Interview
Læsetid: 6 min.

Egyptens militærstyre kontrollerer medierne

Censuren er værre under hæren i dag, end den var under Mubarak, siger en tidligere fremtrædende studieværtinde fra egyptisk stats-tv - nu har hun med hjælp fra Hillary Clinton startet sit eget kritiske interviewprogram
Udland
30. august 2011
Der var stor glæde i Kairos gader 11. februar, da det blev officielt, at præsidenten, Hosni Mubarak, havde trukket sig fra posten. Men selv om det er mere end et halvt år siden, er der stadig gamle 'vaner', der hænger ved i Egypten, hvor en tidligere nyhedsoplæser hævder, at censuren er værre end nogensinde. Og nu er det hæren, der står bag.

Der var stor glæde i Kairos gader 11. februar, da det blev officielt, at præsidenten, Hosni Mubarak, havde trukket sig fra posten. Men selv om det er mere end et halvt år siden, er der stadig gamle 'vaner', der hænger ved i Egypten, hvor en tidligere nyhedsoplæser hævder, at censuren er værre end nogensinde. Og nu er det hæren, der står bag.

ANDRE PAIN

»Korruptionen og censuren er værre i dag end under Mubarak.« Sådan siger Shahira Amin, der sagde op som nyhedsoplæser på egyptisk stats-tv 3. februar, da landets politiske uro og masseprotester nåede et kulminationspunkt. På tidspunktet for hendes fratræden var der ellers optimistiske forventninger i Egypten og Vesten til, at landets korrupte og censurerede medier ville blive reformeret.

Efter demonstrationer fra medieansatte og et skred i nyhedsdækningen efter revolutionen, der fra den ene dag til den anden forvandlede 'bøller' til 'helte', så det ud til, at landets statslige medier skulle blive mere åbne.

I dag mener Amin imidlertid at kunne konstatere, at det går den modsatte vej: »Hærens folk har fuld kontrol. De har simpelt hen erstattet Mubarak, og de er endnu mere skræmmende. Hver eneste nyhed bliver kontrolleret, før den udsendes. Dette var ikke tilfældet før, hvor der i stedet var et overvågningssystem. Mediekanalerne får stadig pressemeddelelser ovenfra. Før kom de fra præsidentens kontor og fra Indenrigsministeriet. Nu kommer de fra SCAF (De Væbnede Styrkers Øverste Råd, red.). Trusler og rygter bliver udbredt for at miskreditere mig, hvilket skræmmer en masse andre journalister.«

Men Amin, der også er CNN-korrespondent, lader sig ikke skræmme. Tværtimod, bedyrer hun, vil hun ikke lade noget komme i vejen for at fortælle sandheden om, hvad der sker i hendes land.

Det vendepunkt, der fik hende til at sige op som vicedirektør og ledende studievært på det statslige Nile TV, kom, »da mænd på kamelryg gik til angreb på Tahrir-pladsen, som var fuld af demonstranter.«

»De gav mig de nyheder, jeg skulle læse. Men i dem var der ingen omtale af angrebet,« husker hun. »Jeg spurgte dem: 'Hvorfor er det ikke med i bulletinen?' Jeg læste nyhedsrullen op, men indeni var jeg rasende, og bagefter stormede jeg ud af studiet. Næste dag kom jeg ikke tilbage.«

Hjælp fra Clinton

Amin siger, at det først er under revolutionen, at hun føler, at hun har kompromitteret sin troværdighed som journalist ved fortsat at arbejde for det statslige tv. Hun satte ofte regeringskritiske synspunkter under debat i sit talkshow, da Mubaraks regime endnu var intakt til bestyrtelse for mange kolleger, der ikke var lige så villige til at sætte deres job på spil ved at gå imod partilinjen.

I dag er Amin en af de mest indflydelsesrige stemmer i de egyptiske medier. Med hjælp fra USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, blev hun i maj i stand til at vende tilbage til Nile TV men på sine egne præmisser. Hun er nu vært for den ugentlige samtaleprogram I den varme stol, der transmitteres til hele den arabiske verden, og hvori hun udspørger internationalt højt profilerede skikkelser.

»Uden Hillary Clinton var jeg blevet glemt,« siger hun. »Hun henvendte sig selv til mig omkring talkshowet. Det talte jeg så med Nile TV om. Min chef sagde først, at de ikke ville have mig tilbage ... Jeg talte så med mine kolleger, men de taler ikke med mig mere. Til sidst sagde jeg så: Det er det frie Egypten nu ... Jeg bliver, og enhver, der ikke kan lide det, kan smutte.«

Den første, der stillede op til interview, var Clinton selv. Hun har også interviewet FN's højkommissær for flygtninge, António Guterres (om migranter strandet ved den libysk-egyptiske grænse) og Michelle Bachelet, Chiles tidligere præsident.

Trods Amins enestående position møder hun stadig forhindringer. Hun har selv det fulde ansvar for sit programs indhold, men siger, at hun er nødt til at forholde sig til det faktum, at al journalistik, der omhandler militæret eller dets ledelse, forudgående skal godkendes fra de såkaldte 'direktorater for moralske anliggender og efterretninger'.

Ude af trit med verden

Mubarak er væk, men det omfattende medienetværk han skabte og brugte som sin propagandamaskine i 30 år eksisterer stadig. I den ideelle verden så Amin helst, at hele Egyptens mediesystem blev genopbygget fra grunden, men virkeligheden er, at de gamle kanaler kører videre, og at korruptionen fortsat eksisterer. »Under det gamle regime blev jeg mange gange truet af statens sikkerhedspoliti,« hævder hun.

»Min e-mail-korrespondance blev overvåget og min telefon aflyttet ... Selv når jeg var ude af landet, blev jeg skygget. De sagde, at de kunne få mig til at forsvinde fra jordens overflade. Jeg plejede altid at have en person stående uden for mit hus, som rapporterede det videre, når jeg gik gennem døren,« husker hun.

Truslerne fik hun ofte efter sine freelancebidrag på CNN, hvor hun afslørede barske sandheder om Egypten og gik i clinch med temaer som kvindelig omskæring, tidlige ægteskaber og sudanesiske flygtninge.

Størst var hendes frygt, fortæller hun, da hun i maj fik bragt et indslag, der omhandlede hærens kontroversielle jomfruelighedstest på de kvindelige demonstranter, der havde camperet på Tahrir-pladsen, fordi det stillede hæren i så negativt et lys. Siden da, hævder hun, må hun se i øjnene, at hvis hun så meget som nævner hæren i sit talkshow, vil det simpelt hen ikke blive sendt.

Amin siger, at hun altid har forsøgt at »bryde grænser« med sine historier. På Nile TV, før det gamle regime blev væltet, siger hun, »prøvede jeg altid at ændre ting i vores dækning og kom tit i skænderi med de andre ... F.eks. ville de have, at jeg skulle bruge udtrykket 'frihedskæmpere', når jeg hellere ville tale om 'selvmordsbombere'. Hver gang jeg havde haft et kontroversielt indslag i CNN,« tilføjer hun, »blev jeg inviteret om bord på præsidentens fly. Jeg kunne ikke afslå. Så jeg tog med og dækkede Mubaraks aktiviteter, selv om jeg aldrig har oplevet noget så kedeligt.«

Ved en lejlighed befandt Amin sig i Mubaraks suite, hvor hun fik ham på tomandshånd, selv om også andre journalister var inviteret. De talte sammen i over en time, indtil Mubaraks søn, Gamal, kom og bad hende om at gå. Hun beskriver den tidligere præsident som »beskeden og ydmyg, men ude af trit med sin omverden. Jeg gik ud af lokalet og følte medlidenhed med ham. Han virkede som en udstødt, der ikke passede ind.«

Energien er der

Hvad, Amin finder mest oprørende, er, at folk i Egypten ved, at mediesystemet er korrupt, men alligevel tror mange stadig på, hvad de læser. F.eks. bliver den feministiske forfatter og aktivist Nawal El Saadawi hyldet af Vesten som en pioner inden for liberale værdier.

Men fordi hun blev dæmoniseret af det tidligere regime og de statslige medier, er egypterne stadig tilbøjelige til at afvise hendes synspunkter.

»Det driver mig til vanvid,« siger Amin. »Jeg orker næsten ikke engang at læse aviser mere.«

Ikke desto mindre ser Amin visse positive tegn. De sociale medier bliver fortsat brugt meget af unge aktivister, og nogle af dem er endda blevet twitterberømtheder, der tiltrækker tusindvis af followers fra hele verden. Hun ser også et håb i, at en række uafhængige nyhedskanaler og aviser er skudt frem siden revolutionen, men drager dog også en parallel til den vildtvoksende fremvækst af politiske partier og præsidentkandidater. Amin mener, at det er opmuntrende, at flere mennesker engagerer sig politisk og siger deres mening, men tvivler på, at de kan få nogen reel indflydelse, medmindre de forener sig, da deres individuelle tilhængerskarer er for små.

»Frygtens barriere er brudt, så en masse mennesker siger, hvad de mener. En god ting, der kom ud af revolutionen, er, at alle vil involvere sig. Energien er der.«

Men energi er næppe nok til at redde fremtiden for egyptiske medier, siger Amin. »Der er stadig enormt megen kontrol. Lige nu ser det temmelig sort ud.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her