LONDON - »Forældre er alt for bange for at sætte sig i respekt over for deres børn,« siger Clasford Stirling, en garvet ungdomspædagog, som i dag leder en fodboldklub i medborgerhuset i Broadwater Farm i Tottenham.
»Forældreautoriteten har været under nedbrydning over lang tid. I dag træder forældre varsomt for ikke rage uklar med deres egne børn. Sådan er det blevet.«
Broadwater Farm ligger i det område i af Tottenham, London, hvor nogle af de værste optøjer i Storbritannien i nyere tid brød løs i sidste uge. Mark Duggan, hvis død udløste urolighederne, voksede op i dette kvarter og tilmeldte en af sine sønner fodboldtræning hos Stirling.
Clasford Stirling er ikke alene om at henvise til svækket forældreautoritet som en af forklaringerne på optøjerne. Adskillige fremtrædende politikere og meningsdannere har reageret på billederne af børn i skolealderen på natlige plyndringstogter ved at skyde skylden på forældrene. Parlamentsmedlemmer har opfordret de britiske forældre til at sikre sig, at de ved, hvor deres børn opholder sig, og premierminister David Cameron har talt om et »knækket Storbritannien«, og Londons borgmester har erklæret, at voksne og lærere på ny skal håndhæve deres autoritet.
Ligeglade
Clasford Stirlings analyse er mere nuanceret han peger også på andre udløsende faktorer som fattigdom, arbejdsløshed, mangler i uddannelsessystemet og politichikane men han insisterer på, at forældres angst for at disciplinere deres egne børn hører med til det samlede billede.
»Grim opførsel og kriminalitet bliver glamouriseret på gaden. Lærere er bange for at straffe børn, og moderne børn er ikke bange for deres forældre. De er også ligeglade med, at politiet låser dem inde.«
»Jeg har arbejdet med unge i 32 år, men i dag er jeg bekymret. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var,« siger han. »Forældre bliver fyret fra deres job, og den sociale deroute smitter af på hele familien. De kan ikke længere købe ting til deres børn. For børnene er fattigdom oplevet virkelighed. Der er ingen job, de har intet. Hvad har de at miste? Nogle gad ikke engang dække ansigtet til. Og det er jo ikke banker, de forsøger at røve, men butikskæder. De er så fattige, at løber risikoen for at ryge i fængsel for bare at stjæle et par gummisko eller et fladskærms-tv,« siger Clasford Stirling og fortsætter.
»Hvorfor kalder de her forældre ikke deres børn til sig og siger: 'Nu stopper I!'? Fordi de ikke kan. Den tid er forbi. Autoriteten er væk. Og rigtig mange forældre kan ikke hindre deres børn i at gå på gaden. De unge har fået nok. Se bare, hvor frække de er blevet de går helt frem og provokerer politiet.«
Produkt af tilfældig sex
En forklaring på de unges manglende autoritetstro er ifølge Chris (som ikke ønsker sit efternavn offentliggjort), at forældre som hende føler sig presset til ikke at opdrage deres børn, fortæller hun, da hun sætter sin seksårige søn af til fodboldtræning.
»Ansvaret er taget fra forældrene. Folk ringer til de sociale myndigheder, hvis de hører dig tale hårdt til dine børn. Alle børn i skolen har hørt om Childline (en telefonlinje, hvor børn kan indberette overgreb, red.). Alle de venstreorienterede ideer er sikkert fine nok, men forældre skal altså have deres til at være forældre tilbage,« siger hun.
Samme omkvæd hører David Lammy, Tottenhams Labour-parlamentsmedlem, ofte fra sine vælgere.
»I områder som mit ved vi, at 59 procent af de sorte caribiske børn bliver passet af en enlig forælder. Her findes ikke de normale forudsætninger for to voksne, der ønsker at starte en familie, opdrage børn sammen, elske dem, opfostre dem og føre dem frem til fuld uafhængighed. Forældrene er ikke gift, og barnet er for at sige det rent ud sandsynligvis et resultat af tilfældig sex. Faderen er ikke til stede og forventes ikke at være det. Et netværk af storfamilier, der kan træde til, findes heller ikke. Manglen på mandlige rollemodeller i unge mænds liv har store konsekvenser,« siger han og fortsætter:
»Hvordan finder du ind til din egen maskulinitet i fraværet af rollemodeller? Gennem hip-hop og bandekultur og ved at slutte dig til grupper af unge, der har det som dig selv. Det er enormt problematisk. Forældrene er slet ikke rustet til at tage hånd om det. Der er samtidig en manglende evne til behovsudsættelse. Mange søger tilflugt i alkohol, sex, stoffer. Det stiller os over for store udfordringer, for det er altid de fattigste, der rammes hårdest. Har man penge, kan man i det mindste betale for at gå til noget dans, fodbold osv.«
David Lammy er bevidst om, at diskussionen om forældresvigt er politisk betændt. Den konservative fortælling om 'et knækket Storbritannien', som fremføres af bl.a. premierminister Cameron, identificerer dårlig forældrekompetence som roden til de fleste sociale problemer. Men den forklaring bliver blankt afvist af venstrefløjen, siger David Lammy.
»Højrefløjen taler altid om opdragelse, men ingen på venstrefløjen vil diskutere det tema. Der er opstået et tomrum omkring et dybt alvorligt problem.«
Hvad med teenagerne?
David Lammy beklager lukningen af en række lokale ungdomsklubber som følge af nedskæringer.
»Her var mennesker, der kunne få de unge i tale, men de har mistet deres job nu.«
Sidste år foreslog Labourpolitikeren, at der indføres en form for national samfundstjeneste, der kan indgyde de unge en fornemmelse for arbejdsetik, men forslaget vakte meget lidt gehør. David Lammy så også gerne, at de statslige hjælpeprogrammer ikke blot fokuserede på de første år af et barns liv.
»Jeg har åbnet rigtig mange legepladser for femårige, men hvad med teenagerne?« spørger han.
Forældre bør kunne få orlov til at tage sig af deres børn, når de gennemgår en vanskelig fase i deres liv.
»Vi må væk fra den fortælling, at børn kun behøver deres forældre i de tidlige år.«
Ingen job at få
I et andet Londonkvarter, Kilburn, fortæller Jane, at det har været en »forfærdelig« oplevelse for hende at være forælder til teenagesønner i det centrale London. Hendes 18-årige søn, Luke, blev anholdt søndag aften sammen med en gruppe på syv andre drenge i alderen 14 til 19, da de var i færd med at rejse en barrikade for at stoppe politiets biler. Nogle af de andre drenge i gruppen kastede med sten mod en politibil. De tilbragte efterfølgende 22 timer i politiets celler, altimens Jane intet fik at vide om sin søns skæbne, før han mandag aften blev løsladt uden sigtelse.
»Jeg prøver at tale med ham om rigtigt og forkert. Det er så mange børn, som ikke længere har respekt for autoriteterne. De går i skole og kalder deres lærer ved fornavn, og der er ingen disciplin i skolerne. Ingen får en ordentlig uddannelse, og så forlader de skolen og kan ikke finde arbejde, fordi der ikke er job at få,« siger hun.
Hverken Luke, der har stået i lære som elektriker eller hans storebror på 20 kan finde arbejde.
»Det gør mig deprimeret og vred,« siger Jane.
»Jeg sørgede for, at de kom på universitete´t, så de kunne få ordentlige kvalifikationer, men det nyttede ikke noget. Jo længere tid de står uden arbejde, desto mere vænner de sig til at flyde rundt uden at foretage sig noget. Og desto mere uinteressede bliver de så i at finde et job. Hvis han gik på arbejde, ville han komme hjem på ved 18-19-tiden og være alt for træt til at hænge rundt på gaden om natten.«
Patrick Barkham har bidraget til denne artikel © The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
The bottom line: This is Hell, by the very definition. It is not down below - it is right here, around you.
/O
Det er fredelige demokrati søgende oprører, oprør er godt, det er ifølge militaristerne så godt at det er i orden at bombe regerings bygninger, Nato fører an i støtten til oprør.
Sæt nato til at bombe regeringens politi, og giv de fredelige demokrati søgende oprører våben og penge.
Det er samfundets skyld
er det bare mig eller er ordet; anarki ikke brugt forkert i indledningen?
Skønt med genbrug(eget indlæg fra artiklen Forbrugsfesten Gatecrashet)
Hvordan kan man forvente ordentlig opdragelse når børn får børn.
--------------------------------------------------------------------
Right to buy-kampagnen, hvor de, der boede i socialt boligbyggeri, fik mulighed for at købe deres lejebolig meget billigt.(Artiklen)
Er det ikke noget vi kender her hjemme fra, men som heldigvis som en fuser?
For det fører nemlig til dette:
“Jeg har en lille liste over unge piger, der bliver gravide for at komme længere op på ventelisten til en lejebolig”(Peter Lilley Artiklen hvor han forhåner produktet af deres egen politik)
Reduktionen af lejeboliger har ført til en eksplosion af enlige mødre i slumkvarterene, fordi at unge piger er nødt til at blive gravide for at kunne komme i betragtning til en bolig og flytte hjemmefra, hvilket yderligere har bevirket at enormt mange kvinder aldrig har haft berøring med arbejdsmarkedet, og yderligere at et stort antal børn og unge driver rundt i Englands storbyer som hjemløse, fordi deres mødre var alt for unge og for fattige til at kunne tage sig ordentligt af dem.
Og eftersom dette har stået på siden Thatcher, så er efterhånden flere generationer født og vokset op uden for Ret og Lov, og fordi drenge ikke kan blive gravide og komme på en bolig-venteliste, så er der kun gaden og banderne, medmindre de gifter sig med eller flytter ind hos en af de før nævnte piger.
Disse tusinder og atter tusinder, har aldrig oplevet opsving og forbrugsfest, det har ikke engang bare dryppet på dem, så er der noget at sige til at de pludselig dukker op til “festen” uden invitation.(Gatecrasher) Jeg forstår dem godt.
––––––––––––––––––––––-
Flere generationer af Arbejderbørn og Unge er fastlåst i en umulig situation pga. Thatcher´s Right to buy-boligpolitik, for hvem skulle dog kunne finde på at købe en sådan bolig når den første “glade ejer” fra Thatchertiden er død eller flygtet.
De der bor i kvarteret i forvejen har ingen penge, og de der har penge kunne aldrig drømme om at flytte ind i kvarteret, så disse boliger står bare hen uden lys, varme og vedligeholdelse og forfalder.
Tager man en tur rundt i store Engelske slumkvartere og kikker på boligblokkene vil man kunne se at temmelig mange af boligerne har brædder for vinduerne, det er forladte ejerboliger, og i samme byggeri ser man også fungerende lejeboliger.
Præcis den samme ide(Right to buy) fik et flertal af det Danske Folketing for et par år siden for at lave et “Getto-løft”, ja go daw do, heldigvis blev stort set ingen af de udbudte lejeboliger solgt, ideen var dødsdømt på forhånd.
-------------------------------------------------------------------
Ja gu er det samfundets skyld. I dette tilfælde er det ikke engang en kliché.
Nu er der ikke noget i verden, der sløver og disintegrerer individet, som straf og disciplin. Voksne der mener, at børn skal vare bange for deres forældre, er farlige for humaniteten og demokratiet. Og med hensyn til autoritet og respekt, så er det sådan begreber, man dyrker i rockerbander og mafia grupper. Ligesom respekt var det sammenhængende klister, i middelalderens undertrykkende feudalsamfund.
Som modgift til denne småborgerlige lokumspand, har jeg et lille digt, at Carl Scharnberg:
”Stands de truende kræfter
Stands det skamløse ridt.
Stands den kyniske jagen,
Den dræbende drøm om profit.
Giv vore børn en verden
Hvor alle kan ånde frit.”
Det hele er alligevel ligegyldigt. Vi har ingen fremtid. Ryg hash. Hør vred musik. Slå en gammel dame ned. Smadr det hele.
Lex Bertill Nordahl? I dennes populærpsykologiske tirader er børn også nogle små rovdyr, som går amok hvis forældrene ikke med autoritet sætter sig på dem og rammer dem ind.
Som det enkelte steder fremgår af artiklen kunne der imidlertid godt være en vis raison i at børn og forældre tilbringer en smule mere tid sammen, end tilfældet for manges vedkommende er i dag. Taler lidt mere sammen. Foretager sig noget sammen - f.eks. samarbejder om at få dagligdagen til at fungere.
Artiklen viser imidlertid også hvilken rolle arbejdsløshed spiller - og hvor bundhamrende tåbelig jagten på at 'kvalificere' børn og unge til arbejdslivet er, særligt når den står helt alene.
Frisættelsen af individet fører til isolation og eksistentiel armod, når den finder sted under kritiske sociale omstændigheder. Eller når den sker som følge af et skred i normer eller destruktive/randomiseret opløsning af familiestrukturerne.
Og så er der naturligvis dén med uligheden. Diskriminationen, segregeringen og fattigdommen. Overfor de ganske bizarre, liberale samfundsdiskurser om at realisere sig selv som ikke blot lokal, men i særdeleshed global popstjerne. Sådanne double-binds bliver de færreste 'velfungerende' samfundsborgere af at eksistere under.
Artiklens spor er smalt, men ikke helt misvisende.
Hmmmmm......lur mig om ikke det katolske og protestantiske slagsmål er basis for en del af fattigdommen? For mange graviditeter som aldrig skulle være fundet sted? Manglende prævention? Manglende seksual undervisning?
Skal vi nu til at opdrage vores børn??? Jamen, jeg be'r jer. Verden står ikke længere.
De antiautoritære emanciperingsdrømmende børnemagtsfantaster burde tage og genlæse William Goldings fremragende debut 'Fluernes Herre'.
Strækker fraværet af voksen autoritet og deraffølgende vejledning ind i børnenes teenageår, så udspiller de beskrevne ø-scenarier sig i stedet ude i vores alle sammens samfund. I S-toget, i nattelivet eller i masseform i de engelske gader.
Mærkeligt, at det er ateisterne ude til venstre, der synes at have sværest ved at anerkende, at mennesket i bund og grund er et dyr...
Pædagogerne fandt ud af, at det var langt bedre at erstatte afstraffelse, disciplin og autoriteter med engagement, vejledning og motivation. Når så man lægger forbud mod det første paradigme uden et balancerende påbud for forældrene om at engagere sig i sine børns liv, og sørge for at de bliver stimulerede og inspirerede, så er "Fluernes Herre" sikkert en fin afspejling af den tilstand det hele konvergerer mod.
Bjarke Hansens kommentar afdækker den vældig hyppige fejl i denne og lignende situationer: Under et paradigmeskifte fra A til B, viser det sig at man ender op med en håbløs tilstand. Istedet for at undersøge om paradigme B faktisk er blevet inført, konkluderer man umiddelbart at paradigme B ikke fungerer.
Der er høj varians mellem forskellige dyrearters sociokulturelle ordener - visse højere primater, herunder mennesket, er i udmærket stand til at samarbejde med sin omverden, herunder f.eks. at forebygge at interessedifferentiering udarter til destruktiv konflikt, hvorfor der vel er knap så megen grund til den helt store pessimisme. Heller ikke selvom rigtigt mange mennesker på forskellig vis også kommer grundigt galt afsted.
Man kan jo se det på billedet: All they want is a stereo.
'Pædagoerne fandt ud af..', skriver Morten Lind. Ja, det gjorde de. Og nu viser resultaterne sig.
Som Humphrey sagde i sin tid i 'Yes Primeminister', så er forældre (dem i arbejderklassen, selvfølgelig) ude af stand til at opdrage deres børn. Ministeren foreslår ironisk, at folk måske skulle udstyres med et 'breeding license', efter en oplæringstid (af pædagoger, formentlig). Det var jo så ikke nødvendigt herhjemme, idet pædagogerne overtog opdragelsen fra de ansvarsløse forældre.
Ole Olsen antyder at opdragelsesparadigmet baseret på de "bløde" metoder som motivation og forældreengagement ikke kan realiseres. (" Og nu viser resultaterne sig.")
Alt hvad jeg selv antydede var, at jeg mener det ikke kan realiseres uden en insats. I Danmark tror jeg vi har gjort en indsats, selvom den er ucharmerende, som også Ole Olsen antyder, i og med at den blev foretaget stort set udelukkende af pædagogerne, og ikke udfra en bred erkendelse i forældremængden.
Det var min mening med mit indlæg ovenfor, at hjælpe med til at adskille diskussionerne i hvad der er strategi og hvad der er taktik. Strategien var at vi skal bytte paradigme A ud med paradigme B. Taktikken er, hvordan man opnår dette paradigmeskifte. At taktikken ikke har været på plads kan ikke lede til en konklusion som siger at strategien har svigtet, men sådan konkluderer man jo intuitivt, hvis man ikke har gjort sig denne separation klart.
Jeg er i tvivl om, hvilken taktik som skal til for at indføre et sådant paradigmeskifte. Jeg mener selv, at det giver langt bedre og lykkeligere samfundsborgere når mennesker bliver opdraget baseret på motivation og inspiration. Paradigmeskiftet er svigtet på grund af at forældre ikke gider at indskyde, ikke ved at de skal indskyde, eller ikke har tid til at indskyde det enorme engagement som kræves, ifht. at give en lussing i ny og næ.
@ Morten Lind.
Måske var det ikke så dårlig en idé med et 'breeding license'?
Nå, spøg til side. Man har i 30 år experimenteret med noget, der på nogle væsentlige områder viser sig at være et flop. Det tager jo noget tid, når det er mennesker man experimenterer med, i en sag som dette.
De unge der sagtens klarer sig i dag, ville have gjort det under alle omstændigheder. Det er alstå taberne der er problemet - undskyld udfordringen. Hvad skal man med dem, og skal de fortsat 'produceres'?