Læsetid: 10 min.

Trøst: Det går over (hvis det ikke går under)

I Antropocæn, den ny geologiske epoke bestemt af mennesket, vil vore aktuelle handlinger få konsekvenser titusinder af år frem i tiden, siger forskerne. Hvordan skal vi forvalte ansvaret ved en magt, der kan blive bestemmende for både globale hedeture og næste istid?
I Antropocæn, den ny geologiske epoke bestemt af mennesket, vil vore aktuelle handlinger få konsekvenser titusinder af år frem i tiden, siger forskerne. Hvordan skal vi forvalte ansvaret ved en magt, der kan blive bestemmende for både globale hedeture og næste istid?
12. juli 2011

Nu rettes blikket så mod år 2050 som skelsættende. FN's Klimapanel har lavet modelkørsler, der viser, hvor meget CO2-udledningerne skal være begrænset i 2050 for at hindre en overskridelse af 'smertetærsklen' på to graders opvarmning. EU's klimakommissær, Connie Hedegaard, har fremlagt et forslag til Roadmap 2050,der viser vejen til en stort-set-afvikling af den fossile energiafhængighed på dette tidspunkt. Den danske regering har tilsvarende i sin Energistrategi 2050gjort 2050 til deadline for Danmark, og bl.a. Greenpeace har gjort det på globalt plan med rapporten Energi (R)evolution.

Men også 2050 er et tilfældigt år. Verden bliver hverken reddet eller går under ved årsskiftet fra 2049.

Det rejser spørgsmålet: Hvilken tidshorisont skal vi egentlig operere med?

Det er noget, økonomer længe har rodet med i deres tilsyneladende nørdede diskussioner om kalkulationsrenten, også kendt som diskonteringsraten.

Denne rentesats bestemmer, hvor tungt fremtiden skal veje ved samfundsmæssige investeringsbeslutninger. Jo højere kalkulationsrente, man lægger til grund ved vurderingen af et bestemt projekts samfundsøkonomiske rentabilitet, desto større vægt lægger man på hurtig samfundsmæssig gevinst. Jo lavere rente man lægger ind i sin beregning, desto tungere vægter man hensynet til fremtiden.

Danmarks finansminister har hårdt presset for nylig sænket den anbefalede rente ved statslige investeringsvalg fra seks til fem pct. Det er stadig meget højt og meget fokuseret på nutiden i forhold til f.eks. den britiske klimaøkonom Sir Nicholas Stern, der betoner hensynet til fremtiden og derfor anbefaler en rentesats på bare 0,1 pct.

Hvad skal vi andre gøre? Med hvilken tidshorisont skal vi handle? Skal vi tænke på os selv eller disponere ud fra hensynet til vore børn? Eller børnebørn? Oldebørn? Tipoldebørn? Hvornår stopper den set herfra relevante fremtid?

Den fossile æras skyggeDen amerikanske biolog, geolog og palæo-klimatolog Curt Stager, University of Maine, har lige udgivet en bog, der sætter dilemmaet i nyt lys. Dvs. i det lange meget lange lys. Deep Future kalder han bogen.

»På den skala, der handler om planetære katastrofer, forholder en istid sig til global opvarmning som en atomkrig til et værtshusslagsmål. Vi er så afgjort berettigede i vor bekymring over de miljømæssige forstyrrelser, som er på vej, men selv den situation er sagligt set bedre end at miste hele nationer og økosystemer til total dybfrossen destruktion. Hvad nu, hvis vi var nødt til at vælge mellem de to muligheder?« spørger Stager og svarer selv:

»Faktisk står vi med netop det valg, når vi overvejer vore mulige svar på de aktuelle klimaændringer. De fleste af de mere ekstreme negative virkninger af dagens udledninger fra de fossile brændsler vil mærkes inden for det nærmeste årtusind, men hvad hvis de samme udledninger siden hen fortsætter deres virkning ved at redde meget senere generationer fra at skulle gennemleve ellers uundgåelige istider?«

Den første, nærmest chokerende refleksion i Curt Stagers bog handler om, hvor lang tid planeten reelt vil være påvirket af det geologisk set kortvarige orgie med afbrænding af fossile brændsler, som mennesket kastede sig ud i for mindre end to århundreder siden. Den fossile æra er et ultrakort øjeblik i planetens historie, men tidsperspektivet for den resulterende globale opvarmning og hvad dermed følger, er hverken 2050 eller 2100.

»En fuldstændig tilbagevenden til førindustrielle tilstande vil tage titusinder, måske endog hundredtusinder af år,« konstaterer Stager.

Et spørgsmål om ppmHan støtter sig til modelstudier foretaget af den anerkendte geofysiker David Archer, University of Chicago, der som den første og stadig en af få har kigget rigtig langt frem i tiden. Og til klimaforskeren Kirsten Zickfeld, University of Victoria, der har fulgt op på Archers studier.

»Vore CO2-udledninger vil ikke forsvinde nær så hurtigt, som vi før har troet. Faktisk vil de blive her stort set til evig tid,« siger Zickfeld til Stager i bogen.

Før den fossile afbrænding startede, var CO2-koncentrationen i atmosfæren 280 ppm ( parts per million,CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler). I dag har vi passeret 390 ppm. Hvis lavtliggende østater som Maldiverne skal reddes fra havets stigning, skal opvarmningen formentlig begrænses til 1,5 grad, og CO2-koncentrationen derfor bringes tilbage til omkring 350 ppm. Hvis de FN-vedtagne to grader skal overholdes, skal der bremses ved ca. 450 ppm. Den internationalt ansete chefklimaforsker ved NASA James Hansen mener, at to grader er for højt og vil indebære et »katastrofescenarie for en stor del af menneskeheden og mange andre arter på planeten.«

Stager anlægger, hvad han kalder den realistiske ikke optimale eller ønskværdige vurdering, at de globale, menneskeskabte CO2-udledninger topper i 2050 og derefter langsomt kryber nedad og når nul i slutningen af næste århundrede. I så fald vil CO2-koncentrationen toppe ved 550-600 ppm, mens den globale temperatur kan fortsætte med at stige helt frem til et tidspunkt mellem år 2200 og 2300, før billedet vender. Og hvad afsmeltningen af polernes is angår, må halvdelen af Grønlands indlandsis og en stor del af den Vestantarktiske iskappe forventes at smelte.

»Som konsekvens kan havenes stigning omsider standse seks-syv meter over dagens niveau mange århundreder eller årtusinder fra nu,« skriver Curt Stager.

Ifølge David Archers studier vil imidlertid 20-25 pct. af den CO2, vi vil have sluppet ud, stadig være i atmosfæren og udøve deres drivhuseffekt 3-4.000 år fra nu. Så langsomt renser planeten primært ved havenes hjælp sig selv. Og til den tid vil den globale temperatur fortsat være en-to grader højere end nu. Om 10.000 år vil der ifølge Archer stadig være så meget menneskeskabt CO2 tilbage i atmosfæren, at temperaturen holder sig én grad over den aktuelle.

»De fleste computermodeller viser, at koncentrationer (som i dag, red.) ikke vil kunne registreres igen før om mindst 50.000 år. Fuldstændig genopretning kan tage adskillige gange så lang tid,« skriver Stager.

Det lyder slemt, men er langt fra det værste. For hvis menneskeheden fremturer med at ville afbrænde alle reserver af fossil energi og dermed tilfører atmosfæren fem gange så meget CO2 som i det ovenfor beskrevne forløb, så vil vi ende med op mod 2.000 ppm CO2 i atmosfæren om 300 år, før koncentrationen topper og begynder at falde. Temperaturens maksimum vil nås adskillige hundrede år senere end i det moderate scenarie og ligge dobbelt så højt. Havene vil ifølge James Hansen stige langt mere end de nævnte seks-syv meter. Vi skal 55 mio. år tilbage i historien for at finde en tilsvarende voldsom opvarmning, oplyser Stager.

IstidenDet er altså, hvad menneskeheden leger med her i starten af det, der allerede af mange videnskabsfolk benævnes Antropocæn, menneskets geologiske epoke: Nogle få hundrede års fossil bålfest til en pris af mindst titusinder af års opvarmning og klimaforandring. Her er det så, at Curt Stager begynder at gøre det svært. For netop CO2-udledningerne betyder, at den istid, der af naturlige årsager er programsat til om 50.000 år, kan forsinkes af den menneskeskabte opvarmning med måske 80.000 år, så den først lægger sit frosne tæppe over dele af Jorden 130.000 år fra nu.

Og istider er ikke noget at spøge med. Den seneste, der sluttede for 11.700 år siden, varede godt 100.000 år og indefrøs en femtedel af Jordens landoverflade i et isdække, der fik landskabet til at se ud som Grønlands indlandsis. Når den næste kommer, vil formentlig det meste af Nordeuropa, Canada, det nordlige USA og dele af Rusland forsvinde under tyk is.

»Med det meste af verdens ferskvand fanget i frossen form på kontinenterne vil havenes vandstand falde med så meget som 120 meter,« fortæller Stager.

Dagens havne vil til den tid ligge tørlagt langt inde i landet, og luftens nedkøling vil svække monsunen og låse store dele af Afrika og det sydlige Asien i en kronisk tørketilstand.

»Sammenlign dette med, hvad de fleste eksperter forventer, den aktuelle opvarmning vil bringe os i den antropocæne fremtid, og De vil forstå, hvorfor palæo-økologer ikke så let trykker på alarmknappen« over driv-huseffekten, bemærker han.

Ned igenCurt Stager gør opmærksom på, at når eller hvis, i fald man har optimismen i behold den globale opvarmning slår fuldt igennem, og det globale samfund efter diverse kvaler, omkostninger og ofre har indrettet sig på en ny, varmere verden, ja, så begynder om nogle tusinde år den langsomme afkøling i konsekvens af det begyndende fald i CO2-koncentration, fordi den fossile æra er afsluttet. Stager taler om en klimatisk piskesmældseffekt, når kurverne vender.

Denne tilbagevenden i slowmotion til noget, der ligner det klima, vi har kendt, vil blive smerte- og omkostningsfuld for den tids samfund, nøjagtig som indmarchen i en varmere verden er det for os. Fordi normaltilstanden for menneskene til den tid jo er en planet, der er to, tre, fire grader varmere end vores. En planet, som vore efterkommere er født på, og hvis tilstand og udseende de formentlig holder af, nøjagtig som vi holder af de landskaber, vi er vokset op med at opfatte som naturlige.

»Den arktiske havis' tilbagetrækning i dag kan være forfærdelig for en sælfanger-inuit, men den langsigtede tilfrysning på ny af Polarhavet i en fjern fremtid kan være lige så belastende for fiskere i nord, som lever på den anden side af Antropocæns CO2-vendepunkt,« påpeger Curt Stager.

I det endnu længere tidsperspektiv dukker så uundgåeligt istiden op, og her bliver smerten og omvæltningerne indiskutabelt voldsomme.

Spørgsmål om horisont

Her er vi så fremme ved spørgsmålet om, hvilken tidshorisont man skal anlægge? Hvem skal vi have i tankerne, når vi de kommende år og årtier vælger handling i forhold til klimaforandringerne? Skal vi som hidtil tænke mest på os selv og feste videre, mens der endnu er olie? Skal vi tænke på de nærmest kommende generationer, der vil blive ramt af havstigninger, tørke, oversvømmelser, ekstremt vejr m.m., hvis temperaturen får lov at stige? Eller på de noget fjernere generationer, der vil løbe ind i problemer, når CO2-koncentration og efterfølgende temperaturen og vandstanden på ny falder? Eller skal vi tage hensyn til de langt senere generationer, hvis møde med istiden påvirkes af, hvor kraftigt vi reagerer på nutidens CO2-udledninger?

»Hvis vi reformerer vor fossile forbrændingslivsstil for hurtigt, vil mange af os opleve trængsler på kort sigt, og borgerne om 130.000 år vil samtidig være dømt til at udstå en istid,« bemærker Stager.

Man kan uden besvær afvise dilemmaet som akademisk. Mands minde er som bekendt 14 dage, politikeres tidshorisont er angiveligt fire år, og en kalkulationsrente på fem pct. ved offentlige investeringsbeslutninger betyder, at fremtiden efter 40-50 år lades ude af betragtning.

'Uanset den videnskabelige dokumentation bliver der ikke reageret på klimatruslen for alvor, før der er lig på bordet,' siges det ofte, men selv det er måske ikke nok. Orkanen Katrina i 2005, de russiske skovbrande og pakistanske oversvømmelser i 2010, oversvømmelserne af 'bibelske dimensioner' i Australien i januar i år lige så lidt som 'århundredets skybrud' i Danmarks hovedstad forleden synes disse katastrofer med 'lig på bordet' at have ført til noget afgørende bevidsthedsskred eller skift i den horisont, der bestemmer politisk indsats og handling, nationalt eller globalt.

Så hvordan tro, at vi skulle være i stand til at afveje hensynet til den umiddelbare fremtid mod hensynet til de generationer, der måtte leve om tusind år, endsige 130.000 år? Curt Stager undslipper selv dilemmaet ved at argumentere for, at det under alle omstændigheder er klogest at stoppe den nuværende afbrænding af fossile brændstoffer, fordi vi ved en hel del om de nært forestående og alvorlige skadevirkninger ved fortsat CO2-udledning, hvorimod vor viden om udviklingen i et titusindårigt perspektiv indtil videre er ret begrænset.

»Vi kan altid genoptage« afbrændingen på et senere tidspunkt, hvis det i klimareguleringens tjeneste skulle vise sig ønskværdigt af hensyn til endnu fjerne istids-truede generationer, anfører han. Forudsat altså at vi gemmer reserverne af olie, kul og gas i undergrunden.

Den etiske fordring

Et afgørende argument for ikke at begynde at jonglere rationalistisk og almægtigt med meget fjerne fremtidsudsigter ved vore aktuelle energipolitiske og andre klimarelaterede beslutninger, er imidlertid, at det vil være moralsk korrumperende. Man kan ikke uden skade på sjælen prisgive Maldivernes befolkning og egne børns livsvilkår i en højere sags tjeneste, dvs. med henvisning til hensynet til senere, istidstruede generationer. Ej heller, selv om istidstruslen til den tid vil blive langt værre end den aktuelle opvarmningstrussel. 'Som en atomkrig til et værtshusslagsmål'.

Skal man bevare sin menneskelighed, må man sætte 'ordentlighed' i forhold til nødlidende medmennesker i dagens verden i centrum. Lider Maldivernes befolkning eller de netop nu sultende på Afrikas Horn under vor fossile livsstil, må vi nødvendigvis reagere. Etikken i forhold til næsten ophæves ikke af computermodeller af en meget fjern fremtid, endsige af geografiske afstande. Sagt på en anden måde: Hvis et uskyldigt barn er ved at komme i klemme under et værtshusslagsmål, kan man ikke bruge truslen om atomkrig som undskyldning for ikke at gribe ind.

Så vidt, så godt. Forsvaret for en aktiv national som international klimaindsats her og nu ophæver imidlertid ikke selve den kendsgerning og det nye vilkår, der gælder dagens menneskelige civilisation: At vi med vort antal, vor økonomiske vækst og vor produktions- og forbrugsteknologi er blevet en planetær kraft, der, så langt frem vi kan se og i hidtil uset grad, vil påvirke, hvordan livet på Jorden og dens fysisk-kemiske systemer udvikler sig. Den magt og det ansvar er blevet et nyt grundvilkår i en geologisk epoke, defineret for første gang i planetens 4,6 milliarder år lange historie af en enkelt arts mere eller mindre bevidste handlinger.

»Velkommen, alle sammen, til Antropocæn,« lyder udgangsreplikken i Curt Stagers bog.

 

Læs også: Frie Ord

Serie

Planeten og os

I hele sin historie har mennesket kæmpet med naturen for sin overlevelse. Nu har vi vundet i en sådan grad, at det er ved at bringe selve overlevelsen i fare. Mennesket er på alle niveauer blevet den dominerende forandringskraft på kloden, siger videnskaben.

Hvad betyder det for vores syn på verden og os selv? Kan vi leve op til ansvaret som det skabtes herre? Eller finde en ny ydmyghed i forholdet til naturen? Hvor er planeten og vi på vej hen?

Seneste artikler

  • Tilbage til (menneske)naturen

    9. juli 2011
    Kloden. Kun hvis vi kan komme bag om bevidstheden og det formålsbestemte, ind til den ordløse sansning af vores forbundethed med planeten og naturen, har vi en chance. For at mobilisere bevidstheden i overlevelsens tjeneste
  • At være eller ikke være selvdestruktiv det er spørgsmålet

    7. juli 2011
    James Lovelock, videnskabsmanden bag den smukke Gaia-hypotese om livet på Jorden, har næsten afskrevet mennesket som værende i stand til at håndtere de selvskabte klimatrusler. Men så kommer forskerkollegaen Peter Ward med den grumme Medea-hypotese og siger, at mennesket kun mennesket kan redde biosfæren fra selvmordet
  • Mennesket på Herrens udpinte mark

    5. juli 2011
    Skabelsesberetningens bud om mennesket som verdens centrum og behersker har drevet den kristne civilisation nær det økologiske sammenbrud. Spørgsmålet er, om tro eller katastrofe er vejen til ny selvindsigt og forsoning med naturen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Kig i idehistorien. Eller i magtfilosofien. Altså i den tradition i europæisk tænkning, hvis særkende har været at tale magten midt imod, Jørgen Steen Nielsen. Måske erfaringerne bagfra kunne interessere eller inspirerer. Det er vi jo nogen, der har taget os tid til...

Med venlig hilsen

Jørgen Muldtofte

jsn: "Før den fossile afbrænding startede, var CO2-koncentrationen i atmosfæren 280 ppm ( parts per million,CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler)."
En lille detalje, som det vist ikke er første gang jeg korrigerer: Da atmosfærens sammensætning er angivet som rumfangsprocenter, og da forskellige molekyler er af varierende størrelse, kan man intet konkludere om antallet af molekyler ud fra procenterne. Data om atmosfæren hér, fyi.:
http://da.wikipedia.org/wiki/Jordens_atmosf%c3%a6re

Jørgen Muldtofte

Dementi.
Vedr. rumfang af molekyler; jeg er blevet gjort opmærksom på af folk der har bedre tjek på fysikken end jeg at gasmolekylers rumfang/diameter ingen praktisk rolle spiller da de er omgivet af vakuum. M.a.o. fylder de det samme i atmosfæren, så man kan godt konkludere fra rumfangsprocenter til antal.
Beklager denne ugyldige korrektion.
mvh JMu

Morten Balling

En af de mest geniale overskrifter jeg nogensinde har set! :D

Den stikker min tidligere favorit, som var "Med næsen i plovfuren".