Læsetid: 3 min.

Tørke skaber afmagt og vrede i Kenya

Den værste tørke i 60 år har skubbet indbyggerne i Kenyas nordvestlige Turkana-distrikt helt ud på kanten. Deres dyr er døde, og de sulter
En kvinde i Turkana med sit underernærede barn. Mange har brug for mad, emn der er kun mad til de allermest trængende.

En kvinde i Turkana med sit underernærede barn. Mange har brug for mad, emn der er kun mad til de allermest trængende.

Kate Holt

18. juli 2011

Desperation. Vrede. Afmagt. Resignation. Fortvivlelse. Stort set intet håb er at spore hos indbyggerne i Kenyas nordvestlige Turkana-distrikt, hvor regnen er udeblevet for andet år i træk.

»Vi lider. Vi sulter. Turkana-søen svinder ind og har færre fisk. Vi har intet at leve af. Vores dyr er døde. Det eneste, der holder os i live, er nødhjælp. Når den kommer, spiser vi, når den ikke kommer, dør vi,« siger 53-årige Francis Nachok, hvis læderagtige ansigt afspejler såvel indestængt vrede som fortvivlelse og afmagt.

Ligesom mange andre kvinder som mænd i fiskelandsbyen Namukose ved Turkana-søens bredder cirka 60 kilometer nordøst for distriktshovedstaden Lodwar løfter Nachok i despe- ration sin trøje op: Huden ligger i papirtynde folder hen over den magre krop.

»Se på mig,« trygler han. »Forstå, at når vi bliver syge, så dør vi nemt,« siger han.

Ikke langt fra Namukose er Asinyen og hendes børn i færd med at samle vand op fra et knap halvandet meter dybt hul midt i et udtørret flodleje. Vandet er sparsomt og beskidt og samles op i plastikbeholdere, der rummer mindre end en liter. Det er ikke hver dag, at familien spiser. Og familien er som så mange andre begyndt at spise frugter fra palmetræer. Egentlig er frugterne ikke egnet til menneskeføde. Det er de blade, indbyggerne koger suppe på, heller ikke. Men det er, hvad de har.

Startede i april

Vincent Kamais Chuma er høvding i Kerio, som Namukose hører under. Han er vred. Vred over, at alle mulige hjælpeorganisationer og journalister kommer og stiller spørgsmål om, hvordan situationen er.

»Hvornår kommer I med hjælp,« spørger han. »I øjeblikket er det kun de gravide og de alvorligt underernærede, der får hjælp. Imens venter alle andre på at blive så underernærede, at også de kan få adgang til hjælp, siger en frustreret Chuma,« der noterer sig, at sidste gang, nødhjælp blev uddelt i området, var i maj. Dengang fik hver person seks kilo majs. Og det er slet ikke nok.

Jackson Kapelo arbejder på sundhedsklinikken i Kerio. Han bruger en stor del af sin tid på at måle, hvor tynde patienternes overarme er for at se, om de er svært eller moderat underernærede.

»Sidste torsdag, som var markedsdag, og hvor folk kommer langvejs fra, fik jeg 40 svært underernærede ind. Generelt er halvdelen af patienterne underernærede. Vi har aldrig set så mange før. Det startede for alvor i april,« fortæller Kapelo.

Allerede i maj viste en ernæringsundersøgelse i Kerio, som blandt andre FN's Børnefond (Unicef) stod bag, at 37,4 procent af indbyggerne var underernærede.

Sulten skaber konflikter

I landsbyen Nakurio rækker en udhungret ældre mand hænderne opgivende mod himlen.

»Ingen regn, hvisker han med svag stemme og bøjer sig ned for at lade støv og sand glide gennem fingrene.

»Alle vore geder er døde. Vi får ikke mad nok,« siger han og lader sine fingre glide hen over tænder og mund og derefter ned over sine mave.

Den 66-årige landsbyleder Ekeno Marko er opgivende, orker næsten ikke at tale.

»Folk er døde på grund af tørken. Deres dyr er døde. Lige herhenne ligger en kvinde og er ved at dø. Jeg kan ikke sige mere. Jeg er færdig,« siger Marko og peger mod en hytte.

En ram lugt af sygdom, dårlig hygiejne og forestående død slår én i møde ved indgangen til sivhytten, hvor Asinyen Puna venter på sin skæbne.

Hendes hytte er en af flere, der er omkranset af et hegn bestående af samme slags siv, som udgør hendes ekstremt lille og meget primitive hjem på mindre end to kvadratmeter. I de andre sivhytter inden for indhegningen bor hendes børn og børnebørn. Men de har overladt hende til sig selv.

»Jeg ved ikke, hvorfor de ikke hjælper mig. Jeg har ikke spist siden i går og fik kun ganske lidt, som mit barnebarn bragte mig. Jeg ved ikke, hvor mit næste måltid skal komme fra,« siger Asinyen Puna.

Efter besøget beslutter Kenyansk Røde Kors, at hun skal have bragt mad ud, ellers dør hun. Men spørgsmålet er, om hun får det. De lokale indbyggere, som Røde Kors beder om at bringe maden ud til hende, er bange. Når de fleste ingenting har, er det svært at hjælpe den enkelte, uden at det skaber konflikter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu