Nyhed
Læsetid: 5 min.

Befriet til et frit Libyen

Siad Lebib blev taget til fange af Gaddafis soldater på vej mod Tripoli for 78 dage siden. I onsdags blev han befriet fra fængslet i Abu Salim til et nyt Libyen
I Tripolis Abu Salim-distrikt forsøger de libyske oprørere at trænge de Gaddafi-tro styrker tilbage.

I Tripolis Abu Salim-distrikt forsøger de libyske oprørere at trænge de Gaddafi-tro styrker tilbage.

Zohra Bensemra

Udland
27. august 2011

TRIPOLI – »Vi kunne høre kampene fra fængslet, men vi troede, det var Gaddafi, der bombede oprørerne,« siger Siad Lebib.

»Da vi blev befriet og hørte, at Bab al-Aziziya (Gaddafis hovedkvarter, red.) var faldet, begyndte vi alle sammen at græde og omfavne hinanden,« siger 33-årige Siad.

»Vi vidste ikke, hvad der foregik. Jeg havde ikke fået nogen oplysninger om situationen i 77 dage, så det var helt utroligt at blive befriet til et frit Libyen.«

Siad tilbragte sin første dag i frihed med familien.

»De troede aldrig, de skulle se mig igen. Det gjorde jeg faktisk heller ikke. Vi var sikre på, Gaddafi ville bruge os som menneskelige skjold,« siger Siad.

»Min mor græd meget. Hele familien græd, og jeg kunne ikke engang komme i bad før tre timer senere, fordi der var så mange mennesker hos mine forældre,« siger Siad.

Han fortæller, at vagterne flygtede fra fængslet for tre dage siden. Derefter kunne naboerne til fængslet bryde ind og befri alle fangerne.

»Jeg ville løbe hjem med det samme, men der var kampe mellem oprørere og snigskytter i Abu Salim. Så vi blev nødt til at skjule os hos en nabo til at begynde med,« siger Siad.

Efter at have tilbragt første dag i frihed med familien er Siad dagen efter ude at gå tur med vennerne i sit gamle kvarter, Souk el Juma.

»Jeg skal bare slappe af i dag. Jeg har ingen planer. Bare nyde solen. Jeg har ikke set den i to og en halv måned,« siger Siad, der arbejder med it.

Hans første indtryk af Tripoli efter fængslet er, at oprørerne er godt organiseret.

»Det er helt fantastisk at se, at oprørerne kontrollerer stort set hele byen. Jeg er meget overrasket over, hvor organiserede de er. De har nedsat lokale komiteer, der beskytter deres egne kvarterer med vejafspærringer og bevæbnede vagter,« siger Siad Lebib.

Tripoli sunder sig

Efter flere dages hårde kampe er Tripoli faldet lidt til ro. Der er stadig spredte kampe og problemer med snigskytter i bestemte kvarterer. Men lyden af geværild er blevet markant mindre på bare få dage.

Siads kvarter, Souk el Juma, var blandt de første til at gøre oprør mod Gaddafi. De betalte også en høj pris ved de første demonstrationer i februar, hvor snigskytter skød ind i mængden fra de omkringliggende tage.

Nu, seks måneder efter, har oprørerne fuld kontrol med bydelen.

Trafikken er blevet tvunget ned på 30-40 kilometer i timen af vejspærringer med få hundrede meters afstand, og alle biler bliver tjekket af lokale oprørere med sikkerhedsveste og maskingeværer.

Karikaturtegninger af Gaddafi er spraymalet overalt på murene med slagord som: »Vi vil få vores frihed eller dø« og »Gaddafi er færdig«.

Efter flere dages undtagelsestilstand er enkelte supermarkeder endda åbnet igen i Souk el Juma.

Plads på skadestuen

På Central Tripoli Hospital fortæller dr. Khaled Ali, at trykket er lettet gevaldigt.

»Vi havde alt fyldt for to dage siden. Det væltede ind med sårede oprørere, soldater og civile. Alle hjalp til. Frivillige vaskede gulv og senge, og folk, der ikke engang var læger, tilså patienter,« siger han.

»Vi har stadig haft omkring 100 patienter i dag, men det er intet mod de andre dage.«

Samtlige senge på skadestuen er fyldt, men flere steder står grupper af læger og snakker roligt sammen.

»Vi havde problemer med forsyningerne for få dage siden, men da alle felthospitalerne blev lukket, fik vi deres ting. Så lige nu mangler vi ikke noget,« siger han.

Mens skadestuen altså igen har tid til at lade rigtige læger tilse alle patienter, flyder lighuset over med op- svulmede menneskekroppe. De cirka 20 kølerum er for længst fyldt, og resten af de cirka 60-70 lig ligger spredt på gulvet.

Der er ingen aircondition i lokalerne, og de eneste, der lader til at nyde lugten af rådnet kød, er de hundredvis af fluer, der sværmer rundt.

Alt efter, hvem man spørger, får man forskellige vurderinger på antallet af dræbte. Arbejderne i lighuset mener, der har været omkring 150 lig igennem.

Dr. Khaled Ali gætter på »flere hundrede« og understreger, at der blev oprettet omkring 30 felthospitaler overalt i byen, da kampene rasede.

På listen over døde, der hænger ved indgangen til hospitalet, står omkring 300 navne. Det første navn blev skrevet op for fem dage siden.

Dr. Khaled fortæller, at hospitalet har behandlet både oprørere og soldater. Nogle gange lige ved siden af hinanden.

»Vi havde én, som havde dræbt flere end 20 oprørere. Han var en rigtig dygtig snigskytte og ville ikke overgive sig. Så oprørerne omringede ham og skød ham i hovedet. Bagefter kørte de ham herind, hvor vi behandlede ham. Der var ingen, der gjorde ham noget,« siger dr. Khaled Ali.

Hvad med Gaddafi?

Gaddafi er endnu ikke blevet fanget, men forholdet mellem tidligere fjender er blandt de første ting, libyerne skal forholde sig til, når hverdagen vender tilbage.

Hovedspørgsmålet er selvfølgelig, hvad der skal ske med Gaddafi, når han bliver fanget? Siad er ikke i tvivl.

»Han skal stilles for en domstol. Vi vil hellere have ham levende end død. Han skal stå til regnskab for sine handlinger. Vi skal også anholde alle dem, der støttede ham. Spioner, ministre, forretningsmænd. Alle, der hjalp Gaddafi med at undertrykke os i 42 år,« siger Siad.

I den lokale moské i Souk el Juma, Omar-moskéen, er stemningen dog en anden. Eftermiddagsbønnen skal netop til at begynde, og de første tomme sko står allerede ved indgangen.

»Han skal henrettes,« siger Lufti, der lige har vasket hænder og fødder og er på vej indenfor.

»Der er ingen, der vil have ham i fængsel. Han har undertrykt os i 42 år. Han fortjener ikke nåde.«

Én ting er Siad og Lufti dog enige om: Der kommer ikke en ny diktator i Libyen.

»Folket vil have demokrati, og vi vil aldrig tillade en ny diktator. Vi står sammen,« forsikrer Lufti.

»Vi vil have et samfund, hvor man kan sige, hvad man vil. Gaddafi fik os til at vende os mod hinanden. Man vidste aldrig, hvem der var spion for regeringen. Vi står fuldstændig sammen, og folket stoler på Rådet,« siger Siad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor er der ikke flere der stiller spørgsmålstegn ved de talløse, åbenlyse opstillede fotos og video klip som kommer ud og viser oprørerne skyde i diverse retninger imens de gemmer sig for hinanden, eller man panorerer kameraet 45 grader hele tiden imens man gentager at nu er Tripoli og dermed Gadaffi og hans sønner endelig faldet osv..
http://www.youtube.com/watch?v=y5uHnFNmCgo

Der er mere en 150 stammer i det kæmpe land som har haft mange konflikter igennem tiden.. nu har vi så valgt at støtte en fraktion...
Hvem bliver de nye indsatte ledere i de her lande...
Karzai i Afghanistan er jo bare den seneste vi har valgt skal sidde der så vi kan få vores ting på plads osv osv.. historien gentager sig til hverdag

Karsten Olesen

Nu ligner de jo pæne unge mennesker på billedet - men efter sigende hørte 4/5 af fangerne til hårdkogte Al Qaida-grupper, der var buret inde af Gaddafi.
De påstår naturligvis, at de var "politiske fanger", når de taler med journalister.

http://www.youtube.com/watch?v=PgBzZtzqQ_M&feature=share

Deres langskæggede medkombattanter går heller ikke just fredeligt frem i Tripoli:

http://www.youtube.com/watch?v=wHQR7yfgPE0&feature=player_embedded

Thorsten Lind

Fy!...@ronni larsen & @Karsten Olesen..:-)

...jeres links underminerer den danske selvforståelse. "Vi" er jo de "gode"! Th