Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Ikke alle veje fører til Rom

Det norditalienske separatistparti Lega Nord mener, at Italien ville klare sig bedre, hvis central-administrationen lå spredt ud i landet
3. august 2011

ROM Italiens hovedstad er fjendeland for separatistpartiet Lega Nord: »Roma ladrona«, det tyvagtige Rom, kalder norditalienerne hovedstaden, hvor partiet i de seneste år har dannet regering sammen med Silvio Berlusconis Popolo della Libertà (Frihedens Folk) og bl.a. kontrollerer indenrigsministeriet. Da Lega Nord i 1990'erne begyndte at vinde lydhørhed for ideen om Norditaliens moralske og økonomiske overlegenhed og foreslog en opsplitning af landet, påpegede den napolitanske forfatter Luciano De Crescenzo: »Husk på, at mens I stadig ikke var kravlet ned fra træerne, var vi allerede bøsser.«

Selv om eksponenter for Lega Nord stadig med jævne mellemrum beskylder syditalienerne for at være snavsede og uciviliserede, er de separatistiske ambitioner efterhånden blevet skiftet ud med planer om at omdanne Italien til en føderalstat. Under alle omstændigheder går partiets ideologi ud på at svække centralmagten i Rom. Silvio Berlusconi har flere gange følt sig tvunget til at sælge lidt ud af den nationale enhed for sikre sig Lega Nords støtte til de skræddersyede love, som gør det muligt for ham trods fire igangværende retssager at holde landets domstole for nar. Senest har regerings- lederen accepteret, at Lega Nord har åbnet tre ministerkontorer i den norditalienske by Monza: »Hvis der skal laves bureaukratiske love, fungerer Rom helt fint, men hvis vi skal beskæftige os med arbejde og beskæftigelse, er Monza meget bedre,« siger partiets leder, Umberto Bossi.

En spredt hovedstad

Indvielsen af de decentrale ministerkontorer fandt sted i forrige weekend. Siden har en viceminister fra Syditalien reageret ved at åbne kontor i sin hjemby Avellino, hvor han angiveligt har ansat en række gamle skolekammerater. Men nu har republikkens præsident, Giorgio Napolitano, fået nok. Statens revisorer skal først vurdere omkostninger og eventuelle besparelser i forbindelse med en decentralisering, skriver Napolitano i et brev til regeringen og påpeger, at Rom ifølge forfatningen er landets hovedstad. Det er fint, at institutionerne forsøger at tilnærme sig borgerne, skriver Napolitano, men det må »ikke komme så vidt, at man begynder at forestille sig en hovedstad, som er spredt ud over det nationale territorium«.

Berlusconi ved ikke, hvad han skal sige, mens Bossi truer med at stoppe finansieringen af Italiens deltagelse i krigen i Libyen, hvis ikke de decentrale ministerier får lov til at blive: »Et eller andet sted skal decentraliseringen jo starte,« sagde Bossi lørdag i kur- byen Salsamaggiore Terme i Emilia-regionen: »Hvis landbrugsministeriet lå i Bologna, i Emilia, ville det måske gå lidt bedre, for her dyrker alle jorden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu