Nyhed
Læsetid: 4 min.

FN's omdømme lider i Somalia

FN støtter Somalias korrupte overgangs-regering, samtidig med at organisationen tager sig af flygtninge og deler mad ud. De mange dagsordener forhindrer arbejdet med at skabe fred, og FN bør derfor gøre mere ud af at adskille sine dagsordener, siger eksperter
FN's engagement i Somalia spænder fra det politiske arbejde med at få opbygget fundamentale samfunds-institutioner over lokale udviklingsprogrammer og til humanitær hjælp til den nødlidende befolkning.

FN's engagement i Somalia spænder fra det politiske arbejde med at få opbygget fundamentale samfunds-institutioner over lokale udviklingsprogrammer og til humanitær hjælp til den nødlidende befolkning.

Jenny Vaughan

Udland
15. august 2011

Der er ofte modsatrettede interesser på spil, når FN i en fejlslagen stat både skal støtte politiske kræfter, samtidig med at man hjælper lokal- befolkningen med nødhjælp, uddannelse og udviklingsarbejde.

»I en konfliktsituation er det ikke altid, at man kan skelne mellem dem, der kommer med mad, undervisning og sundhed, og så dem, der kommer for at hjælpe med at opbygge en ny regering,« siger tidligere chef for UNICEF i Somalia Christian Balslev-Olesen.

Og problemet er i høj grad aktuelt i Somalia. Med mindst 17 forskellige underorganisationer har FN adskillige dagsordener i det borgerkrigshærgede land. FN's engagement spænder således fra det politiske arbejde med at få opbygget fundamentale samfundsinstitutioner og afholdt valg til lokale udviklingsprogrammer og humanitær hjælp til den nødlidende befolkning. I det første eksempel vælger FN klart side i en konflikt, men skal samtidig agere neutral aktør, når det kommer til det sidste eksempel om nødhjælpen. De forskellige opgaver og dagsordener spænder ben for hinanden, og det går ud over FN's omdømme blandt den somaliske befolkning.

I nogle tilfælde bliver alt, der har med FN at gøre, derfor skåret over én kam. Et eksempel på det er militsen al-Shabaabs forbud mod FN's Fødevareprogram (WFP). Al-Shabaab mistænker FN-medarbejderne i WFP for at spionere og videregive oplysninger om bevægelsen. Samtidig støtter FN officielt overgangsregeringen, som al-Shabaab forsøger at vælte, og det vanskeliggør WFP's arbejde med at levere mad til hungersnødramte somaliere, som bor i de områder, al-Shabaab kontrollerer.

Blakket ry

Al-Shabaab modsætter sig af naturlige grunde FN's tilstedeværelse i Somalia. Men der er også dele af lokalbefolkningen, som ser skævt til FN.

Somaliernes skepsis skyldes flere ting og er blevet opbygget over flere år siden den mislykkede intervention i 1993, fortæller Bjørn Møller, der er seniorforsker i sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):

»Sporene skræmmer fra interventionen i 1990'erne, hvor FN rykkede ind og lavede ravage uden at opnå noget for bagefter at trække sig ud. Det gav ikke FN et særlig godt ry. Det var godt nok ikke så meget FN's skyld som amerikanernes, men ryet blev alligevel blakket.«

Støtten til overgangsregeringen er imidlertid også med til at forværre omdømmet.

Befolkningen i det sydlige Somalia opfatter mest af alt overgangsregeringen som bundkorrupt og opportunistisk. Det skyldes de gentagne fiaskoer, ikke bare den nuværende, men også tidligere overgangsregeringer har præsteret. For tiden bruger præsidenten eksempelvis mere energi på indbyrdes magtkampe end den fredsproces, han er sat til at forvalte. Ifølge Bjørn Møller er ikke engang FN tilfreds med regeringens arbejde.

»Der er tegn i sol og måne på, at FN ikke er særlig begejstret for overgangsregeringen, men der er ligesom ikke rigtig nogen alternativer,« siger han og peger på, at FN på ingen måde er interesseret i at acceptere, at et område er uden regering.

»Der skal meget dramatiske ting til, før FN ikke længere vil anerkende en regering, de allerede har anerkendt.«

Ringe lokalkendskab

Problemet er imidlertid ikke begrænset til den politiske del af FN i det sydlige Somalia. Også i de to regioner Puntland og Somaliland lider FN under et til tider dårligt omdømme.

»Somalierne har det ikke særlig godt med FN. På den ene side er de glade for den støtte og de midler, der kommer ind i deres samfund. Men på den anden side oplever de FN som en organisation, der er meget distanceret i forhold til det, der foregår lokalt,« siger Peter Hansen, der er projektforsker ved DIIS.

I forbindelse med felt- arbejde og forskningsprojekter har han flere gange besøgt de to regioner Somaliland og Puntland i den nordlige del af Somalia. Han har også arbejdet som konsulent, blandt andet for FN's udviklingsprogram UNDP, hvor han har oplevet befolkningens skepsis over for FN.

»Jeg er sjældent blevet mødt med så meget skepsis, som da jeg repræsenterede FN-systemet. Det er virkelig op ad bakke, hvis man vil have noget at vide af folk eller arbejde sammen med dem,« siger han.

Forklaringen er, at en del somaliere føler, at de medarbejdere, der repræsenterer forskellige FN-organisationer, mangler basal viden om lokale interesser og problematikker. Samtidig har nogle medarbejdere en attitude, som kan virke stødende på somalierne.

»Det virker, som om mange af de her FN-medarbejdere ikke udstråler den store lyst til at finde ud af, hvad der egentlig foregår. At de er der, fordi det er et arbejde, men at de lige så godt kunne være et andet sted,« siger Peter Hansen.

Drop støtten

Selv om de forskellige dagsordener spænder ben for hinanden, mener Christian Balslev-Olesen, det er vigtigt, at FN fortsætter med både det politiske og det humanitære arbejde i Somalia.

»Der er ikke nogen vej uden om det politiske. Men man kunne gøre det mere klart og synligt, at der er forskellige dele af FN, der har forskellige mandater. Hvis man var mere synlig på den front, kunne det være, at de grupper, der har en politisk dagsorden, bedre kunne skelne tingene fra hinanden,« siger han.

Bjørn Møller mener derimod, at FN bør skifte kurs.

»Man burde droppe forsøget på at lave en overgangsregering. Alle forsøgene har slået fejl og skabt mere ballade, end de har hjulpet noget,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mansour Heydari

Somalias nære humanitære katastrofe er et tydeligt eksempel på vestens politiske orden: NATO kan sagtens kaste tusindevise bomber ned i Libyen om dagen, men USA og vesten ikke har haft det mindste vilje at hjælpe de somaliske sultne. De har i øvrigt blokeret alle nødhjælp fra andre lande til Somalia i 6 måneder.

henrik hansen

FNs omdømme lider overalt: I forhold til Irak, Afghanistan, Pakistan, Libyen, Palæstina, Israel ....you name it.... men i særdeleshed i forhold til USA og NATO. VÆK MED VETORETTEN!!!!