Det sidste stærke indtryk af et dansk formandskab for EU er fra efteråret 2002, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forhandlede 10 ansøgerlande ind og noterede en personlig sejr på den internationale scene.
Uanset om det bliver en regering ledet af Lars Løkke Rasmussen eller Helle Thorning-Schmidt, der fra 1. januar skal styre den begrænsede butik, som nu er overladt til det aktuelle EU-formandsland, bliver det en akavet forestilling.
Vækst og beskæftigelse rykker sammen med resterne af gældskrisen helt op i toppen af dagsordenen, men det logiske og aftalte er, at denne politik vil blive styret af EU-præsident Herman Van Rompuy og tillige af formanden for eurolandenes samarbejde, Luxembourgs statsminister, Jean-Claude Juncker. Det vil derfor blive meget synligt, at det koster indflydelse at have kronen i stedet for euro, når eurolandene holder deres egne topmøder.
Fogh havde fordelen af at have en enkeltsagsdagsorden. Succes eller fiasko og fokus på ham. Den næste danske statsminister kan bidrage til en vækstdagsorden og så meget andet, men udsigten er snarere til bøvl end til prestige.
Bøvl fordi de økonomiske rammer bliver meget anderledes, fællesskabets indtægter svinder. Når de 28 medlemslande sidder omkring bordet og skal hjælpe de nordafrikanske lande videre mod demokrati, er det ikke en dansk udenrigsminister, men EU-udenrigschefen Catherine Ashton med den danske udenrigsminister på sidelinjen, og ingen af dem kan finde alle de penge, som der bliver brug for alene i Libyen, hvis ellers oberst Gaddafis fald fører til fred.
Den danske udenrigshandelsminister kan næppe heller skaffe de handelsfordele, som de nære nordafrikanske naboer skal have på det europæiske marked, hvis ellers vores bidrag til processen skal være hæderlig. Det bliver snarere et spørgsmål om at holde protektionistiske lande i snor.
Og i integrationsministrenes kreds kræver det handlefrihed og overskud i formandsstolen, hvis man blot skal bidrage minimalt til at dele ansvaret for de mange nye flygtninge, der utvivlsomt fortsat kommer fra det arabiske efterår.
Det indre marked
Den såkaldte toldkontrolaftale er foreløbig uafklaret, men det eneste sikre er, at hvis den kommende regering gør sig afhængig af Dansk Folkeparti, kan den skæve situation udvikle sig til en ydmygelse af formandslandet.
Enhver EU-analyse forudsætter inddragelse af det faktiske, det juridiske, det politiske og så den meget omtalte signalværdi, der ofte farver mere, end den flytter. Det faktiske er, at der foreløbig ikke står så mange toldere ved de danske grænser, at det har givet eller vil give EU-Kommissionen anledning til juridiske skridt. Det politiske er, at Tyskland stadig er forbandet over den danske politik, og at sagen derfor er på dagsordenen. Signalværdien af hele arrangementet er mere end problematisk, fordi det indre marked med varer og personers frie bevægelighed er fællesskabets største succes og noget følsomt stads, som ikke må udfordres. Protektionisme, selvbeskyttelsen, som altid stikker sit handelsbegrænsende hoved frem i krisetider, er det værst tænkelige i den aktuelle situation. Begynder det ene eller det andet land med handelshindringer for de andre, statsstøtte til hjemmeproduktionen eller anden form for forskelsbehandling, så er det EU-Kommissionen, der skal hæve stemmen. Men det kunne skade at have en formand ved sin side, som efter DF's indflydelse ikke ligner sig selv som det rene antiprotektionistiske land, der konsekvent var imod forskelsbehandling.
Brug for parlamentet
Som formandsland har Danmark brug for det nye Europa-Parlament, hvis magt og indflydelse ikke rigtig er belyst og forstået i Danmark. Men Parlamentet har ikke brug for et Danmark, der sender signaler mod det indre markeds værdier. Grænsekontrolaftalen kan koble Danmark ud fra starten, sådan som vi vil være frakoblet hovedbordet på det økonomiske område og forhandlingerne om de over 100 lovforslag, der ligger på justitsministrenes bord, hvor Danmarks retlige forbehold stadig er i kraft.
Hvor var ham Fogh dog en heldig kartoffel!
Når partierne snart tørner sammen for at kæmpe om regeringsmagten, vil ingen af dem formentlig proklamere, at de vil være de bedste til at løfte den store opgave, som det trods alt er, at få EU-landene til at løfte i flok for at komme bedre gennem krisen. De vil næppe sige et ord men bagefter sige, at det er medierne, som svigter omtalen af unionens anliggender.
Tak til Poul Smidt for at skrive om Danmark og EU.
Et af motiverne til at få en fast formand og en fast udenrigschef i EU var vel også at sikre et fortsat positivt arbejde i EU, hvis lande som DK, der har meldt sig mentalt ud, har det halvårlige formandskab. Så sent som 18. maj langede en EU-Kommissær ud efter Danmark i forb. med den fælleseuropæiske indsats om en Roma-strategi. På en pressekonference efter rådsmødet 19. maj kritiserede László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion, Danmark med disse ord: “Danmark kan ikke bare sidde på rækværket under det kommende EU-formandskab og lade være med at deltage i en fælleseuropæisk indsats om en roma-strategi”.
Mht. grænseaftalen er ikke kun Tyskland bekymret. EU-Kommissionen gav i sin pressemeddelelse af 18.7. udtryk for sin fortsatte bekymring over den danske grænsekontrol. Besøget den 14. juli gav ikke tilstrækkeligt svar på ekspertgruppens spørgsmål. Pressemeddelelsen sætter spørgsmålstegn ved hele begrundelsen for genindførelse af toldkontrol. Kommissionen efterlyser en risikoanalyse, som den bad om den 13. maj, der retfærdiggør Danmarks foranstaltninger. EU-Kommissær Cecilia Malmström skriver om det på sin blog “Fortsatt oro över Danmark”,og hendes talsmand, Michele Cercone, interviewes her i Svensk Radio.
Se evt. mere på min blog
EU udvikler sig mere og mere i en uhendig retning, hvor vores samfundsmodel tilsidesættes til fordel for den liberalistiske ideologi, der kun er til fordel for Tyskland og måske Frankrig - sålænge den 'sygdom' raser der. For de små lande i Nordeuropa er EU en belastning.
Derfor er det eneste fornuftige at trække sig ud og i stedet forhandle en handelsaftale med EU.
Det står mere og mere klart, at vi mister mere ved at have ministre siddende med ved bordet end ved at de holder sig væk!