Internationale nødhjælpsorganisationer kalder tørken og hungersnøden på Afrikas Horn den værste i 60 år og efterlyser 66,7 milliarder kroner fra det internationale samfund til at afhjælpe den katastrofe, der hver dag slår mennesker ihjel og tvinger folk på flugt. Indtil videre har den danske regering bidraget med 63 millioner for bekæmpning af virkningen af tørken, der har ramt Somalia, Etiopien, Djibouti, Uganda og Kenya, og regeringen har besluttet at se tiden an, før der bliver tale om flere bidrag.
»Vi venter og ser. Det handler jo ikke bare om at sende en pose penge derned. Den kan jo havne i de forkerte hænder,« lyder begrundelsen fra Karsten Lauritzen, der er udviklingsordfører for Venstre.
Det mener SF, Enhedslisten og Radikale Venstre dog er for slapt: »Det dobbelte beløb ville være mere på linje med, hvad vi plejer at bidrage med i lignende situationer. Det er beskæmmende, at vi, som den rige nation vi er, ikke kan hive mere op af lommerne end 63 millioner,« siger Kamal Qureshi, der er udviklingsordfører for SF.
Endnu en sult
Det havde klædt regeringen at hive flere penge op af pungen til de 12 millioner mennesker, der er ramt af de stigende fødevarepriser, manglen på fødevarer og de to udeblevne regnsæsoner på Afrikas Horn, påpeger Jørgen Poulsen, der er udviklingsordfører for Radikale Venstre og tidligere generalsekretær i Røde Kors:
»Omfanget af denne katastrofe er så stort, at man gerne måtte have været generøs, og der havde hundrede millioner været et pænere beløb.«
Generelt mener Jørgen Poulsen, at der er en tendens til at tage lettere på situationer i Afrika, fordi Vesten allerede er mættet med sørgelige fortællinger fra kontinentet mod syd:
»Det er svært, når det kommer til Afrika. Så lyder reaktionen oftest: Nå, sulter de nu igen? Her er reaktionen voldsommere ved et drama som tsunamien i 2004 eller Haitis jordskælv, hvor vi har pårørende til stede. Det giver en helt anden opmærksomhed end en stille sultkatastrofe i Somalia,« siger han.
Når katastrofen kommer snigende, udebliver det chok, der kan tvinge Vestens politikere til at yde store bidrag, fordi befolkningen forlanger det, pointerer udviklingsekspert og journalist Knud Vilby.
»Du har hørt historien om høje fødevarepriser du har set billeder af demonstrationerne imod og nu ser du så resultaterne heraf og den snigende hungersnød. Selv om den aktuelle situation på Afrikas Horn er yderst alvorlig, så indgår denne sult efterhånden i det almindelige billede af Afrika,« siger han.
Knud Vilby var selv den første danske journalist, der dækkede tørken i Etiopien i 1984.
»Det var først, da BBC kom ned og så det med egne øjne og lavede reportager om børn, der døde som fluer, at verdenssamfundet opfattede alvoren. Der er det selvfølgelig anderledes med katastrofer som jordskælv, hvor verden kan følge med, mens det sker, og fra første stund se, hvem det rammer,« siger Knud Vilby.
Tidligere indsats
Indsatsen kunne blive bedre, og Vesten kunne spare penge, hvis politikerne blev bedre til at gribe tidligere ind over for katastrofen, påpeger Jørgen Poulsen.
»Det er utrolig ærgerligt og tragisk, at vi ikke for tre måneder siden handlede. Selv om man har alle de nødvendige tidlige varslingssystemer, så reagerer vi først, når vi ser børnene med fluer i øjnene, de opspilede maver og tændstikarmene. Men hvor kunne vi dog gøre det meget bedre og billigere, hvis vi tog det alvorligt, når vi får de første advarsler,« siger han.
Hvis både politikere og befolkning lyttede mere til ngo'erne, kunne nødhjælpen lande tidligere og afhjælpe katastrofen, inden den når et uoverskueligt omfang, mener Frank Aaen fra Enhedslisten: »Regeringen bør tage en snak med nødhjælpsorganisationer og høre, hvor mange penge de reelt set mangler. Søren Pind ved, at det her er en hel ekstraordinær situation, og jo flere dage man venter, jo flere børn dør,« siger han.
Find frem til årsagerne
Det er ikke nok at sende penge nu, regeringen skal grave dybere og se, hvilke underliggende strukturer der ligger bag katastrofer som denne, siger Frank Aaen:
»Generelt lægger katastrofer som denne op til, at man gransker årsagerne til den. Der er nogle store strukturelle problemer på fødevaremarkedet det drejer sig både om mangel på fødevarer og stigninger i priser. Og her skal Danmark som stor aktør på markedet tage nogle selvstændige initiativer til at afhjælpe de konflikter, der i sidste instans går ud over verdens fattigste,« siger han.
Indtil videre har regeringen doneret 63 millioner, hvilket er 117 millioner mindre, end den gav under tsunamien i 2004.
Og Venstres udviklingsordfører giver Knud Vilby og Jørgen Poulsen ret i, at en langsomt udviklende katastrofe er sværere at sælge, men understreger samtidigt, at det ikke influerer på den måde regeringen yder nødhjælp på:
»Det er et stort problem med de langsomme katastrofer, og sådan en instans som Danmarksindsamlingen ville ikke vælge at fokusere på det her. Men jeg har hørt forlydender om, at der er flere penge på vej til Afrikas Horn fra dansk side,« siger Karsten Lauritzen.
Men hvorfor vente? Organisationerne har kendt til den truende hungersnød i månedsvis, og som dagene går dør flere og flere mennesker.
»Generelt bidrager Danmark til Afrika i stor stil, og nødhjælp er ikke vores kernekompetence det er derimod vores generelle bistand i Afrika. Men vi venter og ser, hvordan situationen udvikler sig, « siger venstremanden.
Det handler ikke om hvor hurtigt eller langsom katastrofen udvikler sig - det handler om at katastrofen foregår i Afrika...
Aaen siger, at man skal se på de underliggende strukturer. Deri har han selvfølgelig ret.
Eksempelvis er fertilitetsgraden i Ethiopien 5,1 barn per kvinde. 38 mill. af landets 85 mill. indbyggere er underernærede. Iflg. FN vil landets befolkning fordobles i de næste 40 år ('alt andet lige' formodentlig) til ca. 170 mill.
Da allerede idag 38 mill. er underernærede, er der grund til at antage, at hele forøgelsen også vil blive det, så landet i 2050 har 123 mill. underernærede mennesker. Lignende forhold gør sig gældende for andre lande på Afrikas Horn.
Der er mere end een måde, hvorpå 'katastrofer udvikler sig langsomt'. Desværre er emnet tabu og underlagt nærmest total tavshed.
Bortset fra det, er det rigtigt at Syd- og Østasiens økonomiske fremgang, er med til at tvinge verdens fødevarepriser op. Taberne i det spil bliver således lande i den tredie verden, der har behov for fødevareimport. Som set med urolighederne i det såkaldte 'Arabiske forår', som ikke drejer sig om demokrati og kvinders rettigheder, men derimod om retten til at blive mæt.
Der bliver rig lejlighed til i fremtiden, at pukke på enhver siddende dansk regering for at yde for lidt til disse sultende mennesker. Hvor meget skal eksempelvis 5,5 mill. danskere afgive til 38 mill sultende ethiopiere?
Landene på Afrikas horn synes ikke udsat for en naturkatastrofe, men for en menneskabt katastrofe som følge af en for høj fertilitet.
På:
http://www.wolframalpha.com/input/?i=Ethiopia+population+growth&t=sftb01
ses at befolkningen i Ethiopien vokser med 2,63% om året. Det betyder at befolkningsantallet fordobles på knap 27 år.
http://www.wolframalpha.com/input/?i=1.0263%5En%3D2&t=sftb01
Med en sådan befolkningstilvækst bliver jorden udpint, og jorden vil kunne brødføde færre mennesker, end den ved mindre intensivt landbrug ville kunne klare.
I det omfang befolkningen lever som hyrder vil husdyrene afgræsse området endnu mere aggressivt, end ellers, og da hyrderne naturligvis beskytter deres græsædere mod rovdyr, kan disse ikke holde antallet af planteædere nede på et passende niveau, noget de ellers klarer i naturen.
Når en art formerer sig så kraftigt at den udgør en fare for miljøet, er der forskellige mekanismer der træder i kraft. Normalt vil overskudspopulationen blive ædt af rovdyr, men sker det ikke vil den i stedet sulte og være mere udsat for infektionssygdomme, udover den rene sultedød.
Jeg kan ikke se hvad Vesten kan gøre ved det, og under alle omstændigheder er Vesten, og især Europa, på deroute.
Den eneste vej er en fornuftig befolkningspolitik, kombineret med at de regerende kleptokratier afskaffes, og erstattes af samfund med en indbygget social kontrakt mellem befolkningsgrupperne. Og det må landene selv stå for.
Drop udviklingsbistanden der som et kvælertag holder befolkningen i Afrika i fattigdom samtidig med at godhedsindustrien klapper sig selv på skulderen og for en stund får god samvittighed ved at købe aflad.
Med mere og mer eulandsbistand får befolkningerne flere og flere børn = flere og flere mennesker vil dø af sult i fremtiden. Ulandsbistanden er direkte skadelig og resulterer i at endnu flere mennesker vil dø i fremtiden end hvis man afskaffede den.
Man må spørge sig selv, hvordan Europa, økonomisk på vej ned ad bakke, om 30-40 år skal bære sig ad med at hjælpe en sultende befolkning i Mellemøsten og Afrika på en halv milliard mennesker?
Når folk boende i en del af verden der klimatisk er, og altid har været, uegnet til at brødføde en for stor befolkning, insisterer på at have en alt for stor befolkningstilvækst, vil det uundgåeligt medføre hungersnød. Jo flere mennesker, jo flere sultne. Såre simpelt og logisk.
At bebrejde en dansk regering at den ikke smider nok skattepenge i dette bundløse hul, er ikke rimeligt. I det mindste kunne man forlange, at der lokalt blev gjort noget for at ændre en væsentlig årsag til problemet, således at det kunne anses for midlertidigt, men det gør man ikke.
Det er ikke noget nyt med tørke på de kanter, og derfor ikke tale om en uforudset katastrofe, der kortvarigt kan lindres. Der er i høj grad tale om et menneskeskabt problem, idet fornuften er, og har været, sat ud af kraft.
Hver eneste gang sådanne nødsituationer i tredjeverdenslande beskrives, gøres det på en måde, så al kritik rettes mod den rige verden. Det går altid ud på at vi skal føle os skyldige og betale bod ved at give nødhjælp. Det er præmissen også for artiklerne i går og i dag i Information. Skribenten går uden videre ud fra, at sådan er det. Hun går uden videre ud fra, at vi her i Danmark burde føle os skyldige, og at det er for dårligt at vi ikke straks griber til lommerne.
Kunne vi dog ikke få en mere afbalanceret fremstilling, hvor der ikke lægges skjul på, hvordan vi i den rige verden har haft indflydelse på situationens udvikling, men hvor man samtidig - og især - beskriver hvad det er for enorme fejl, menneskene i disse lande selv gør.
Og mest af alt er det fortsat tydeligt, at for journalister der skriver om dette, er befolkningsvæksten tabu. Man gør alt hvad man kan for at undgå overhovedet så meget som at nævne dette stygge ord.
Hvad med at sætte tingene i perspektiv og fortælle hvor mange mennesker der var hungersramte i 1984, og sammenligne med i dag. Så kan man måske konkludere noget om, at den massive nødhjælp til Afrika i 1984 ikke har haft nogen varig virkning.
Det er usikkert, hvad de kommende års klimaforandringer vil betyde for nedbøren i dette område. Mig bekendt er der ikke klare indikationer på, at det vil blive tørrere. Men der vil altid være variation fra år til år. Der vil altid komme tørkeår nu og da. Og når der er for mange mennesker i forhold til områdets bæreevne, så vil det selvfølgelig altid være i tørkeår, at problemerne kommer.
Venstremanden skal jo bruge pengene til Pias toldere... samt fadbamser m.m. på startens regning til Venstres ministre, borgmestre...
Jeg har svært ved at forstå at noget,
som løbende forekommer, og som man/alle ved kommer - svarende til vinteren i DK hvert år,
kaldes en katastrofe!
Men det friholder selvfølgelig området og hjælpeorganisationer for at tænke, planlægge og arbejde forebyggende!