Tre løbere skal konkurrere på tid i disciplinen '500 meter med en sæk rotter'. Den første når kun 100 meter, inden rotterne har gnavet sig igennem posen og løber ud på banen, den næste kun 200 meter. Men den tredje finder tricket: Han ryster hele tiden posen, så rotterne aldrig får ro til at gnave sig ud, og han når i mål. Denne løber er Muammar Gaddafi.
Sådan lyder en vittighed i Libyen. Og ser man tilbage på den nu snart væltede Gaddafi, toner der sig da også et billede frem af en revolutionær, der konstant formulerede nye mål for sit folk, sin region og for verden. Til tider strittende i alle verdenshjørner, internt selvmodsigende og urealistiske som få. Og altid fulgt af en kollossal brutalitet. Men også ambitiøse og vionære uden sidestykke. Når man i disse dage ser portræt efter portræt, der udelukkende fremstiller den brutale diktator som en mand drevet af galskab og magtiver, er billedet ikke helt korrekt. Han havde en drøm for sit land. Hvor skør den end må fremstå, og hvor galt det end gik.
»Gaddafi havde et utopisk projekt,« fastlår Jane Kinninmont, mellemøstforsker ved den britiske tænketank Chatham House. »Det gik ud på at etablere et samfundssystem, som hverken var maxistisk eller kapitalistisk. Og på nogle punkter lykkedes det at skabe en positiv udvikling i Libyen. På andre områder slog det grueligt fejl,« siger Kinninmont. Journalist og forfatter Jens Nauntofte, en af de danskere, der har fulgt Gaddafi længst og tættest, er heller ikke i tvivl om, at den Gaddafi, han mødte første gang i midten af 1960'erne var en mand med en stærk vison. »Han var af en helt anden konstellation, personligt og politisk, end han er i dag. En stærkt idealistik, kvik, lejlighedsvis dybttænkende mand, der have drømmen om at skabe en egentlig 'tredje vej',« fortæller Jens Nauntofte.
Shashank Joshi, Libyen ekspert fra Harvard University ser Gaddafi som et produkt af en mærkelig epoke i arabisk historie. »Det var efter den panarabiske bølge, men før ideen om den arabiske socialisme brød sammen. Han har elementer af arabisk nationalisme, socialisme og elementer af radikal populisme, som han prøvede at etablere med sine revolutionære kommiteer som alternativ til parlamentariske valg. Han er umulig at klassificere – han er i virkeligheden en blanding af en masse forskellige synspunkter.«
Gaddafi elskede ørkenens brune vidder og faldt sin 'visdom' der, men ville gøre den grøn. Han kaldte det ikke demokrati, men drømte om at skabe netop en islamisk version af det 'rådsdemokrati', der også blev drømt og teoretiseret om i 70'ernes Europa. Han kaldte det socialisme, men afskyede den gudsløse marxisme. Han ville eksportere den til hele verden, men gjorde det med bomber. »Det var et projekt – det var fuld af selvmodsigelser set fra vores perspektiv, men Gaddafi har altid være bedøvende ligeglad med den vestlige logik og de grænser, den satte. Han var dybt overvist om, at han havde en anden model at tilbyde,« fastslår Nauntofte.
Men hvad var det Gaddafi drømte om, og hvordan skred det så grueligt i en anden retning?
1) Massernes styre
»Forestillingen om folkelig repræsentation er løgn. Grundlaget for den blotte eksistens af parlamenter er folkets fravær, for demokratiet selv kan kun eksistere i selve folkets og ikke i de såkaldte folkerepræsentanters tilstedeværelse.«
Sådan udlægger Muammar Gaddafi grundlaget for sin vision for et helt nyt politisk system i Libyen i Den grønne Bog, et 110-siders værk, som udkom i 1975, efter at den unge revolutionære oberst havde 'set lyset' under et ugelangt ophold i den bagende sol i libyske ørken. I bogen skitserer Gaddafi det politiske system, han vil opbygge i Libyen. 'Den tredje vej' kalder han alternativ til de to herskende ideologier: marxisme og kapitalisme.
Kernen i Gaddafis system er en række udpegede folkekomiteer, som hverken har rådgivende, lovgivende eller udøvende magt. »Gaddafi havde en forestilling om demokrati. Han kaldte det bare ikke demokrati« siger Nauntofte, der ikke betvivler, at Gaddafi i sin unge idealistiske tid faktisk troede på en 'tredje demokratisk vej'.
»Han ville opbygge en helt ny struktur, hvor man udryddede de afskyede bureaukrater og ophævede centraladministrationen for at give magten til folkekomiteerne. Det lykkedes bare langt fra. Istedet var han bare alene om at definere alt.«
Men Gadaffi fastholdt, at han ikke var i spidsen for noget som helst. Som han skriver i Den Grønne Bog: »Regeringsstrukturer er i sig selv diktatoriske. Det er diktatorisk, at nogen enkeltperson eller en gruppe kontrollerer samfundslovgivningen. Det er hele samfundets fælles ansvar«.
Til trods for, at han konstant portrætterede sig selv som manden i spidsen for sit folk, for den arbiske verden, for Afrika, har han altid officielt nægtet at betegne sig som præsident eller leder af noget som helst. Han forklarede de kæmpestore plakater af ham, som prydede alle offentlige vægge med, at det var noget, folket havde sat op og at han sandelig havde for travlt til at holde øje med, hvad der blev klistret op på bymurene.
»Personkulten omkring Gaddafi var enorm, og enhver, der vovede at udfordre Gaddafis position, blev forfulgt, fængslet eller dræbt,« siger Jane Kinninmont.
Så sent som i december 2010 konstaterede Amnesty International, at undertrykkelsen af politiske dissidenter fortsatte med uformindsket styrke i Libyen, hvor flere hundrede sager om forsvundne politiske fanger aldrig er blevet opklaret.
Ifølge Jane Kinninmont, var Muammar Gaddafis rådsdemokrati et skalkeskjul, der havde til formål at undgå enhver form for partidannelse og opposition:
»Gaddafi fremstillede Libyen som det mest demokratiske land i verden, men hans styre var reelt et diktatur. Selv om han oprettede lokale folkekomiteer, der skulle styre landet, var der i praksis tale om et ekstremt centraliseret system, hvor oberst Gaddafi og hans nærmeste traf alle beslutninger. Selv ministrene blev konstant udskiftet for at undgå, at de udviklede sig til rivaler.«
Jens Nauntofe deler den udlægning, men fremhæver det snedige i Gaddafis ideologiske udlægning. »Han kaldte det en ny form for samfundsmodel, og når magten lå hos ingen, lå den hos ham.«
2) Økonomi
Gennem sine 42 år ved magten har Gaddafi praktiseret en økonomi baseret på et ideologisk mismask af marxistisk ideologi, idealiserede beduin-værdier om selvforsyning og lighed indenfor klanen, og makromaniske teknologiske projekter. Men svævende over alt andet i Gaddafis økonomiske vision hang uafhængighed, uafhængighed og ... uafhængighed. Sat op som stærk modsætning til afhængighed af de gamle kolonimagter Storbritannien og Italien og de økonomiske strukturer, de havde skabt. Og han havde i modstætning til andre nationer som Tunesien og Ægypten en stor gave til sit uafhængighedsprojekt: Olien.
»Det var olien, der gjorde det muligt. Og endda i en sådan grad, at Libyen i dag kunne have været et velstående land, havde han ladet være med at bruge penge på alle sine vanvittige projekter, herunder terror,« vurderer Nauntofte.
Men Gaddafi mente det, når han sagde uafhængighed og smed derfor 'de syv søstre' de store olieselskaber på døren. Og han mente det også, når han sagde, at landets rigdomme skulle komme folket til gode.
»Det lykkedes ham at skabe, om ikke en velfærdsstat, så noget, der ligner det med sygeordninger, arbejdsløshedunderstøttelse, fri skolegang osv. Alt det, som vi i velfærdstaten betragede som det 'rigtige',« siger Jens Nauntofte.
3) Teknologien
Men det var ikke kun olie, som Gaddafi ville basere fremtiden på. Han ville også genopbygge landbruget, som til dels var blevet nedlagt da han smed italienerne på døren. Og til det skulle der storteknologi til. Ifølge Jane Kinninmont har nogle af de store projkter, f.eks. at vende floderne for at gøre ørkenområder til landbrugsjord været delvise succeser. »'The Manmade river' har faktisk haft en positiv effekt på libyernes levestandard. De fleste tænker ikke på Libyens som et landbrugsland, men det er det faktisk, takket være Gaddafi.«
Shashank Joshi er knap så imponeret: »Han brugte olieindtægterne, der jo eksploderede i 70'erne til en række 'pet projects' – store meningsløse, selvforherligende projekter, der skulle fremme hans egen prestige, men uden noget højere mål.«
4) Islam i økonomien
Og i forlængelse af den røde tråd, der trods alt går gennem hans lederskab, ønskede Gaddafi, at den libyske økonomi skulle afspejle en særlig type islamisk socialisme. Han var også i sine unge år en stærkt religøs mand, så økonomien skulle også følge koranens bud i socialistiske klæder. F.eks. troede han ikke på, at folket ville give de obligatoriske islamiske almisser 'sakat', så han satte staten til at opkrævede dem og så give dem videre til de fattige »og til palæstinenserne,« som Jens Nauntofte tilføjer.
Men som så meget andet blev både almisser og erhvevsstøtte brugt til at vise, hvem han fandt loyale og hvem, han ønkede at straffe, og han fik vendt folk imod sig. Som den britiske forsker Juan Cole skriver: »Olierigdommene gjorde folket afhængig af staten (...) ikke mindst efter at han i mere end et tiår forbød private virksomheder, et tiltag, der eksilerede landets entrepenører og skabte et dybt had, ikke mindst i Bengazis handelsklasse.« Og Bengazi blev oprørenes hovedby.
5) Antikolonialisme
At økonomien i så høj grad blev skabt som en anti-tese til de tidligere kolonimagter understreger en helt central drivkraft i hele Gaddafis politiske virke: Hans dybe had til de tidligere kolonimagter. Et had, der også i dag kommer ud i lys lue, når han under oprøret har tordnet mod, hvad han ser som endnu et udtryk for vestlig arrogance og nykolonialisme.
»Ideen om nykolonialismen er et tvansgbillede, der har præget alt, hvad Gaddafi har bedrevet,« fastlår Nauntofte, der bestemt ikke afviser, at det Libyen, som Gaddafi overtog i 1969, var dybt præget af de tidligere kolonimagter. Men for Gaddafi handlede det ikke bare om at kræve rigdommene tilbage. Det var en kulturrevolution efter kinesisk forbillede, der skulle sættes igang, hvor alle spor af de tidligere fremmede magter skulle udslettet, fra gadenavne, til landsbyer.«
6) Ligestilling
Og der skulle også ligestilling blandt kønnene, mente Gaddafi i hvert fald til husbehov. For ligesom alt andet omkring den politoske kamæleon har både det, han har skrevet, og det han har gjort for Libyens kvinder, strittet i mange retninger. Selv skriver han i Den Grønne Bog:
»Der må ske en verdensrevolution, der fjerner alle materielle forhindringer for, at kvinden kan udføre sin naturlige rolle i livet og i stedet drive hende til at udføre mandens forpligtelser, så vi kan få lige rettigheder.«
Og det libysiske samfund er på en række punkter langt længere med ligestillingen end dets naboer i regionen. Kvinder indtager centrale pladser i administrationen, i hæren og de er tydelige i gadebilledet som politibetjente og soldater. Ifølge Jens Nauntofte har Gaddafis personlige syn på kvinder og kvinders rolle i samfundet aldrig været særligt progressivt. Lederen – der er blevet verdensberømt for sine toptrænede kvindelige livvagter 'amazonerne' – har som udgangspunkt en klassisk islamisk forestilling om, at kvindens plads er derhjemme. Men da han skulle lede en nation af dengang kun tre-fire millioner menensker, kunne han godt se, at der var brug for kvinderne. »Derfor gav han dem en fremtrædende rolle – fx. via 'kvindekomiteerne' på universiterne, og derfor fik kvinder generelt en større mulighed for indflydelse på samfundslivet,« siger Jens Nauntofte.
Shashank Joshi medigver at Gaddafi havde nogle ganske radikale ideer om ligestilling mellem kønnene til at starte med. »I de urbane områder især Benghazi og andre større byer, er der helt klart kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet og så videre. Men det er til en vis grad nok snarere urbanisering og stigningen i indkomsten pr. indbygger, der er skyld i det, end nogen sammenhængende politik,« vurderer han.
»Han ændrede i virkeligheden intet ved, hvad der sker i landområderne og de mindre byer Her kom kvinderne ikke ud på arbejdsmarkedet og var ikke særlig ligestillede.Og han har ikke holdt sig tilbage fra at bruge voldtægt som et instrument til undertrykkelse,« understreger Shashank Joshi.
7) Uddannelse
»Statskontrolleret uddannelse, som regeringer praler af, når de har været i stand til at påtvinge ungdommen en sådan, er en måde at undertrykke friheden på. Det betyder ikke, at skoler skal lukkes eller at folk skal vende ryggen til uddannelse. Tværtimod betyder det, at samfundet skal tilbyde alle former for uddannelse og give befolkningen mulighed for at vælge frit mellem ethvert emne, som de har lyst til at studere,« skrev Gaddafi i Den grønne Bog.
Ovenstående citat fremstår selv i en dansk sammenhæng vældig progressivt. Og på uddanelsesområdet havde Gaddafi da også store visoner, visioner, der til dels er blevet indfriet. Efter sin magtovertagelse erklærede den libyske leder analfabetismen krig og i løbet af de første årtier lykkedes det ham faktisk at gøre op med den før så massive analfabetisme. I 2003 kunne over 70 procent af kvinderne læse, og i 2010 var analfabetismen nede på 13 procent.
»Den libyske befolknings uddannelsesniveau er ret højt, og det lykkedes faktisk Gaddafi at gøre op med analfabetismen. Til gengæld mangler Libyen de fleste former for specialister og er derfor helt afhængig af de mange tusinde gæstearbejdere fra Egypten og Tunesien,« siger Jane Kinninmont.
Ifølge journalist Jens Nauntofte vidste Gaddafi, at det var helt nødvendigt at uddanne folket, hvis Libyen skulle blive det store land, han drømte om.
»Han vidste jo for det første, at han var i spidsen for et lille folk i antal, så de måtte være kompetente. For det andet var han bekymret for, at olien skulle rinde ud. Der måtte derfor skabes en gruppe af højtuddannede, der kunne skabe de nye teknologier og industrier, der skulle give dem levebrød, efter det skete,« siger Nauntofte og tilføjer: »Men de vidste til gengæld, at fængslernes døre altid stod åbne for dem, hvis de brugte deres kunnen mod ham.«
8) Verdensrevolutionen
»Jeg er en international leder, hjælper til de arabiske herskere, kongen over kongerne af Afrika, muslimernes imam, og min internationale status tillader mig ikke at synke til et lavere niveau.«
I 2009 var det den udlægning, som 'ikke-lederen' Gaddafi havde af sin egen betydning ved topmødet i Den Arabiske Liga. For Gaddafi var ikke som de fleste dikatorer. Han var ikke interesseret i at holde Libyen udenfor verden og verden udenfor Libyen. Fra starten af sin politiske karriere var han dybt optaget af, at hans ideer var svar på verdens udfordringer i bredere forstand.
»Han var bidt af foretilling om, at han kunne lave verdens politik om,« siger Jens Nauntofte. Og det var Gaddafi ikke alene om i 1970'erne, understreger han.
»I den forstand mindede hans idealisme om det, man så hos f.eks. Rote Armee Fraktion RAF. Også i Europa var tiden jo præget af kritik af senkapitalismen og ambitøse ideologiske projekter om at skabe en proletarrevolution. De drømte om en asfalt-revolution. Gaddafi om en ørken-revolution. Begge gik grueligt galt og endte i vanvittig terror. Men på mange måder var deres udgangspunkt i tidens ånd,« siger Nauntofte.
Terror blev et centralt middel til at eksportere Gaddafis vision. I årtier så han sig som den palæstinensiske sags Godfather og gav i 1970'erne og 80'erne husly til palæstinensiske terrorgrupper, heriblandt Folkefronten til Palæstinas Befrielse PLFP, der i 70'erne vakte stor opmærksomhed med en række spektakulære flykapringer. Også den baskiske terrorgruppe ETA og nordirske IRA fandt i mange år en sikker havn i Tripoli.
I Berlin blev tre dræbt og mere end 230 såret under et attentat på diskotek La Belle og to år senere stod en gruppe libyere bag bombeangrebet på et Pan Am fly, som styrtede ned over Lockerbie i Skotland og dræbte 270 mennesker.
Gaddafis terrorstøtte førte til mange års diplomatisk isolation og hårde sanktioner, men efter 11. september skiftede Gaddafi kurs, afskrev terrorisme og betalte millioner af kroner i erstatning til de efterladte fra Lockerbie. Få år senere var Storbritanniens Blair, Frankrigs Sarkozy og Italiens Berlusconi parate til at byde den libyske diktator velkommen.
9) Panarabisme
Måske vidste Gaddafi godt, at hele verden ikke ville samles om hans sag.
Men igennem sin kariere har han arbejdet målrettet på at få samlet regionen om sig, med skiftende fokus. Hans absolut største forbillede var Egyptens Gamal Abdel Nasser, der til Gaddafis store sorg døde allerede i 1970, kun et år efter den libyske obersts magtovertagelse.
»Ingen kom op på siden af Nasser i Gaddafis øjne. Han idealiserede ham og ville videreføre hans visioner,« siger Nauntofte. Men Nassers drømme om en panarabisk enhed levede videre hos Gaddafi, der gennem 1970'erne og 1980'erne var engageret i talrige forsøg på at etablere en union med andre arabiske stater. Men hver gang fejlede det.
»Efterhånden vendte de alle ryggen til ham. Så var det nemmere at kigge mod det sydlige Afrika, hvor der eksisterede en anden forståelse for det, vi andre så som hans galskab.«
Og Gaddafi gav den gas med kærlighederklæringerne til de afrikanske lande.
Som hans berømte citat om verdenshistoriens gang: »Der er uungåelige cyklusser i den sociale historie: Den gule races dominans, da den kom til Asien, den hvide races forsøg på at kolonialisere betydelige områder af verden. Nu er det tid til, at den sorte race styrer verden.« Og ofte på bekostning af hans gamle troløse 'venner': »Libyen er et afrikansk land. Må Allah hjælpe araberne og holde dem væk fra os. Vi vil intet have at gøre med dem,« tordnede han på libysk fjernsyn i 2007.
Sashank Joshi medgiver, at Gaddafis fascination af Afrika har præget hans politik.
»Han ville etablere Libyen som spydspids for afrikans enhed med ham selv som 'kongernes konge'. Og han betalte for det. Blandt andet 15 pct. af Den Afrikanske Unions budget.«
Sidste spurt...
Og nu løber manden, der rystede rotterne forvirrede i sækken på sidste etape. Shashank Joshi, mener, at det enste, der egenlig er sammenhængende i hans vision var, at den ikke var det.
»Det var som om, at han gik igennem en liste af ideer. Når det ene ikke virkede, så måtte han prøve noget nyt eller snarere: Han skulle nå så mange ideer som muligt. Det er slående, hvor mildest talt fleksibel og omstillingsparat han var i forhold til at kaste ideer ud og tage nogle nye op. Som et barn med legetøj.«
Hvad han nu skal omstille sig til må tiden vise. Men han skal nok ikke drømme om et fredeligt endeligt i ørkenen.
»Jeg tror, han lige nu sidder og drømmer om at kunne trække sig tilbage til sin ørken, hvor han kan meditere og tænke over tingene. Men det er der ikke meget, der tyder på.«
Der bliver hoppet fint over, hvor det gør ondt. Vesten købte olien?
Når man leverer kuglerne, så skal man ikke råbe højt. Italien og Frankrig er ikke uden skyld, listen kan nok udvides.
For ikke at tale om flygtninge aftaler.
Så måske Gaddafi er tosset, men der er plads på båden.
propagandører mod det nu, hævdede svundne,
libyen,
såsom:
inger støjberg, lars lykke rasmussen, lene espersen, per stig møller.. og cia og cameron;
bør jo tænke på, ( de har måske allerede gjort det ):
forbudden frugt smager bedst.
( h.m. nordafrica og forbudden frugt ? )
"- Libyen har massive underjordiske ferskvands/ grundvandsmagasiner..."
http://na.unep.net/geas/hotspots/alert_2010_09.php
Men propaganda er en stor del af krigsførelse, har altid været det... Den eneste måde at forhindre folkebedraget, er at undgå krig.
Kolonimagterne delte Afrikas og Østens områder efter, hvordan det passede best til deres kassebøger. Befolkningernes levevis, tro og historie hørte til i museerne, og deres markers og miners produkter blev materialer i kolonimagternes hjemlige fabrikker.
Lange lige grænser blev trukket efter store linealer uden hensyn til landskab, natur og kultur, og byer anlagt efter godsruter uden hensyn til gammel lokal hævd og skik. Landene var jo bare kolonier, "klumper" af produktionsenheder styret langvejsfra.
Det arabiske forår har vist os, at "klumperne" hellere vil passe sig selv efter egne skikke og vaner i samråd med "naboklumperne", og der ender det sikkert også.
Men - det vil "kapitalen" ikke, for kolonimodellen passer bedre til kassebøgerne.
@john mogensen
Det arabiske forår har vist os, at “klumperne” hellere vil passe sig selv efter egne skikke og vaner i samråd med “naboklumperne”, og der ender det sikkert også.
Men - det vil “kapitalen” ikke, for kolonimodellen passer bedre til kassebøgerne.
-----------
det lige det, at uanset hvilket alternativ ,
( anden mulighed ), til capitalisme:
det være sig communisme,
commonisme, almindingdrift,
socialisme,
eller hvad det nu end måtte være i de retninger
som de forsøgte i libyen;
at uanset hvor vellykket og hyggeligt
det end måtte være,
et samfund udenfor capitalismen;
kan de næppe bare passe sig selv;
de
( sådanne samfund )
er nødt(!) til at blive globale, for ellers kommer
capitalisterne, ( som den såkaldte: wehrmacht )
fordi de jo, som capitalister,
jo er nødt(!) til at forsøge at ekspandere,
siden eller før, rendenede med
mere eller mindre fredelige midler,
som oftest mindre fredelige.
kortere sagt: at ligesom capitalister er nødt til at ekspandere, er socialister og communister det altså også, for at forhindre en capitalisme, i før eller siden, at ekspandere ind på socialismen's og communismen's områder,
Alle er spændt på vækstvognen, indtil det ultimativt brister. At det har ført til nykolonisering, flere krige m.m burde nok ikke overraske, alligevel er det rystende at være vidne til.
Det værste er nok den apati omkring emnet der hersker. Vi slagter kvinder og børn derude, hvornår er det blevet danske kerneværdier...
I nekrologer siger man altid pæne ting om dem der dør, og det her er vel en politisk nekrolog.
Jeg synes ellers det er på høje tid at man giver et nuanceret billede af Gaddaffi, som man gør her. Jeg synes det er udmærket og velbalanceret artikel (måske lige bortset fra lockerbie).
Hvad jeg ikke kan forstå er:
Hvorfor kunne man ikke have bragt en sådan artikel noget tidligere? Hele tiden var man med på skurkevognen (ja det var enhedslisten sågar også) og, ok, det er ikke fuldstændig eller tilnærmelsesvis ubegrundet, det ved jeg godt, men altså balancerede, nuancerede beskrivelser og synsvinkler? Hallo? Hvorfor skulle det vente til helt ved enden?
Erik. Det er rigtigt at "Der er tale om “fossile” grundvandsreservoirer, der ikke eller kun i meget ringe grad genfyldes", men det gør' vandet endnu mere værdifuldt.
"If 2007 rates of retrieval are not increased, the water could last a thousand years"
fra http://en.wikipedia.org/wiki/Great_Manmade_River
Jeg håber, at de forstår hvilke værdier de har, og ikke kommer til at miste dem til nogle smarte hoveder.
Trods alt har de jo en bank der er 100% stats ejet, de har olie, vand = mad, sol og plads. De kunne blive uafhængige(, og vi kunne blive afhængige af dem..).
Gaddafis ældste søn flygter fra rebellerne
Gaddafis søn viser sig pludselig i Tripoli
Gad vide hvad der virkeligt sker i Libyen? Og i Syrien for den sags skyld.
Så er denne her:
En af Gaddafis sønner kan være fundet død
måske også en and?
Washington Post:
Gaddafi loyalists strike back in Tripoli
"Thomas Erdbrink and Liz Sly 2:52 AM ET
Gaddafi’s son Saif al-Islam appears at the Rixos Hotel, contradicting the rebels’ assertion the day before that they had captured him and casting into doubt their claim of controlling 80 percent of the capital."
Her er linket til hele artiklen:
Battle for Tripoli not yet over as Gaddafi loyalists strike back
Lige nu må man spørge sig selv om gårsdagens meldinger om Libyen og Tripolis fald er en lamenteren, der skal dække over massive luftbumbardementer af Tripoli?
http://alienatedleft.blogspot.com/2011/03/russian-and-chinese-government...
There have been reports from the Voice of Russia Radio of almost half the casualties being soldiers –without specifying how many soldiers were rebels and how many Gaddafi loyalists.The Chinese Xinua news agency also reported in the early stages of the protests in Benghazi that two policemen were hung by rioters and the managing director of a hospital was tortured to death by them (1) – (2).
It’s possible that these reports are true or closer to the truth than other media, but we also have to remember that these governments have their own ulterior motives and that most of the media in China and Russia are controlled by the governments of one party states with rigged elections. If Gaddafi survives then Libyan oil and arms contracts are likely to move from American and European firms to Russian, Chinese and Indian ones. Gaddafi has already started talks with the ambassadors of these countries on this (3). So there’s even more likelihood of their reports containing propaganda than those of the western media.
Xinua news agency have not been exactly unbiased on the causes of riots in Chinese occupied Tibet and Xinjiang, or on police responses to them. There’s no reason to think they’re more unbiased on Libya.
We also have to take account of the fact that Russia Today (RT) and Voice of Russia Radio get most of their funding from the Russian government – and that Russian journalists critical of their government often end up murdered, like Libyan journalists have in the past under Qaddafi, or having their legs and skulls broken (4) – (5). If you watch RT’s coverage of Chechnya for instance you’ll get the impression that the Russian government and their client thug Kadyrov in Chechnya are very humane democrats, with all killings in the country being the actions of “western forces” or terrorist groups. In fact Kadyrov, like Russian forces under Putin, kills anyone who defies his rule in order to keep the main oil and gas pipeline from the Caspian to Moscow under Russian control. Kadyrov has said that he approves of “honour killings” and worse than this many supposed “honour killings” are actually kidnappings followed by rape and murder, then presented by police as an “honour killing” (6). Russian forces along with Kadyrov’s have tortured, murdered and raped their way across Chechnya for the last 25 years (7) – (9). When Russian journalist Anna Politskaya wrote articles about Putin and Kadyrov’s involvement in this, she was poisoned and when she survived that, shot dead. After the murder of human rights activist Natalya Estemirova, who was investigating the killings of women in Chechnya, Kadyrov said that she was a woman who “never possessed any honour, dignity or conscience” (10).
Man bør også altid huske at overveje om de handlinger medierne attribuerer til en part i en konflikt giver mening. Hvorfor skulle NATO fx. spilde mildest talt dyre våben på at dræbe civile, og hvad får de ud af at true journalisterne? Hvis NATO virkelig ønskede at undertrykke det RT kalder sandheden ville RT'S journalister næppe være i live. Jeg sætter også spørgsmålstegn ved at Al-jazeera, som ikke ligefrem er biased i NATO's retning, rapporterer ting som ligger langt tættere på det vi hører fra NATO og oprørerne end RT og Xinhua.
Hvor naiv kan man være at tage en ideologi for dens nominalværdi!
Selvom der både i det arabiske område og i Skandinavien er en tradition for at tro på eventyrhistorier/sagaer, måtte man dog i nutiden kunne forvente lidt mere realitetssans.
God artikel der tydeligt beskriver mandens gale sind. Men at kalde Kadaffi for anti-imperialist er dog en parodi, han angreb Chad i i 1980erne og forsøgte at annektere store områder af landet, men hans tanks blev stoppet af et par Toyota pickups.
http://en.wikipedia.org/wiki/Toyota_War
Daniel Rosenberg: tag en slapper og lad os se om et par dage om Kadaffi stadig har noget som helst kontrol med Tripoli.
Og hvad så Stig Rasmussen? Taber Kadaffi totalt kontrolen over Libyen, bliver det som Daniel Rosenbergs indlæg fortæller mindre vægtigt?
Dem som du opfatter som "loosers", er deres argumenter intet værd? Hurra! Den der vinder har altid ret!
Jeg tror du skal se flere boksekampe og skrive om dem her i de elektorniske spalter.
Og verdensbanken kommer nu for at ‘hjælpe’ - perfekt timing...
Ja, det er en helt ny salgsmetode udviklet af verdenseliten:
NATO: Hey, skal I bruge Marshall-hjælp?
Libyen: Nej, vi har det fint
NATO: *bomber infrastrukturen*
Libyen: Ok, vi ta'r det dér syge lån med alle betingelserne
NATO: Finno, men renten er lige gået op.
hvis libyerne har brug for det, bør de spørge bla.a. enhedslisten eller maocineserne, om de meget mildere lånekår, end hos nato.
Som i Irak, har Verdensbanken en skræddersyet plan for Libyen, Syrien, Iran og flere andre ikke vestlige sindet lande. I Irak hed planen ”Second Iraqi Interim Strategy Note” 23. august 2005. Først blev alle eksisterende skolebøger destrueret, nye vestlige trykt skolebøger uddeltes. Iraks tidligere valuta blev udskiftet med nye vestlige trykt Irakiske Dinar. Ved etablering af nye virksomheder skul ejerskabet fordeles således at Verdensbanken havde 51% majoritet. NATO er selvfølgelig i ledtog med Verdensbanken og sørger for at alt modstanden af rykkede af vejen inden Verdensbanken reorganisere landets infrastruktur.
Efter Irak krigen tømt USA Iraks guldreserve på mellem 150-250 tons, under mottoet ”the spoiles of war”. Det sammen vil også kun ske i Libyen som har ca. 143 tons jf. Wikipedia, verdens guldreserve.
Imponerende, hvem kunne have troet at dele af venstrefløjen anno 2011 støtter op om en nationalistisk imperialistisk korrupt diktator der har udpint sin egen befolkning ?
@Lars Hansen:
Jeg troede efterhånden ikke der var flere centrale banker udenfor af Rothchilds ledelse. ;-)
Har du forresten selv slettet dit indlæg, eller blev det fjernet af en moderator?
Derudover er det dejlig journalistik fra Informations side. Jeg anerkender forskellen mellem rapportering af de daglige hændelser og baggrundshistorie, men denne artikel er nu godt formuleret.
Til alle jer velmenende krigsskeptikere:
Det ærgrer mig virkelig, at vi i et moderne fredsproklamerende demokrati har et større behov for faktuel data for at undgå krigsførelse, end vi har for at indgå krigsførelse. Så hvornår blev vores politikere til blodtørstige selvtægtsmænd og ikke mæglende parter i en søgen efter fredelig udvikling?
Det virker som om borgerne burde have retten til at bestemme landets deltagelse i supernational imperialisme (erkendt: sætningen er stærkt ledende).
En meget interessant artikel. Dejligt når Information giver sig af med at gå i dybden. Ligesom Weekendavisen. Ærgerligt at der ikke ligesom i Weekendavisen er nævnt, hvem der har lavet korrektur på den. Der er 30 slå- og stavefejl.
Jeg prøver at rette dem, så man kan læse teksten her i kommentar-feltet - uden slå- og stavefejl
Læserkorrektur på NEKROLOG OVER EN DØD(s)FØDT REVOLUTION - en glimrende artikel, der ikke fortjener 30 slå- og stavefjæl. Beklager hvis der stadig er nogle smuttere.
Tre løbere skal konkurrere på tid i disciplinen ‘500 meter med en sæk rotter’. Den første når kun 100 meter, inden rotterne har gnavet sig igennem posen og løber ud på banen, den næste kun 200 meter. Men den tredje finder tricket: Han ryster hele tiden posen, så rotterne aldrig får ro til at gnave sig ud, og han når i mål. Denne løber er Muammar Gaddafi.
Sådan lyder en vittighed i Libyen. Og ser man tilbage på den nu snart væltede Gaddafi, toner der sig da også et billede frem af en revolutionær, der konstant formulerede nye mål for sit folk, sin region og for verden. Til tider strittende i alle verdenshjørner, internt selvmodsigende og urealistiske som få. Og altid fulgt af en kollossal brutalitet. Men også ambitiøse og visionære uden sidestykke. Når man i disse dage ser portræt efter portræt, der udelukkende fremstiller den brutale diktator som en mand drevet af galskab og magtiver, er billedet ikke helt korrekt. Han havde en drøm for sit land. Hvor skør den end må fremstå, og hvor galt det end gik.
»Gaddafi havde et utopisk projekt,« fastslår Jane Kinninmont, mellemøstforsker ved den britiske tænketank Chatham House. »Det gik ud på at etablere et samfundssystem, som hverken var marxistisk eller kapitalistisk. Og på nogle punkter lykkedes det at skabe en positiv udvikling i Libyen. På andre områder slog det grueligt fejl,« siger Kinninmont. Journalist og forfatter Jens Nauntofte, en af de danskere, der har fulgt Gaddafi længst og tættest, er heller ikke i tvivl om, at den Gaddafi, han mødte første gang i midten af 1960’erne var en mand med en stærk vison. »Han var af en helt anden konstellation, personligt og politisk, end han er i dag. En stærkt idealistisk, kvik, lejlighedsvis dybttænkende mand, der havde drømmen om at skabe en egentlig ‘tredje vej’,« fortæller Jens Nauntofte.
Shashank Joshi, Libyen ekspert fra Harvard University ser Gaddafi som et produkt af en mærkelig epoke i arabisk historie. »Det var efter den panarabiske bølge, men før ideen om den arabiske socialisme brød sammen. Han har elementer af arabisk nationalisme, socialisme og elementer af radikal populisme, som han prøvede at etablere med sine revolutionære kommiteer som alternativ til parlamentariske valg. Han er umulig at klassificere – han er i virkeligheden en blanding af en masse forskellige synspunkter.«
Gaddafi elskede ørkenens brune vidder og fandt sin ‘visdom’ der, men ville gøre den grøn. Han kaldte det ikke demokrati, men drømte om at skabe netop en islamisk version af det ‘rådsdemokrati’, der også blev drømt og teoretiseret om i 70’ernes Europa. Han kaldte det socialisme, men afskyede den gudsløse marxisme. Han ville eksportere den til hele verden, men gjorde det med bomber. »Det var et projekt – det var fuld af selvmodsigelser set fra vores perspektiv, men Gaddafi har altid været bedøvende ligeglad med den vestlige logik og de grænser, den satte. Han var dybt overbevist om, at han havde en anden model at tilbyde,« fastslår Nauntofte.
Men hvad var det Gaddafi drømte om, og hvordan skred det så grueligt i en anden retning?
1) Massernes styre
»Forestillingen om folkelig repræsentation er løgn. Grundlaget for den blotte eksistens af parlamenter er folkets fravær, for demokratiet selv kan kun eksistere i selve folkets og ikke i de såkaldte folkerepræsentanters tilstedeværelse.«
Sådan udlægger Muammar Gaddafi grundlaget for sin vision for et helt nyt politisk system i Libyen i Den grønne Bog, et 110-siders værk, som udkom i 1975, efter at den unge revolutionære oberst havde ‘set lyset’ under et ugelangt ophold i den bagende sol i libyske ørken. I bogen skitserer Gaddafi det politiske system, han vil opbygge i Libyen. ‘Den tredje vej’ kalder han alternativet til de to herskende ideologier: marxisme og kapitalisme.
Kernen i Gaddafis system er en række udpegede folkekomiteer, som hverken har rådgivende, lovgivende eller udøvende magt. »Gaddafi havde en forestilling om demokrati. Han kaldte det bare ikke demokrati« siger Nauntofte, der ikke betvivler, at Gaddafi i sin unge idealistiske tid faktisk troede på en ‘tredje demokratisk vej’.
»Han ville opbygge en helt ny struktur, hvor man udryddede de afskyede bureaukrater og ophævede centraladministrationen for at give magten til folkekomiteerne. Det lykkedes bare langt fra. Istedet var han bare alene om at definere alt.«
Men Gadaffi fastholdt, at han ikke var i spidsen for noget som helst. Som han skriver i Den Grønne Bog: »Regeringsstrukturer er i sig selv diktatoriske. Det er diktatorisk, at nogen enkeltperson eller en gruppe kontrollerer samfundslovgivningen. Det er hele samfundets fælles ansvar«.
Til trods for, at han konstant portrætterede sig selv som manden i spidsen for sit folk, for den arbiske verden, for Afrika, har han altid officielt nægtet at betegne sig som præsident eller leder af noget som helst. Han forklarede de kæmpestore plakater af ham, som prydede alle offentlige vægge med, at det var noget, folket havde sat op og at han sandelig havde for travlt til at holde øje med, hvad der blev klistret op på bymurene.
»Personkulten omkring Gaddafi var enorm, og enhver, der vovede at udfordre Gaddafis position, blev forfulgt, fængslet eller dræbt,« siger Jane Kinninmont.
Så sent som i december 2010 konstaterede Amnesty International, at undertrykkelsen af politiske dissidenter fortsatte med uformindsket styrke i Libyen, hvor flere hundrede sager om forsvundne politiske fanger aldrig er blevet opklaret.
Ifølge Jane Kinninmont, var Muammar Gaddafis rådsdemokrati et skalkeskjul, der havde til formål at undgå enhver form for partidannelse og opposition:
»Gaddafi fremstillede Libyen som det mest demokratiske land i verden, men hans styre var reelt et diktatur. Selv om han oprettede lokale folkekomiteer, der skulle styre landet, var der i praksis tale om et ekstremt centraliseret system, hvor oberst Gaddafi og hans nærmeste traf alle beslutninger. Selv ministrene blev konstant udskiftet for at undgå, at de udviklede sig til rivaler.«
Jens Nauntofe deler den udlægning, men fremhæver det snedige i Gaddafis ideologiske udlægning. »Han kaldte det en ny form for samfundsmodel, og når magten lå hos ingen, lå den hos ham.«
2) Økonomi
Gennem sine 42 år ved magten har Gaddafi praktiseret en økonomi baseret på et ideologisk mismask af marxistisk ideologi, idealiserede beduin-værdier om selvforsyning og lighed indenfor klanen, og makromaniske teknologiske projekter. Men svævende over alt andet i Gaddafis økonomiske vision hang uafhængighed, uafhængighed og … uafhængighed. Sat op som stærk modsætning til afhængighed af de gamle kolonimagter Storbritannien og Italien og de økonomiske strukturer, de havde skabt. Og han havde i modsætning til andre nationer som Tunesien og Ægypten en stor gave til sit uafhængighedsprojekt: Olien.
»Det var olien, der gjorde det muligt. Og endda i en sådan grad, at Libyen i dag kunne have været et velstående land, havde han ladet være med at bruge penge på alle sine vanvittige projekter, herunder terror,« vurderer Nauntofte.
Men Gaddafi mente det, når han sagde uafhængighed og smed derfor ‘de syv søstre’ de store olieselskaber på døren. Og han mente det også, når han sagde, at landets rigdomme skulle komme folket til gode.
»Det lykkedes ham at skabe, om ikke en velfærdsstat, så noget, der ligner det med sygeordninger, arbejdsløshedunderstøttelse, fri skolegang osv. Alt det, som vi i velfærdstaten betragede som det ‘rigtige’,« siger Jens Nauntofte.
3) Teknologien
Men det var ikke kun olie, som Gaddafi ville basere fremtiden på. Han ville også genopbygge landbruget, som til dels var blevet nedlagt da han smed italienerne på døren. Og til det skulle der storteknologi til. Ifølge Jane Kinninmont har nogle af de store projekter, f.eks. at vende floderne for at gøre ørkenområder til landbrugsjord været delvise succeser. »’The Manmade river’ har faktisk haft en positiv effekt på libyernes levestandard. De fleste tænker ikke på Libyen som et landbrugsland, men det er det faktisk, takket være Gaddafi.«
Shashank Joshi er knap så imponeret: »Han brugte olieindtægterne, der jo eksploderede i 70’erne til en række ‘pet projects’ – store meningsløse, selvforherligende projekter, der skulle fremme hans egen prestige, men uden noget højere mål.«
4) Islam i økonomien
Og i forlængelse af den røde tråd, der trods alt går gennem hans lederskab, ønskede Gaddafi, at den libyske økonomi skulle afspejle en særlig type islamisk socialisme. Han var også i sine unge år en stærkt religiøs mand, så økonomien skulle også følge koranens bud i socialistiske klæder. F.eks. troede han ikke på, at folket ville give de obligatoriske islamiske almisser ‘sakat’, så han satte staten til at opkrævede dem og så give dem videre til de fattige »og til palæstinenserne,« som Jens Nauntofte tilføjer.
Men som så meget andet blev både almisser og erhvervsstøtte brugt til at vise, hvem han fandt loyale og hvem, han ønkede at straffe, og han fik vendt folk imod sig. Som den britiske forsker Juan Cole skriver: »Olierigdommene gjorde folket afhængig af staten (…) ikke mindst efter at han i mere end et tiår forbød private virksomheder, et tiltag, der eksilerede landets entrepenører og skabte et dybt had, ikke mindst i Bengazis handelsklasse.« Og Bengazi blev oprørenes hovedby.
5) Antikolonialisme
At økonomien i så høj grad blev skabt som en anti-tese til de tidligere kolonimagter understreger en helt central drivkraft i hele Gaddafis politiske virke: Hans dybe had til de tidligere kolonimagter. Et had, der også i dag kommer ud i lys lue, når han under oprøret har tordnet mod, hvad han ser som endnu et udtryk for vestlig arrogance og nykolonialisme.
»Ideen om nykolonialismen er et tvangsbillede, der har præget alt, hvad Gaddafi har bedrevet,« fastslår Nauntofte, der bestemt ikke afviser, at det Libyen, som Gaddafi overtog i 1969, var dybt præget af de tidligere kolonimagter. Men for Gaddafi handlede det ikke bare om at kræve rigdommene tilbage. Det var en kulturrevolution efter kinesisk forbillede, der skulle sættes igang, hvor alle spor af de tidligere fremmede magter skulle udslettes, fra gadenavne, til landsbyer.«
6) Ligestilling
Og der skulle også ligestilling blandt kønnene, mente Gaddafi i hvert fald til husbehov. For ligesom alt andet omkring den politiske kamæleon har både det, han har skrevet, og det han har gjort for Libyens kvinder, strittet i mange retninger. Selv skriver han i Den Grønne Bog:
»Der må ske en verdensrevolution, der fjerner alle materielle forhindringer for, at kvinden kan udføre sin naturlige rolle i livet og i stedet drive hende til at udføre mandens forpligtelser, så vi kan få lige rettigheder.«
Og det libyske samfund er på en række punkter langt længere med ligestillingen end dets naboer i regionen. Kvinder indtager centrale pladser i administrationen, i hæren og de er tydelige i gadebilledet som politibetjente og soldater. Ifølge Jens Nauntofte har Gaddafis personlige syn på kvinder og kvinders rolle i samfundet aldrig været særligt progressivt. Lederen – der er blevet verdensberømt for sine toptrænede kvindelige livvagter ‘amazonerne’ – har som udgangspunkt en klassisk islamisk forestilling om, at kvindens plads er derhjemme. Men da han skulle lede en nation af dengang kun tre-fire millioner menensker, kunne han godt se, at der var brug for kvinderne. »Derfor gav han dem en fremtrædende rolle – fx. via ‘kvindekomiteerne’ på universiteterne, og derfor fik kvinder generelt en større mulighed for indflydelse på samfundslivet,« siger Jens Nauntofte.
Shashank Joshi medgiver at Gaddafi havde nogle ganske radikale ideer om ligestilling mellem kønnene til at starte med. »I de urbane områder især Benghazi og andre større byer, er der helt klart kvindelig deltagelse på arbejdsmarkedet og så videre. Men det er til en vis grad nok snarere urbanisering og stigningen i indkomsten pr. indbygger, der er skyld i det, end nogen sammenhængende politik,« vurderer han.
»Han ændrede i virkeligheden intet ved, hvad der sker i landområderne og de mindre byer. Her kom kvinderne ikke ud på arbejdsmarkedet og var ikke særlig ligestillede.Og han har ikke holdt sig tilbage fra at bruge voldtægt som et instrument til undertrykkelse,« understreger Shashank Joshi.
7) Uddannelse
»Statskontrolleret uddannelse, som regeringer praler af, når de har været i stand til at påtvinge ungdommen en sådan, er en måde at undertrykke friheden på. Det betyder ikke, at skoler skal lukkes eller at folk skal vende ryggen til uddannelse. Tværtimod betyder det, at samfundet skal tilbyde alle former for uddannelse og give befolkningen mulighed for at vælge frit mellem ethvert emne, som de har lyst til at studere,« skrev Gaddafi i Den grønne Bog.
Ovenstående citat fremstår selv i en dansk sammenhæng vældig progressivt. Og på uddannelsesområdet havde Gaddafi da også store visoner, visioner, der til dels er blevet indfriet. Efter sin magtovertagelse erklærede den libyske leder analfabetismen krig og i løbet af de første årtier lykkedes det ham faktisk at gøre op med den før så massive analfabetisme. I 2003 kunne over 70 procent af kvinderne læse, og i 2010 var analfabetismen nede på 13 procent.
»Den libyske befolknings uddannelsesniveau er ret højt, og det lykkedes faktisk Gaddafi at gøre op med analfabetismen. Til gengæld mangler Libyen de fleste former for specialister og er derfor helt afhængig af de mange tusinde gæstearbejdere fra Egypten og Tunesien,« siger Jane Kinninmont.
Ifølge journalist Jens Nauntofte vidste Gaddafi, at det var helt nødvendigt at uddanne folket, hvis Libyen skulle blive det store land, han drømte om.
»Han vidste jo for det første, at han var i spidsen for et lille folk i antal, så de måtte være kompetente. For det andet var han bekymret for, at olien skulle rinde ud. Der måtte derfor skabes en gruppe af højtuddannede, der kunne skabe de nye teknologier og industrier, der skulle give dem levebrød, efter det skete,« siger Nauntofte og tilføjer: »Men de vidste til gengæld, at fængslernes døre altid stod åbne for dem, hvis de brugte deres kunnen mod ham.«
8) Verdensrevolutionen
»Jeg er en international leder, hjælper til de arabiske herskere, kongen over kongerne af Afrika, muslimernes imam, og min internationale status tillader mig ikke at synke til et lavere niveau.«
I 2009 var det den udlægning, som ‘ikke-lederen’ Gaddafi havde af sin egen betydning ved topmødet i Den Arabiske Liga. For Gaddafi var ikke som de fleste diktatorer. Han var ikke interesseret i at holde Libyen udenfor verden og verden udenfor Libyen. Fra starten af sin politiske karriere var han dybt optaget af, at hans ideer var svar på verdens udfordringer i bredere forstand.
»Han var bidt af forestilling om, at han kunne lave verdens politik om,« siger Jens Nauntofte. Og det var Gaddafi ikke alene om i 1970’erne, understreger han.
»I den forstand mindede hans idealisme om det, man så hos f.eks. Rote Armee Fraktion RAF. Også i Europa var tiden jo præget af kritik af senkapitalismen og ambitøse ideologiske projekter om at skabe en proletarrevolution. De drømte om en asfalt-revolution. Gaddafi om en ørken-revolution. Begge gik grueligt galt og endte i vanvittig terror. Men på mange måder var deres udgangspunkt i tidens ånd,« siger Nauntofte.
Terror blev et centralt middel til at eksportere Gaddafis vision. I årtier så han sig som den palæstinensiske sags Godfather og gav i 1970’erne og 80’erne husly til palæstinensiske terrorgrupper, heriblandt Folkefronten til Palæstinas Befrielse PLFP, der i 70’erne vakte stor opmærksomhed med en række spektakulære flykapringer. Også den baskiske terrorgruppe ETA og nordirske IRA fandt i mange år en sikker havn i Tripoli.
I Berlin blev tre dræbt og mere end 230 såret under et attentat på diskotek La Belle og to år senere stod en gruppe libyere bag bombeangrebet på et Pan Am fly, som styrtede ned over Lockerbie i Skotland og dræbte 270 mennesker.
Gaddafis terrorstøtte førte til mange års diplomatisk isolation og hårde sanktioner, men efter 11. september skiftede Gaddafi kurs, afskrev terrorisme og betalte millioner af kroner i erstatning til de efterladte fra Lockerbie. Få år senere var Storbritanniens Blair, Frankrigs Sarkozy og Italiens Berlusconi parate til at byde den libyske diktator velkommen.
9) Panarabisme
Måske vidste Gaddafi godt, at hele verden ikke ville samles om hans sag.
Men igennem sin karriere har han arbejdet målrettet på at få samlet regionen om sig, med skiftende fokus. Hans absolut største forbillede var Egyptens Gamal Abdel Nasser, der til Gaddafis store sorg døde allerede i 1970, kun et år efter den libyske obersts magtovertagelse.
»Ingen kom op på siden af Nasser i Gaddafis øjne. Han idealiserede ham og ville videreføre hans visioner,« siger Nauntofte. Men Nassers drømme om en panarabisk enhed levede videre hos Gaddafi, der gennem 1970’erne og 1980’erne var engageret i talrige forsøg på at etablere en union med andre arabiske stater. Men hver gang fejlede det.
»Efterhånden vendte de alle ryggen til ham. Så var det nemmere at kigge mod det sydlige Afrika, hvor der eksisterede en anden forståelse for det, vi andre så som hans galskab.«
Og Gaddafi gav den gas med kærlighederklæringerne til de afrikanske lande.
Som hans berømte citat om verdenshistoriens gang: »Der er uundgåelige cyklusser i den sociale historie: Den gule races dominans, da den kom til Asien, den hvide races forsøg på at kolonialisere betydelige områder af verden. Nu er det tid til, at den sorte race styrer verden.« Og ofte på bekostning af hans gamle troløse ‘venner’: »Libyen er et afrikansk land. Må Allah hjælpe araberne og holde dem væk fra os. Vi vil intet have at gøre med dem,« tordnede han på libysk fjernsyn i 2007.
Sashank Joshi medgiver, at Gaddafis fascination af Afrika har præget hans politik.
»Han ville etablere Libyen som spydspids for afrikansk enhed med ham selv som ‘kongernes konge’. Og han betalte for det. Blandt andet 15 pct. af Den Afrikanske Unions budget.«
Sidste spurt…
Og nu løber manden, der rystede rotterne forvirrede i sækken på sidste etape. Shashank Joshi, mener, at det enste, der egenlig er sammenhængende i hans vision var, at den ikke var det.
»Det var som om, at han gik igennem en liste af ideer. Når det ene ikke virkede, så måtte han prøve noget nyt eller snarere: Han skulle nå så mange ideer som muligt. Det er slående, hvor mildest talt fleksibel og omstillingsparat han var i forhold til at kaste ideer ud og tage nogle nye op. Som et barn med legetøj.«
Hvad han nu skal omstille sig til må tiden vise. Men han skal nok ikke drømme om et fredeligt endeligt i ørkenen.
»Jeg tror, han lige nu sidder og drømmer om at kunne trække sig tilbage til sin ørken, hvor han kan meditere og tænke over tingene. Men det er der ikke meget, der tyder på.«
@Stig Rasmussen
Tror du ikke lige du skal ha' styr på dine begreber inden du bare slynger dem ud?
Hvordan var Gadaffi imperialistisk? Nå nej, det var han ikke. Hvordan var han nationalistisk? Nå nej, han ville forene afrika til fælles bedste.
Diktator ja. Men lad nu være med at tro på al propagandaen!
Vi bider skammen i os og nøjes med at sige: tak Martin :-)
/webred
Janus Agerbo:
Hvis han ikke var imperialistisk, hvorfor indvaderede han så Chad?
Hvorfor er Eriks indlæg slettet? Det giver jo ingen mening, at jeg svarer, og henviser til et ikke eksisterende indlæg.
Hvorfor har i dog slettet så mange indlæg? f.eks de her?
"
Daniel Rosenberg siger:
Fik denne mail idag - postulater:
- Flertallet af oprørere, er ikke libyske civile men de kommer fra Libyske stammesamfund/klaner, der ønsker mere magt.
- Folk er ikke undertrykt, og nyder state-of-the-art gratis lægehjælp og uddannelse (ikke nu hvor alt er skudt i sænk)
- Hele “oprøret” har været organiseret fra udlandet
- Libyen sidder på et hav af lys råolie. Det er det stof, der fastsætter prisen for alle andre olieprodukter. Tyskland og
Italien, m.fl. ønsker denne olie.
- Libyen har massive underjordiske ferskvands/ grundvandsmagasiner, som de franske selskaber ønsker (franske multinationale
selskaber har kontrol over den største markedsandel af flaskevand)
- Qatar, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater og andre arabiske lande blevet lovet noget af krigsbyttet - alle disse er
vestlige marionet-diktaturer
- Libyen har betydelige guld-bullion reserver (144 tons)
- Gaddafi har gentagne gange advaret vesten om en truende ny verdensorden. Han hævder at have været inviteret til at deltage,
og nægtede.
- Gaddafi har gentagne gange forsøgt at etablere et alternativ til de meget strenge penge-långivere (IMF og Verdensbanken).
Han forsøgte at etablere en pan-afrikansk pendant til Fed, hvor lande kunne deponere og låne fra en centralbank, UDEN de
vanvittige forhold/betingelser, der opkræves af IMF / Verdensbanken
- Gaddafi har nægtet at samarbejde med det foreslåede organ til at styre Afrika - AFRICOM
- Gaddafi har jævnligt fordømt andre arabiske lande som værende marionet-stater for Frankrig, Storbritannien og USA.
- Al Jazeera, der er baseret i Qatar, har været på forkant for at sprede løgne og propaganda om Libyen. De har britisk
Intelligence involveret.
Af disse grunde og flere, gangreb man Libyen - og som de agter at skære op i territorier.
Andre forhold:
- Der var ingen massakre på libyske civile fra Gaddafi tropper tidligere på året, som hævdet af Vesten som grunden til
starten på ??’oprøret’
- Der var ingen krigsfly som angreb civile - det har vist at være kirgspropaganda som påskud/R2P.
- Oprørerne har ikke vundet “hjerter og sind” i resten af ??de libyske-baserede stammer - og flere libyere vender sig IMOD
“oprørerne”
- Det var oprørerne som i udveksling med tunesiske kræfter, ikke libyere
# 22. august 2011 kl. 23:42
Anbefal kommentar Tip debatværten
Kim Gram siger:
propagandører mod det nu, hævdede svundne,
libyen,
såsom:
inger støjberg, lars lykke rasmussen, lene espersen, per stig møller.. og cia og cameron;
bør jo tænke på, ( de har måske allerede gjort det ):
forbudden frugt smager bedst.
( h.m. nordafrica og forbudden frugt ? )
# 22. august 2011 kl. 23:43
Anbefal kommentar Tip debatværten
Daniel Rosenberg siger:
Links/dokumentation som går imod mange af NATOS og den vestlige presses påstande - her nogle artikler fra de 2 journalister
som har fået DØDSTRUSLER:
Fairness and Accuracy in Reporting (FAIR)
August 18, 2011
Libyan Deaths, Media Silence
Were Dozens Killed in Major NATO Airstrikes?
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
UPDATE: August 22, 2011 Extensive NATO Bombings. Street Fighting in Tripoli
by Mahdi Darius Nazemroaya
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
Journalists who engage in war propaganda must be held accountable
Global Research, August 21, 2011
by Thierry Meyssan
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
War Propaganda: Libya and the End of Western Illusions
by Thierry Meyssan
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
NATO Massacres of Civilians Aimed at “Cleansing” the Libyan People’s Resistance
Photographic Evidence of NATO War Crimes
by Mahdi Darius Nazemroaya
http://www.globalresearch.ca/index.php?context=va&…
Tilbageblik: Airstrikes in Libya did not take place - Russian military
http://www.youtube.com/watch?v=mHQwjopA83E&feature…
RT (mange millioner af seere) Exposes LIBYA Conflict as an ILLUSION & FRAUD (2-2) 17 02 11
http://www.youtube.com/watch?v=mhzlgvoJY1g&feature…!
Link to the UN Human Rights report on Libya, that the US tried to squash last year: (no evidence of abuses!)
http://www2.ohchr.org/english/bodies/hrcouncil/doc…
# 23. august 2011 kl. 00:13
Daniel Rosenberg siger:
July 22 2011. NATO hit the Libyan water supply pipeline. It will take months to repair. Then on Saturday they hit the
pipeline factory producing pipes to repair it.
Sine when is the water supply pipeline itself a legitimate target?
http://uruknet.com/?p=m79872&hd=&size=1&l=e
Vi har altså flere hypoteser:
Store oliereserver (den fineste slags)
Store guldreserver (144 tons)
Enorme vandreserver
At Gaddafi ønskede en guldstandard for oliehandel
http://www.youtube.com/watch?v=GuqZfaj34nc
Erik! Prøve igen, så vi andre kan gemme dit indlæg som pdf fil!
Kristian Bevan
FORDI DE ER FOR LANGE.
Drop de ekstremt lange citater.
Og eriks indlæg var oven i købet totalt harmløst.
Alle Daniel Rosenbergs indlæg er væk - Jeg tror han skrev 20, og med masser af links.
"VIDEO fra RT: En Journalist siger, at det IKKE ser ud som et nederlag for Gaddafi. At han er blevet TRUET af andre journalister på Rixos Hotel (dér hvor den internationel presse befinder sig) fordi hans (og andres) rapporter IKKE er i overensstemmelse med Al-Jazera, CNN, etc.
http://rt.com/news/tripoli-nato-gunshots-journalis…
# 22. august 2011 kl. 22:51
Daniel Rosenberg sagde:
Citat fra ovenstående link:
Journalist Mahdi Nazemroaya, who is stationed in a central Tripoli hotel with the international press, says the journalists are being targeted by the rebels and the NATO forces that support them. While he is speaking to RT, shooting can be heard.
“They are specifically targeting the areas where international journalists are, to sow panic here,” he argued. “NATO has done all the heavy work. This is a NATO war. They heavily bombed cities west of [Tripoli], they’ve bombed all night, without even 10 seconds of stopping. They have bombed this entire city and NATO landed the insurgents on the coast of Tripoli.”
But the city’s defenders are not pessimistic, continues Nazemroaya.
“The situation has gone tenser,” said Nazemroaya. “More members of the hotel stuff have returned with guns. Obviously they have been fighting. These are volunteers, not soldiers. They returned with a picture which is not a picture of loss and they are confident."
Ok - Nogen af dem var lidt lange, men de er ALLE blevet slettet! ALLE!
Sådan er det når man spammer. Og ja, det er spam når man poster kæmpemæssige posts flere gange i træk, uanset indholdet.
At poste, ifølge Kristian Bevan, 20 indlægs informationsdump i streg er at spamme. Jeg har postet 5(med det her), og alle bortset fr de to første har været reaktioner på andre indlæg.
Jeg synes absolut ikke meninger skal undertrykkes, men at poste mure af tekst gør kommentarsiden ulæselig.
-eh nej-
Det er det ikke. Det var faktisk dejligt at høre fra den anden side, og fra journalister som ikke hopper med på Vestens vogn om sejr til oprørerne. Interessant er det da også at det der er på forsiden af aviserne i dag er noget helt andet end det som var på forsiden i går - selv i netaviserne.
Der er åbent nogle som mener at den officielle sandhed ikke må røres ved...
Martin: Nej, men hans indlæg gjorde det godt nok besværligt at finde andre ting i kommentarsektionen. Du vil finde at det Information har gjort er det samme som ethvert andet forum på Internettet ville gøre mod spam.
http://en.wikipedia.org/wiki/Spam_%28electronic%29#Noncommercial_forms
Nicholas Ipsen. Jeg syntes bare ikke, at det er sandt, at det var spam. Jo, som sagt, var der et par enkelt, f.eks. det sidste jeg genpostet; det var for meget copy-paste - Det ville jeg nok slette selv, eller forkorte, nu jeg tænker mig om - Men mon ikke grundet til at han gjorde det, var fordi det er lidt chokerende, at der render bevæbnet journalister og rebeller rundt på journalisternes hotel og truer dem.
Han skrev nogle indlæg med en lang række postulater, det skriver han selv, som han havde modtaget i brev, efterfulgt af relevante links. Derudover var der nogen links til rt.com, hvor af nogen kunne kaldes spam( var for lange). At slette alting var unødvendigt. Jeg svarede Erik og Daniel - De indlæg jeg svarede på, burde blive der, eller skulle information ha' slettet mine også.
Kristian Bevan
Tog du virkelig et screendump i nat. Sejt! Gem det endeligt. Det er vigtig dokumentation af censuren på Informations læserdebat.
I øvrigt er censuren temmelig inkonsekvent. Nicolas Ipsens første indlæg forholder sig klart til Daniel Rosenbergs citater fra Russia Today. Det gjorde en Tue ? også. De var begge rettet imod Daniel Rosenberg og RT. Men Tue ?s kommentar er blevet slettet, sammen med en lille ironisk replik jeg lavede til Tue ?, efter at jeg havde fundet nøjagtig de samme oplysninger på Washington Post.
Daniel Rosenbergs indlæg var yderst sobre uden skældsord eller anden nedværdigende tale, og det er mig en gåde, hvorfor Information har valgt at amputere en hel debatside ved at slette i flæng.
Enten er der tale om at Information udøver censur over for kommentarer, der er kritiske over for Informations artikler, og det er set før, eller også er der tale om at en eller anden formel mindre overtrædelse fra Daniel Rosenbergs side har fået Information til at undlade at udvise passende dømmekraft og lade hans kommentarer stå. Nu er hele debatsiden bare usammenhængende og latterlig.
Kristian: Du kan måske have ret i at de slettede for meget. Måske var det en fejlvurdering at slette det hele, eller måske var det for at trække en linje i sandet overfor ham, og markere at han havde overtrådt reglerne. I alle tilfælde: Sket er sket. Lad debatten bliver genoptaget.
Jeg ser ingen grund til at fortsætte denne lille diskussion, og desuden er det sengetid for mig herover.
Kristian: Du kan måske have ret i at de slettede for meget. Måske var det en fejlvurdering at slette det hele, eller måske var det for at trække en linje i sandet overfor ham, og markere at han havde overtrådt reglerne. I alle tilfælde: Sket er sket. Lad debatten bliver genoptaget.
Jeg ser ingen grund til at fortsætte denne lille diskussion, og desuden er det sengetid for mig herovre.
Nu kan man ikke kalde den overvejende arabiske Middelhavskultur i Libyen for Afrikansk blot fordi kulturen har erobret en plads på det afrikanske kontinent, - en form for arabisk kolonialisme. Araberne røg ud af Spanien og måske ryger de ud af Afrika en dag.
Niels-Holger Nielsen
Jeg har copy-pastet. Tue Husker jeg ikke, og Eriks indlæg fik jeg ikke gemt. Har en anelse om at der har været en hel del sletning. Gaddafi advarede sine landsmænd, for en uge siden at Nato ville postuler sejre nu her, så jeg havde regnet med at det ville være en god ide at gemme – Jeg kan ikke følge med i at opdater links; de går døde med lynets hast.
I mit allerførste først indlæg på engelsk, kom jeg til at sige det modsatte af hvad jeg ville.. i en efterfølgende kommentar lavede jeg en lille rettelse, så jeg ikke blev misforstået(, det var nok i virkeligheden totalt uforståeligt når det kom til stykket), men så slettede de min rettelse. Siden da, gemmer jeg alle mine indlæg, og fremover vil jeg også sørge for at jeg gemmer mine samtaler.
Og ”I øvrigt er censuren temmelig inkonsekvent”. Ja helt vildt. Det kan undre – Måske de har en kvote( joke) – Men jeg tror i virkeligheden at det er fordi, at det er meget arbejde.
Men, Nicholas Ipsen, jeg skal nok tie stille nu. Håber Gaddafi forsvinder, men håber mest af alt, at libyerne får det som de vil ha' det, og det vil jeg gerne ha' muligheden for at vide om de gør, men det får jeg ikke ved at alting bliver filtreret / censureret.
I øvrigt burde google cache stadig have informations side fra i går.
Niels-Holger Nielsen:
Det var såmænd mig der sammenlignede RT med Pravda, og det står jeg stadig ved.
WP artiklen indeholdt ikke de "præcis samme oplysninger" som RT, men til gengæld en rapport om at forholdene i Tripoli er kaotiske og ingen på daværende tidspunkt havde fuldt indblik i situationen.
En væsentlig forskel fra RTs ukritiske efterplapren af Ghadaffi støtters rygter om at det hele havde været én stor fælde, der skulle lokke oprørerne til Tripoli hvor de var i færd med at blive udslettet.
Sandheden bag alle disse 'socialistike revolutionære' har altid vist, at de har bedraget arbejderne for milliarder indsat på udenlandske konti, når det kommer til stykket, Ingen tjener DINE interesser udover dig selv. Gucci-tasker og Schewziske skatteniveuer. Kig på det og brug din egen forstand. Hvem tjener DINE interesser udover dig selv?
Hvorfor er mit indlæg blevet bortcensureret?
Sider