Nyhed
Læsetid: 2 min.

USA forbereder sig på bankerot

Mens politikerne forhandler, er finansverdenen begyndt at lægge planer for det værst tænkelige scenario: sammenbruddet. Vælgerne er ikke imponerede over forløbet
Udland
22. juli 2011

WASHINGTON DC Mens politikerne forhandler fortsat mere panisk på Capitol Hill, hjemstedet for den amerikanske kongres i Washington DC, er Wall Street begyndt at reagere på muligheden for en statsbankerot.

De finansielle institutioner forsøger at minimere risikoen ved at ligge inde med amerikanske statsobligationer, samtidig med at hedge funds er begyndt at samle penge sammen, så de kan købe obligationerne, hvis andre investorer flygter, og markedet kollapser.

Imens tæller internationale kreditvurderingsinstitutioner på knapperne med hensyn til USA's kreditværdighed. Traditionelt har Amerika en top-rating på AAA, og udsigten til at falde under den magiske formel har allerede konsekvenser på et marked, der bliver mere og mere nervøst.

Mulig kædereaktion

»Endnu kan man ikke tale om panik, men hvis investorerne begynder at sælge amerikanske statsobligationer i stor stil, kan det udløse en kædereaktion. Det er helt klassisk, det starter med sandkorn, dryp, dryp, dryp og pludselig sætter lavinen ind, og så kan man ikke længere styre udviklingen,« siger Mark Zandi, cheføkonom ved Moody's Analytics til New York Times.

En egentlig nedsmeltning af det amerikanske marked vil sende chokbølger ud i hele resten af verden og kan medføre en egentlig depression både i USA og globalt.

Mens finansverdenen skælver, var topforhandlerne i Washington usædvanlig tavse i går. En ansat i Det Hvide Hus med kendskab til de igangværende forsøg på at finde en løsning siger til Information, at »det kan gå begge veje. Det er ekstraordinært vanskeligt at bedømme reaktionen fra det nye republikanske bagland. Jeg tror såmænd ikke engang, at partiets egne ledere har en viden om, hvad der venter dem, hvis de skal præsentere et kompromis. Vi er ude og forhandle i et nyt territorium.«

Vrede vælgere

Det ville være synd at sige, at de amerikanske vælgere er begejstrede. En ny meningsmåling fra NBC News/Wall Street Journal i går viser, at et stort flertal ønsker sig en løsning nu.

Seks ud af 10 vælgere er positive over for præsident Obamas såkaldt 'store plan', der via en kombination af besparelser og skattestigninger reducerer gælden med 4,3 billioner dollar over de kommende 10 år. 70 procent af de uafhængige vælgere ser gerne republikanerne gå på kompromis med præsidenten. Blot en tredjedel af vælgerne ønsker sig rene besparelser uden øgede skatteindtægter, mens 62 procent siger, at skattestigninger for de rigeste amerikanere er i orden. 52 procent er modstandere af nedskæringer i Social Security og Medicare.

Hvis alt falder på gulvet, og katastrofen indtræffer, er 39 procent af vælgerne klar til at skyde skylden på republikanerne, mens 35 procent mener, det er præsidentens ansvar. 17 procent mener, skylden skal fordeles ligeligt mellem de to partier og præsidenten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Se min kommentar her: http://www.information.dk/274012