Læsetid: 5 min.

EU-projektet står ved en skillevej

Den økonomiske krise har tvunget EU ind i en ny fase i unionens integrationshistorie, mener eksperter
Det er et helt nyt kapitel i Europas politiske ledelse og i den europæiske integrationshistorie, mener flere eksperter om Angela Merkels og Nicolas Sarkozys forslag om en økonomisk regering for euro-zonen.

Det er et helt nyt kapitel i Europas politiske ledelse og i den europæiske integrationshistorie, mener flere eksperter om Angela Merkels og Nicolas Sarkozys forslag om en økonomisk regering for euro-zonen.

Patrick Kovarik

19. august 2011

LONDON – Da den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, tirsdag aften annoncerede forslaget om en økonomisk regering for euro-zonen inklusive harmonisering af visse skatter og økonomiske politikker var det kulminationen på de seneste 20 måneders krise. Tilsammen vidner det om, at den europæiske integrationsproces gået ind i en ny fase, siger flere EU-eksperter.

»Det er et helt nyt kapitel i Europas politiske ledelse og i den europæiske integrationshistorie,« siger Thomas Klau, seniorforsker og leder af tænketanken European Council on Foreign Relations' Paris-kontor.

»Forslagene er et skridt på vejen mod større koordination af den økonomiske politik. Vi bør ikke overvurdere effekten af selve annonceringen meget af det var gamle forslag i ny indpakning men hvis vi træder et skridt tilbage og ser på alt det, der er sket i løbet af krisen etableringen af den Europæiske Stabilitets Mekanisme, accepten af princippet om, at det er nødvendigt at hjælpe lande i nød osv. alt dette tilsammen er et meget væsentligt skridt,« tilføjer han.

Professor Richard G. Whitman fra tænketanken Chatham House i London er enig.

»Det er en ny fase på to måder,« siger han: »Det har længe været ventet, at eurozonen ville blive indercirklen den hårde kerne i EU-samarbejdet, men indtil nu har der været mangel på politisk vilje til integration. Men krisen har tvunget dem. Mens tidligere integration har været resultatet af en debat om fordelene ved øget integration, så har det her været en anderledes proces. Den økonomiske krise har kickstartet den politiske integration.«

»Den anden årsag er, at der har været kritik af Tyskland og Frankrigs mangel på lederskab under krisen. Men hvis det her lykkes for dem, så vil de have etableret sig selv som Europas ledere, og vi vil på en måde være gået tilbage til fremtiden,« siger han med henvisning til, at Kul- og Stålunionen EU's forløber blev etableret i 1951 på fransk initiativ og med Tyskland som det andet centrale stiftende medlem.

Hugo Brady, seniorforsker i tænketanken Centre for European Reform i London, mener, at såkaldt »euro-føderalisme« kun er en af flere mulige udviklinger i kølvandet på krisen. Dog vurderer han, at de mange redningsforsøg har fået som konsekvens, at der nu står mere på spil, hvilket betyder, at »euro-føderalisme (...) er overraskende plausibel«.

»Eurokrisen har vist, at eurozonens grundlæggende logik (...) er, at den må bevæge sig mod en stadig tættere økonomisk union eller gå til grunde,« skriver Brady i en analyse på centerets hjemmeside.

Flere hastigheder

Udsigten til euroføderalisme med harmonisering af skatter og halvårlige eurozone-ministermøder under ledelse af den nuværende EU-præsident Herman Van Rompuy vil unægtelig skabe en større kløft mellem de EU-lande, der er medlem af euroen, og dem, der står uden for, påpeger iagttagere.

»Det er ikke videre originalt, for det institutionaliserer en eksisterende praksis,« siger Christian Parisot, en økonom for de franske investeringsfirma Aurel, med henvisning til de tre eurokrisetopmøder, der har fundet sted siden starten på den finansielle krise i slutningen af 2008.

»Men man kan stadigvæk sige, at det er et ekstra skridt hen imod større koordination af den økonomiske politik på tværs af grænserne,« siger han til nyhedsbureauet AFP.

Professor Whitman er enig i, at det vil institutionalisere et EU i flere hastigheder: »Det vil det bestemt det vil betyde afslutningen på en falsk krig. Vi har haft et EU i to hastigheder siden Maastricht. Nu har vi efter bare to årtier punkteret illusionen,« siger han.

Thomas Klau mener ligeledes, at et EU i flere hastigheder reelt har eksisteret i årevis.

»Det, der er anderledes nu, er, at den økonomiske krise har blotlagt nødvendigheden af, at eurozone-landene udvikler en føderal politik for dem selv. De øvrige lande kan deltage, eller de kan lade værre. Det væsentlige er, at Storbritannien har opgivet sin modstand,« siger han.

I årtier har de modsat sig med trusler om veto ethvert skridt hen imod et »EU i to hastigheder« med det argument, at det ville føre til øget pres på landene uden for den centrale gruppe lande for med tiden at afgive mere suverænitet. I de seneste uger er der imidlertid kommet nye toner fra London. Både premierminister David Cameron og finansminister George Osborne har ytret, at de mener, at større koordination af eurolandenes økonomiske politikker er valutaens eneste chance for overlevelse.

»Jeg tror, vi må acceptere, at det vil ske. Det er i vores interesse, at det sker, fordi en ustabil euro er rigtig dårlig for os,« sagde Osborne forleden til BBC's Radio 4.

Ændret dynamik

Et EU med en mere føderal euro-kernegruppe, vil imidlertid ændre den dynamik, der hidtil har været inden for fællesskabet, erkender Whitman.

»Siden EU blev udvidet til 27 medlemmer, har alle vidst, at det har været svært at træffe beslutninger, men alle har været for høflige til at indrømme det. Man har påpeget, at alle lande tæller lige meget. Denne krise har vist os den brutale realitet: At ikke alle lande tæller lige meget. Nogle er vigtigere end andre,« siger han og tilføjer, at »euro-føderalismen« på sigt vil blive indskrevet i en traktat, og at landene uden for vil have mindre at sige end dem inden for.

»Storbritannien for eksempel vil have mindre magt. Især efter den måde, den nuværende britiske regering af hjemlige politiske grunde har gjort alt, hvad den kunne, for at distancere sig fra redningsforsøgene. Den har ikke opført sig på en måde, som man ville forvente af en seriøs spiller og har ikke engageret sig i redningsoperationerne,« siger han.

Thomas Klau mener, at der ikke er noget i vejen for, at unionen kan fortsætte i flere hastigheder, selv om det bliver institutionaliseret.

»Vi har allerede en situation, hvor nogle medlemmer har levet med et valutasamarbejde, og andre har stået uden for. Det har ikke gjort det umuligt at samarbejde, og det har endda fungeret fint sideløbende med det indre marked. Men jeg tror, det er rigtigt, at det vil tilføje et ekstra lag til et allerede ekstremt kompliceret system, og det vil gøre det endnu sværere for både egne borgere og udenforstående at forstå strukturen. Men jeg tror ikke, det vil gøre det umuligt at operere,« siger han.

Hugo Brady er mindre optimistisk i sin analyse af EU's fremtid. Han mener, at der er en risiko for, at den »europæiske integration kollapser i en wagnersk finale«. Nogle elementer af det indre marked og Schengen vil overleve, men »dagene med ambitiøs europæisk supranationalisme er slut«.

En anden mulighed er »euro-sklerose« stagnation af den europæiske integration.

»I dette scenario overlever euroen, sandsynligvis efter Grækenland og Portugals exit,« skriver han og tilføjer, at »den resterende kerne ikke vil bevæge sig mod politisk union«, fordi eurokrisen har ført til øget skepsis i medlemslandene.

Thomas Klau er enig i, at det faktum, at alle kan se og Merkel og Sarkozy nu har udtalt behovet for øget økonomisk politisk harmonisering ikke nødvendigvis betyder, at det vil ske.

»De foreslåede skridt er stadigvæk ikke nok til at løse krisen der skal flere tiltag til,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Winther Lundby

Glimrende artikel, med gode kommentarer. Nu mangler vi i Danmark bare at se en sund kappestrid om hvem der kan bruge det kommende EU-formandsskab bedst. Den eksisterende regering eller oppositionen?

Der er sket noget nyt: Det er ved at bundfælle sig i befolkningen, at verden hænger sammen. Det danner grundlag for en fornyet debat om EU's fremtid. Mange vil vide, at en (ny) regering - også i Danmark - skal ville noget på dette punkt.

Søren Winther Lundby
NYT EUROPA

Jørgen Mathiasen

Angela Merkel afviste i et tv-interview søndag, at Euro-obligationer kan være en løsning. I den nuværende krise, gør man klogt i at bemærke. Hun nævnte også en grund, nemlig udsigten til en ny langvarig og besværlig traktatændringsproces, men undlod at nævne, at det antagelig også ville betyde en opløsning af hendes regeringskoalition.

Til gengæld afviste hun ikke euro-obligationer rent principielt, og oppositionen i Forbundsdagen har allerede kaldt dem for den bedste løsning, på trods af at de vil medføre højere renter for forbundsrepublikken dvs. udgifter for tyske skatteydere. Tyske politikere har brug for tid til at forklare landets befolkning, hvad sammenhængen er.

Kongeriget Danmarks forhold til euroen og kernen i den europæiske union indgår som bekendt i en egenartet, national fortælling. Artikler i de seneste dage i Berlingske tyder på, at det borgerlige Danmark vil forsøge at trække på den national-konservative følelse i maksimalt omfang, og det har oppositionen antageligt ikke noget svar på. Den er som bekendt selv dybt spaltet i EU-spørgsmålet. Sandsynligheden og interesserne mellem EU-staterne taler imidlertid for øget integration indenfor eurozonen og marginalisering for resten.