At være eller ikke være selvdestruktiv det er spørgsmålet

Gaia-hypotesen, om at Jordens biosfære opfører sig som en selvregulerende organisme, der optimerer betingelserne for liv, kom til verden helt tilbage i 1968 som to afsnit i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Proceedings of the American Astronautical Society.

»Så Gaia-konceptet blev født ved indgangen til Den Nye Tidsalder samtidig med Woodstock og The Beatles, og det er måske derfor, så mange videnskabsmænd regner den for en del af den overflod af new age-nonsens, der florerede på dette tidspunkt,« skriver artiklens forfatter og hypotesens ophavsmand, den nu 91-årige britiske videnskabsmand James Lovelock, i sin seneste bog, Gaias forsvindende ansigt en sidste advarsel.

Dermed får Lovelock forklaret, at Gaia-hypotesen ikke må ses som en religions-erstatning eller en ny tids metafysik, der kan fylde tomrummet, som opstod, da det moderne rationalitetsstyrede menneske kasserede Gud og satte sig selv og sin teknologisk-videnskabelige almagt i centrum. Temmelig mange har ellers taget Gaia-tanken til sig som en længe savnet øko-mytologi, der forankret i naturvidenskabelig indsigt hylder Moder Jord, besjæler naturen og genindsætter respekten for dens levende skabninger ligesom i traditionelle ikke-kristne naturreligioner og filosofier fra Asien og blandt indfødte folk.

Lovelock er i høj grad selv ansvarlig for overfortolkningen, fordi han vedvarende personificerer Gaia og beskriver hende som »én levende enhed« med behov, interesser og hensigter. Gaias hævn hedder f.eks. hans næstsidste bog. Men Lovelock understreger også, at dette fra hans side blot er pædagogiske metaforer, og at han står strengt på naturvidenskabens rationelle grund og ikke har meget til overs for new age-overfortolkningen af hypotesen.

Hypotesens kerne er, at biosfæren Jordens levende systemer via såkaldt negative feedbackmekanismer har formået at regulere og stabilisere planetens fysisk-kemiske forhold på en måde, der sikrer eller ligefrem forbedrer betingelserne for fortsat liv.

Feedback

De negative feedbackmekanismer er fra livets synsvinkel positive, fordi de bremser og stabiliserer, hvorimod positive feedbackmekanismer er negative, fordi de virker selvforstærkende og accelererer begyndende amokløb. Som den proces, udløst af den menneskeskabte globale opvarmning, der nu truer med at bringe smeltningen af Grønlands indlandsis ud over et skæbnesvangert tipping point.

»Jeg ser Jorden og det liv, den bærer, som ét system, et system med kapacitet til at regulere temperaturen og sammensætningen af Jordens overflade og bevare den komfortabel for levende organismer,« lyder én af Lovelocks formuleringer.

I dag er det relativt velbelyst, hvordan bakterier, plankton, havets skalbærende organismer m.m. er historiske aktører i processer, der har været med til at stabilisere atmosfærens sammensætning, havenes surhedsgrad, temperaturen etc., og mange elementer i Gaia-hypotesen indgår i dag som etableret forskning under den knap så fængende betegnelse earth system science.

Lovelocks hypotese kan ses som et opgør med antropocentrismen, forestillingen om mennesket som universets centrum, skabningens herre. Det er højst sandsynligt, at mennesket gør livet umuligt for sig selv ved sin disproportionale indgriben i naturens kulstofkredsløb og deraf følgende globale opvarmning, men planeten som sådan og livet i øvrigt skal nok overleve.

»Vores planet klarer sig selv. Det eneste, vi kan prøve at frelse, er os selv,« skriver James Lovelock i sin seneste bog, hvor han i passager synes tæt på at afskrive menneskeheden.

»En af mine grunde til at være noget pessimistisk omkring fremtiden for den nulevende generation af mennesker er, at jeg tror, problemet er hinsides os. Vi har endnu ikke den intellektuelle kapacitet til at løse problemet med, hvordan vi lever ordentligt med planeten,« sagde han sidste år i et interview med Tim Radford, The Guardians videnskabsredaktør.

Medea-hypotesen

Men hvad nu hvis Lovelock tager fundamentalt fejl i sit syn på biosfæren? Hvad nu, hvis den ikke er så grundlæggende 'godartet' og selvstabiliserende, som han antager? Hvis nu livet på Jorden tværtimod er langsigtet selvdestruktivt? I så fald er gode råd dyre for planeten. Med mindre man på ny lukker antropocentrismen ind ad bagdøren og for alvor indsætter mennesket som skabningens herre.

Dét er det udfordrende standpunkt hos Peter Ward, forskeren bag en ny konkurrent til hypotesen om Gaia, den gode moder: Medea-hypotesen, navngivet efter den græske mytologis moderskikkelse, der slår sine egne børn ihjel.

»Dræberen er livet selv. Hvis det overlades til sig selv, vil det fremskynde den ultimative død for alt liv på Jorden. Kun menneskelig intelligens og teknologisk kunnen kan udskyde denne skæbne,« lyder den provokerende formulering fra Ward, respekteret professor i biologi ved University of Washington, i bogen The Medea Hypothesis Is Life on Earth ultimately Self-Destructive?

Peter Wards afsæt er, at den biologiske evolution opererer på artsniveau, ikke på planetniveau. Arter, der hurtigt kan tilpasse sig og udvikle sig, spreder sig effektivt og bliver stedse flere i antal på bekostning af andre arter og ultimativt måske på egen bekostning ved at optage al plads, beslaglægge al næring eller forpeste miljøet med sine affaldsstoffer.

Ward gengiver en række eksempler fra livets historie, hvor én arts succes og dominans har ført til masseuddøen blandt andre arter. Første gang for 2,5 mia. år siden, da fotosyntetiserende cyano-bakterier dukkede op og producerede så meget ilt, at det hidtidige iltskyende liv på jorden bukkede under. Nogle hundrede millioner år senere havde de samme iltproducerende bakterier ædt så mange af atmosfærens naturlige drivhusgasser CO2 og metan at temperaturen faldt nok, til at verdenshavene frøs til, og alt liv på jorden inklusive de ansvarlige bakterier var meget tæt på at fryse ihjel.

Dette er eksempler på de 'farlige', de positive og destabiliserende feedbackmekanismer, som der er flest af i biosfæren, påpeger Ward.

Jordens efterfølgende istider, der i varierende omfang medførte katastrofal masseuddøen, »skyldtes langvarige fald i atmosfærens CO2, der som beskrevet var fald forårsaget af livet selv,« pointerer Ward.

På lang sigt hundreder af millioner år vil denne effekt komme igen og meget stærkere, og tiden for fotosyntese og dermed andet liv på jorden vil lakke mod enden. Men allerede nu og faktisk gennem de seneste 300 mio. år, siger Peter Ward er den biologiske produktivitet på Jorden faldende. Ikke fordi mennesket udrydder nogle sjældne arter og fælder nogle regnskovstræer, men som resultatet af langsigtede naturlige 'Medea-processer' i den globale biosfære, der bl.a. handler om, at CO2 langsomt føres til havets bund med døde skalbærende organismer og dermed dræner biosfæren for den livsvigtige CO2-pulje. Livets selvforstærkende nedtur på planeten er i gang.

Menneskets plads

Peter Ward siger selv, at meget mere forskning i Medea-hypotesen er nødvendig, og der er blevet rettet kritik mod den, som der er det mod Lovelocks Gaia-hypotese. Alligevel finder Ward én konklusion begrundet:

»Vi må ændre os fra at være en tankeløst destruktiv livsform til at få en bevidst aktiv anti-Medea livsform.«

I dag medvirker arten mennesket alt for aktivt til livets nedtur med sit fossile energiforbrug og sin overudnyttelse af økologiske systemer. Men mennesket er samtidig den eneste art på Jorden, der besidder bevidsthed og teknologisk kunnen til at bremse det, der ifølge Ward er livets egen iboende kurs mod undergang.

»Kun vi mennesker kan ændre reglerne og redde resten af livet, såvel som vor egen art, fra sig selv.«

Derfor skal vi ikke bare ophøre med egne energiforbrugende excesser, vi skal aktivt, for vor egen arts skyld og med både geoengineering og avanceret teknologi hjælpe den selvmorderiske biosfære til langsigtet overlevelse.

»Vi må ikke blive en del af naturen. Vi må overvinde naturen,« lyder Peter Wards udfordrende konklusion.

Altså antropocentrisme så det vil noget. For alvor mennesket som herre over det skabte.

Videnskabsjournalist Robin Engelhardt har påpeget ironien i, at Ward hermed ender med at bekræfte Gaia-hypotesen, som han ellers har så mange problemer med: Mennesket er jo én biologisk art blandt andre, og hvis vi på Wards anvisning begynder at agere på en måde, der stabiliserer eller optimerer livets betingelser på Jorden, så optræder vi jo netop på bedste Gaia-vis.

En anden ironi er, at Lovelock og Ward med deres stærkt divergerende syn på biosfæren og mennesket alligevel er tæt på at ende samme sted. For den aldrende Lovelock er situationen for den klimaforstyrrede klode således nu så akut truende, at den 'afvigende' art, mennesket, ikke bare kan afskrives og biosfæren overlades til sine selvhelende kræfter.

»Vi er den intelligente elite blandt Jordens dyreliv, og hvad vi end har lavet af fejltagelser, så har Gaia brug for os,« skriver Lovelock i sin seneste måske sidste bog. »Hvad enten vi kan lide det eller ej, så er vi nu hendes hjerte og hjerne.«

Spørgsmålet er så bare med hvilken bevidsthed om os selv, vi er bedst skikkede til at sikre livets overlevelse: ved at forstå mennesket som en respektfuld del af økologien med dertil hørende ydmyghed i vor færden på jord eller ved at forstå os selv som ophøjet art med magt, evne og særligt ansvar for at administrere biosfæren og det levende liv?