den dominerende forandringskraft på kloden, siger videnskaben.

Hvad betyder det for vores syn på verden og os selv? Kan vi leve op til ansvaret som det skabtes herre? Eller finde en ny ydmyghed i forholdet til naturen? Hvor er planeten og vi på vej hen?

Seneste artikler

  • Trøst: Det går over (hvis det ikke går under)

    12. juli 2011
    I Antropocæn, den ny geologiske epoke bestemt af mennesket, vil vore aktuelle handlinger få konsekvenser titusinder af år frem i tiden, siger forskerne. Hvordan skal vi forvalte ansvaret ved en magt, der kan blive bestemmende for både globale hedeture og næste istid?
  • At være eller ikke være selvdestruktiv det er spørgsmålet

    7. juli 2011
    James Lovelock, videnskabsmanden bag den smukke Gaia-hypotese om livet på Jorden, har næsten afskrevet mennesket som værende i stand til at håndtere de selvskabte klimatrusler. Men så kommer forskerkollegaen Peter Ward med den grumme Medea-hypotese og siger, at mennesket kun mennesket kan redde biosfæren fra selvmordet
  • Mennesket på Herrens udpinte mark

    5. juli 2011
    Skabelsesberetningens bud om mennesket som verdens centrum og behersker har drevet den kristne civilisation nær det økologiske sammenbrud. Spørgsmålet er, om tro eller katastrofe er vejen til ny selvindsigt og forsoning med naturen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Tak til jsn for en læseværdig artikel.

”Luk avisen, gå derud og bliv overvældet!”

I går gik jeg en tur i Dyrhaven. Aftensolen kastede sine sidste stråler, så det var et sandt guldalderlandskab at se på. Næsten ikke et menneske, kun nogle få kondiløbere.

I forgårs gik jeg gennem det indre København. Fortovscafeer overalt. Tusindvis af mennesker sad og hang. Aldrig før har der været en sådan passivitet i byen.

Ang. naturen og Gud læser jeg i øjeblikket Aksel Haanings, Naturens lys, der handler om kampen mellem middelalderens naturtænkere kontra kirkens teologer. Det er en kolossal kamp, der er foregået, og grunden til problemerne i dag er sandsynligvis, at man har sat Gud over naturen. Gud vandt, naturen (og vi) tabte.
Derfor er jeg lidt loren ved at Ole Jensen og Løgstrup får en for fremtrædende plads i debatten. Løgstrup siger i en af sine bøger, at Gud kender os bedre end vi selv gør. Det skulle der så være kommet noget positivt ud af, men når vi bevæger os hen mod afgrunden, bliver vi nok nødt til at skippe Gud til fordel for naturen (og vores egen overlevelse).
Det er som om, at både jsn og Ejvind har lidt svært ved at smide ham Gud ud og sætte naturen øverst.

John Fredsted

Jeg føler mig ikke overbevist om, at det moderne menneskes manglende evne til at tage vare på naturen skyldes, at det ikke er ude at sanse sidstnævnte nok. Med fare for firkantet generalisation, så tror jeg snarere, at et menneskes destruktion af naturen er ligefrem proportional med dets indbildte usårlighed.

For er det ikke sådan, at det næsten altid er 'folk på gulvet' - folk, der ofte netop kender til sårbarhed og derfor er i stand til at leve sig ind i den smerte, som andre mennesker (og dyr) måtte opleve - der er mest villige til yderligere at afstå i solidaritetens navn, frem for dem, der allerede har langt mere end de fysisk behøver?

Niels-Simon Larsen

Jeg ved ikke, om jeg kan give dig ret, John, i det med ’folk på gulvet’, selvom der selvfølgelig er noget om snakken, for den lidende menneskehed burde for længst være oplyst gennem lidelse. Det er ikke tilfældet, så der mangler noget.
For mig at se er det et kæmpestort spring at skulle fravælge sin egen magelighed for at minimere andres lidelse, så hvad er det vi mangler for at gøre det?
For det første er det nok bevidstheden om, at vores skalten og valten med naturen er skadelig. Det er rygning også, men mange ryger alligevel. For at det nu ikke skal gå ud over de stakkels rygere, kan vi tale om grundproblemet, afhængighed i alle dets former. Vi gør os afhængige af det, der ødelægger os og bliver sensible over for kritik og fjendtlige over for vejledning.
Der er gennem tiden lavet mange forbedringsforsøg både menneskeligt og samfundsmæssigt. Alligevel står vi og stirrer ned i en afgrund nu. Det er ligesom om, at vi ikke vil vores eget bedste - som fremstår kedeligt, gråt og trist. Krig er stadig sjovere og mere spændende end fred (jeg taler som gammel fredsaktivist).
Skal jeg fravælge flyvning, frugt fra oversøiske lande, blive vegetar eller er det irrelevant? Vi er der, hvor den ene vælger at blive hjemme og spise kød og den anden tager på kødløs rejse.
Det er bare for lige at stille nogle brikker op. Jeg fægter mig selv en vej frem.

John Fredsted

@Niels-Simon: "... for den lidende menneskehed burde for længst være oplyst gennem lidelse. Det er ikke tilfældet, så der mangler noget."

Jeg er ikke enig med dig i, at du fra det faktum, at der til alle tider har været menneskelig lidelse, og fra det faktum, at vi stadig ikke er blevet væsentlig klogere, kan konkludere, at der mangler noget. For dels er menneskeheden ikke en homogen masse, hvor alle lider lige meget, og dels så lever mennesket ikke evigt, hvorfor det har en udpræget tendens til ikke at lære noget af historien, og dermed af al forudgående lidelse.

John Fredsted

En tilføjelse til min første kommentar [altså ikke til den til Niels-Simon]:

Jeg er på ingen måde overbevist om, at det at gå ud i naturen og sanse den, og blive overvældet af den, nødvendigvis vil fremelske en adfærd, hvor man tager mere vare på den. For hvis man begiver sig derud i samme psykologiske modus, som man foretager sig så meget andet i det moderne liv, nemlig med intentionen om at opleve, om at blive underholdt, om at blive adspredt, så forbruger/sansekonsumerer man snarere naturen end at blive klog af den.

Niels-Simon Larsen

Læste lige artiklen en gang til. Klart tænkt og godt skrevet. Der er for lidt af den slags, men det er måske, fordi der er for få, der kan? Det er jo ellers ikke oplyste mennesker, der er mangel på. Her tænker jeg på dem, der sidder på de udslagsgivende poster i samfundet, selvom vi i en eller anden grad gør det alle sammen.
Der reflekteres for lidt.
Det er et par Tordenskjolds soldater, der skriver indlæg her. OK, der er ferie nu osv. Nej, det er ikke det. Jeg tror ikke 10 øren falder for dem, der bor her i landet - for nu ikke at bruge ordet, danskerne. Kommer der et endnu værre skybrud, vil vi tage det med godt humør ligesom sidst. Jeg tror ligefrem, vi kan drukne med godt humør, og dvs. at vi ikke ejer den alvor, der skal til for at ændre på noget som helst. Det ligger ikke til os. Det undrer mig til stadighed, at ’danskerne’ har så høje tanker om Danmark og danskerne, når sandheden er, at vi gør, hvad vi kan for at ødelægge livsmulighederne gennem vores overforbrug.

Det er tid at gå en tur i skoven.

John Fredsted

@Niels-Simon: 'Danskerne' er såmænd bare et folkefærd, der har haft det for godt for længe. Noget sådant er aldrig særligt befordrende for en nøgtern vurdering af den aktuelle situation. Intet er så ædrueliggørende som en 'god' gedigen nedtur, og dem har 'danskerne' ikke haft i årtier.

Gorm Petersen

Den eneste forskel på en ubeboet og en beboet planet er at den beboede planet indeholder mekanismer, der reducerer den hastighed med hvilken entropien af den fra stjernen (solen) modtagne energi vokser.

Hvis stigende entropi (spredning af energi) føles som smerte, har vi al mulig grund til ikke blot at bevare livet på jorden - men endda at sprede os til andre planeter.

Hvis det forholder sig modsat, har vi en etisk forpligtelse til først at få spredt den energi, der blev indfanget af livet for mange år siden - at brænde det kul og olie, der findes i undergrunden - før vi selv går til grunde.

Det er således løsningen af bevidsthedens gåde - hvad er smerte ?, hvad er vellyst ?
der bliver den facitliste fremtidens miljøpolitik skal rettes ind efter.

At gå ud fra, at livet har en forpligtelse til at fortsætte - uden at reflektere over grundspørgsmålet: "Hvad skal det nytte ?" er både religiøst og absurd.