Nyhed
Læsetid: 2 min.

Tvetydige signaler fra EU gør krisen værre

For mindre end et år siden var det utænkeligt, men nu overvejer EU angiveligt at lade private investorer hæfte delvist for den græske statsgæld. EU's modstridende meldinger er med til at udbrede krisen til øvrige lande, siger eksperter
Udland
15. juli 2011

BERLIN - Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble lufter nu muligheden for en indirekte sanering af den græske statsgæld. Det skal ske ved at tvinge private kreditorer og banker til at give afkald på deres udestående. Dermed går Schäuble i rette med den Europæiske Centralbank, der frygter, at markedet vil reagere med stigende renter og svigtende investeringer.

Flere eksperter kritiserer de tvetydige meldinger fra Tyskland for at have medvirket til at udbrede krisen til Italien.

»Ved at sende signaler om, at ejere af græske statsobligationer skal tvinges til at opgive deres krav, skræmmer man Italiens kreditorer. Markedet opfører sig irrationelt, fordi europæiske ledere ikke kommunikerer deres intentioner klart,« mener Peter Spiegel fra Financial Times.

»Vi ville ikke være i denne situation, hvis de europæiske ledere havde reageret mere håndfast. Finansmarkedet ønsker sikkerhed. Det kan ikke lide usikre situationer. Resultatet heraf er panik,« tilføjer han.

Dystre prognoser

Alt imens de finansielle ratingagenturer den seneste tid har ignoreret EU's politiske redningsforsøg og udsendt dystre prognoser, der peger i retning af græsk statsbankerot, overvejer EU forud for et nyt krisemøde i dag, hvordan man bedst omstrukturerer den græske gæld. Ifølge Financial Times vil EU-lederne diskutere en løsning, hvor Grækenland for midler hentet i Den Europæiske Finansielle Stabiliseringsmekanisme (EFSF) tilbagekøber statslån fra private investorer til stærkt reducerede priser (i omegnen af 50 pct.).

Ved en sådan løsning, som af eksperter betegnes som »statsbankerot light«, skal private kreditorer acceptere at give afkald på en vis andel af tilbagebetalingen i form af reducerede renter.

Slingrekurs

Tidligere på året blev lignende forslag afvist kategorisk af flere ledende tyske politikere samt af den Europæiske Centralbank, der har modsat sig en omstrukturering med henvisning til, at kreditorer og ratingagenturer vil klassificere en sådan løsning som en græsk statsbankerot.

Ifølge Peter Spiegel er den tyske slingrekurs primært motiveret af en inderigspolitiske vælgertaktiske hensyn, og slingrekursen risikerer at forværre situationen for lande som Spanien og Italien.

»Siden den første græske krisepakke blev besluttet i maj sidste år, har EU stået for den linje, at man ikke vil tillade statsbankerotter, og at kreditorerne skulle have deres penge tilbage. Det satte en stopper for panikken i et godt stykke tid. Men i den seneste tid er der kommet uklare signaler om, hvorvidt kreditorer og ejerne af græske statsobligationer skal tvinges til at opgive deres krav. Lånemarkedet forstår ikke, hvorfor der er pludselige forandringer under opsejling.«

Eurokrisen er i stigende grad vokset til at blive en politisk overlevelseskamp for Angela Merkel, hvis ledelsesstil i flere tilfælde beskyldes for at have medvirket til at forværre krisen.

Merkel fanget

Spaniens finansminister, Elena Salgado, kritiserer Tyskland for at have et stort ansvar for, at uklarhederne om betingelserne for krisehjælp til Grækenland har haft en negativ indvirkning på kreditorernes holdning til lande som Italien og Spanien.

Som leder af Europas største økonomi har Merkel rollen som den, der skal udglatte uenighederne, men den tyske kansler er fanget mellem indenrigspolitik og behovet for at reagere, siger Nicholas Walton, der er tilknyttet tænketanken European Council for Foreign Relations.

»Flertallet af europæiske politikere har haft det vanskeligt med at kommunikere problemets omfang til deres vælgere. Merkel har ikke formået at kommunikere, at Tyskland i højere grad hjælper de tyske banker, der har omfattende engagementer i Grækenland, end man hjælper grækerne.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her