Læsetid: 7 min.

Tyskland er ikke længere forelsket i Europa

Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
Den græske gældskrise har medført et voldsomt opbrud i tysk selvforståelse. Europas vigtigste land er til sin egen forvirring omsider ankommet til normaliteten  med vidtrækkende konsekvenser for hele kontintentet, siger tyskeren og Europa-tilhængeren Ulrike Guérot
19. juli 2011

BERLIN -  Det begyndte som en fortælling om økonomisk slendrian i kontinentets sydlige afkrog. I takt med afsløringerne af de tilsynelande bundløse græske statskasser, er det blevet tydeligt, at noget har forandret sig fundamentalt i Europa. Og forandringen her først og fremmest fundet sted i selvforståelsen hos det land, der igennem en menneskealder både har indtaget en paradoksal dobbeltrolle som kontinentets sorte får og velvillige kassemester.

Med Euro-krisen har tyskerne nemlig genopdaget sig selv som en nation med legitime egeninteresser og en voksende geoøkonomisk magt til at forfølge dem. Om opdagelsen vil medføre en endegyldig afsked med den europæiserede udgave af Tyskland, som nabolandene har vænnet sig til, er endnu for tidligt at spå om. Men noget tyder på det.

»Jeg voksede op i forbundsrepublikken Tyskland med vægt på Forbundsrepublik og mindre vægt på Tyskland. Nu bor jeg i et land med meget mere vægt på Tyskland og i mindre grad på forbundsrepublik«, siger EU-eksperten Ulrike Gúerot til Information, der aflægger visit på hendes kontor et stenkast fra den tyske forbundsdag.

Som leder af Berlin-afdelingen af den pan-europæiske tænketank European Council on Foreign Relations er 48-årige Ulrike Guérot mildest talt bekymret over den udbredte EU-skepsis, der i kølvandet på den græske gældskrise er vundet frem med overrumplende hastighed fra Helsinki til Madrid. Udviklingen i Tyskland har chokeret og i mange tilfælde skabt vrede i de europæiske nabolande, der har vænnet sig til den uproblematiske tyske pengestrøm, der i godt og vel tres år med få undtagelser har været en vigtig ingrediens i Europas fremgang og politiske stabilitet.

Den tyske unormalitet

Netop forpligtelsen over for Europa og omsorgen for de små medlemsstater har i tysk politik været et sine qua non, der siden Adenauer er gået i arv fra kansler til kansler. Med Merkels tøvende håndtering af den græske gældskrise, deriblandt hendes vælgertaktiske beslutning om at udskyde græsk krisehjælp, ser det ud til, at de tider er forbi, hvor Tysklands politiske elite følte et ekstraordinært ansvar for kontinentets trivsel. Merkels beslutning er symptom på et europapolitisk paradigmeskifte og en forandret tysk mentalitet, som indlysende nok har vidtrækkende konsekvenser for hele Europa, understreger Ulrike Guérot.

»Før var det den tyske unormalitet, der garanterede den europæiske normalitet. Nu er det den tyske normalitet, der begrunder den europæiske anormalitet. Systemet smøres ikke længere af Tyskland. Nu handler det om magt, hvem der har noget at sige, og hvem der betaler. Tiderne med den romantiske vision om, at tyskerne betaler regningen på grund af historiens kit, er forbi. Det betyder ikke, at Tyskland ikke længere er europæisk, men at vi har et andet prisskilt på vores europapolitik. At vi regner anderledes«, siger Guérot og peger på, at der ikke er tale om en ny tendens. Allerede den tidligere kansler Gerhard Schröder talte om Tyskland som et normalt land. Under Schröder, der siden blev bestyrelsesmedlem i den russiske energikoncern Gazprom, vendte Tyskland atter blikket mod Øst.

Alligevel håber Guérot som indædt forsvarer af den europæiske idé, at Tyskland på trods af ændrede horisonter og lokkende tilbud fra eksotiske elskere vil være i stand til at puste nyt liv i forholdet til Europa.

»Som man siger om parforhold: Man bliver forelsket, fordi partneren er fantastisk. Kærlighedens kunst består i at blive i forholdet, når den lyserøde sky forsvinder«

Europas sugardaddy

Efter Guérots vurdering har Tyskland på trods af et åbenlyst ønske om at slippe for rollen som kontintens sugardaddy nemlig en stærk interesse i at blive i forholdet. I kølvandet på den græske krise er en skare af EU-kritiske røster dukket op som paddehatte i den tyske debat. Ifølge Guérot begriber kritikerne imidlertid ikke, at en tysk økonomi, der udelukkende fokuserer på nationale interesser, samtidig spiller sig selv muligheden af hænde for at begribe Europa som løsning på sine egne strukturelle problemer. Man skal i højere grad være parat til at europæisere visse ting, mener hun.

»For eksempel atomkraft-exitten. Man kan skændes om, hvorvidt det er fornuftigt eller ej, men hvis man vil gennemføre det, kan man ikke gøre det alene. Man gør det ikke imod, men med sine europæiske partnere. Europæisk energipolitik er sandsynligvis morgendagens tema på den europæiske dagsorden. Hvis vi nationaliserer dette tema, har vi allerede tabt. Vedvarende energi, sol og biomasse og så videre må håndteres på europæisk niveau for at fungere. Ellers kan man lige så godt lade være.«

Når Tyskland med Merkel i spidsen besluttter at gøre sig uafhængig af atomkraft inden 2020, ser det muligvis ud som en demokratisk håndhævelse af national suverænitet. I virkeligheden, mener Guérot, risikerer sådanne beslutninger at underminere unionens demokratiske legitimitet.

»Det er et demokratisk problem, når eksempelvis franskmændene uden at have stemt om det risikerer højere strømpriser som følge af den tyske beslutning. Det er meget problematisk, når Tyskland som klassens tungeste dreng ikke medtænker det i sine beslutninger.«

En ny fortælling

Hvorfra de retningsgivende impulser til løsningen af krisen skal komme fra, er ikke til at se med det blotte øje. Slet ikke i Tyskland, hvor manglen på orientering i den traditionelt stærkt pro-europæiske politiske elite i øjeblikket er lige så iøjnefaldende som frustrationerne blandt de græske demonstranter, der stikker ild på Athen.

Tysklands centrum-venstrepresse producerer dagligt ledere, hvor man med malmfuld røst advarer mod tilbagefald til nationalismens tidsalder. Filosoffen Jürgen Habermas har forskellige måder kaldt på forfatningsmæssige reformer, der skal sikre det europæiske projekts demokratiske legitimitet og kontinuitet.

I lyset af de mange historiske paralleller kan man gribe sig selv i at blive overrasket, når Guérot peger på, at Tysklands aktuelle genvordigheder med at finde sin plads i forhold til Europa i høj grad skyldes manglende historisk bevidsthed. Få europæiske lande lader deres skoleelever beskæftige sig så intensivt med nationens historie og skyld som Tyskland. Men bagudvendte lektioner er ikke nok til at sikre Tysklands fortsatte forpligtelse over for Europa, siger Guérot.

»Vi gider ikke denne holocaust-historie længere. Vi vil ikke have, at folk hele tiden fortæller os, at vi stadig bærer på en skyld. Men vi vil heller ikke hele tiden undskylde Israel, slet ikke i dag. Vores arbejdsløse ungdom vil det slet ikke, fordi de slet ikke ved, at det har fundet sted. Men vi har ingen anden historie. Vi har holocaust-tragedien, der har været en grundlæggende fortælling for forbundsrepublikken og den transatlantiske orden. I det øjeblik, hvor det historiske kit falder bort, er der heller ikke længere nogen fortælling om, hvorfor vi nødvendigvis er forpligtet på Europa og NATO.«

Naborelationer

Mens tyske intellektuelle med al sandsynlighed vil fortsætte jagten på en ny fortælling om Tyskland og Europa i en rum tid, har globaliseringen bragt andre mere eksotiske bejlere i spil. Et af omdrejningspunkterne i den tyske diskussion af eurokrisen er således, hvorvidt det indre marked i fremtiden vil være en attraktiv handelspartner. Eller om man i højere grad skal fokusere på at eksportere til fremadstormende BRIC-lande som Kina og Indien. Det er kort sagt blevet et åbent spørgsmål, om Tyskland i højere grad skal lade sin udenrigspolitik diktere af kommercielle interesser.

Ifølge Guérot er det helt fair, at Tyskland fremover overvejer disse spørgsmål, men hun advarer tyske politikere mod i ren begejstring over de nye muligheder at kaster gamle velprøvede forbindelser over bord. For der er ikke nødvendigvis tale om inkompatible interesser.

»Jeg tror, det vil være skæbnesvangert og kortsigtet for Tyskland at indlade sig på et 'østtrip' og 'kinahype', fordi jeg ikke tror, det vil vare særlig længe. Krummerne vil måske være spist op efter tre til fem år, hvorefter Tyskland ikke længere har venner i Europa. Tabet af gode naborelationer vil være ødelæggende.«

De gode naborelationer blev allerede sat under pres før finanskrisen, da den daværende franske finansminister og nuværende chef for IMF, Christine Lagarde, rettede en anklagende finger mod Tyskland, hvis kombination af lave lønninger, lavt nationalt forbrug og høj eksport angiveligt sørgede for tysk vækst på bekostning af øvrige europæiske lande. Sådanne kritikpunkter behøver hverken at resultere i, at Tyskland fjerner sig fra fra den europæiske tanke eller giver køb på sine egne interesser, mener Guérot.

»Vi behøver ikke nødvendigvis forlade vores eksportstrategi, men vi må være opmærksomme på, at vores naboer også profiterer, og at gevinsten deles. Og hvis vi insisterer på, at vores naboer, som eksempelvis Grækenland, skal være konkurrencedygtige, må vi også trække dem med ind på det globale marked.«

Af samme grund udtrykker Guérot let irritation over den klichéprægede og ofte populistiske kritik, der tilflyder Tyskland fra øvrige medlemslande, der ikke har forlenet sig med Tysklands kurs mod normalisering.

»Måske er en af grundene til, at vi skændes så meget om national suverænitet, at vores politiske systemer permanent er under stress. Så meget Europa som nødvendigt, så lidt Europa som muligt. Det er politisk irritabelt. Det gælder både for Danmark, Frankrig og Ungarn.«, siger Guérot og understreger dermed, at anklagerne om populisme kan udstrækkes til samtlige EU-lande.

»I stedet må begrebet om national suverænitet nydefineres i det 21. århundrede. Man må i det mindste stille spørgsmålet, også selvom man siger nej til Europa, som eksempelvis den tyske forfatningsdomstol gjorde det i forhold til Lissabon-traktaten. Kun på den måde kan vi lykkes med at indrette et institutionelt Europa, der er kvalificeret til at levere de resultater, vi ønsker os såsom pålidelighed og legitimitet.«

Serie

EU på støtten

EU står i disse år over for konflikter, ingen havde set komme, og som vi ikke før har skullet bekæmpe. Hvad kan få europaerne til at ville EU? Skal de ville EU? Information har spurgt en stribe af Europas førende intellektuelle, som giver deres svar i denne serie.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Prøv med et demokratisk europa i stedet for et institutionelt, så kunne det være at opbakningen dukkede op helt af sig selv..

Tyskland er et begreb. Et begreb kan ikke være forelsket. At klaske de tyske mennesker i Tyskland sammen og behandle dem som ét ødelægger vores mulighed for at forstå tingene.
I Tyskland er der et væld af meninger om EU - og meningerne om Schengen, EU, euroen, Europakommissionen osv. falder ikke sammen. Noget ved EU er godt mener nogle, andre forhold ved EU er skidt mener de samme, og nogle andre mener noget andet om andre aspekter af EU.
Det som Heydari kalder 'den tyske opvågning' kan vel være et sammenrend om forskellige dele af 'EU-pakken', der betyder, at højreorienterede nationalister og venstreorienterede syndikalister på nogle dele af forskellige sammenhænge har samme synspunkter som kristendemokrater og liberale.
Ak. Verden er kompleks. Forudsigelser og fordømmelser er enkle. Faren er når de kammer over i enøjet propaganda, som igen kan kamme over i enøjet handling - tro mig - se Norge - se Srebrenica - se Sabra og Shatila - se Mumbai - se Dar es Salaam - se World Trade Center 911 osv.

@Heydari - "Det tyske opvågning er begyndelsen til enden. EU vil collapse i løbet af ganske få år"

Stort set enig, men hvad så når/hvis EU kollapser?

Hvad stiller venstrefløjen så op i et Europa, hvor fremmedangst og gold nationalisme råder?

Søren Kristensen

Hvis vi ikke kan klare os alene, bliver vi nødt til at gøre det attraktiv for tyskerne at forblive i EU. Vi kunne rent lavpraktisk begynde med at tillade salg af sommerhuse til udlændinge.